1 1 Hashems ord, der kom til Hoshea ben-Be’eri i Jehudahs konger Uzzijah, Jotam, Achaz, Jechizkijas dage og i Israels konge Jarovam ben-Joash’s dage 2 Begyndelsen af Hashems tale til Hoshea, Hashem sagde til Hoshea: Gå, tag dig en horekvinde og horebørn, for landet horer bort fra Hashem. 3 Han gik og tog Gomer bat-Divlajim, og hun blev gravid og fødte ham en søn. 4 Hashem sagde til ham: Giv ham navnet Jizreel, for om endnu lidt tid vil jeg gøre Jizreels blod op med Jehus hus, og jeg vil udrydde Israels hus’ kongedømme. 5 Det skal være på den dag, jeg vil knække Israels bue i Jizreels dal. 6 Hun blev gravid igen og fødte en datter, og Han sagde til ham: Giv hende navnet Lo Ruchamah (ingen barmhjertighed), for jeg vil ikke blive ved med at forbarme mig over Israels hus, så jeg bærer over med dem. 7 Og Jehudahs hus vil jeg forbarme mig over og redde dem ved Hashem, deres Gud, og jeg vil ikke redde dem med bue og med sværd og med krig, med heste og med ryttere. 8 Hun vænnede Lo Ruchamah fra, og hun blev gravid og fødte en søn. 9 Han sagde: Giv ham navnet Lo Ammi (ikke mit folk), for I er ikke mit folk, og jeg vil ikke være jeres. 2 1 Israelitternes tal skal være som havets sand, der ikke
kan måles og ikke tælles, og i stedet for at der bliver sagt til dem: Lo Ammi (ikke mit folk), skal der siges til dem: Den levende Guds børn. 2 Jehudahs børn og Israels børn skal samles, og de skal sætte ét overhoved over sig, og de skal drage op fra landet, for Jizreels dag er stor. 3 Sig til jeres brødre: Ammi (mit folk) og til jeres søstre: Ruchami (forbarmet) 4 Gå i rette med jeres mor, gå i rette, for hun er ikke min hustru, og jeg er ikke hendes mand, og hun skal fjerne sin utugt fra sit ansigt og sit ægteskabsbrud fra sine bryster, 5 for at jeg ikke skal klæde hende nøgen og stille hende til skue som den dag, hun blev født; jeg vil lade hende være som ørkenen og lade hende være som det tørre land og lade hende dø af tørst. 6 Jeg vil ikke forbarme mig over hendes børn, for de er børn af utugt, 7 for deres mor horede, hun, der undfangede dem, har opført sig skamløst, for hun sagde: Jeg vil følge mine elskere, som giver mig mit brød og mit vand, min uld og min hør, min olie og mine drikke. 8 Derfor spærrer jeg nu din vej med torne, og jeg vil sætte hegn omkring hende, så hun ikke kan finde sine vante stier. 9 Og hun skal jage efter sine elskere, men ikke nå dem, hun skal søge dem, men ikke finde, og hun skal sige: Jeg vil gå og vende tilbage til min første mand, for jeg havde det bedre dengang end nu. 10 Og hun vidste ikke, at det var mig, som gav hende korn og most og olie, og jeg gav hende mængder af sølv og guld, som de brugte til Baal. 11 Derfor vil jeg vende tilbage og tage mit korn til dets rette tid og min most, når dens tid er inde, og jeg vil redde min uld og min hør, som skulle dække hendes nøgenhed. 12 Og nu vil jeg blotte hendes skam for øjnene af hendes elskere, og ingen skal redde hende fra min hånd. 13 Jeg vil gøre ende på al hendes glæde, hendes fest, hendes nymåned, hendes shabbater og al hendes højtid. 14 Jeg vil ødelægge hendes vinstok og hendes figentræ, om hvilke hun sagde: De er den løn for min utugt, som mine elskere gav mig, og jeg vil gøre dem til en skov, og markens vilde dyr skal æde dem. 15 Jeg vil straffe hende for Baalernes tid, som hun brænder røgelse til; hun pyntede sig med ringe og smykker og fulgte sine elskere, men mig glemte hun, er Hashems ord. 16 Derfor vil jeg nu lokke hende og føre hende ud i ørkenen, og jeg vil tale til hendes hjerte. 