11 Det var efter Shauls død, at David vendte tilbage efter at have slået Amalek; David opholdt sig i Tziklag i to dage. 2 Det var den tredje dag, at der kom en mand fra lejren, fra Shaul; hans klæder var revet itu, og der var jord på hans hoved, og da han kom hen til David, faldt han til jorden og kastede sig ned. 3 David sagde til ham: Hvor kommer du fra? og han sagde til ham: Jeg er undsluppet fra Israels lejr. 4 David sagde til ham: Hvad skete der? Fortæl mig det! og han sagde at: folket flygtede fra krigen, og der faldt mange af folket, og de døde, og også Shaul og Jehonatan, hans søn, døde. 5 David sagde til den unge dreng, som fortalte ham det: Hvordan vidste du, at Shaul og Jehonatan, hans søn, var døde? 6 Den unge dreng, som fortalte ham det, sagde: Jeg var tilfældigvis på Gilboas Bjerg, og dér stod Shaul og lænede sig mod sit spyd, og ryttere og stridsvogne trængte ind på ham. 7 Han vendte sig om og så mig og kaldte på mig, og jeg sagde: Her er jeg. 8 Han sagde til mig: Hvem er du? og jeg sagde til ham: Jeg er amalekit. 9 Han sagde til mig: Stå over mig og dræb mig, for dødskrampen har fat i mig, så længe der er liv i mig. 10 Og jeg stod over ham og dræbte ham, for jeg vidste, at han ikke ville leve, efter at han var faldet, og jeg tog kronen, som var på hans hoved, og armbåndet, som var om hans arm, og jeg har bragt dem her til min herre. 11 David greb fat i sine klæder og rev dem itu, og det samme gjorde alle mændene, som var med ham. 12 De sørgede og græd og fastede indtil aften over Shaul og over Jehonatan, hans søn, og over Hashems folk og over Israels Hus, fordi de var faldet for sværdet.            13 David sagde til den unge dreng, som fortalte ham det: Hvor er du fra? og han sagde: Jeg er søn af en fremmed amalekit. 14 David sagde til ham: Hvordan kunne du lade være med at være bange for at lægge hånd på Hashems salvede for at dræbe ham? 15 Og David kaldte på en af de unge drenge og sagde: Kom herhen, slå ham ned! og han slog ham ned, og han døde. 16 David sagde til ham: Dit blod kommer over dit hoved, for din mund taler mod dig ved at sige: Jeg dræbte Hashems salvede.                17 David sang denne klagesang over Shaul og over Jehonatan, hans søn, 18 og sagde: For at lære Jehudahs sønner at bruge en bue; som den er skrevet i Den retfærdiges Bog: 19 ’Israels pryd ligger dræbt på dine høje; hvor de mægtige er faldne! 20 Fortæl det ikke i Gat, lad det ikke lyde i Ashkelons gader, at ikke pelishteresdøtre skal glæde sig, at ikke de uomskårnes døtre skal fryde sig. 21 Gilboas bjerge, lad der ikke falde dug og ikke falde regn over jer og offergavernes marker, for dér blev de mægtiges skjold vanæret; Shauls skjold var ikke salvet med olie. 22 Fra de faldnes blod, fra de mægtiges fedt blev Jehonatans bue ikke afvist, og Shauls sværd vendte ikke forgæves tilbage. 23 Shaul og Jehonatan, elskede og elskelige i livet, i døden ikke adskilt, lettere end ørne, stærkere end løver. 24 Israels døtre, græd over Shaul, som klædte jer i skarlagen og smykker, som smykkede jeres klæder med guld. 25 Hvor de mægtige er faldne, midt i krigen! Jehonatan, på dine høje blev du dræbt, 26 Jeg smertes over dig, min bror Jehonatan, du var mig meget kær, din kærlighed var mig mere underfuld end kvinders kærlighed. 27 Hvor de mægtige er faldne og krigens våben tilintetgjort! 2            1 Det var efter dette, at David spurgte således hos Hashem: Skal jeg drage op til en af Jehudahs byer? og Hashem sagde til ham: Drag op! David sagde: Hvor skal jeg drage op? og Han sagde: Til Hebron. 2 David drog derop og også hans to hustruer, jizreelitten Achinoam og Avigajil, karmelitten Navals hustru. 3 Og mændene, som var med ham, lod David drage op, hver mand og hans hus, og de bosatte sig i Hebrons byer. 4 Mændene i Jehudah kom, og dér salvede de David til konge over Jehudahs hus, og de fortalte David således: Det er mændene i Javesh Gilad, der har begravet Shaul.                5 David sendte udsendinge til Javesh Gilads mænd for at sige til dem: Velsignede er I for Hashem, at I har vist denne hengivenhed mod jeres herre, mod Shaul, og begravet ham. 6 Og må Hashem nu vise jer hengivenhed og sandhed, og også jeg vil gengælde jer dette gode, at I har gjort dette. 7 Og nu, lad jeres hænder være stærke og vær modige, for jeres herre Shaul er død, og også Jehudahs hus har salvet mig til konge over dem.              8 Avner ben-Ner, som var hærfører for Shaul, tog Ish Boshet ben-Shaul og førte ham over til Machanajim. 9 Og de gjorde ham til konge over Gilad og over ashuritterne og over Jisreel og over Efrajim og over Benjamin og over hele Israel.                10 Fyrre år var Ish-Boshet ben-Shaul, da han blev konge over Israel, og i to år var han konge; kun Jehudahs hus sluttede sig til David. 11 Det antal dage, David var konge i Hebron, over Jehudahs hus, var syv år og seks måneder.              12 Avner ben-Ner og Ish-Boshet ben-Shauls tjenere drog ud fra Machanajim til Giv’on. 13 Og Joav ben-Tzerujah og Davids tjenere drog ud, og de stødte sammen ved cisternen i Giv’on og slog sig ned, nogle på den ene side af dammen og nogle på den anden side af cisternen. 14 Avner sagde til Joav: Lad de unge drenge bryde op og dyste foran os, og Joav sagde: Lad dem. 15 De brød op og delte sig i et antal på tolv til Benjamin og til Ish Boshet ben-Shaul tolv af Davids tjenere. 16 Hver mand greb fat om sin næstes hoved og jog sit sværd i siden på sin næste, og de faldt sammen, og man kalder dette sted for Chelkat HaTzurim, som ligger i Giv’on. 17 Kampen blev meget hård den dag, og Avner og Israels mænd blev besejret foran Davids tjenere. 18 Der var tre sønner af Tzerujah: Joav og Avishaj og Asah’el, og Asah’el var let til fods som en af gazellerne på marken. 19 Asah’el forfulgte Avner og drejede ikke af hverken til højre eller til venstre efter Avner. 20 Avner vendte sig om og sagde: Er det dig, Asah’el? og han sagde: Det er mig. 21 Avner sagde til ham: Drej af til højre for dig eller til venstre for dig og grib fat i en af de unge drenge og tag hans brynje! Men Asah’el ønskede ikke at holde op med at følge efter ham. 22 Avner blev ved med at sige til ham: Hold op med at følge efter mig! Hvorfor skal jeg slå dig til jorden, og hvordan skal jeg se din bror Joav i øjnene? 23 Men han nægtede at holde op, og Avner slog ham med bagenden af spyddet i underlivet, og spyddet gik ud gennem ryggen, og han faldt dér og døde på stedet, og alle, der kom til det sted, hvor Asah’el faldt og døde, stod stille. 24 Joav og Avishaj forfulgte Avner, og solen gik ned, og de kom til Ammahs høj, som ligger over for Giach på vej til Giv’ons ørken. 25 Benjaminitterne samlede sig bag Avner og blev én gruppe, og de stod på toppen af én høj. 26 Avner råbte til Joav og sagde: Skal sværdet fortære til evig tid? Ved du ikke, at det bliver bittert til sidst? Hvor længe vil du lade være med at sige til dit folk, at de skal vende om fra at forfølge deres brødre? 27 Joav sagde: Så sandt Gud lever, hvis ikke du havde talt, ville folket i morgen være gået op efter at have forfulgt deres brødre. 28 Joav blæste i shofaren, og hele folket stod stille og forfulgte ikke længere Israel, og de blev ikke ved med at kæmpe. 29 Og Avner og hans mænd gik gennem sletten hele den nat, og de gik over Jordan og gik gennem hele kløften og kom til Machanajim. 30 Og Joav vendte tilbage fra Avner og samlede hele folket, og der manglede nitten mand af Davids tjenere og Asah’el. 31 Af Benjamin og af Avners mænd havde Davids tjenere slået trehundrede og tres mand, der døde. 32 De bar Asah’el og begravede ham i hans fars grav, som er i Bet Lechem, og de gik hele natten, Joav og hans mænd, og lyset brød frem over dem i Hebron. 31 Krigen mellem Shauls hus og Davids hus blev langvarig, og David blev stadig stærkere, og Shauls hus blev stadig svagere.               2 Der blev født David sønner i Hebron, hans førstefødte var Amnon, af jizreelitten Achinoam; 3 og den anden var Kil’av, af Avigajil, karmelitten Navals hustru, og den tredje: Avshalom ben Ma’achah bat Talmaj, konge af Geshur. 4 Og den fjerde: Adonijah ben-Chagit og den femte Sh’fatijah ben Avital. 5 Og den sjette: Jitre’am, af Davids hustru Eglah; disse blev født David i Hebron.                6 Under krigen mellem Shauls hus og Davids hus, var Avner ben-Ner i gang med at styrke Shauls hus. 7 Shaul havde en medhustru, og hendes navn var Ritzpah bat-Ajah; han sagde til Avner: Hvorfor gik du ind til min fars medhustru? 8 Avner blev meget vred over Ish-Boshets ord og sagde: Er jeg et hundehoved i Jehudah? I dag vil jeg handle hengivent mod din far Shauls hus og mod hans brødre og mod hans venner; jeg vil ikke overgive dig i Davids hånd, og du tillægger mig i dag skyld over kvinden? 9 Sådan skal Gud gøre mod Avner, og sådan skal Han blive ved med at gøre, for som Hashem svor over for David, sådan vil jeg gøre mod ham, 10 for at kongedømmet skal overgå fra Shauls hus og for at oprette Davids trone over Israel og over Jehudah fra Dan og til Beer Sheva. 11 Og han kunne ikke svare Avner med et ord på grund af sin frygt for ham.                12 Avner sendte udsendinge til David i sit sted for at sige: Hvem skal landet tilhøre? For at sige: Indgå en pagt med mig, så vil min hånd være med dig for at samle hele Israel om dig. 13 Han sagde: Godt! Jeg vil indgå en pagt med dig; dog, én ting beder jeg dig om: At du ikke ser mit ansigt, før du har bragt Michal, Shauls datter med, før du kommer for at se mit ansigt.            14 David sendte udsendinge til Ish-Boshet, Shauls søn, med den besked: Giv mig min hustru, Michal, som jeg trolovede mig med for hundrede filister-forhuder. 15 Ish Boshet sendte bud og tog hende fra hendes mand, Paltiel ben-Lajish. 16 Hendes mand tog med hende og gik og græd helt til Bachurim, så sagde Avner til ham: Gå nu tilbage! og han gik tilbage. 17 Avners ord havde været med Israels ældste og sagt: I lang tid har I ønsket at få David til konge over jer. 18 Og gør nu, som Hashem sagde til David, da Han sagde: Ved min tjener Davids hånd vil jeg redde mit folk Israel fra pelishternes hånd og fra alle deres fjenders hånd. 19 Avner talte også til Benjamin, og Avner gik også hen for at tale til David i Hebron om alt det, der var godt i Israels øjne og i hele Benjamins hus’s øjne. 20 Avner kom til David i Hebron, og der var tyve mænd med ham, og David gav et gæstebud for Avner og for mændene, som var med ham. 21 Avner sagde til David: Jeg vil bryde op og gå og samle hele Israel for min herre kongen, og de skal indgå en pagt med dig, og du skal herske over alt, hvad din sjæl måtte begære. David sendte Avner bort, og han drog af sted i fred. 22 Så kom Davids tjenere og Joav tilbage fra et togt og bragte et stort bytte med sig, og Avner var ikke hos David i Hebron, for han havde sendt ham bort, og han drog af sted i fred. 23 Og Joav og hele den hær, der var med ham, kom og fortalte Joav det og sagde: Avner ben-Ner kom til kongen, og han sendte ham bort, og han drog af sted i fred. 24 Joav gik til kongen og sagde: Hvad har du gjort? Her kom Avner til dig, hvorfor sendte du ham bort, så han kunne drage af sted? 25 Du kender Avner ben-Ner og ved, at han kom for at bedrage dig og for at kende din kommen og gåen og for at vide alt, hvad du gør. 26 Joav forlod David og sendte udsendinge efter Avner, og de bragte ham tilbage fra Sirah-brønden, og David vidste det ikke. 27 Avner vendte tilbage til Hebron, og Joav tog ham til side midt i porten for at tale stilfærdigt med ham, og han stak ham i underlivet, så han døde for hans bror Asah’els blod. 28 David hørte det bagefter og sagde: Jeg og mit kongerige er til evig tid uskyldige over for Hashem i Avner ben-Ners blod. 29 Det skal komme over Joavs hoved og over hele hans fars hus, og der skal ikke mangle nogen i Joavs hus, som har udflåd eller er metzorah eller går med krykke eller falder for sværdet eller mangler brød. 30 Og Joav og hans bror Avishaj dræbte Avner, fordi han havde slået deres bror Asah’el ihjel i Giv’on under krigen.              31 David sagde til Joav og til hele det folk, som var med ham: Riv jeres klæder itu og klæd jer i sække og sørg over Avner, og kong David gik bag båren. 