Angrebet mod Krudttønden og Synagogen i februar 2015 ændrede vilkårene for jødisk liv i Danmark. Det niveau af sikkerhed, vi har omkring jødiske institutioner i dag, er et resultat af, hvad der skete den 14. og 15. februar 2015. Selvfølgelig ville vi ønske, at det høje sikkerhedsniveau ikke var nødvendigt, men den diskussion sluttede for 10 år siden. Terrortruslen mod Danmark er ikke længere teoretisk eller uhåndgribelig. Det har været virkeligheden siden februar 2015.

Dan Uzan var en person, som alle i menigheden kendte og værdsatte. Han gav alt for at passe på os, og han efterlod et tomrum for alle, der kendte ham – og et åbent sår, der aldrig heler, for hans familie og venner. Det samme kan siges om Finn Nørgaard, hvis familie og venner vi i de sidste 10 år har haft et skæbnefællesskab og en fælles mission med: At mindes og forebygge terror i fremtiden.

For Det Jødiske Samfund har en af de vigtigste opgaver gennem de sidste 10 år været, at de hegn og mure, der kom omkring jødisk liv, ikke skal lukke os mod verden. Tværtimod. Det er et arbejde, der ikke er blevet mindre aktuelt efter 7. oktober 2023, og den bølge af antisemitisme vi har set i kølvandet på terrorangrebet mod Israel.

Vi ville åbne op for verden, fordi vi mener, at viden, oplysning og at mødes i øjenhøjde er det bedste våben mod radikalisering, had og fordomme. Vi har efter 2015 haft mulighed for at åbne Jødisk Informationscenter, der hvert år har oplæg, foredrag og rundvisninger for hundredvis af fortrinsvis unge. Takket være handlingsplanen mod antisemitisme er denne indsats i dag udvidet til hele landet. Vi har kunnet udvide vores årlige kulturfestival og har flere åbne arrangementer end nogensinde før i vores 400 år lange dansk-jødiske historie.

At det er lykkedes i kølvandet på en smertefuld og chokerende begivenhed giver os håb for fremtiden.

Venner af Dan Uzan markerer årsdagen med en mindehøjtidelighed i Krystalgade lørdag den 15. februar. Der bliver desuden afholdt en mindekoncert i synagogen søndag den 2. marts.

Finn Nørgaard Foreningen markerer 10-årsdagen på Christiansborg den 14. februar.