17 Og derfra vil jeg give hende hendes vingårde og gøre bedrøvelsens dal til håbets port, og dér skal hun svare mig som i sin ungdoms dage og som den dag, hun drog op fra Ægyptens land. 18 Og på den dag, er Hashems ord, skal du kalde mig ’min mand’, og du skal ikke længere kalde mig ’min herre’ (baali). 19 Jeg vil fjerne Baalernes navne fra hendes mund, og de skal ikke længere huskes ved deres navne. 20 Jeg vil indgå en pagt med dem den dag, med markens vilde dyr og med himlens fugle og jordens kryb, og jeg vil fjerne bue og sværd og krig fra jorden, og jeg vil lade dem hvile trygt. 21 Jeg vil trolove dig med mig for evigt, jeg vil trolove dig med mig i retfærdighed og i ret og i hengivenhed og i barmhjertighed. 22 Jeg vil trolove dig med mig i trofasthed, og du skal erkende Hashem. 23 På den dag vil jeg svare, er Herren Hashems ord, jeg vil svare himlen, og den skal svare jorden. 24 Og jorden skal svare kornet og mosten og olien, og de skal svare Jizreel. 25 Jeg vil tilså det for mig i landet, og jeg vil forbarme mig over Lo Ruchamah og sige til Lo Ammi: Du er mit folk, og det skal sige: Min Gud. 3 1 Hashem sagde til mig: Gå endnu en gang, elsk en kvinde elsket af sin næste og utro, som Hashems kærlighed til israelitterne, og de vender sig til andre guder og elsker bægre med druer. 2 Jeg købte hende til mig for femten sølvstykker og en chomer byg og en letech byg. 3 Jeg sagde til hende: Mange dage skal du bo hos mig, du skal ikke hore og ikke være en mands, og også jeg til dig. 4 For mange dage sad israelitterne uden konge og uden fyrste og uden offer og uden billedstøtte og uden efod og terafim. 5 Derefter vendte israelitterne om og søgte Hashem, deres Gud, og David, deres konge, og de frygtede for Hashem og for Hans godhed i de sidste dage. 4 1 Hør Hashems ord, israelitter, for Hashem er i strid med landets indbyggere, for der er ingen sandhed og ingen hengivenhed og ingen Guds-kundskab i landet. 2 Falsk sværgen og løgn og mord og tyveri og utroskab; de har spredt sig, og blod rører ved blod. 3 Derfor sørger landet, og alle, der bor i det, vansmægter sammen med markens vilde dyr og med himlens fugle og også havets fisk skal omkomme. 4 Dog skal ingen kives og ingen irettesætte, for dit folk er som en, der strides med en kohen. 5 Du skal snuble om dagen, og også profeten skal snuble med dig om natten, og jeg vil gøre din mor tavs. 6 Mit folk blev tavst af manglende viden, for du har forkastet kundskab, og jeg vil forkaste dig fra at gøre kohen-tjeneste for mig, du har glemt din Guds Torah, jeg vil også glemme dine børn. 7 Som de blev mange, des mere syndede de mod mig, jeg vil bytte deres hæder med skam. 8 Mit folks syndoffer skal de spise, og de retter deres sjæl mod deres misgerning. 9 Det skal gå folket som kohanitten, jeg vil gøre dets veje op med det og lade dets gerninger falde tilbage på det. 10 De skal spise og ikke blive mætte, hore og ikke spredes, for Hashem holdt de op med at agte på. 11 Hor og vin og most tager hjertet. 