32 De begravede Avner i Hebron, og kongen opløftede sin stemme og græd ved Avners grav, og hele folket græd.                  33 Kongen sang en klagesang over Avner og sagde: Skulle Avner dø som en nidding? 34 Dine hænder var ikke bundne og dine fødder ikke lagt i lænker; som den, der falder for en ugerningsmand, faldt du, og hele folket blev ved med at græde over ham. 35 Hele folket kom for at få David til at spise noget brød, mens det stadig var dag, og David svor og sagde: Sådan skal Gud gøre med mig, og sådan skal Han blive ved, hvis jeg inden solnedgang smager brød eller noget som helst andet! 36 Og hele folket lagde mærke til det, og det var godt i deres øjne, lige som alt, hvad kongen gjorde, var godt i hele folkets øjne. 37 Og hele folket og hele Israel vidste den dag, at det ikke kom fra kongen, at Avner ben-Ner skulle slås ihjel.             38 Kongen sagde til sine tjenere: Ved I ikke, at en stor hærfører er faldet i dag i Israel? 39 Og jeg er i dag svag og salvet til konge, og disse folk, Tzerujahs sønner, er hårdere end mig; må Hashem gengælde ugerningsmanden hans ugerning! 4         1 Shauls søn hørte, at Avner var død i Hebron, og hans hænder mistede kraften, og hele Israel blev slået med panik. 2 Shauls søn havde to kompagniledere, den enes navn var Ba’anah og den andens navn var Rechav, sønner af be’erotitten Rimmon af Benjamins sønner, for også Be’erot regnedes til Benjamin. 3 Be’erotitterne flygtede til Getajim og har boet dér til denne dag.              4 Jehonatan ben-Shaul havde en søn, som var lam i benene; han var fem år, da forlydendet om Shaul og Jehonatan kom fra Jizreel, og hans barnepige tog ham og flygtede, og i hendes hast for at flygte faldt han og blev halt, og hans navn var Mefivoshet. 5 Be’erotitten Rimmons sønner, Rechav og Ba’anah, tog af sted og kom midt på dagen til Ish Boshets hus, og han lå og sov til middag. 6 Og de kom midt ind i huset som for at hente hvede, og stak ham i underlivet, og Rechav og hans bror Ba’anah undslap. 7 De kom ind i huset, og han lå på sin seng i soveværelset; de stak ham og dræbte ham, og de skar hans hoved af, og de tog hans hoved og gik over sletten hele natten. 8 De bragte Ish-Boshets hoved til David i Hebron og sagde til kongen: Her er din fjende Ish-Boshet ben-Shauls hoved, han som stræbte dig efter livet; Hashem har i dag givet min herre kongen hævn over Shaul og hans afkom. 9 David svarede Rechav og hans bror Ba’anah, be’erotitten Rimmons sønner, og sagde til dem: Så sandt Hashem lever, Han som har bevaret min sjæl fra alt ondt: 10 Som ham, der fortalte mig det og sagde: Nu er Shaul død, og i sine egne øjne var som én, der bringer godt nyt, ham greb jeg og dræbte i Tziklag for at give ham løn for hans budskab. 11 Så når onde mænd dræber en retfærdig mand i hans hjem, på hans leje, skal jeg så ikke kræve hans blod af jeres hænder og udslette jer af jorden? 12 Og David gav sine unge drenge befaling, og de dræbte dem og skar deres hænder og deres fødder af og hængte dem op ved cisternen i Hebron, og de tog Ish-Boshets hoved og begravede det i Avners grav i Hebron. 5            1 Alle Israels stammer kom til David i Hebron og sagde: Vi er jo dit kød og blod; 2 allerede før i tiden, da Shaul var konge over os, var det dig, der førte Israel ud og bragte det hjem,              og Hashem sagde til dig: Du skal hyrde mit folk Israel, og du skal være fyrste over Israel. 3 Alle Israels ældste kom til kongen i Hebron, og kong David indgik en pagt med dem i Hebron foran Hashem, og de salvede David til konge over Israel.              4 Tredive år var David, da han blev konge; fyrre år herskede han. 5 I Hebron herskede han over Jehudah i syv år og seks måneder, og i Jerusalem herskede han treogtredive år over hele Israel og Jehudah. 6 Kongen og hans mænd tog til Jerusalem, til jevusitten, landets indbyggere, og sagde således til David: Du skal ikke komme her, med mindre du fjerner de blinde og de lamme, som for at sige: David skal ikke komme her. 7 David erobrede Zions fæstning, det er Davids by. 8 Samme dag sagde David: Enhver, der når frem til slåen,¹ og slår en jevusit, de lamme og de blinde, som Davids sjæl hader, skal være øverste og hærfører; derfor siger man: En blind og en lam skal ikke komme ind i Huset. 9 David sad i fæstningen og kaldte den Davidsbyen, og David byggede rundt om den fra Millo (opfyldning) og indad. 10 David blev stadig mægtigere, og Hashem, Hærskarernes Gud, var med ham.              11 Chiram, Tzors konge, sendte udsendinge til David og cedertræer og tømrere og stenhuggere, og de byggede et hus til David. 12 David vidste, at Hashem havde udpeget ham til konge over Israel, og at Han havde ophøjet hans kongedømme for sit folk Israels skyld.                 13 David tog flere medhustruer og hustruer fra Jerusalem efter sin ankomst fra Hebron, og der blev født David flere sønner og døtre. 14 Dette er navnene på dem, der blev født ham i Jerusalem: Shammoa og Shovav og Natan og Shlomo. 15 Og Jivchar og Elishua og Nefeg og Jafia. 16 Og Elishama og Eljada og Elifalet.                17 Pelishterne hørte, at de havde salvet David til konge over Israel, og alle pelishterne drog op for at fange David; David hørte det og tog ned til fæstningen. 18 Pelishterne kom og spredte sig i Refaim-dalen. 19 David spurgte hos Hashem ved at sige: Skal jeg drage op mod pelishterne? Vil du give dem i min hånd?            Hashem sagde til David: Drag op, for jeg vil bestemt give pelishterne i din hånd. 20 David kom til Baal-P’ratzim, og David slog dem dér og sagde: Hashem har brudt (paratz) gennem mine fjender foran mig, som vand bryder (peretz) igennem, derfor kaldte han det sted for Baal P’ratzim. 21 De efterlod deres afguder, og David og hans mænd brændte dem.            22 Pelishterne blev ved med at drage op og sprede sig i Refaim-dalen. 23 David spurgte hos Hashem, og Han sagde: Gå ikke op, gå rundt bagom dem og fald dem i ryggen ud for mastik-træerne. 24 Når du hører lyden af skridt i toppen af mastik-træerne, skal du skynde dig, for så er Hashem gået ud foran dig for at slå til i pelishternes lejr. 25 David gjorde, som Hashem havde budt ham, og han slog pelishterne fra Geva, til man kommer til Gezer. 6           1 Og David samlede igen alle de udvalgte i Israel, tredive tusind mand. 2 David brød op og drog sammen med hele folket, som var med ham, af sted fra Ba’alei Jehudah for at føre Guds ark, som bærer navnet ’Hærskarernes Herre, som troner over keruberne’, op derfra. 3 De satte Guds ark på en ny vogn og bragte den væk fra Avinadavs hus, som lå på højen, og Uzzah og Achjo, Avinadavs sønner, førte den nye vogn. 4 De bragte vognen med Guds ark fra Avinadavs hus på højen, mens Achjo gik foran arken. 5 David og hele Israels hus festede foran Hashem med instrumenter af cyprestræ og med lyrer og harper og pauker og bjælder og bækkener. 6 Da de kom til Nachons lade, rakte Uzzah ud mod Guds ark og greb fat i den, fordi okserne snublede. 7 Hashems vrede flammede op mod Uzzah, og Gud slog ham ned dér på grund af denne krænkelse, og han døde dér ved siden af Guds ark. 8 David var oprevet, fordi Hashem var brudt løs (paratz) mod Uzzah, og man har kaldt stedet for Peretz Uzzah indtil denne dag. 9 David blev bange for Hashem den dag og sagde: Hvordan skal Hashems ark kunne komme til mig? 10 David ville ikke flytte Hashems ark hjem til sig, til Davids by, så han drejede af ved gatitten Oved-Edoms hus. 11 Guds ark stod i gatitten Oved-Edoms hus i tre måneder, og Hashem velsignede Oved-Edom og hele hans hus. 12 Man fortalte kong David det og sagde: Hashem har velsignet Oved-Edoms hus og alt, hvad der tilhører ham, for Guds arks skyld. Så gik David hen og førte Guds ark op fra Oved-Edoms hus til Davids by under stor glæde. 13 Når de, der bar Hashems ark, havde gået seks skridt, ofrede man en okse og en fedekalv. 14 David dansede af alle kræfter foran Hashem, og David havde en efod af linned om sig. 15 David og hele Israels hus førte Hashems ark op under jubelråb og til klang af shofar. 16 Da Hashems ark kom til Davids by, stod Michal bat-Shaul og kiggede ud ad vinduet og så kong David springe og danse foran Hashem, og i sit hjerte foragtede hun ham. 17 De bragte Hashems ark ind og stillede den på dens plads inde i teltet, som David havde sat op til den, og David ofrede brændofre og fredsofre foran Hashem. 18 David blev færdig med at ofre brændofre og fredsofre, og han velsignede folket i Hærskarernes Herres navn. 19 Han delte ud til hele folket, hele Israels folkemængde, mand og kvinde, ét brød, én portion kød og én kage til hver, og så gik hele folket hjem, hver til sit. 20 David vendte tilbage for at velsigne sit hjem, og Michal bat-Shaul gik David i møde og sagde: Hvor førte Israels konge sig dog værdigt i dag, sådan som han i dag har vist sig frem for øjnene af sine undersåtters tjenestekvinder, som en af de tomhjernede viser sig frem. 21 David sagde til Michal: Det var for Hashem, som valgte mig frem for din far og frem for hele hans hus for at udnævne mig til hersker over Hashems folk, over Israel; jeg vil feste foran Hashem, 22 og jeg vil nedværdige mig endnu mere end dette, og jeg vil blive ydmyget i mine egne øjne, men med tjenestekvinderne, som du sagde, sammen med dem vil jeg opnå værdighed. 23 Og indtil sin dødsdag fik Michal bat-Shaul ingen børn. 7           1 Da kongen sad i sit hus, og Hashem havde skaffet ham ro rundt omkring for alle hans fjender, 2 sagde kongen til profeten Natan: Se nu her, jeg bor i et hus af cedertræ, og Guds ark bor mellem forhæng. 3 Så sagde Natan til kongen: Alt det, der ligger dig på sinde, skal du gå hen og gøre, for Hashem er med dig.                4 Det var samme nat             og Hashems tale kom til Natan, og der blev sagt: 5 Gå hen og sig til min tjener, til David: Således siger Hashem: Er det dig, der skal bygge mig et hus, jeg kan bo i? 6 For jeg har ikke boet i et hus fra den dag, jeg førte israelitterne op fra Ægypten, og indtil denne dag, men jeg har været på vandring i et telt og i et tabernakel. 7 Overalt, hvor jeg vandrede sammen med alle israelitterne, har jeg da talt et ord til nogen af Israels fyrster, som jeg bød at hyrde mit folk Israel, og sagt til dem: Hvorfor har I ikke bygget mig et hus af cedertræ? 8 Og nu, således skal du sige til min tjener David: Således siger Hærskarernes Herre: Jeg hentede dig fra græsgangen, fra at gå bagved fårene, til at være fyrste over mit folk, over Israel. 9 Jeg var med dig overalt, hvor du gik, og jeg udryddede alle dine fjender foran dig, og jeg gjorde dig til et stort navn, som navnet på de største på jorden. 10 Jeg vil tage et sted til mit folk, til Israel, og jeg vil plante det, så det kan bo dér og ikke mere være bange, og ugerningsmænd skal ikke længere plage det som før i tiden. 11 Og fra den dag, hvor jeg har udnævnt dommere over mit folk Israel, vil jeg give dig ro for alle dine fjender, og Hashem vil fortælle dig, at Hashem vil grundlægge et kongehus til dig. 12 Når dine dages ende er kommet, og du hviler hos dine forfædre, så vil jeg indsætte din efterkommer efter dig, ham, som er udgået fra dig, og jeg vil stadfæste hans kongedømme. 13 Det er ham, der skal bygge et hus til mit navn, og jeg vil grundfæste hans kongedømmes trone til evig tid. 14 Jeg vil være en far for ham, og han skal være en søn for mig, så når han begår en synd, så vil jeg straffe ham med menneskers stav og med menneskebørns plager. 15 Men min hengivenhed skal ikke tages fra ham, sådan som jeg tog den fra Shaul, ham som jeg fjernede til fordel for dig. 16 Dit hus og dit kongedømme skal være sikkert for dig til evig tid, din trone skal være grundfæstet til evig tid. 17 På samme måde som alle disse ord og hele dette syn fortalte Natan det til David.
