Udstillingen Hanna Hirsch Pauli – Kunsten at være fri kan ses på Hirschsprungske Samling fra 18. februar til 16. august 2026. I denne artikel fra Jødisk Orientering folder kunsthistoriker Natalia Gutman historien om hendes værk og en særlig epoke i europæisk kunst ud.
Af Natalia Gutman
Straks efter sine studier på Stockholms Kunstakademi forlod Hanna Hirsch Pauli (1864–1940) sit trygge barndomshjem for at tage til Paris i efteråret 1885. Her kunne hun om aftenen, alene og uden sømmelig hat på, slentre op og ned ad Rue Notre-Dame-des-Champs i sit nabolag Montparnasse. Hun gik i teatret, i operaen og sneg sig på et tidspunkt sågar ind på børsen, hvor hun og hendes finske kunstner- og bofælle Venny Soldan oplevede suset ved den intense handelsstemning og måske rusen ved både at snige sig ind og blive smidt ud igen.
Der var højt til himlen, og boulevarderne var brede. I storbyen betragtede hun med nysgerrighed de livfulde, kokette piger og de afslappede franske mænd, men holdt sig på afstand af direkte blikudveksling; hun var trods alt fra et pænt borgerligt hjem. For Hirsch Pauli var det en enorm frisættelse at kunne færdes i den store metropol. Fra de smalle, slyngede brostensbelagte gader i Stockholms Gamla Stan til Haussmanns kilometerlange alléer, chikke caféer og spændende internationale kunstnere og forfattere var Paris byen, og her var der ingen risiko for at blive genkendt som en Hirsch.
Men de svenske kvindelige kunstnere var også særligt veluddannede og øvede. De var privilegerede, idet de kom fra det første kunstakademi i Europa, som “allerede” i 1864 havde givet kvinder adgang. Det krævede selvfølgelig økonomi og lyst til at stå på egne ben, og for Hirsch Paulis vedkommende rejste hun afsted med både opbakning og ressourcer nok. I årene 1867–1889 var der mere end 120 kvindelige kunstnere fra hele Norden, der studerede i Paris.
Fra Stockholms bedre borgerskab
Hirsch Pauli drømte egentlig om at blive operasanger, men forældrene opdagede i en tidlig alder, at hun havde et helt andet talent. Forældrene Abraham og Pauline (f. Meyerson) inddrog hende i familiens kreative arbejde, og hun fik ansvaret for at tegne omslagene til nye udgivelser i farens musikforlag. Abraham var tredjegenerationsindvandrer, der overtog en lille musik- og boghandel og blev en af Sveriges førende musikforlæggere. Måske havde han netop arvet sin farfar David Hirschs entreprenante forretningslyst. Farfaren var emigreret fra Strelitz i Mecklenburg til Stockholm i 1792, hvor han etablerede en succesfuld tekstilvirksomhed.
Familien støttede hendes ønske om at blive kunstner. Som 12-årig startede hun på den anerkendte kunstner og professor August Malmströms malerskole, som 16-årig kom hun på Teknisk Skole, og sideløbende skulle hun selvfølgelig også almendannes. Familien hyrede derfor en af tidens fritænkere, Ellen Key, der var en pioner inden for moderne børnesyn, ægteskab, seksualitet og æstetik, til at privatundervise den lille pigeelite bestående af Hanna Hirsch Pauli, hendes to veninder, søstrene Lisen Josephson (senere gift med Bonnier) og Anna Josephson, hendes kusine Emma Lamm (senere filantrop og gift med kunstneren Anders Zorn) og storesøster Betty, som ikke alene alle var jøder, men som også alle blev centrale skikkelser i Stockholms progressive miljø, hvor de engagerede sig i kvindesagen, velgørende arbejde og sociale forbedringer.
Jødisk identitet
Nyeste forskning i mere end 500 breve vidner om, hvordan Hirsch Paulis jødiske identitet om og om igen spillede en rolle i hendes liv – på godt og ondt. Hun fortalte om en særlig forbindelse, hun havde til en algerisk, fattig, ældre jødisk mandlig model og et skænderi, hun havde med en polsk medstuderende, Teofila Certowicz, der havde talt nedsættende om jøder. Hun var også eftertragtet som model af sine kollegaer – måske for sin jødiske skønhed, måske for at repræsentere noget eksotisk, eller måske fordi hun var en velhavende jødisk pige – og selvfølgelig blev hun også hånet for selv samme. Hendes far var en smule skeptisk, da hun allerede i 1885 mødte kunstneren, forfatteren og protestanten Georg Pauli og et år efter afslørede, at hun ville gifte sig med ham. Hanna Hirsch Pauli var dog langt mere optaget af, om han kunne give hende den frihed, hun selv ønskede. Og det forsikrede han hurtigt om.
Et velbevaret værk
Allerede i foråret 1933, lige efter Hitlers magtovertagelse, skrev Hanna Hirsch Pauli forudseende til sin veninde Selma Lagerlöf, at man nu var “på vej ind i et mørke, i en dyster tid”. Hun anede konturerne og forestillede sig måske sin egen flugt, da hun et halvt år senere skrev til Soldan, at hun måske burde lære sig at dyrke grøntsager, hvis hun skulle til Palæstina.