12 Mit folk spørger sit stykke træ til råds og dets stav fortæller det, for horeriets ånd har ført dem vild, og de horer væk fra deres Gud. 13 På bjergtoppene ofrer de, og på højene brænder de røgelse, under eg og poppel og terebinte, for dens skygge er god, derfor horer jeres døtre, og jeres svigerdøtre er utro. 14 Jeg vil ikke gøre op med jeres døtre, fordi de horer, og med jeres svigerdøtre, fordi de er utro, for med horkvinderne gårde afsides, og med skøgerne ofrer de, og et folk, der ikke forstår, skal falde. 15 Hvis du horer, Israel, skal Jehudah ikke være skyldig, I kommer ikke til Gilgal og går ikke op til Bet Aven og sværger ikke ’så sandt Hashem lever’. 16 For som en genstridig ko er Israel blevet genstridig, nu vil Hashem l ade dem græsse som lam på en vidtstrakt eng. 17 Efrajim er knyttet til afguder, lad ham være! 18 Deres druk er skejet ud, hor har de bedrevet, deres herskere elsker at påføre dem skændsel. 19 En vind har bundet det med sine vinger, de skal skamme sig over deres altre. 5 1 Hør dette, kohanitterne, og lyt, Israels hus, og kongens hus, lån øre, for jeres er dommen, for I var en fælde for Mitzpah og spredte et net over Tabor. 2 De fordærvede er sunket dybt af deres slagteri, og jeg tugter dem alle. 3 Jeg kender Efrajim, og Israel er ikke skjult for mig, for nu har du horet, Efrajim, Israel er blevet uren. 4 Deres gerninger lader dem ikke vende tilbage til deres Gud, for horeriets ånd er i deres indre, og de kender ikke Hashem. 5 Israels stolthed skal ydmyges foran dem, og Israel og Efrajim skal snuble i deres misgerning, også Jehudah skal snuble med dem. 6 Med deres får og deres kvæg skal de gå for at søge Hashem, og de skal ikke finde, Han har trukket sig bort fra dem. 7 Hashem har de forrådt, for de har født fremmede børn, nu skal nymåneden fortære dem med deres lodder. 8 Blæs i shofar i Giv’ah, i trompet i Rama, råb i Bet Aven, ’efter dig, Benjamin!’ 9 Efrajim skal blive et øde på irettesættelsens dag; blandt Israels stammer gjorde jeg det sande kendt. 10 Jehudahs fyrster var som dem, der fjerner grænsehegn, over dem vil jeg hælde min vrede ud som vand. 11 Efrajim er undertrykt, knust i dom, fordi han gik hen og fulgte et bud. 12 Og jeg er som et møl for Efrajim og som råd for Judeahs hus. 13 Efrajim så sin sygdom og Jehudah sin smerte, og Efrajim gik til Ashur og sendte bud til kong Jarev (stridbar), men han kan ikke helbrede jer og ikke fjerne smerten fra jer. 14 For jeg er som en løve for Efrajim og som en ung løve for Jehudahs hus; jeg, jeg vil sønderrive og gå, jeg vil bære, og der er ingen redning. 15 Jeg vil gå og vende tilbage til mit sted, indtil de kender sig skyldige og søger mit ansigt; i deres nød vil de søge mig. 6 1 Kom, lad os vende tilbage til Hashem, for Han sønderriver, og Han heler; Han slår og Han forbinder. 2 Han genopliver os på et par dage; på den tredje dag lader Han os rejse os, og vi vil leve for Hans ansigt. 3 Lad os vide, lad os stræbe efter at kende Hashem, Hans gåen frem er sikker som morgengryet, Han vil komme til os som regnen, som forårs regn, der væder jorden. 4 Hvad skal jeg gøre med dig, Efrajim, hvad skal jeg gøre med dig, Jehudah? For jeres hengivenhed er som morgenskyen og som duggen, der går tidligt væk. 5 Derfor huggede jeg profeterne ned, jeg dræbte dem med min munds tale, og din dom skal komme frem som lyset. 6 For hengivenhed har jeg begæret og ikke offer og Guds-kendskab fremfor brændofre. 