18 Kong David kom og satte sig foran Hashem og sagde: Hvem er jeg, Herre Hashem, og hvem er mit hus, at du har bragt mig hertil? 19 Det er en lille ting i dine øjne, Herre Hashem, du talte også om din tjeners hus’s fremtid, og er det menneskets lov, Herre Hashem? 20 Hvad skal David fortsat sige til dig? Du kender jo din tjener, Herre Hashem? 21 For dit ords skyld og ifølge dit hjerte har du gjort alt dette store for at fortælle din tjener det. 22 Derfor er du stor, Herre Gud, for der er ingen som dig, og der er ingen Gud uden dig i alt det, vores ører har hørt. 23 Og hvem er som dit folk, som Israel, ét folk på jorden, som Gud kom for at udfri for at gøre til sit folk og for at vinde sig et navn og gøre store og frygtindgydende ting for jer, for dit land for dit folks skyld, som du udfriede til dig fra Ægypten, fra folkeslag og deres guder. 24 Du grundfæstede dit folk Israel for dig til at være et folk til evig tid, og du, Hashem, blev Gud for dem. 25 Og nu Hashem, Gud, det, du har sagt om din tjener og om hans hus, opret det til evig tid og gør, som du har talt. 26 Dit navn skal være stort til evig tid for at sige: Hærskarernes Herre er Gud over Israel, og hans tjener Davids hus skal være grundfæstet foran dig. 27 For du, Hærskarernes Herre, Israels Gud, har åbenbaret det for din tjeners øre og sagt: Et hus vil jeg bygge dig, derfor fandt din tjener det i sit hjerte at bede denne bøn til dig. 28 Og nu, Herre Hashem, du er Guden, og dine ord skal være sandhed, du har talt denne forjættelse til din tjener. 29 Og nu, bliv ved med at velsigne din tjeners hus, at det bliver evigt foran dig, for du, Herre Hashem, har talt, og ved din velsignelse skal din tjeners hus være velsignet til evig tid. 8                1 Det var efter dette, at David slog pelishterne og undertvang dem; David tog Meteg HaAmmah fra pelishsternes hånd. 2 Han slog Moav og målte dem ud med reb; han lagde dem på jorden og målte to reb ud til at dø og dem uden reb til at leve; Moav blev Davids undersåtter, som betalte skat. 3 David slog Hadad’ezer, søn af Rechov, Tzovahs konge, da han drog ud for at udvide sit herredømme over Eufra-floden tilbage. 4 David erobrede syttenhundrede ryttere fra ham og tyvetusind fodfolk, og David skar haserne over på alle vognhestene og lod hundrede vognheste af dem blive tilbage. 5 Aram Dameshek kom for at hjælpe Hadad’ezer, Tzovahs konge, og David slog 22.000 mand af Aram. 6 David indsatte guvernører i Aram Dameshek, og Aram blev Davids undersåtter for at betale skat, og Hashem hjalp David overalt, hvor han gik. 7 David tog skjoldene af guld, som Hadad’ezers undersåtter havde, og bragte dem til Jerusalem. 8 Og fra Betach og fra Berotai, Hadad’ezers byer, tog David en stor mængde kobber.                9 To’i, Chamats konge, hørte, at David havde slået hele Hadad’ezers styrke. 10 To’i sendte sin søn Joram til kong David for at bede ham om fred og for at velsigne ham, fordi han førte krig mod Hadad’ezer og slog ham, for Hadad’ezer havde været i krig mod To’i, og han besad sølvtøj og guldting og kobbertøj. 11 Også det helligede kong David til Hashem sammen med det sølv og guld, som han helligede fra alle de folkeslag, som han undertvang. 12 Fra Aram og fra Moav og fra ammonitterne og fra pelishterne og fra Amalek og fra byttet fra Hadad’ezer, søn af Rechov, Tzovahs konge. 13 David skabte sig et navn, da han vendte tilbage efter at have slået Aram i Saltdalen, atten tusind. 14 Han indsatte guvernører i Edom, i hele Edom indsatte han guvernører, og hele Edom blev Davids undersåtter; Hashem hjalp David overalt, hvor han gik. 15 David herskede over hele Israel, og David øvede ret og retfærdighed over hele sit folk. 16 Og Joav ben-Tzerujah var over hæren, og Jehoshafat ben-Achilud var sekretær. 17 Og Tzadok ben-Achituv og Achimelech ben-Evjatar var kohanitter og S’rajah [var] skriver. 18 Og Benajahu ben-Jehojadah og kreterne og pleterne, og Davids sønner var kohanitter.² 9             1 David sagde: Er der endnu nogen tilbage af Shauls hus? Så vil jeg vise hengivenhed mod ham for Jehonatans skyld. 2 Shauls hus havde en tjener, og hans navn var Tziva; man kaldte ham til David, og kongen sagde til ham: Er du Tziva? og han sagde: Din tjener! 3 Kongen sagde: Er der ikke nogen tilbage af Shauls hus? Så vil jeg handle med Guds hengivenhed mod ham. Og Tziva sagde til kongen: Der er stadig en søn af Jehonatan med forkrøblede ben. 4 Kongen sagde til ham: Hvor er han? og Tziva sagde til kongen: Han er i Machir ben-Ami’els hus i Lo Davar. 5 Kong David sendte bud og hentede ham fra Machir ben-Ami’els hus i Lo Davar. 6 Mefivoshet ben-Jehonatan ben-Shaul kom til David og faldt på sit ansigt og kastede sig ned, og David sagde: Mefivoshet? og han sagde: Her er din tjener. 7 David sagde til ham: Vær ikke bange, for jeg skal nok vise hengivenhed mod dig for din far Jehonatans skyld; jeg vil give dig al din far Shauls jord tilbage, og du skal spise brød ved mit bord altid. 8 Han kastede sig ned og sagde: Hvad er din tjener, at du ser til en død hund som mig? 9 Kongen tilkaldte Tziva, Shauls unge tjener, og sagde til ham: Alt, hvad der tilhørte Shaul og hele hans hus, har jeg givet til din herres søn. 10 Du skal dyrke jorden for ham, du og dine sønner og dine tjenestefolk, og bringe afgrøden til ham, så der bliver brød til din herres søn, så han kan spise det, og Mefivoshet, din herres søn, skal altid spise brød ved mit bord, og Tziva havde femten sønner og tyve tjenestefolk. 11 Tziva sagde til kongen: Alt, hvad min herre kongen har budt sin tjener, det vil din tjener gøre, og Mefivoshet skal spise ved mit bord som en af kongens sønner. 12 Og Mefivoshet havde en lille søn, og hans navn var Micha, og alle beboerne i Tzivas hus var tjenere for Mefivoshet. 13 Og Mefivoshet boede i Jerusalem, for han spiste altid ved kongens bord, og begge hans ben var forkrøblede. 10          1 Det var efter dette, at ammonitternes konge døde, og hans søn Chanun blev konge i hans sted. 2 David sagde: Jeg vil vise hengivenhed mod Chanun ben-Nachash, som hans far viste hengivenhed mod mig, og David sendte bud med sine tjenere for at trøste ham over hans far, og Davids tjenere kom til ammonitternes land. 3 Ammonitternes fyrster sagde til deres herre Chanun: Mon David ærer din far i dine øjne ved at sende dig trøstere? Er det ikke for at udspionere byen og udspejde den og gennemsøge den, at David har sendt sine tjenere til dig? 4 Chanun tog Davids tjenere og ragede halvdelen af deres skæg af og skar halvdelen af deres klæder af op til deres bagdel og sendte dem af sted. 5 Man fortalte David det, og han sendte bud for at møde dem, for de var meget skamfulde, og kongen sagde: Bliv i Jericho til jeres skæg er vokset ud, og kom så tilbage. 6 Ammonitterne så, at de var faldet i unåde hos David, og ammonitterne sendte bud og hyrede af aramæerne i Bet-Rechov og af aramæerne i Tzova tyve tusind fodfolk, og af kongen af Ma’achah tusind mand og af Ish-Tov tolv tusind mand. 7 David hørte det og sendte Joav og hele styrken af krigere af sted. 8 Ammonitterne gik ud og stillede op i slagorden ved portåbningen, og Aram fra Tzova og Rechov og Ish Tov og Ma’achah var alene på marken. 9 Joav så, at fronten var foran ham og bag ham, og han valgte nogle af alle de udvalgte mænd af Israel og stillede dem op for at møde Aram. 10 Og resten af folket overlod han i sin bror Avshajs hånd, og han stillede dem op for at møde ammonitterne. 11 Han sagde: Hvis Aram er stærkere end mig, skal du være min redning, og hvis ammonitterne er stærkere end dig, kommer jeg for at redde dig. 12 Vær stærk og lad os styrke os for vores folks skyld og for vores Guds byers skyld, og Hashem vil gøre, hvad der er godt i Hans øjne. 13 Joav og folket, som var med ham, mødte Aram i krigen, og de flygtede for ham. 14 Ammonitterne så, at Aram flygtede, og de flygtede for Avishaj, og de kom til byen, og Joav vendte tilbage fra ammonitterne og kom til Jerusalem. 15 Aram så, at de var slået af Israel, og de samlede sig. 16 Hadad’ezer sendte bud og lod aramæerne, som var på den anden side af floden, rykke ud; de kom til Chelam, og Shovach, Hadad’ezers hærfører, var i spidsen for dem. 17 Man fortalte David det, og han samlede hele Israel og gik over Jordan og kom til Chelam; Aram stillede op for at møde David og kæmpe mod ham. 18 Aram flygtede for Israel, og David dræbte syv hundrede af Arams vognstyrere og fyrre tusind ryttere, og hærføreren Shovach slog han, og han døde dér. 19 Alle kongerne, som tjente Hadad’ezer, så, at de blev slået af Israel, og de sluttede fred med Israel og blev deres undersåtter, og Aram var bange for at hjælpe ammonitterne mere. 11             1 Da året vendte tilbage, og det var den tid, hvor konger drager ud, og David sendte Joav og hans tjenere af sted sammen med ham og med hele Israel, og de hærgede ammonitterne og belejrede Rabbah, og David opholdt sig i Jerusalem.                 2 Det var ved aftenstid, og David rejste sig fra sit leje og gik rundt på taget af kongens hus, og fra taget så han en kvinde bade, og kvinden var meget smuk at skue. 3 David sendte bud for at spørge om kvinden og sagde: Det er jo Bat-Sheva, datter af Eliam, hititten Urijahs hustru. 4 David sendte bud af sted, og han tog hende, og hun kom til ham, og han lå med hende, og hun var renset efter sin urenhed, og hun vendte tilbage til sit hjem. 5 Kvinden blev gravid, og hun sendte besked til David og fortalte ham det og sagde: Jeg er gravid. 6 David sendte besked til Joav: Send hititten Urijah til mig! og Joav sendte Urijah til David. 7 Urijah kom til ham, og David spurgte, hvordan det gik med Joav, og hvordan det gik med folket, og hvordan det gik med krigen. 8 David sagde til Urijah: Gå ned til dit hjem og vask dine fødder, og Urijah gik ud af kongens hus, og der fulgte en gave fra kongen efter ham. 9 Urijah lagde sig i indgangen til kongens hus sammen med alle sin herres tjenere og gik ikke ned til sit hjem. 10 Man fortalte David det og sagde: Urijah gik ikke ned til sit hjem, og David sagde til Urijah: Du kommer jo lige fra rejsen. Hvorfor gik du ikke ned til dit hjem? 11 Urijah sagde til David: Arken og Israel og Jehudah opholder sig i hytter, og min herre Joav og min herres tjenere slår lejr på den åbne mark; skulle jeg komme til mit hjem og spise og drikke og ligge med min hustru? Ved dit liv og ved din sjæl om jeg vil gøre dette! 12 David sagde til Urijah: Bliv her i dag med, og i morgen vil jeg sende dig af sted, og Urijah blev i Jerusalem den dag og den næste dag. 13 David tilkaldte ham, og han spiste foran ham, og han drak, og han drak ham fuld, og om aftenen gik han ud og lagde sig på sit leje sammen med sin herres tjenere, og sit hjem gik han ikke ned til. 14 Om morgenen skrev David et brev til Joav og sendte det af sted med Urijah. 15 Han skrev sådan i brevet: Sæt Urijah i fronten ved det hårdeste slag og gå væk fra ham, så han bliver ramt og dør.                 16 Da Joav var på vagt ved byen, satte han Urijah på det sted, hvor han vidste, at der var tapre mænd. 17 Byens mænd drog ud og gik i kamp mod Joav, og nogle af folkene, af Davids tjenere, faldt, og også hititten Urijah døde. 18 Joav sendte bud og fortalte David alt om krigen. 19 Han gav sendebudet besked og sagde: Når du er færdig med at fortælle kongen alt om krigen, 20 og hvis kongens vrede blusser op, og han siger til dig: Hvorfor kom I så tæt på byen for at kæmpe? Vidste I ikke, at de ville skyde fra muren? 21 Hvem slog Avimelech ben-Jerubeshet? Det var jo en kvinde, der kastede en møllesten mod ham fra muren, så han døde i Tevetz? Hvorfor kom I så tæt på muren? skal du sige til ham: Også din tjener, hititten Urijah, er død. 22 Sendebudet gik og kom og fortalte David alt det, Joav havde sendt ham af sted for. 23 Sendebudet sagde til David: Fordi mændene var stærkere end os og kom ud mod os på marken, men vi kæmpede mod dem helt til porten. 24 Skytterne skød mod dine tjenere fra muren, og nogle af kongens tjenere døde, og også din tjener, hititten Urijah, er død.               25 David sagde til sendebudet: Således skal du sige til Joav: ’Lad ikke dette være en dårlig ting i dine øjne, for sværdet fortærer både den ene og den anden; forstærk din kamp mod byen og riv den ned’ og sæt mod i ham. 26 Urijahs hustru hørte, at hendes mand Urijah var død, og hun sørgede over sin mand. 27 Da sørgetiden var ovre, sendte David bud og hentede hende til sit hus, og hun blev hans hustru og fødte ham en søn, og det, David havde gjort, var ondt i Hashems øjne. 12           1 Hashem sendte Natan til David; han kom til ham og sagde til ham: Der var to mænd i en by, en rig og en fattig. 