I dag for 40 år siden sprang to terrorbomber i København – tre var planlagt. Ved Vesterport blev en tilfældigt forbipasserende dræbt.
Ved Københavns Synagoge blev hovedporten blæst ind, men ingen kom – ved et lille mirakel – til skade.
 
Angrebet blev desværre ikke det sidste mod jødisk liv i Danmark. Få måneder efter blev en kosher-forretning i Vendersgade bombet. Så sent som i 2024 var der brandattentat mod et jødisk hjem.
 
Terrorangrebet i februar 2015, hvor den frivillige vagt Dan Uzan blev dræbt, var langt fra en enestående hændelse.
 
Alle terrorangreb er angreb på hele Danmark. I dag hæfter vi os ved, at der nu er en klar og utvetydig holdning hos både myndighederne og et bredt flertal i det politiske liv: Jødisk liv i Danmark skal beskyttes – med sikkerhed og med midler til bekæmpelse af antisemitisme.
Det er en forudsætning for, at jødisk liv fortsat kan eksistere i Danmark.
 

Derfor vælger vi i dag at være taknemmelige – og håbe på bedre og mere fredelige tider fremover.

Ina Rosen, formand for Det Jødiske Samfund