7 Som menneske har de overtrådt pagten, dér var de troløse mod mig. 8 Gil’ad er en stad af misdædere, tilsølet af blod. 9 Som bander, der lurer på en mand er en gruppe kohanitter, de myrder på vej til Shechem, for de har begået utugt. 10 I Israels hus så jeg rædsel, dér var Efrajims horen, Israel er blevet urent. 11 Også Jehudah, til dig er bestemt en høst, når jeg bringer mit folks fangne tilbage. 7 1 Når jeg har helet Israel, er Efrajims misgerning og Shomrons onde gerninger afsløret, for de handler løgnagtigt, og en tyv kommer, en bande hærger udenfor. 2 Og de skal ikke sige i deres hjerte, at jeg husker al deres ondskab; nu har deres onde gerninger omringet dem, de er kommet for mit ansigt. 3 Med deres ondskab glæder de konger og med deres løgne fyrster. 4 Alle er de utro, som en ovn ophedet af en bager, der standser med at tænde op, fra han ælter dejen, til den hæver. 5 Vores konges dag, fyrster bliver syge af vinens hede, han rækker spottere sin hånd. 6 For som ovnen nærmer de deres hjerter til deres baghold; hele natten sover deres bager, om morgenen brænder de n som en flammende ild. 7 Alle er de ophedede som ovnen og har fortæret deres dommere; alle deres konger er faldet, og ingen blandt dem kalder på mig. 8 Efrajim, han blander sig med folkeslagene, han er et fladbrød, der ikke er vendt. 9 Fremmede har fortæret hans styrke, og han vidste det ikke; også grå hår blev kastet på ham, og han vidste det ikke. 10 Israels stolthed blev ydmyget foran ham, men de vendte ikke tilbage til Hashem, deres Gud, og søgte Ham ikke i alt dette. 11 Efrajim var som en tåbelig due uden hjerte; de påkaldte Ægypten, de drog til Ashur. 12 Når de vandrer, vil jeg sprede mit net over dem, som himlens fugle vil jeg bringe dem ned, jeg vil revse dem efter, hvad jeg har ladet deres samling høre. 13 Ve dem, for de er strejfet bort fra mig, ødelæggelse over dem, for de har forbrudt sig mod mig, og jeg ville have forløst dem, men de talte løgne mod mig. 14 Og de råbte ikke til mig i deres hjerter, men hylede på deres senge; for korn og most sørger de over, de vendte sig fra mig. 15 Og jeg, jeg revsede dem, jeg styrkede deres arme, og om mig tænker de ondt. 16 De vil vende tilbage, ikke til den ophøjede Gud, de var en oprørsk bue, deres fyrster skal falde for sværdet på grund af deres tungers vrede, dette skal være deres hån i Ægyptens land. 8 1 En shofar til din gane, som ørnen over Hashems Hus, for de har overtrådt min pagt, og mod min Torah har de forbrudt sig. 2 Til mig vil de råbe: Min Gud, vi, Israel, kender dig! 3 Israel har forkastet det gode, fjenden skal forfølge. 4 De har indsat en konge, og ikke fra mig, indsat fyrster, og jeg vidste det ikke; deres sølv og deres guld lavede de til afguder, for at det skulle afskæres. 5 Din kalv har forladt dig, Shomron, min vrede flammede op mod dem, hvor længe kan de ikke renses? 6 For den er fra Israel, en håndværker lavede den, og den er ikke en gud, for den skal blive til splinter, Shomrons kalv. 7 For de skal så vind og høste storm, de har ikke stående korn, en spire, der ikke giver mel; hvis den giver det, vil fremmede sluge det. 8 Israel er opslugt, nu er det blandt folkeslagene som et redskab, ingen ønsker sig. 9 For de gik op til Ashur, et vildæsel alene for sig selv, Efrajim tingede om kærlighed. 10 Og fordi de tingede blandt folkeslagene, vil jeg nu samle dem, og de skal begynde som få på grund af konges og fyrsters byrde. 