2 Den rige havde en stor mængde får og kvæg. 3 Og den fattige havde ikke andet end et lille dæggelam, som han havde købt og opflasket, og det voksede op sammen med ham og hans sønner; det spiste af hans brød og drak af hans krus og sov på hans skød, og det var som en datter for ham. 4 Der kom en vejfarende til den rige mand, og han nænnede ikke at tage af sine egne får og sit eget kvæg for at tilberede det til den gæst der var kommet til ham, så han tog den fattige mands dæggelam og tilberedte det til manden, der kom til ham. 5 Davids vrede blussede voldsomt op mod manden, og han sagde til Natan: Så sandt Hashem lever, den mand, der har gjort dette, er dødsens! 6 Og dæggelammet skal han erstatte firefold, fordi han har gjort dette, og fordi han ikke havde medfølelse.               7 Natan sagde til David: Du er manden; således siger Hashem, Israels Gud: Jeg salvede dig til konge over Israel, og jeg reddede dig fra Shauls hånd. 8 Jeg gav dig din herres hus og din herres kvinder i dit skød, jeg gav dig Israels hus og Jehudahs, og hvis det er for lidt, ville jeg give dig mere, både det ene og det andet. 9 Hvorfor har du ladet hånt om Hashems ord for at gøre det, der er ondt i mine øjne? Hititten Urijah slog du ihjel med sværdet, og han hustru tog du til dig som din hustru, og ham dræbte du med ammonitternes sværd. 10 Og nu skal sværdet ikke vende sig fra dit hus til evig tid, fordi du lod hånt om mig og tog hititten Urijahs hustru til at være din hustru.               11 Således siger Hashem: Jeg vil lade ondt rejse sig mod dig fra dit eget hus, og jeg vil tage dine kvinder for øjnene af dig og give til din ven, og han skal ligge med dine kvinder i solens påsyn. 12 For du handlede i det skjulte, og jeg vil gøre dette foran hele Israel og ved højlys dag.              13 David sagde til Natan: Jeg har syndet mod Hashem,               og Natan sagde til David: Hashem har også fjernet din synd, du skal ikke dø. 14 Men fordi du har foragtet Hashems fjender på denne måde, så skal også den søn, der bliver født dig, sandelig dø. 15 Natan gik til sit hus, og Hashem ramte drengen, som Urijahs hustru fødte David, og han blev dødeligt syg. 16 David bønfaldt Gud for drengens skyld, og David fastede, og han kom og lagde sig til at sove på jorden. 17 De ældste i hans hus stod over ham for at få ham til at rejse sig op fra jorden, og han ville ikke, og han spiste ikke brød sammen med dem. 18 På den syvende dag døde drengen, og Davids tjenere var bange for at fortælle ham, at drengen var død, for de sagde: Da drengen levede, talte vi jo til ham, og han lyttede ikke til vores stemme; hvordan skal vi sige til ham, at drengen er død? Han kunne gøre fortræd. 19 David så, at hans tjenere hviskede med hinanden, og David forstod, at drengen var død, og David sagde til sine tjenere: Er drengen død? og de sagde: Han er død. 20 David rejste sig fra jorden og vaskede og salvede sig og skiftede sine klæder, og han kom til Hashems hus og kastede sig ned, og han kom til sit eget hus og bad om mad, og de satte brød til ham, og han spiste. 21 Hans tjenere sagde til ham: Hvad er det, du gør? Da drengen levede, fastede du og græd, og da drengendøde, rejste du dig og spiste brød? 22 Han sagde: Mens drengen endnu levede, fastede jeg og græd, for jeg sagde: Hvem ved, om Hashem vil være nådig mod mig, så drengen lever. 23 Og nu er han død; hvorfor skulle jeg faste, kan jeg bringe ham tilbage igen? Jeg går til ham, og han vender ikke tilbage til mig. 24 David trøstede sin hustru Bat-Sheva, han kom til hende og lå med hende; hun fødte en søn og gav ham navnet Shlomo, og Hashem elskede ham. 25 Han sendte bud gennem profeten Natan, og han gav ham navnet Jedidjah for Hashems skyld.                26 Joav førte krig mod ammonitternes Rabbah og indtog kongsbyen. 27 Joav sendte udsendinge til David og sagde: Jeg har ført krig mod Rabbah, og jeg har også indtaget vandbyen. 28 Saml nu resten af folket, slå lejr ved byen og indtag den, at ikke jeg skal indtage byen og mit navn blive udråbt over den. 29 David samlede hele folket og drog til Rabbah, og han kæmpede mod den og indtog den. 30 Han tog deres konges krone af hans hoved, og dens vægt var en talent guld og en ædelsten; den blev sat på Davids hoved, og han bragte et meget stort bytte ud af byen. 31 Og folket, som var i byen, førte han ud og satte dem til saven og til jernharverne og til jernøkserne, og han førte dem gennem teglværket, og sådan gjorde han med alle ammonitternes byer, og David og hele folket vendte tilbage til Jerusalem. 13               1  Det var nogen tid efter, og Davids søn Avshalom havde en smuk søster, og hendes navn var Tamar, og Davids søn Amnon elskede hende. 2 Det plagede Amnon, så han blev syg på grund af sin søster Tamar, for hun var jomfru, og i Amnons øjne var det svært at have noget med hende at gøre. 3 Amnon havde en ven, og hans navn var Jonadav ben-Shim’ah, en bror til David, og Jonadav var en meget udspekuleret mand. 4 Han sagde til ham: Hvorfor er du så ulykkelig, kongesøn, morgen efter morgen? Vil du ikke fortælle mig det? Og Amnon sagde til ham: Jeg elsker Tamar, min bror Avshaloms søster. 5 Jonadav sagde til ham: Læg dig i din seng og lad, som om du er syg, så vil din far komme for at se til dig, og du skal sige til ham: Lad Tamar komme og give mig noget brød og lave maden i mit påsyn, så jeg kan se det og spise fra hendes hånd. 6 Amnon lagde sig og lod, som om han var syg, og kongen kom for at se til ham, og Amnon sagde til kongen: Lad min søster Tamar komme og lave to kager i mit påsyn, og jeg vil spise fra hendes hånd. 7 David sendte bud hjem til Tamar og sagde: Vær sød at gå hen til din bror Amnons hus og lav ham noget mad. 8 Tamar gik hen til sin bror Amnons hus, og han lå i sengen; hun tog noget dej og æltede den i hans påsyn og stegte kagerne. 9 Hun tog panden og hældte op for ham, men han nægtede at spise, og Amnon sagde: Lad alle gå væk fra mig, og alle gik væk fra ham. 10 Amnon sagde til Tamar: Bring maden ind i værelset, så vil jeg spise fra din hånd, Tamar tog kagerne, som hun havde lavet, og bragte dem til sin bror Amnon i værelset. 11 Hun gik hen til ham, så han kunne spise, og han greb fat i hende og sagde til hende: Kom og læg dig hos mig, søster. 12 Hun sagde til ham: Lad være, bror, du må ikke tvinge mig, for sådan gør man ikke i Israel; du må ikke gøre denne skændselsgerning! 13 Og jeg, hvor skal jeg gå hen med min skam? Og du vil være som en nidding i Israel. Vær nu sød at tale med kongen, for han vil ikke nægte dig mig. 14 Han ville ikke høre på hende, han tog hende med magt og tvang hende og lå med hende. 15 Amnon hadede hende med et meget stort had, for det had, han følte, var større end den kærlighed, han nærede til hende, og Amnon sagde til hende: Rejs dig op og gå! 16 Hun sagde til ham: Gør ikke denne ugerning, som er endnu større end den, du har gjort mod mig, ved at sende mig bort. Men han ville ikke høre på hende. 17 Han kaldte på tjenestedrengen og sagde: Send hende her bort fra mig og ud herfra, og stæng døren efter hende. 18 Og hun havde en stribet kjortel på, for sådan klædte kongens døtre sig, mens de var jomfruer, i rober, og hans tjenestedreng førte hende ud og stængede døren efter hende. 19 Tamar kastede støv på sit hoved, og den stribede kjortel, hun havde på, rev hun i stykker; hun tog sig med hånden til hovedet og gik skrigende bort. 20 Hendes bror Avshalom sagde til hende: Har din bror Aminon været sammen med dig? Og nu, min søster, vær tavs, han er din bror, tag dig det ikke nær, og Tamar boede i ensomhed i sin bror Avshaloms hus. 21 Kong David hørte om alt dette, og han blev meget vred. 22 Avshalom talte ikke med Amnon om hverken ondt eller godt, for Avshalom hadede Amnon, fordi han havde voldtaget hans søster, Tamar.                 23 Det var to år efter, og der var fåreklippere hos Avshalom i Baal Chazor, som ligger ved Efrajim, og Avshalom indbød alle kongens sønner. 24 Avshalom kom til kongen og sagde: Nu er der fåreklippere hos din tjener, måtte kongen og hans tjenere tage med din tjener. 25 Kongen sagde til Avshalom: Nej, min søn, vi vil ikke alle tage af sted og ikke ligge dig til byrde. Han pressede ham, og han ønskede ikke at tage af sted, og han velsignede ham. 26 Avshalom sagde: Hvis ikke, så lad min bror Amnon tage med os, og kongen sagde til ham: Hvorfor skal han tage med jer? 27 Avshalom lagde pres på ham, og han sendte Amnon med ham og alle kongens sønner.                 28 Avshalom gav sine tjenestedrenge besked og sagde: Læg mærke til, når Amnon er i godt humør af vinen, så siger jeg til jer: Slå Amnon ned! og så skal I dræbe ham; vær ikke bange, det er jo mig, der har befalet jer at være stærke og være tapre. 29 Avshaloms tjenestedrenge gjorde mod Amnon, som Avshalom havde befalet dem, og alle kongens sønner brød op, og de red, hver mand på sit muldyr, og flygtede. 30 Da de var undervejs, nåede rygtet David og lød: Avshalom har slået alle kongens sønner ihjel, og der er ikke en eneste af dem tilbage.               31 Kongen rejste sig og sønderrev sine klæder og lagde sig på jorden, og alle hans tjenere stod med sønderrevne klæder.                  32 Jonadav, søn af Davids bror Shim’ah, tog til orde og sagde: Min herre må ikke sige, at alle de unge drenge, kongens sønner, er døde, for det er kun Amnon, der er død, for på Avshaloms befaling er dette planlagt fra den dag, han voldtog sin søster, Tamar. 33 Og nu, min herre kongen må ikke tage sig dette nær og sige, at alle kongens sønner er døde, for kun Amnon er død.                34 Avshalom flygtede, og den unge dreng, som holdt udkig, kiggede op og så, at der kom en stor folkemængde gående ad vejen bag ham fra bjergsiden. 35 Jonadav sagde til kongen: Der kommer kongesønnerne; det er, som din tjener sagde. 36 Da han havde talt færdig, kom kongesønnerne, og de opløftede deres røst og græd, og også kongen og alle hans tjenere brød ud i voldsom gråd. 37 Og Avshalom flygtede og tog til Talmaj ben-Amichud, Geshurs konge, og han sørgede over sin søn hele tiden. 38 Og Avshalom flygtede og kom til Geshur og var der tre år. 39 Kong David længtes efter at drage ud til Avshalom, for han var blevet trøstet over, at Amnon var død. 14            1 Joav ben-Tzerujah vidste, at kongens hjerte hang ved Avshalom. 2 Joav sendte bud til Tekoah og fik fat i en klog kvinde derfra; han sagde til hende: Lad som om du har sorg og klæd dig i sørgeklæder og lad være med at salve dig med olie; vær som sådan en kvinde, der har sørget i mange dage over en afdød. 3 Du skal komme til kongen og sige sådan her til ham, og Joav lagde hende ordene i munden. 4 Kvinden fra Tekoah talte til kongen, hun faldt på sit ansigt på jorden og kastede sig ned og sagde: Hjælp, konge!             5 Kongen sagde til hende: Hvad er det med dig? og hun sagde: Jeg er en kvinde, som er enke, min mand er død. 6 Din tjenestekvinde havde to sønner, de to sloges ude på marken, og der var ingen til at mægle mellem dem, og den ene slog den anden og dræbte ham. 7 Og nu har hele familien rejst sig mod din tjenestekvinde og sagt: Giv os ham, der slog sin bror, så vi kan slå ham ihjel for hans brors liv, som han dræbte, og vi vil også dræbe arvingen. De vil slukke den glød, jeg har tilbage, for at min mand ikke skal have et navn og efterkommere på jordens overflade.             8 Kongen sagde til kvinden: Gå hjem, og jeg vil give besked angående dig. 9 Kvinden fra Tekoah sagde til kongen: På mig, min herre konge, er synden og på min fars hus, og kongen og hans trone er skyldfri.                 10 Kongen sagde: Den, der taler til dig, bring ham til mig, og han skal ikke blive ved med at genere dig. 11 Hun sagde: Må kongen huske Hashem, din Gud, at ikke blodhævneren skal ødelægge endnu mere og rydde min søn af vejen; og han sagde: Så sandt Hashem lever, om ét hår fra din søn skal falde til jorden. 12 Kvinden sagde: Må din tjenestekvinde tale et ord til min herre kongen? og han sagde: Tal!                 13 Kvinden sagde: Og hvorfor har du tænkt sådan mod Guds folk; ud fra den dom, kongen har afsagt i denne sag, dømmer han sig selv, når han ikke vil lade sin forviste vende tilbage. 14 For dø skal vi, ligesom vandet, der hældes ud på jorden, ikke kan samles op. Bærer Gud ikke en sjæl? Han har i tankerne, at den forstødte ikke skal være forstødt. 