Fra Jødisk Orientering nr. 2 2025 

Ambassadørerne

Der er grøde i det jødiske liv i Jylland, hvor Jødisk Informationscenter har åbnet en afdeling i Aarhus. “Jeg har altid været jøden på skoler og i andre fællesskaber – så nu kunne vi lige så godt tage rollen professionelt.”

Af Michael Rachlin

I deres første undervisning fortalte Jasmin og Maia bl.a. om de jødiske traditioner fredag aften i forbindelse med shabbat.

Den jødiske “ambassade” er åbnet i et lille kontorfællesskab i centrum af Aarhus. Midt i hjertet af Jyllands hovedstad, mellem kulturentreprenører og iværksættere, har Maia og Jasmin brugt foråret 2025 på at indrette et kontor med en hyggelig lænestol, bordlamper og grønne planter.
Det ligner ikke en ambassade, og det er de selvfølgelig heller ikke.
Men som Jødisk Informationscenters afdeling i Aarhus falder Maia og Jasmin nemt ind i den rolle, de begge har haft under opvæksten i Jylland: Ambassadører for alt jødisk.
Maia, der er fra Silkeborg-området med en israelsk far og en dansk mor, var i hvert fald ikke i tvivl om, at arbejdet flugtede med en rød tråd i opvækst og voksenliv.

“Det er meget ofte, at vi møder nogen, som aldrig har mødt en jøde før. På den måde bliver man hurtigt “jøden” på efterskolen, i folkeskolen osv. Man møder både nysgerrighed og fordomme og ender som en slags ambassadør for jøder og israelere. Så da muligheden for at få det her job kom, kunne jeg lige så godt gå all-in. Det er jo ikke nok bare at beklage sig over de ting, man gerne vil have lavet om,” siger Maia, der er blevet ansat som projektleder for Jødisk Informationscenter i Aarhus.

Informationscenteret bygger på erfaringerne fra København, hvor man i snart ti år har arbejdet med information, oplysning og kultur som våben mod antisemitismen.
Helt centralt har været mødet med elever fra skoler, gymnasier og andre ungdomsuddannelser, hvor man årligt har haft kontakt med tusindvis af unge.
Med Folketingets forstærkede indsats mod antisemitisme under Handlingsplan mod antisemitisme, som blev lanceret af regeringen i 2022, blev det muligt at overføre arbejdet til provinsen, hvor Maia og Jasmin nu dækker hele Danmark vest for Storebælt.

Jysk-jødisk identitet

Det er i sagens natur noget af en mundfuld for to personer, så i første omgang er fokus på at få oprettet et korps af undervisere – med en vis spredning på baggrund af geografi, alder og baggrund.
Ikke mindst det sidste har været en udfordring.

Både Maia og Jasmin har, hvad de selv kalder den “klassiske” jødiske baggrund i Jylland: en israelsk og en dansk forælder – ofte en israelsk far og en dansk mor. Eller “kibbutzbørn”, som de er blevet kaldt, selvom mange har forældre, der ikke kommer fra en kibbutz.

Det betyder, at de har en anden tilgang til det jødiske – og en understrøm i projektet er at blive klogere på, hvad der egentlig er jysk-jødisk identitet.

“Det duer ikke, at vi kun kommer til at repræsentere en dansk-israelsk historie. Det er en del af det, men det er jo ikke den dansk-jødiske historie, vi skal formidle. Men samtidig er det en anden historie end den, der er centreret omkring København: Synagogen, foreningslivet og redningen i oktober 1943. Jeg kender ikke nogen i mit netværk, hvis familie har været flygtninge i Sverige. Den historie er selvfølgelig vigtig, men vores netværk har oprindeligt været andre unge med dansk-israelsk baggrund. Vi er kun lige ved at finde ud af, hvad det vil sige at være jysk jøde i dag,” siger Maia, der – som mange andre – er opdraget til, at man skulle gå stille med sin jødisk-israelske baggrund.
“Jeg har altid fået at vide, at vi skulle holde lav profil. Men det har jo ikke hjulpet på, at man stadig mødte fordomme. Og det var jo også en grund til, at jeg sagde ja til jobbet. Jeg synes ikke, at jeg kunne blive ved med at klage over de fordomme og den modstand, vi har mødt, hvis ikke jeg gjorde noget ved det,” fortæller Maia.

Synligt men ensomt

Jasmin er ligesom Maia opvokset med en israelsk far – men med en noget anden tilgang til synlighed.
“Min far var nok lidt atypisk, da han fandt den største magen david og gik rundt med, og kunne finde på at køre rundt med et israelsk flag på bilen. Men jeg har også oplevet det som meget ensomt at være jøde i Jylland, så jeg var heller ikke i tvivl om, at jeg ville være med til, at projektet med Jødisk Informationscenter skulle lykkes,” fortæller Jasmin, der er opvokset omkring Vejle og i dag bor i Vestjylland – et område, hvor hun kender til en eller to andre med jødisk baggrund.
“Jeg er vokset op med, at det var det israelske, der var kernen. Selvfølgelig holdt man pesach og andre helligdage, mest fordi man altid har gjort det. Men vi møder også en del kibbutzbørn, som slet ikke har nogen erfaringer med at holde jødiske helligdage. Det har været spændende at få udvidet sit netværk og møde folk, der har en anden vinkel på det jødiske,” siger Jasmin, der understreger, at hun med alderen også er begyndt at gå mere i dybden med den åndelige og religiøse side af jødedommen.

Jødisk opblomstring i Aarhus

Selvom projektets primære fokus er at undervise unge, håber man på at kunne udvide med mere generelle arrangementer om jødisk kultur og historie.
Og jorden er gødet for det.
Ligesom i andre  dele af verden er mange jødiske netværk blevet revitaliseret efter 7. oktober 2023. Det er netværk,
som i høj grad blive holdt sammen i grupper på Facebook og WhatsApp – og grupper, der ikke nødvendigvis kender hinanden. Så sent som i november blev der for første gang arrangeret en jødisk Krystalnatsmarkering i centrum af Aarhus.

I november 2024 var der for første gang en jødisk markering af Krystalnatten i Aarhus.

Maia og Jasmin har en klar fornemmelse af, at mange jøder i Jylland har haft brug for at finde et fællesskab, hvor man sikkert kan udfolde sin jødiske identitet.

Og Jasmin tilføjer: “Specielt efter 7. oktober har der været et behov for at mødes. Når man ikke rigtig føler, at ens ikke-jødiske venner forstår det, så får man mere behov for et fællesskab, hvor man kan sænke skuldrene og mødes i gensidig forståelse for, hvem man er.

Jødisk Informationscenter

Formål:
At bekæmpe antisemitisme gennem oplysning, undervisning og personlige møder med danske jøder.
Centret tilbyder foredrag, undervisningsmaterialer og kulturelle arrangementer for skoler og offentligheden.

Baggrund:
Jødisk Informationscenter blev etableret i 2016 i København efter terrorangrebet ved Synagogen i Krystalgade.
I 2025 udvides JIC til Aarhus som led i regeringens handlingsplan mod antisemitisme.
Indtil videre kører projektet på en bevilling, der udløber i 2025, men man håber selvfølgelig på, at projektet kan fortsætte i længere tid.