Den 14. udgave af Jødisk Kulturfestival er præget af en mangfoldighed af musik, debatter, kunst, guidede ture og hyggeligt samvær for hele familien,

Af Michael Rachlin

Søndag den 1. juni åbner Jødisk Kulturfestival dørene til en uge fyldt med kunst, musik, samtaler, film og guidede ture – med 80-året for Danmarks befrielse som festivalens tema. Festivalen løber frem til mandag den 9. juni – hvilket bliver til seks festivaldage, da der ikke er arrangementer på shavuot (2.-3. juni) samt shabbat.

Festivalen indledes med ferniseringen på udstillingen Befriet i Det Jødiske Hus. Syv samtidskunstnere, herunder Pernille Egeskov, Augusta Atla, Yvette Brackman og Marie Rud Rosenzweig, undersøger i værkerne temaer som krig, håb og frihed. Udstillingen suppleres af det poetiske videoværk Of Living and the Dead af Brackman, der skildrer sovjetiske jøders skæbner under Anden Verdenskrig.

Festivalprogrammet favner både det historiske og det nutidige. Anne Franks Dagbog genfortælles i en koncertforestilling med tekst og musik, mens VR-installationen 548 dage uden mit navn tager publikum med ind i et barns skjulte verden i besatte Thessaloniki. Den østrigske film Schächten skildrer kampen for retfærdighed efter Holocaust.

Moderne jødisk liv er i fokus i kortfilmen Forældre, teaterforestillingen Food for Thought og panelsamtalen Hjælp! Jeg er gift med en jøde, hvor kendte danskere deler erfaringer om kulturmøder i blandede ægteskaber. Litteraturprogrammet byder på foredrag om Kafka, fremstillinger af jødiske kvinder og queerness i dansk litteratur samt jødiske spor i irsk kultur.

Musikken spænder vidt: Louisa Lyne og di Yiddishe Kapelye fortolker Leonard Cohen på jiddisch i Synagogen, Benjamin Koppel og Szhirley hylder jødiske mestre, Radiant Arcadia bringer musikalske budskaber om fred, og Michala Petri og Pål Eide præsenterer en rejse gennem 500 års musikhistorie.

Debatter og samtaler sætter fokus på antisemitisme, mediernes dækning af Mellemøsten og jødisk identitet i Europa. Overrabbiner Jair Melchior og præst Kathrine Lilleør diskuterer bibelens betydning i dag, mens François Zimeray, Anders Jerichow og andre stemmer bidrager til aktuelle debatter.

Guidede ture giver desuden mulighed for at udforske jødisk liv i København, Mosaiske begravelsespladser og historiske snublesten. Børn og unge kan deltage i events som babka-bagning, folkedans og cirkusforestilling med Benny Schumann.

Programforsiden

Festivalens visuelle identitet er skabt af kunstner Marie Rud Rosenzweig, hvis programforside symboliserer håb og frihed i en uforstyrret horisont.

Marie Rud Rosenzweig eruddannet på Kunstakademierne i Berlin og Düsseldorf og på Fyn. Hun arbejder professionelt som billedkunstner og har udstillet både nationalt og internationalt. Maries primære medie har siden hendes tid på akademiet været maleriet.

“Jødisk Kulturfestival har i 2025 Befrielsen som tema. Da jeg skulle skabe forsiden til programmet, overvejede jeg, hvordan jeg skulle gribe dette an. Jeg har tænkt på farven blå. På en horisontlinje, hvor himmel og hav mødes uforstyrret. Som et symbol på frihed og håb, der er almengyldigt og strækker sig uafhængigt af tiden,” forklarer Marie Rud Rosenzweig.

Som altid er det gratis at deltage i det meste af festivalen, men de største koncerter og arrangementer er der billetsalg til med en rabat til medlemmer af Det Jødiske Samfund.

Se mere på www.jkfestival.dk