15 Og nu er jeg kommet for at tale med kongen, min herre, om denne sag, for folket har gjort mig bange, og din tjenestekvinde sagde: Lad mig blot tale med kongen, måske vil kongen ordne sagen for sin tjenerinde. 16 For kongen vil høre for at redde sin tjenerinde fra den mands hånd, som vil udrydde mig og min søn sammen af Guds arvelod. 17 Og din tjenestekvinde sagde: Må min herre kongens ord være til trøst, for som en Guds sendebud sådan er min herre kongen til at skelne godt og ondt, og Hashem, din Gud, være med dig.              18 Kongen svarede og sagde til kvinden: Skjul ikke noget af det, jeg spørger dig om, for mig, og kvinden sagde: Tal, min herre konge. 19 Kongen sagde: Er Joavs hånd med dig i alt dette? Kvinden svarede og sagde: Ved dit liv, min herre konge, om nogen kan vende sig til højre eller til venstre i alt, hvad min herre kongen har sagt, for din tjener Joav har givet mig besked og lagt alle disse ord i munden på din tjenestekvinde. 20 For at fremstille sagen ad krogveje har din tjener Joav gjort dette, men min herre er vis som visdommen hos et Guds sendebud til at vide alt, som er på jorden.                21 Kongen sagde til Joav: Nu vil jeg gøre dette; gå og bring den unge dreng, Avshalom, tilbage. 22 Joav faldt på sit ansigt på jorden og kastede sig ned og velsignede kongen, og Joav sagde: I dag ved din tjener, at jeg har fundet nåde for dine øjne, min herre konge, for kongen har opfyldt din tjeners ønske. 23 Joav brød op og tog til Geshur og bragte Avshalom til Jerusalem.             24 Kongen sagde: Lad ham vende tilbage til sit hus, og mit ansigt får han ikke at se, og Avshalom vendte tilbage til sit hus, og kongens ansigt fik han ikke at se. 25 Der var ingen mand så smuk som Avshalom i hele Israel, og som blev lovprist så meget; fra fodsål til isse var der ingen fejl ved ham. 26 Og når han ragede sit hoved, og det var efter hvert år, han ragede det, for det blev tungt for ham, så han ragede det, og vægten af hans hovedhår var to hundrede shekel efter kongens vægt. 27 Der blev født Avshalom tre sønner og én datter, og hendes navn var Tamar, hun var en kvinde, der var smuk at skue.              28 Avshalom boede i Jerusalem i to år, og kongens ansigt så han ikke. 29 Avshalom sendte bud efter Joav for at sende ham til kongen, og han ville ikke komme til ham, og han sendte bud for anden gang, og han ville ikke komme. 30 Han sagde til sine tjenere: Se, Joavs jordlod ligger ved siden af min, og dér har han byg; gå hen og stik den i brand! og Avshaloms tjenere stak jordlodden i brand.                 31 Joav rejste sig og kom til Avshalom i hans hus og sagde til ham: Hvorfor har dine tjenere stukket den jordlod, som jeg har, i brand? 32 Avshalom sagde til Joav: Jeg sendte jo bud til dig om, at du skulle komme her, og jeg ville sende dig til kongen for at sige: Hvorfor er jeg kommet fra Geshur? Det var bedre for mig at være der endnu, og nu vil jeg se kongens ansigt, og hvis der hviler nogen synd på mig, kan han slå mig ihjel. 33 Joav kom til kongen og fortalte ham det, og han tilkaldte Avshalom, og han kom til kongen og kastede sig ned på sit ansigt på jorden foran kongen, og kongen kyssede Avshalom. 15             1 Det var efter dette, at Avshalom skaffede sig en vogn og heste, og halvtreds mand løb foran ham. 2 Avshalom stod tidligt op og stod ved siden af vejen gennem porten, og når mand, som havde en strid, kom til kongen, til domstolen, kaldte Avshalom på ham og sige: Hvilken by er du fra? og når han sagde: Din tjener er fra en af Israels stammer, 3 sagde Avshalom til ham: Se, dine ord er gode og hæderlige, men hos kongen er der ingen til at høre dig. 4 Avshalom sagde: Hvem vil sætte mig til dommer i landet, så vil enhver mand, som har en strid eller en retssag, komme til mig, og jeg vil skaffe ham retfærdighed. 5 Og når manden kom hen for at kaste sig ned for ham, rakte han hånden ud og greb fat i ham og kyssede ham. 6 Sådan gjorde Avshalom mod enhver israelit, som kom for at få dom hos kongen, og Avshalom stjal Israels folks hjerte.                 7 Efter fyrre år sagde Avshalom til kongen: Lad mig gå og opfylde mit løfte, som jeg aflagde til Hashem i Hebron. 8 For din tjener aflagde et løfte, da jeg opholdt mig i Geshur i Aram, og sagde: Hvis Hashem virkelig lader mig vende tilbage til Jerusalem, vil jeg tjene Hashem. 9 Kongen sagde til ham: Gå i fred! og han brød op og tog til Hebron.               10 Avshalom sendte spejdere ud til alle Israels stammer for at sige: Når I hører lyden af shofaren, skal I sige: Avshalom er blevet konge i Hebron! 11 Sammen med Avshalom drog tohundrede indkaldte mand af sted fra Jerusalem, og de var i god tro og vidste ingenting. 12 Avshalom sendte gilonitten Achitofel, Davids rådgiver, af sted fra hans by, fra Gilo, mens han bragte ofrene, og sammensværgelsen var blevet stærk, og stadig flere af folket gik med Avshalom. 13 Sendebudet kom til David og sagde: Israels mænds hjerte følger Avshalom. 14 David sagde til alle sine tjenere, som var hos ham i Jerusalem: Lad os bryde op og flygte, for ellers kan vi ikke undslippe Avshalom; gå hurtigt, at ikke han skynder sig at indhente os og bringer ulykken over os og slår byen med sværdet. 15 Kongens tjenere sagde til kongen: Hvad end min herre kongen, vælger, er dine tjenere der. 16 Kongen drog ud og hele hans hus i hælene på ham, og kongen efterlod ti medhustruer til at vogte huset. 17 Kongen drog ud og hele folket i hælene på ham, og de stod stille ved det yderste hus. 18 Alle hans tjenere gik videre tæt forbi ham, og alle kreterne og alle pleterne og alle gititterne, seks hundrede mand, som kom til fods fra Gat, gik forbi kongen.                 19 Kongen sagde til gititten Itaj: Hvorfor går du også med os? Vend om og bliv hos kongen, for du er udlænding og i udlændighed fra dit hjemsted. 20 Det var i går, du kom; skulle jeg i dag lade dig drage omkring med os? Og jeg går dér, hvor jeg går; vend tilbage og tag dine brødre med dig i hengivenhed og sandhed. 21 Itaj svarede kongen og sagde: Så sandt Hashem lever, og så sandt min herre kongen lever, dér hvor min herre kongen er, om det er liv eller død, dér vil din tjener være. 22 David sagde til Itaj: Gå videre! og gititten Itaj gik videre og alle hans mænd og alle småbørnene, som var med ham. 23 Og hele landet græd med høj røst, og hele folket drog videre, og kongen gik over Kidron-floden, og hele folket gik over i retning mod ørkenen. 24 Også Tzadok og alle levitterne med ham bar Guds pagts ark, og de stillede Guds ark frem, og Evjatar stillede sig,³ indtil hele folket var færdige med at drage ud af byen.                25 Kongen sagde til Tzadok: Bring Guds ark tilbage til byen; hvis jeg finder nåde for Hashems øjne, fører Han mig tilbage og lader mig se den og Hans bolig. 26 Og hvis Han siger sådan: Jeg finder ikke behag i dig, så er jeg her, lad Ham gøre med mig, hvad der er godt i Hans øjne.                   27 Kongen sagde til kohanitten Tzadok: Ser du? Du vender tilbage til byen i fred, og din søn Achima’atz og Jehonatan ben-Evjatar, dine to sønner, med dig. 28 Se, jeg venter på sletterne i ørkenen, til der kommer bud fra jer for at give mig besked. 29 Tzadok og Evjatar bragte Guds ark tilbage til Jerusalem og blev der. 30 Og David gik op ad Olivenbjerget; han gik grædende op, og hans hoved var tildækket, og han gik barfodet, og i hele folket, som var med ham, tildækkede hver mand sit hoved og gik op og græd, mens de gik op. 31 Og man fortalte David det og sagde: Achitofel er med i sammensværgelsen sammen med Avshalom, og David sagde: Forpur dog Achitofels råd, Hashem! 32 Da David kom til toppen, hvor han ville kaste sig ned for Gud, så kom arkitten Chushaj ham i møde; hans klæder var sønderrevne, og der var jord på hans hoved. 33 David sagde til ham: Hvis du går videre med mig, vil du være en byrde for mig, 34 Og hvis du vender tilbage til byen og siger til Avshalom: Jeg vil være din tjener, konge; som jeg før var din fars tjener, vil jeg nu være din tjener, så kan du forpurre Achitofels råd for mig. 35 Kohanitterne Tzadok og Evjatar er jo med dig der? Alt, hvad du hører fra kongens hus, skal du fortælle til kohanitterne Tzadok og Evjatar. 36 Der er deres to sønner med dem, Tzadoks Achima’atz og Evjatars Jehonatan, og gennem dem skal du sende bud til mig om hvert ord, du hører. 37 Chushaj, Davids ven, kom til byen, og Avshalom kom til Jerusalem. 16                1 David var kommet lidt forbi toppen, og da kom Tzivah, Mefivoshets tjenestedreng, ham i møde med et par opsadlede æsler, og på dem var der to hundrede brød og hundrede klaser rosiner og hundrede tørrede figener og en dunk vin. 2 Kongen sagde til Tzivah: Hvad skal du bruge dette til? og Tzivah sagde: Æslerne er til kongens hus til at ride på, og brødene og fignerne er til de unge drenge til at spise og vinen til at drikke for de trætte i ørkenen. 3 Kongen sagde: Hvor er din herres søn? og Tzivah sagde til kongen: Han opholder sig i Jerusalem, for han sagde: I dag vil Israels hus give min fars kongedømme tilbage til mig. 4 Kongen sagde til Tzivah: Alt, hvad der er Mefivoshets, skal nu være dit; Tzivah sagde: Jeg kaster mig ned; må jeg finde nåde for min herre kongens øjne! 5 Kong David kom til Bachurim, og dér kom en mand af Bet-Shaul familien ud, og hans navn var Shim’i ben-Gera; han kom ud, mens han udstødte forbandelser. 6 Han kastede sten mod David og alle kong Davids tjenere og hele folket og alle krigerne til højre og til venstre. 7 Og sådan sagde Shim’i i sin forbandelse: Bort, bort, blodets mand og usle mand! 8 Hashem har ladet alt blodet fra Shauls hus komme over dig, han i hvis sted du har hersket; Hashem har givet kongedømmet i din søn Avshaloms hånd, nu er du i din egen ondskab, for du er en blodets mand! 9 Avishaj ben-Tzerujah sagde til kongen: Hvorfor forbander denne døde hund min herre kongen? Lad mig dog gå over og hugge hans hoved af.               10 Kongen sagde: Hvad har jeg med jer at gøre, sønner af Tzerujah? Lad ham forbande, for Hashem har sagt til ham: ’Forband David’, og hvem skal sige: ’Hvorfor har du gjort dette?’                 11 David sagde til Avishaj og til alle sine tjenere: Det er jo den søn, som er udgået fra mit indre, der stræber mig efter livet, og nu også benjaminitten; lad ham være og lad ham forbande, for Hashem har sagt til det til ham. 12 Måske vil Hashem se min brøde, og Hashem vil gengælde mig godt i stedet for hans forbandelser den dag i dag. 13 David og hans mænd gik ad vejen og              Shim’i gik på bjergsiden overfor; han gik og udstødte forbandelser og slyngede sten mod ham og kastede støv.                 14 Kongen kom og hele folket, som var med ham, var trætte, og han forfriskede sig dér. 15 Og Avshalom og hele folket, Israels mænd, kom til Jerusalem og Achitofel med ham. 16 Så kom arkitten Chushaj, Davids ven, til Avshalom, og Chushaj sagde til Avshalom: Kongen leve! Kongen leve! 17 Avshalom sagde til Chushaj: Er dette din hengivenhed over for din ven? Hvorfor er du ikke gået med din ven? 18 Chushaj sagde til Avshalom: Nej, for den, som Hashem og dette folk og hver mand af Israel har valgt, hos ham vil jeg være, og med ham vil jeg blive. 19 Og for det andet, hvem skulle jeg gøre tjeneste hos om ikke hos hans søn? Sådan som jeg gjorde tjeneste hos din far, sådan vil jeg gøre hos dig.                 20 Avshalom sagde til Achitofel: Kom med jeres råd om, hvad vi skal gøre. 21 Achitofel sagde til Avshalom: Gå til din fars medhustruer, som han lod tilbage for at vogte huset, og hele Israel vil høre, at du er faldet i unåde hos din far, og det vil styrke hånden hos alle, der er med dig. 22 De slog teltet til Avshalom op på taget, og Avshalom kom til sin fars medhustruer for øjnene af hele Israel. 23 Og Achitofels råd, som han gav i de dage, var, som hvis en mand spurgte om Guds ord; sådan var al Achitofels rådgivning både til David og til Avshalom. 17             1 Achitofel sagde til Avshalom: Lad mig udvælge tolv tusind mand, og jeg vil bryde op og sætte efter David i nat! 2 Jeg vil falde over ham, når han er udmattet og kraftesløs og skræmme ham, så hele folket, som er med ham, flygter, og jeg vil slå kongen alene. 