I forbindelse med 40-året for terrorangrebet mod Synagogen og et flyselskab i København i 1985 reflekterer forperson Ina Rosen fra Det Jødiske Samfund i dagens kronik i Politiken over 40 år med terror i Danmark.
Ina var selv til stede ved den fest i Krystalgade, der blev angrebet i februar 2015, og hvor Dan Uzan blev dræbt. Ina hæfter sig ved en positiv forskel, der var på det officielle Danmarks reaktion for 10 år siden:
”Hvor myndighederne i 1985 fornægtede truslen, reagerede man denne gang ved at udvikle en langt mere kvalificeret forståelse af terrortruslens globale karakter og de virkemidler, staten må bruge for at beskytte sine borgere. Tusinder af mennesker deltog i mindehøjtideligheden efter angrebet, og statsministeren udtalte klart, at terror ikke havde plads i det danske samfund. Danmark havde lært, at terror ikke kunne ignoreres væk.”
Men hun advarer samtidig mod, at polariseringen og radikaliseringspotentialet tilsyneladende ikke er blevet mindre på 40 år:
”Det handler om, hvilket samfund vi ender med at få, hvis enkeltsagssympatisører ikke bremses, før de bliver enkeltsagskrigere. For terror handler om at undergrave vores fælles værdier. Når vi begynder at acceptere, at nogle grupper ‘fortjener’ at blive angrebet – verbalt eller fysisk – når vi normaliserer had og vold, så eroderer fundamentet for vores demokratiske samfund.”
Jeg var til stede, da terroren ramte Danmark. Netop derfor skræmmer radikaliseringen af debatten mig