Det var formentlig også i dette lys, at de mange salg af Hirsch Paulis værker i 1942, blot to år efter hendes død, måtte forstås – enten som et forsøg på hurtigt at sikre værkerne i andres eje eller som en nødvendig økonomisk forberedelse. Mens mange kunstneres værker blev plyndret fra jødiske hjem, samlere og fra kunstnerne selv, var en stor del af Hanna Hirsch Paulis værk bevaret. Netop derfor kunne hendes kunst nu for første gang i så stort et omfang samles og vises herhjemme.
Læs mere om udstillingen på:
Hanna Hirsch Pauli – Kunsten at være fri – Den Hirschsprungske Samling
Portræt af veninden Venny Soldan: En sensualitet skjult for samtiden
Hanna Hirsch Pauli var 23 år og var flyttet sammen med sin studieveninde Venny Soldan, som også gik på Académie Colarossi. På det tidspunkt havde kvinder stadig ikke adgang til École des Beaux-Arts, men Hirsch Pauli havde andre idéer og ambitioner. Hun var også frustreret. Hun ville ikke male typiske modelstudier, som hun forklarede ofte endte med at være kedelige stilleben. Hirsch Pauli håbede, at de i lejligheden kunne være nøgne og forlegne sammen og male reelle kroppe. Hun skrev i et af sine breve, at hun også selv burde være mindre forfængelig og mere dyb. Det var denne hjertevarme, hengivenhed og frimodige skildring af Soldan, der kommer til udtryk i det portræt, som siden blev så ikonisk. Værket blev antaget på Salonen i 1887 og fik en central placering.
Soldans fingre trykker let en lille klump vådt ler, mens en lille erotisk skulpturmodel endnu står ufærdig i baggrunden. Soldan er fuldt påklædt i en sort kjole, der egentlig skjuler hendes kvindelige former. Alligevel er der en ømhed, kropslige spor og subtil intimitet til stede overalt i maleriet.
Det er et stort portræt, og Soldan er sært placeret, tæt på beskueren i en, for sin samtid, uflatterende positur. Flere kritikere opfattede hendes fremtoning som uelegant og akavet. Men det var jo netop pointen, at Soldan fremstod dedikeret og endda udmattet af sit arbejde som kunstner. Måske var det for meget for nogle, at kvinder nu også skulle være skulptører, og måske var det for tvetydigt for andre; for er hun i virkeligheden i færd med at modellere Hirsch Paulis nøgne krop ud fra skitsen, der ligger på gulvet? Soldans læber er let adskilt, som om hun er på nippet til at sige noget.
Et maleri står skjult med bagsiden vendt mod beskueren, mens to fugle, der flyver i flok, er tegnet direkte på væggen. I dette pirrende og intime øjeblik mellem to kvinder har Hirsch Pauli arbejdet med stor nærhed. Samtidens kritikere havde dog hverken sproget eller erfaringen til at indfange værkets sensibilitet.
Hanna og Venny forblev tætte venner livet igennem.
Morgenmad – “Uappetitlig – typisk for en bestemt race”
Jo mere nyskabende og sin egen Hanna Hirsch Pauli var, desto mere kritik mødte hun. De konservative anmeldere betragtede i det hele taget de impressionistiske tendenser som radikale, men kritikken af Hirsch Pauli var virkelig yderliggående. Under pseudonymet Frithiof skrev en anmelder, at han hverken var begejstret for Hirsch Pauli eller Eva Bonnier – to jødiske kvinder, som havde formået at studere i Paris og praktisere deres kunst. Han gik endda så langt som til at karakterisere Hirsch Paulis værk Morgenmad som et måltid, der var decideret “uappetitligt for enhver, der værdsætter mad og renlighed”.
Dertil antydede han, “at sådan så en dug nok faktisk ud hos visse medlemmer af en bestemt race.” Den anskuelse viste i al sin tydelighed, at denne Frithiof var mere optaget af Hirsch Pauli som jøde end af hendes kunst, og at hans egen evne til at forholde sig til værkets egentlige karakter var temmelig inkompetent.
Hirsch Pauli selv glædede sig over de mange motiver, hun fandt omkring villa Skuruborg under familiens sommerophold nær Skurusund. Den livfulde scene og den spontane borddækning demonstrerer netop Hirsch Paulis tilegnelse af plein air-maleriet og en begejstring for at kunne spise udenfor en skandinavisk sommermorgen.
Ved lampen: Et overraskende bud på “Martin Luthers liv”:
Hirsch Pauli blev optaget på kunstakademiet i 1881 og på sit fjerde og sidste år deltog Hirsch Pauli i en konkurrence, hvor opdraget var et historiemaleri med en scene fra Martin Luthers liv. Hirsch Pauli gik i gang, men emnet kedede hende. Ublu besluttede hun sig for at male sin egen jødiske familie i stedet. En hyggelig og uhøjtidelig scene, hvor hendes søster Betty har løftet blikket fra en bog, moren Pauline sidder og syr mens et mandligt familiemedlem er på besøg og sidder i en blød og buttet grøn lænestol. Rundt om et lille bord sidder de i lampens varme skær i familiens dagligstue. Trods denne egenrådige beslutning, vandt hun andenpladsen og fik Ducal-medaljen. Det var bemærkelsesværdigt godt gjort af en kvinde og en lille rebel. Måske er det også her hendes forkærlighed for små og store, fyldte og tomme runde borde har sin begyndelse. Samtidig peger værket frem mod den motivkreds, som hun livet igennem kom til at holde allermest af, nemlig at male sine nære omgivelser og de personer, som hun kendte godt og nærede et kærligt forhold til.