3 Jeg vil føre hele folket tilbage til dig; når alle er vendt tilbage, vil den mand, du søger, blive slået, og hele folket vil have fred. 4 Det forekom rigtigt i Avshaloms øjne og i alle Israels ældstes øjne.                5 Avshalom sagde: Tilkald også arkitten Chushaj og lad os høre, hvad også han har at sige. 6 Chushaj kom til Avshalom, og Avshalom sagde sådan til ham: Dette her sagde Achitofel; skal vi gøre, som han siger? Hvis ikke, så tal du!                7 Chushaj sagde til Avshalom: Det er ikke et godt råd, som Achitofel gav denne gang. 8 Chushaj sagde: Du kender din far og hans mænd; de er krigere, og de er bittert til mode, som bjørnen, der har mistet sine unger på marken, og din far er en krigens mand og sover ikke sammen med folket. 9 Nu er han skjult i en af gruberne eller et af stederne, og hvis det sker, at nogle af dem falder i baghold i begyndelsen, og det rygtes, vil man sige: Der var et mandefald blandt folket, som fulgte Avshalom. 10 Og selv en tapper mand, hvis hjerte er som løvens hjerte, vil blive modløs, for hele Israel ved, at din far er en helt, og at der er tapre mænd med ham. 11 Derfor har jeg rådet til at samle hele Israel hos dig, fra Dan til Beer Sheva, i en mængde som sandet ved havet, og gå selv med i deres midte. 12 Vi vil støde på ham et af de steder, hvor han er, og vi vil være over ham, som duggen falder over jorden, og der skal ikke blive en eneste tilbage af ham og alle de mænd, som er med ham, 13 og hvis han trækker sig tilbage til byen, skal hele Israel lægge reb om den by og trække den til floddalen, til der ikke findes den mindste sten dér.               14 Avshalom og alle Israels mænd sagde: Arkitten Chushajs råd er bedre end Achitofels råd,              og Hashem havde påbudt at forpurre Achitofels gode råd, for at Hashem kunne bringe ondt over Avshalom.                 15 Chushaj sagde til kohanitterne Tzadok og Evjatar: Sådan og sådan har Achitofel rådet Avshalom og Israels ældste, og sådan og sådan har jeg rådet. 16 Og nu, send hurtigt bud og fortæl David det og sig: Sov ikke på ørkensletten i nat men gå hurtigt over, at ikke kongen og hele folket, som er med ham, skal gå til grunde. 17 Og Jehonatan og Achimaatz stod ved Ein-Rogel, og tjenestekvinden gik og fortalte dem det, og de gik og fortalte kong David det, for de kunne ikke blive set komme ind i byen. 18 En ung dreng så dem og fortalte Avshalom det, og de to gik skyndsomt til en mand i Bachurims hus, og han havde en brønd i gården, og dér firede de sig ned. 19 Kvinden tog og spredte et dække over brøndens åbning og strøede malet korn på det, så det ikke blev opdaget. 20 Avshaloms tjenere kom til kvinden i huset og sagde: Hvor er Achimaatz og Jehonatan? og kvinden sagde til dem: De er gået over åen, og de ledte efter dem og fandt dem ikke, og de vendte tilbage til Jerusalem.              21 Efter at de var gået, steg de op fra brønden og gik og fortalte det til kong David, og de sagde til David: Bryd op og skynd dig at drage over vandet, for sådan har Achitofel rådgivet mod jer! 22 David brød op og hele folket, som var med ham, og de drog over Jordan indtil morgengryet, til der ikke var én af dem, der ikke var kommet over Jordan. 23 Og Achitofel så, at hans råd ikke var blevet fulgt, og han sadlede sit æsel, og han brød op og tog til sit hjem, til sin by, og han beskikkede sit hus, og han strangulerede sig selv og døde, og de begravede ham i hans fars grav.                24 Og David kom til Machanajim, og Avshalom gik over Jordan, han og hele Israel med ham. 25 Og Avshalom satte Amasa over hæren i stedet for Joav, og Amasa var søn af en mand, hvis navn var israelitten Jitra, som kom til Avigal, datter af Nachash, søster til Tzerujah, mor til Joav. 26 Israel og Avshalom slog lejr i Gil’ads land.               27 Det var da David kom til Machanajim, at Shovi ben-Nachash fra Rabba af ammonitterne og Machir ben-Ammiel fra Lo D’var og Barzillaj, Gil’aditten fra Roglim 28 bragte senge, divaner og lerkar og hvede og byg og mel og ristet korn og bønner og linser og ristet korn 29 og honning og fløde og småkvæg og ost til David og til folket, som var med ham, for de sagde: Folket er sultne og trætte og tørstige i ørkenen. 181 David talte folket, som var med ham, og satte kaptajner over tusinder og kaptajner over hundreder. 2 David sendte folket af sted, en tredjedel under Joav, en tredjedel under Avishaj ben-Tzerujah, Joavs bror, og en tredjedel under gititten Itaj                 og kongen sagde til folket: Jeg vil også drage ud sammen med jer! 3 Folket sagde: Du skal ikke drage ud, for hvis vi flygter, vil man ikke tage sig af os, og hvis halvdelen af os dør, vil man ikke tage sig af os, for nu er du ti tusind værd, og nu er det bedre, at du bliver til hjælp for os fra byen.                4 Kongen sagde til dem: Det, som er bedst i jeres øjne, vil jeg gøre, og kongen stod ved siden af porten, og hele folket drog ud i hundreder og i tusinder. 5 Kongen gav Joav og Avishaj og Itaj ordre og sagde: Vær varsomme for mig med den unge dreng, med Avshalom! og hele folket hørte kongen give ordre til alle kaptajnerne med hensyn til Avshalom. 6 Folket drog ud på marken for at møde Israel, og kampen fandt sted i Efrajims skov. 7 Dér blev Israels folk besejret foran Davids tjenere, og dér var der et stort mandefald den dag, tyve tusind mand. 8 Krigen blev spredt ud over hele landet, og skoven fortærede flere af folket, end sværdet fortærede den dag. 9 Avshalom stødte sammen med Davids tjenere, og Avshalom red på sit muldyr, og muldyret kom ind under de tykke grene på et stort egetræ, og hans hoved hang fast i egetræet, og han blev hængende mellem himmel og jord, og muldyret, som var under ham, løb videre. 10 En mand så det og fortalte det til Joav og sagde: Jeg har lige set Avshalom hænge i egetræet. 11 Joav sagde til manden, som fortalte ham det: Du har jo set det, så hvorfor slog du ham ikke til jorden dér, så havde jeg skullet give dig tusind sølvstykker og et bælte? 12 Manden sagde til Joav: Om jeg så vejede ti sølvstykker i min hånd, ville jeg ikke lægge hånd på kongens søn, for i vores påhør gav kongen dig og Avishaj og Itaj ordre og sagde: Pas på den unge dreng, på Avshalom, for mig! 13 Ellers ville jeg handle falsk med mit liv, for hele sagen kan ikke holdes skjult for kongen, og du ville lade mig i stikken. 14 Joav sagde: Jeg vil ikke tigge dig om det, og han tog tre spyd i hånden og jog dem i hjertet på Avshalom, som stadig var i live i hjertet af egetræet. 15 Ti unge drenge, som bar Joavs våben, omringede og slog Avshalom og dræbte ham. 16 Joav blæste i shofaren, og folket vendte om fra at forfølge Israel, for Joav holdt folket tilbage. 17 De tog Avshalom og kastede ham i et stort hul i skoven og rejste en meget stor stendysse over ham, og hele Israel flygtede, hver mand til sit telt. 18 Avshalom havde, mens han levede, rejst sig en søjle, som står i Kongens Dal, for han havde sagt: Jeg har ingen søn til at lade mit navn blive husket, og han kaldte søjlen ved sit eget navn, og man har kaldt den Avshaloms Hånd til denne dag.              19 Og Achimaatz ben-Tzadok sagde: Lad mig løbe, så vil jeg bringe kongen bud, at Hashem har skaffet ham ret over for hans fjender. 20 Joav sagde til ham: Du skal ikke være budbringer i dag; du skal bringe bud en anden dag, og i dag skal du ikke bringe bud, for kongens søn er død. 21 Joav sagde til kushitten: Gå og fortæl kongen, hvad du har set! og kushitten kastede sig ned for Joav og løb. 22 Achimaatz ben-Tzadok blev ved og sagde til Joav: Ske, hvad der vil, lad også mig løbe efter kushitten, og Joav sagde: Hvorfor skulle du løbe, min søn? Du får intet ud af budskabet. 23 Ske, hvad der vil, jeg vil løbe! og han sagde til ham: Løb! og Achimaatz løb ad vejen over sletten og kom før kushitten. 24 Og David sad mellem de to porte, og udkigsposten gik op på taget af porten, på muren, og han løftede blikket og så en mand løbe alene. 25 Udkigsposten kaldte og fortalte kongen det, og kongen sagde: Hvis han er alene, har han et budskab at bringe, og han kom stadig nærmere. 26 Udkigsposten så en anden mand komme løbende, og udkigsposten kaldte på portvagten og sagde: Der er en mand, som løber alene, og kongen sagde: Også han er budbringer. 27 Udkigsposten sagde: Jeg ser den førstes måde at løbe på som Achimaatz ben-Tzadoks måde at løbe på, og kongen sagde: Det er en god mand, og han kommer med et godt budskab. 28 Achmaatz råbte og sagde til kongen: Shalom! og han kastede sig ned for kongen med ansigtet mod jorden og sagde: Lovet være Hashem, din Gud, som har overgivet de mænd, som løftede deres hånd mod min herre kongen.                29 Kongen sagde: Er alt vel med den unge dreng, med Avshalom? og Achimaatz sagde: Jeg så en stor tumult, da kongens tjener Joav sendte din tjener af sted, men jeg vidste ikke, hvad det var. 30 Kongen sagde til ham: Vend rundt og stil dig dér! og han vendte rundt og stod. 31 Og dér kom kushitten, og kushitten sagde: Lad min herre kongen få det budskab, at Hashem i dag har skaffet dig ret over for alle dem, der har rejst sig mod dig.                32 Kongen sagde til kushitten: Er alt vel med den unge dreng, med Avshalom? og kushitten sagde: Må det gå med min herre kongens fjender og alle, der rejser sig mod dig, ondt som med den unge dreng. 19           1 Kongen var dybt rystet og gik op i rummet over porten og græd, og sådan sagde han, mens han gik: Min søn Avshalom, min søn, min søn Avshalom! Gid jeg var død i stedet for dig, Avshalom, min søn, min søn! 2 Det blev fortalt Joav: Kongen græder og sørger over Avshalom. 3 Redningen blev til sorg for hele folket den dag, for den dag hørte folket det sagt, at kongen sørgede over sin søn. 4 Den dag stjal folket sig til at komme ind i byen, som folket, der stjæler sig væk i skam over deres flugt i krigen. 5 Og kongen dækkede sit ansigt, og kongen råbte med høj røst: Min søn Avshalom, Avshalom, min søn, min søn!               6 Joav kom ind i huset til kongen og sagde: Du har i dag bragt skam over alle dine tjenere, som har reddet dit liv i dag, og dine sønners og dine døtres liv og dine hustruers liv og dine medhustruers liv 7 ved at elske dem, der hader dig, og hade dem, der elsker dig, for du har i dag erklæret, at du ikke har fyrster og tjenere, for jeg ved i dag, at hvis Avshalom levede, og vi alle i dag var døde, så ville det være ret i dine øjne. 8 Og nu, rejs dig op og gå ud og tal til dine tjeneres hjerte, for jeg sværger ved Hashem, at hvis du ikke går ud, vil ikke én mand sove hos dig i nat, og det vil være værre for dig end alt det onde, der har ramt dig fra din ungdom og til nu.                9 Kongen rejste sig og sad i porten, og de fortalte hele folket det og sagde: Nu sidder kongen i porten, og hele folket gik forbi kongen, og Israel flygtede, hver mand til sit telt.             10 Hele folket diskuterede; i alle Israels stammer sagde man: Kongen reddede os fra vores fjenders hånd, og han frelste os fra pelishternes hånd, og nu er han flygtet fra landet på grund af Avshalom. 11 Og Avshalom, som vi salvede over os, er død i krigen, og nu, hvorfor tier I om at bringe kongen tilbage?              12 Og kong David sendte bud til kohanitterne Tzadok og Evjatar for at sige: Tal til Jehudahs ældste og sig: Hvorfor er I de sidste til at bringe kongen tilbage til hans hus, når hele Israels tale når til kongen, til hans hus? 13 I er mine brødre, mit kød og blod er I, så hvorfor er I de sidste til at bringe kongen tilbage? 14 Og til Amasa skal I sige: Du er jo mit kød og blod? Sådan skal Gud gøre mod mig, og sådan skal Han blive ved, om ikke du skal blive hærfører for mig til alle tider i stedet for Joav! 15 Og han vendte hjertet hos hver mand i Jehudah som én mand, og de sendte bud til kongen: Vend tilbage, du og alle dine tjenere. 16 Kongen vendte tilbage og kom til Jordan, og Jehudah kom til Gilgal for at gå kongen i møde og føre kongen over Jordan. 17 Shim’i ben-Gera, benjaminitten, som var fra Bachurim, skyndte sig og kom ned sammen med Jehudahs mænd for at møde kong David. 18 Og der var tusind mand af Benjamin med ham, og Tziva, en ung dreng fra Shauls hus, og hans femten sønner og hans tyve tjenere var med ham, og de gik over Jordan foran kongen. 