I år er det 20 år siden, at den 27. januar blev den officielle mindedag for Holocaust, og samtidig er det 80-året for befrielsen af verdenshistoriens største koncentrationslejr Auschwitz.
Traditionen tro blev det markeret i Dronningesalen i Den Sorte Diamant ved en højtidelighed arrangeret af Dansk Jødisk Museum, Det Jødiske Samfund og Københavns Kommune. Blandt talerne var ambassadørerne fra Israel, Polen og Storbritannien, og der var vidnesbyrd fra flere danske Holocaustoverlevere. Desuden var der et indlæg om det bosniske folkedrab af dansk-bosniske Murat Zubcevic.
Næstformand og talsmand for Det Jødiske Samfund Dan Rosenberg Asmussen understregede, at kampen mod antisemitisme er alt for aktuelt, og at danske jøder ikke står et godt sted lige nu.
”Situationen er præget af polarisering, utryghed og usikkerhed. Især vores unge ved ikke, hvad der sker i deres omgangskreds eller studie, hvis man står ved sin jødisk baggrund og ovenikøbet mener, at Israel har ret til at forsvare sig. Så på 80-årsdagen er vi et sted, hvor vi ikke skal acceptere at befinde os. Men det er ikke let at skabe bevægelse, når polariseringen gør alting sort/hvidt og empatien har trange kår,” sagde Dan Rosenberg Asmussen.
Aftenens største bifald tilfaldt justitsminister Peter Hummelgaard (S), der endnu engang understregede regeringens forpligtelse i kampen mod antisemitisme.
Peter Hummelgaard understregede, at det ”ikke bliver sidste gang, at vi udvider værktøjskassen i kampen mod antisemitisme”.
Hele begivenheden kan ses her
Og i Auschwitz
I anledning af 80-året for lejrens befrielse mødtes verdensledere, kongelige og andre officielle repræsentanter i Auschwitz med nogle af de sidste overlevende fra dødslejren.
Under et enormt, hvidt telt, der dækkede indgangen til dødslejren, var de vidne til en ceremoni, hvor der i år var fokus på ofrene og deres vidneudsagn.
Tova Friedman, 86, var fem år gammel, da hun kom til lejren, men hendes minder er stadig levende. Hun huskede “de desperate kvinders gråd”, den “forfærdelige stank” fra skorstenene og seks- og syv-årige børn, der blev ført barfodede gennem sneen til gaskamrene.
“Vi er her for at erklære … at vi aldrig nogensinde kan tillade, at historien gentager sig,” sagde hun. Men otte årtier efter lejrens befrielse bemærkede hun, at “vores jødisk-kristne værdier endnu en gang overskygges af fordomme, frygt, mistro og ekstremisme”.
I den danske delegation var bl.a. Kongeparret, statsministeren samt to overlevende, Birgit Fischermann og Ib Katznelson.
Se det interview, som Ib Katznelson har givet med DR i den anledning.
Se også klip med Dina Donde fra Go Morgen Danmark (Klip fra Facebook)