Jøder i Danmark oplever i høj grad antisemitisme, utryghed og diskrimination i deres hverdag, viser en ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder.
Mange skjuler deres identitet af frygt for chikane, og sikkerhedshensyn præger både det religiøse og kulturelle liv. Undersøgelsen tegner et billede af en minoritet, der lever med begrænsede vilkår for frit at udøve tro og traditioner.
Forperson for Det Jødiske Samfund, Ina Rosen, hæfter sig ved, at kun fire ud af ti jøder i Danmark føler sig trygge i det offentlige rum.
“Det er vilkår, ingen minoritet burde leve under. Utrygheden og polariseringen har for alvor spredt sig til gadeplan, og virkeligheden er, at jødisk liv lige nu kun kan foregå bag låse, vagter og kameraer. Men vi tror og håber, at tiden ikke er forpasset til at vende udviklingen. I Danmark har vi trods alt en særlig fin tradition for dialog og samtale, som stikker dybt i vores kultur og institutioner. Den tradition skal vi tro på – og vække til live igen”, siger Ina Rosen.
”Det er især de unge, der rammes hårdest. 40 procent af de 18-39-årige har overvejet at forlade Danmark. Vi har heldigvis set, at mange unge søger mod jødiske fællesskaber i Danmark, fordi de søger et trygt og inkluderende rum for jøder. Det kan vi tilbyde – men kun et stykke hen ad vejen og primært i København. Hvis vi ikke handler nu, risikerer vi, at kommende generationer vælger at leve deres liv andre steder. Vi har mere end 400 års dansk-jødisk historie, og vi vil gerne have, at det kun er de første 400 år – ikke begyndelsen på enden. For vi mener – i al beskedenhed – at det har været en god og frugtbar historie for både Danmark og den jødiske minoritet,” siger hun.
Hun understreger, at undersøgelsen lægger sig oven i en større bunke af lignende undersøgelser fra bl.a. Københavns Kommune, Nordic Safe Cities, EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder og vores egen rapport om antisemitiske hændelser.
“Vi behøver ikke længere diskutere, om antisemitisme er et reelt problem. Og det fornemmer vi heldigvis også er en bred erkendelse i det politiske system.”