Flere medier har omtalt en valgplakat fra partiet Frie Grønne, der er blevet hængt op i København med Budskabet ”Befri København for zionisme”.

I den forbindelse udtaler forperson for Det Jødiske Samfund, Ina Rosen:

”Normalt glæder vi os over mangfoldigheden af valgplakater i bybilledet, men det er stærkt ubehageligt og et nyt lavpunkt, at et dansk parti vil ’befri’ København for en bestemt befolkningsgruppe. Når Frie Grønne vil ’befri København fra zionismen’, er det umuligt at se det som andet end et slet skjult forsøg på at veksle den stigende antisemitisme til stemmer ved kommunalvalget.

Zionismen handler om, at jøder er et folk som alle andre med ret til selvbestemmelse. Zionismen findes i forskellige former. Hvis man havde ønsket at angribe Israels politik, kunne man naturligvis have skrevet det – selvom det ikke har noget med kommunalvalget at gøre. Ligesom man kunne have skrevet ”befri København for racisme og fremmedhad”, hvis det var ærindet. Det var det så åbenlyst ikke. Det var det modsatte.

Et svimlende flertal af danske jøder er zionister, idet de mener, at Israel har ret til at eksistere i fred ved siden af sine naboer. At man vælger at bruge lige præcis dette ord, er et forsøg på at puste til antisemitismen. Det er helt åbenlyst – en ren tilståelsessag.”