19 Prammen sejlede over for at bringe kongens hus over og gøre, hvad der var godt i hans øjne, og Shim’i ben-Gera faldt ned foran kongen, da han kom over Jordan. 20 Han sagde til kongen: Tillæg mig ikke en forseelse, min herre, og husk ikke, hvordan din tjener har forset sig den dag, min herre kongen drog ud fra Jerusalem, at ikke kongen skal tage sig det nær! 21 For din tjener ved, at jeg har syndet, og her er jeg kommet i dag som den første af hele Josefs hus for at gå ned og møde min herre kongen.                  22 Avishaj ben-Tzerujah tog til orde og sagde: Skal Shim’i ikke dø til gengæld for dette, for han har forbandet Hashems salvede? 23 David sagde: Hvad har jeg med jer at gøre, Tzerujahs sønner, at I skulle være satan for mig i dag? Skal nogen mand dø i dag i Israel? Nu ved jeg jo, at i dag er jeg konge i Israel? 24 Og kongen sagde til Shim’i: Du skal ikke dø, og kongen svor over for ham.                25 Og Mefivoshet ben-Shaul kom ned for at møde kongen, og han havde ikke ordnet sine fødder og ikke ordnet sit overskæg, og sit tøj havde han ikke vasket fra den dag, kongen drog af sted, til den dag, hvor han kom med fred. 26 Da han kom til Jerusalem for at møde kongen, sagde kongen til ham: Hvorfor gik du ikke med mig, Mefivoshet? 27 Han sagde: Min herre konge, min tjener bedrog mig, for din tjener sagde: Jeg vil sadle æslet op og ride på det og drage til kongen, for din tjener er krøbling, 28 og han bagtalte din tjener over for min herre kongen, og min herre kongen er som en Guds engel; gør hvad der er godt i dine øjne, 29 for hele min fars hus er ikke andet end mænd, der er dødsens for min herre kongen, men du satte din tjener blandt dem, der spiser ved dit bord, og hvad ret har jeg mere til at anråbe kongen?               30 Kongen sagde til ham: Hvorfor bliver du ved med at tale? Jeg har sagt: Du og Tziva skal dele jorden. 31 Mefivoshet sagde til kongen: Han kan tage det hele, efter at min herre kongen er kommet i fred til sit hus.                 32 Og giladitten Barzillaj kom ned fra Roglim og gik over Jordan med kongen for at lede ham over Jordan. 33 Og Barzillaj var meget gammel, firs år, og han havde sørget for kongen, mens han opholdt sig i Machanajim, for han var en meget stor mand. 34 Kongen sagde til Barzillaj: Kom du over sammen med mig, og jeg vil sørge for dig hos mig i Jerusalem. 35 Barzillaj sagde til kongen: Hvor mange år er mit liv, at jeg skulle drage med kongen op til Jerusalem? 36 Jeg er firs år i dag; kan jeg kende forskel på godt og ondt; kan din tjener smage det, jeg spiser og det, jeg drikker? Kan jeg stadig høre sangeres og sangerinders stemme? Hvorfor skulle din tjener blive ved at være en byrde for min herre kongen? 37 Din tjener vil gå et lille stykke over Jordan med kongen, hvorfor skulle kongen belønne mig med denne belønning? 38 Lad din tjener vende tilbage, og jeg vil dø i min by ved min fars og min mors grav, og din tjener Kimham vil gå over med min herre kongen, og gør med ham, hvad der er godt i dine øjne.              39 Kongen sagde: Kimham skal gå over sammen med mig, og jeg vil gøre med ham, hvad der er godt i dine øjne, og alt, hvad du vælger af mig, vil jeg gøre for dig. 40 Hele folket gik over Jordan, og kongen gik over, og kongen kyssede Barzillaj og velsignede ham, og han vendte tilbage til sit hjemsted.                  41 Kongen drog videre til Gilgal, og Kimhan drog videre med ham, og hele Jehudahs folk førte kongen over og også halvdelen af Israels folk. 42 Og alle Israels mænd kom til kongen, og de sagde til kongen: Hvorfor har vores brødre, Jehudahs mænd, stjålet dig og ført kongen og hans hus over Jordan og alle Davids mænd med ham?                 43 Alle Jehudahs mænd svarede Israels mænd: Fordi kongen er tæt på mig, og hvorfor bliver du vred over det? Har vi spist på kongens bekostning eller har han givet os noget?                  44 Alle Israels mænd svarede Jehudahs mænd og sagde: Jeg har ti dele i kongen, og jeg er nærmere David end dig, så hvorfor har I ringeagtet mig? Var min tale ikke den første til at bringe kongen tilbage? og Jehudahs mænds tale var hårdere end Israels mænds. 201 Dér kom der en ondsindet mand, og hans navn var Sheva ben-Bichri, en benjaminittisk mand; han blæste i shofar og sagde: Vi har ingen del i David og ingen arvelod i Jishajs søn; hver mand til sit telt, Israel! 2 Alle Israels mænd gik fra at følge David over til at følge Sheva ben-Bichri, og Jehudahs mænd holdt fast ved deres konge, fra Jordan til Jerusalem. 3 David kom til sit hjem i Jerusalem, og kongen tog de ti kvinder, medhustruer, som han havde ladet blive til at vogte huset, og anbragte dem i et bevogtet hus og sørgede for dem, men han kom ikke til dem, og de levede indespærret til deres dødsdag, enker efter en levende.                  4 Kongen sagde til Amasa: Kald Jehudahs mænd sammen til mig inden for tre dage, og du skal være til stede. 5 Amasa gik for at tilkalde Jehudah, og han var længere om det end den angivne tid.                 6 David sagde til Avishaj: Nu skader Sheva ben-Bichri os mere end Avshalom; tag din herres tjenere og forfølg ham, at han ikke skal finde sig befæstede byer og undslippe for øjnene af os. 7 Joavs mænd drog ud efter ham og kreterne og pleterne og alle krigerne; de drog ud fra Jerusalem for at forfølge Sheva ben-Bichri. 8 Da de var ved den store sten, som er i Giv’on, kom Amasa før dem; og Joav havde spændt sin kjortel om sig og over den spændte han sværdet om sin hofte i dets balg, og da han gik frem, faldt det ud.               9 Joav sagde til Amasa: Er alt vel med dig, min bror! og Joav greb fat i Amasas skæg med højre hånd for at kysse ham. 10 Og Amasa tog sig ikke i agt for sværdet, som Joav havde i hånden, og han ramte ham med det i underlivet, så hans indvolde væltede ud på jorden, og han ramte ham ikke en anden gang, og han døde              og Joav og hans bror Avishaj forfulgte Sheva ben-Bichri. 11 Der stod en mand af Joavs unge drenge hos ham og sagde: Den, der ønsker Joav, og den, der ønsker David, følg efter Joav! 12 Og Amasa svømmede i blod midt på landevejen, og manden så, at hele folket blev stående, og han fik Amasa væk fra landevejen ind på marken og kastede et klæde over ham, da han så alle, der kom hen til ham, blive stående. 13 Da han var fjernet fra landevejen, gik alle mand videre efter Joav for at forfølge Sheva ben-Bichri. 14 Han gik gennem alle Israels stammer til Avel og Bet Ma’acha og hele Berim, og de samlede sig og fulgte også efter ham. 15 De kom og belejrede ham i Avel Bet HaMa’acha, og de byggede en rampe op til byen, så den stod på fæstningsmuren, og hele folket, som var med Joav, kæmpede for at få muren til at falde. 16 En klog kvinde fra byen råbte: Hør, hør! Sig til Joav, at han skal komme herhen, så vil jeg tale med dig. 17 Han kom hen til hende, og kvinden sagde: Er du Joav? og han sagde: Det er jeg. Hun sagde til ham: Hør din tjenestekvindes ord! og han sagde: Jeg hører. 18 Hun sagde således: Før i tiden plejede man at sige: ’Lad dem spørge i Avel,’ men det er forbi. 19 Jeg er en af Israels fredelige og trofaste; du stræber efter at dræbe en by og en moder i Israel; hvorfor vil du fortære Hashems arvelod?                20 Joav svarede og sagde: Det være mig fjernt, det være mig fjernt, at jeg skulle fortære, og at jeg skulle ødelægge. 21 Sådan er det ikke, for en mand fra Efrajims Bjerg, Sheva ben-Bichri er hans navn, har løftet sin hånd mod kongen, mod David; giv os bare ham, og jeg vil drage bort fra byen. Kvinden sagde til Joav: Nu vil hans hoved blive kastet over muren til dig. 22 Og i sin visdom kom kvinden til hele folket, og de skar Sheva ben-Bichris hoved af og kastede det til Joav, og han blæste i shofar, og de trak sig tilbage fra byen, hver mand til sit telt, og Joav vendte tilbage til Jerusalem, til kongen.              23 Og Joav stod over hele Israels hær, og Benajah ben-Jehojadah stod over kreterne og over pleterne. 24 og Adoram stod for skatterne og Jehoshafat ben-Achilud var sekretær. 25 Og Sh’va var skriver og Tzadok og Evjatar kohanitter. 26 Og også jairitten Ira var kohen for David. 21             1 Der var hungersnød i Davids dage, tre år, år efter år, og David søgte Hashems ansigt               og Hashem sagde: Det er på grund af Shaul og på grund af det blodige hus, fordi han slog gibonitterne ihjel. 2 Kongen tilkaldte gibonitterne og sagde til dem – og gibonitterne hørte ikke til israelitterne, for de var de sidste af amoritterne, og israelitterne havde svoret over for dem, og Shaul søgte at slå dem i sin nidkærhed for israelitterne og Jehudah – 3 David sagde til gibonitterne: Hvad skal jeg gøre for jer, og hvordan skal jeg gøre bod, så I velsigner Hashems arvelod? 4 Gibonitterne sagde til ham: Vi vil ikke have sølv eller guld af Shaul og af hans hus, og vi vil ikke dræbe nogen mand af Israel, og han sagde: Hvad I siger, vil jeg gøre for jer. 5 De sagde til kongen: Den mand, som fortærede os, og som planlagde at udrydde os, så vi ikke kunne bestå inden for hele Israels område, 6 giv os syv mænd af hans sønner, så vil vi hænge dem for Hashem på Shauls Høj, Hashems udvalgte,                og kongen sagde: Jeg vil give. 7 Kongen skånede Mefivoshet ben-Jehonatan ben-Shaul på grund af Hashems ed, som var mellem dem, mellem David og Jehonatan ben-Shaul. 8 Kongen tog Ritzpah bat-Ajahs to sønner, som hun fødte Shaul, Armoni og Mefivoshet, og Michal bat-Shauls fem sønner, som hun fødte Adriel ben-Barzillaj, mecholatitten. 9 Han overgav dem til gibonitterne, og de hængte dem på bjerget foran Hashem; de syv døde sammen, og de blev dræbt i høsttiden, i begyndelsen af byghøsten. 10 Ritzpah bat-Ajah tog sækkelærredet og bredte det ud på klippen fra begyndelsen af høsten, til der flød vand på dem fra himlen, og hun lod hverken himlens fugle finde hvile på dem om dagen eller markens vilde dyr om natten. 11 Det blev fortalt David, hvad Ritzpah bat-Ajah, Shauls medhustru, havde gjort. 12 David drog hen og tog Shauls knogler og hans søn Jehonatans knogler fra Javish Gil’ads borgere, som havde stjålet dem fra gaden i Bet-Shan, hvor pelishterne havde hængt dem, den dag pelishterne slog Shaul i Gilboa. 13 Han bragte Shauls knogler og hans søn Jehonatans knogler op derfra, og de samlede de hængtes knogler. 14 De begravede Shauls og hans søn Jehonatans knogler i Benjamins land, i Tzela, i hans far Kish’s grav, og de gjorde alt, hvad kongen havde befalet dem; efter det forbarmede Gud sig over landet.               15 Der var endnu en krig mellem pelishterne og Israel, og David drog ned og hans tjenere med ham, og de kæmpede mod pelishterne, og David blev træt. 16 Og Jishbi i Nov, som var en af Rafahs sønner – og vægten af hans spyd var tre hundrede shekel kobber, og han havde et nyt sværd om sig – havde tænkt sig, at han ville slå David. 17 Men Avishaj ben-Tzerujah hjalp ham, og han slog pelishteren og dræbte ham. Så aflagde Davids folk ed over for ham og sagde: Du skal ikke drage med os i krig mere, så du ikke slukker Israels flamme.              18 Det var efter dette, at der var endnu en krig med pelishterne i Gov; da slog chushatitten Sibchaj Saf, som var en af Rafahs sønner.                   19 Der blev endnu en krig med pelishterne i Gov, og Elchanan, søn af betlechemitten Ja’arej Orgim slog gititten Goliat, og skaftet på hans spyd var som en vævebom. 20 Der blev endnu en krig i Gat, og der var en stridsmand, og fingrene på hans hænder og tæerne på hans fødder var seks og seks, fireogtyve i alt, og han var også født til Rafah. 21 Han fornærmede Israel, og Jehonatan ben-Shim’a, Davids bror, slog ham. 22 Disse fire blev født til Rafah i Gat, og de faldt for Davids hånd og for hans tjeneres hånd.
