Begravelsespladser

Begravelsespladser

Jødedommen betragter traditionelt et menneskes død som en overgang fra den fysiske verden til en åndelig verden. Døden er ikke et afsluttende kapitel men en midlertidig afsked. Man behandler kroppen med stor respekt og foretrækker, at en begravelsen sker så hurtigt som muligt efter at døden er indtrådt.

Inden begravelsen vaskes og forberedes den afdøde af medlemmer af begravelsesselskabet. Man våger over den døde, som aldrig lades alene. Alle døde lægges i kisten i samme enkle, hvide klæder og alle begraves i simple, umalede kister som et tegn på, at alle er lige i døden. Mænd svøbes i deres tallit, bedesjalet.

Ifølge ortodoks jødisk praksis skal den afdøde altid kistebegraves; man anvender ikke ligbrænding, fordi det regnes for vigtigt, at kroppen hviler i fred, så den kan genopstå ved tidernes ende. Af samme grund sløjfes grave aldrig.

Det er dog også muligt også at få nedsat urner på Mosaisk vestre Begravelsesplads, hvis man foretrækker kremering.

Besøgende lægger traditionelt en lille sten på den afdødes gravsten for at vise, at man har været på besøg. På jødiske gravpladser lægger man traditionelt ikke blomster, for det første ud fra tanken at alle skal være lige i døden og ingen derfor skal have særlig pynt. Og for det andet for at man ikke skal plukke en levende blomst til ære for de døde, som går i tråd med jødisk livsopfattelse – nemlig at livet kommer før døden. At lægge en lille sten viser derved, at man har været på besøg, og symboliserer samtidig værdsættelse og respekt for det levende.

Mænd bærer kippah på hovedet på begravelsespladsen, ligesom i synagogen. Religiøse jøder vasker hænder efter besøget og siger netilat jadajim, på hebraisk.