221 David talte ordene i denne sang til Hashem den dag, Hashem havde reddet ham fra alle hans fjenders hånd og fra Shauls hånd. / 2 Han sagde: Hashem er min klippe og min borg og min tilflugt, / 3 min klippes Gud, som jeg søger tilflugt hos, mit skjold og min frelses horn, min fæstning og min tilflugt, min redningsmand; du redder mig fra vold. / 4 Lovprist, råber jeg, er Hashem, og jeg vil blive frelst fra mine fjender. / 5 For dødens brænding omgav mig, forræderiske strømme forfærdede mig. / 6 Sheols bånd omgav mig, dødens snarer kom imod mig. / 7 I min nød råbte jeg: Hashem! og til min Gud råbte jeg, fra sin bolig hørte Han min stemme, og mit skrig kom Ham for øre. / 8 Jorden rystede og skælvede, himlens grundvolde bævede, de rystede, for Han var vred. / 9 Røg steg op fra Hans næse, og fortærende ild stod ud fra Hans mund, glødende kul flammede ud fra Ham. / 10 Han bøjede himlen og steg ned med mørke skyer under sine fødder. / 11 Han red på en kerub, og Han fløj, og Han viste sig på vindens vinger. / 12 Han satte mørke omkring sig som dække, vandmasser, tykke skyer. / 13 Fra stråleglansen foran Ham flammede glødende kul. / 14 Hashem tordnede fra himlen, og den Højeste lod sin stemme høre. / 15 Han sendte pile ud og spredte dem, Han forfærdede dem med lyn. / 16 Da kom havets dybder til syne, verdens grundvolde blottedes ved Hashems tordentale, ved Hans fnysende åndepust. / 17 Han rækker ud fra det høje, Han griber mig, Han trækker mig op af vældige vande. / 18 Han redder mig fra min stærke fjende, fra dem som hader mig, for de var stærkere end jeg. / 19 De kom imod mig på min ulykkes dag, men Hashem var min stav. / 20 Han førte mig ud i det åbne, Han reddede mig, for Han frydede sig over mig. / 21 Hashem vil belønne mig efter min retfærdighed, efter mine hænders renhed vil Han gengælde mig. / 22 For jeg har vogtet på Hashems veje og ikke handlet ondt mod min Gud. / 23 For jeg har alle Hashems forskrifter for øje, og Hans love, dem er jeg ikke veget fra. / 24 Jeg var fuldkommen for Ham, og jeg vogtede mig for min misgerning. / 25 Hashem gengældte mig efter min retfærdighed, efter min renhed i Hans øjne. / 26 Mod den hengivne, viser du dig hengiven, mod en fuldkommen viser du dig fuldkommen. / 27 Mod den rene viser du dig ren, og mod den svigefulde viser du dig vrangvillig, / 28 og det ydmyge folk redder du, og dine øjne er rettet mod de hovmodige for at ydmyge dem. / 29 For du er mit lys, Hashem, og Hashem stråler i mit mørke. / 30 For med dig løber jeg storm mod legioner, med min Gud springer jeg over fæstningsmure. / 31 Han er den Gud, hvis vej er fuldkommen; Hashems ord er rent, Han er et skjold for alle dem, der sætter deres lid til Ham. / 32 For hvem andre end Hashem er Gud? Og hvem andre end vor Gud er en klippe? / 33 Han er den Gud, som væbner mig med styrke, som gør min vej fuldkommen, / 34 som gør mine fødder lette som en hind og stiller mig op på mine høje, / 35 som opøver mine hænder til krig og mine arme til at spænde buen af kobber. / 36 Du gav mig din rednings skjold, og dit kampråb gjorde mig stor. / 37 Du gør mine skridt brede under mig, så mine ankler ikke vakler. / 38 Jeg vil forfølge mine fjender og ødelægge dem og ikke vende tilbage, før de er tilintetgjort. / 39 Jeg vil fortære dem og knuse dem, så de ikke rejser sig, men falder under mine fødder. / 40 Du væbner mig med styrke til at gå i krig, du lægger mine modstandere under mig. / 41 Mine fjender lader du vende mig ryggen, de, der hader mig, så jeg kan udrydde dem. / 42 De skal se sig om, men der er ingen hjælp – se til Hashem, men Han svarer dem ikke. / 43 Jeg vil knuse dem som jordens støv, som gadeskarn vil jeg træde dem ned, jeg vil trampe på dem. / 44 Du redder mig fra dem, der strides med mit folk, du vil vogte over mig som overhoved for folkeslag; et folk, jeg ikke kendte, skal tjene mig. / 45 Fremmede lyver for mig; når deres øre hører, vil de lytte til mig. / 46 Fremmede giver op og kommer vaklende ud fra deres fæstninger. / 47 Hashem lever, lovet være min klippe, ophøjet er min Gud, min rednings klippe. / 48 Han er den Gud, som lader mig få hævn og lægger nationer under mig / 49 og fører mig ud fra mine fjender, hæver mig op over mine modstandere og redder mig fra voldsmanden. / 50 Derfor vil jeg takke dig i folkeslagenes nærvær, Hashem, og synge en pris til dit navn. / 51 Et redningens tårn er Hans konge, Han viser hengivenhed mod sin salvede, mod David og hans efterkommere til evig tid.
231 Og dette er Davids sidste ord, udsagn af David ben-Jishaj, og udsagn af manden, som blev ophøjet, Jakobs Guds salvede og Israels salmers elskede. 2 Hashems ord talte i mig, og Hans ord er på min tunge. 3 Israels Gud sagde, Israels klippe talte til mig: Den, der hersker over mennesker skal være retfærdig, skal herske i gudsfrygt, 4 og som morgenlyset, når solen stråler, en morgen uden skyer, som stråleglans efter regn, når græsset spirer frem af jorden. 5 Er mit hus ikke fæstnet med Gud? for en evig pagt har Han givet mig, beredt mig i alle ting og vogtet på, for al min redning og al min længsel vil ikke spire frem. 6 Og de ondsindede er alle kastet bort som torne, for de kan ikke tages i hånden. 7 En mand nærmer sig dem kun med jern og spyd af træ, og i ild skal de brændes op, hvor de findes.
8 Dette er navnene på de helte, som David havde med sig: Tachmonitten Joshev Bashevet, leder af de tre, han var etznitten Adino mod ottehundrede, som blev slået på én gang.                9 Efter ham Elazar ben-Dodo, søn af en achochit, af tre helte med David, der satte livet på spil mod pelishterne, som var samlede dér til kamp, og Israels mænd gik op. 10 Han rejste sig og slog pelishterne, til hans hånd var træt, og hans hånd klæbede til sværdet, og Hashem udvirkede en stor sejr den dag, og folket vendte tilbage efter ham blot for at plyndre.               11 Og efter ham Shamma, søn af hararitten Agé, og pelishterne samlede sig til en trop, og dér var der et stykke mark fuldt af linser, og folket flygtede for pelishterne. 12 Han stillede sig i midten af stykket og forsvarede det og slog pelishterne, og Hashem udvirkede en stor sejr.                  13 Tre af de tredive kaptajner gik ned og kom i høsttiden til David, til Adullams hule, og pelishternes trop slog lejr i Refaims dal. 14 Og David var på det tidspunkt i klippefæstningen, og pelishternes fæstning var dengang i Bet Lechem. 15 David blev tørstig og sagde: Hvem vil give mig vand at drikke fra Bet Lechems brønd, som er ved porten? 16 De tre helte brød ind i pelishternes lejr og hentede vand op fra Bet Lechems brønd, som er ved porten, og de tog det og bragte det til David, men han ville ikke drikke det og hældte det ud til Hashem. 17 Han sagde: Gud forbyde, at jeg skulle gøre dette, er det ikke de mænds blod, som satte deres liv på spil? og han ville ikke drikke det. Dette gjorde de tre krigere.              18 Og Avishaj, Joav ben-Tzerujahs bror, han var leder af de tre, og han svang sit spyd over tre hundrede faldne og fik et navn blandt de tre. 19 Af de tre var han den mest ærede, og han blev anfører for dem, og han kom ikke til de tre.                  20 Og Benajahu ben-Jehojada, søn af en tapper mand fra Kavze’el med mange gerninger, slog to anførere fra Moav, og han gik ned og fældede løven nede i brønden, den dag der var sne. 21 Og han slog en ægyptisk mand, en mand som så godt ud, og ægypteren havde et spyd i hånden; han gik ned mod ham med en stav, og han vristede spyddet ud af ægypterens hånd og dræbte ham med hans eget spyd. 22 Dette gjorde Benajahu ben-Jehojada, og han fik et navn blandt de tre helte. 23 Han var hædret blandt de tredive, men blandt de tre kom han ikke, og David satte ham over sin vagt.                24 Asa’el, Joavs bror, var blandt de tredive; Elchanan ben-Dodo fra Bet Lechem. 25 Charoditten Shamah, charoditten Elika.                26 Paltitten Cheletz, t’koitten Ira ben-Ekesh.                27 Antotitten Aviezer, Chushatitten M’vunnaj.                28 Achochitten Tzalmon, netofatitten Mahraj.                   29 netofatitten Chelev ben-Ba’anah, Itaj ben-Rivaj fra benjaminitternes høj.                   30 Piratonitten Benajahu, Hidaj fra Nachalei Gaash. 31 Arbatitten Avi-Alvon, barchumitten Azmavet.              32 Sha’albonitten Eljachba af Jashans sønner, Jehonatan.                 33 Hararitten Shamah, hararitten Achiam ben-Sharar. 34 Elifelet ben-Achasbaj, ma’achatittens søn, gilonitten Eliam ben-Achitofel.                35 Karmelitten Chetzraj, arbitten Pa’araj,               36 Jigal ben-Natan fra Tzova, gaditten Bani.                37 Amonitten Tzeleg, be’erotitten Nachraj, Joav ben-Tzerujahs våbenbærer.                38 Jitritten Ira, jitritten Garev.               39 Hititten Urijah, i alt syvogtredive. 24              1 Hashems vrede flammede fortsat op mod Israel, og Han ophidsede David mod dem ved at sige: Gå og tæl Israel og Jehudah! 2 Kongen sagde til Joav og hærførerne, som var med ham: Drag igennem alle Israels stammer, fra Dan til Beer Sheva, og tæl folket, så jeg kan vide folkets antal. 3 Joav sagde til kongen: Må Hashem, din Gud, føje til folket sådan og sådan i hundredvis, og må min herre kongen se det med sine egne øjne, og hvorfor ønsker min herre kongen dette? 4 Kongens ord overvandt Joav og hærførerne, og Joav og hærførerne drog bort fra kongen for at tælle folket, Israel. 5 De gik over Jordan og slog lejr i Aro’er til højre for byen, som ligger midt i Gads floddal, og til Ja’ezer. 6 De kom til Gilad og til Tachtim Chodshis land og kom til Dan Jaan og rundt om til Tzidon. 7 De kom til fæstningen Tzor og til alle hivitternes og kenaanitternes byer, og de drog ud til det sydlige Jehudah, til Beer Sheva. 8 De vandrede gennem hele landet og kom efter ni måneder og tyve dage til Jerusalem. 9 Joav gav tallet fra folketællingen til kongen, og Israel var ottehundrede tusind krigere, våbenføre mænd, og Jehudahs mænd var femhundrede tusind mand. 10 David blev slået af samvittighedsnag, efter at han således havde talt folket, og David sagde til Hashem: Jeg har syndet meget med det, jeg har gjort, og nu, Hashem, fjern dog din tjeners synd, for jeg har været meget tåbelig. 11 David brød op om morgenen, og Hashems ord kom til profeten Gad, Davids seer, og der blev sagt: 12 Gå og tal til David, således siger Hashem: Tre ting vil jeg tilbyde dig, vælg dig en af dem, og jeg vil gøre det for dig. 13 Gad kom til David og fortalte ham det og sagde til ham: Skal der komme syv års hungersnød i dit land, eller tre måneder, hvor du flygter fra dine fjender, mens de forfølger dig, eller skal der være tre dage med pest i dit land? Tænk dig nu om og se, hvad jeg skal vende tilbage med til Ham, der sendte mig.                 14 David sagde til Gad: Jeg er i stor nød, lad os falde i Hashems hånd, for Hans barmhjertighed er stor, og i menneskehånd vil jeg ikke falde. 15 Hashem sendte en pest over Israel fra om morgen og til den fastsatte tid, og der døde halvfjerds tusind mand af folket fra Dan til Beer Sheva. 16 Englen strakte sin hånd ud mod Jerusalem for at ødelægge den, og Hashem fortrød det onde og sagde til englen, som ødelagde blandt folket: Nu er det nok, hold din hånd tilbage! og Hashems engel var på jevusitten Aravnahs tærskeplads.                  17 David sagde til Hashem, da han så den engel, som slog til blandt folket, han sagde: Jeg har jo syndet, og jeg har forbrudt mig, men disse får, hvad har de gjort? Ret dog din hånd mod mig og mod min fars hus.                  18 Gad kom til David den dag og sagde til ham: Gå op, rejs et alter til Hashem på jevusitten Aravnahs tærskeplads. 19 David gik op, som Gad havde sagt, sådan som Hashem havde påbudt. 20 Aravnah kiggede ud og så kongen og hans tjenere komme hen mod sig, og Aravnah gik ud og kastede sig ned for kongen med ansigtet mod jorden. 21 Aravnah sagde: Hvorfor kommer min herre kongen til sin tjener? og David sagde: For at købe tærskepladsen af dig til at bygge et alter til Hashem, så folket må blive fri for plagen. 22 Aravnah sagde til David: Lad min herre kongen tage og ofre, hvad der er godt i hans øjne; se, der er okser til brændofre og tærskeslæder og oksernes åg til brænde. 23 Alt det gav kong Aravnah til kongen,                og Aravnah sagde til kongen: Må Hashem, din Gud, finde behag i dig! 24 Kongen sagde til Aravnah: Nej, for jeg vil købe det af dig til dets pris, og jeg vil ikke ofre ofre til Hashem, min Gud, uden betaling; og David købte tærskepladsen og okserne for halvtreds shekel. 25 Dér byggede David et alter til Hashem og ofrede brændofre og fredsofre, og Hashem forbarmede sig over landet, og Israel blev befriet for plagen.