11 For Efrajim øgede altre til at synde ved, han havde altre til at synde ved. 12 Jeg vil skrive ham min Torahs mange ting, som noget fremmed blev de betragtet. 13 Ofrene, de bringer mig, lad dem ofre kød og spise, Hashem ønsker dem ikke, nu vil Han huske deres misgerning og gøre deres synder op med dem, de vender tilbage til Ægypten. 14 Israel har glemt sin skaber og bygget templer, og Jehudah øgede antallet af befæstede byer, jeg vil sende ild til hans byer, og den skal fortære dets paladser. 9 1 Glæd dig ikke, Israel, indtil fryd ligesom folkene, for du har horet væk fra din Gud; du har elsket horens løn på alle loens tærskegulve. 2 Loen og vinpersen skal ikke fodre dem, og mosten skal svigte dem. 3 De skal ikke bo i Hashems land, Efrajim skal vende tilbage til Ægypten, og i Ashur skal de spise urent. 4 De skal ikke hælde vinofre op til Hashem, og deres ofre vil ikke behage Ham, de skal være som sørgendes brød for dem, alle, der spiser det, skal blive urene, for deres brød er til dem, det skal ikke komme i Hashems hus. 5 Hvad vil I gøre på højtidsdagen og på dagen for Hashems fejring? 6 For nu er de vandret bort fra ødelæggelsen, Ægypten skal samle dem, Mof begrave dem, skatkamre til deres sølv, tidsel skal besidde dem, nælde i deres telte. 7 Opgørets dage er kommet, afregningens dage er kommet, Israel skal vide det; tåbelig er profeten, vanvittig åndens mand over mængden af din misgerning, og fjendskabet er stort. 8 En seer er Efrajim for min Gud, en profet, en fuglefængers snare er på alle hans veje, fjendskab i hans Guds hus. 9 De er sunket dybt i fordærvelsen som i Giv’ahs dage, Han vil huske deres misgerninger, Han vil gøre deres synder op med dem. 10 Som druer i ørkenen fandt jeg Israel, som figentræets første frugter i deres begyndelse så jeg jeres fædre; de kom til Baal Peor og viede sig til skam, de var frastødende som deres elskov. 11 Efrajim, som en fugl skal deres ære flyve bort, fra fødsel og fra moderliv og fra undfangelse. 12 For hvis de opfostrer deres børn, vil jeg tage deres børn fra dem, for ve også dem, når je g vender mig fra dem. 13 Efrajim, sådan som jeg så Tzor , plantet på en eng, og Efrajim fører sine børn ud til dræberen. 14 Giv dem, Hashem, hvad du vil give, giv dem et berøvet moderliv og udtørrede bryster. 15 Al deres ondskab er i Gilgal, for dér hadede jeg dem for deres handlingers ondskab, jeg vil fordrive dem fra mit Hus, jeg vil ikke længere elske dem, alle deres fyrster er oprørere. 16 Efrajim er slået, deres rødder tørret ud, de skal ikke sætte frugt, selv når de føder, jeg vil slå deres moderlivs skatte ihjel. 17 Min Gud vil forkaste dem, for de hørte ikke på Ham, de skal være omvandrende blandt folkene. 10 1 En frodig vinstok er Israel, når jeg forøgede dets gode, forøgede de for altrene, når jeg forøgede for dets land, forøgede de billedstøtter. 2 Deres hjerte er delt, nu vil de være skyldige; Han vil knuse deres altre, ødelægge deres billedstøtter. 3 For nu skal de sige: Vi har ingen konge, for vi frygtede ikke Hashem, og kongen, hvad vil han gøre for os? 4 De har talt ord, svoret falsk, indgået pagt, dom skal blomstre som skarntyde over markens furer. 5 For Shomrons indbyggere frygter Bet-Avens kalve, for dens folk sørger over den, og dens præster glæder sig over den, over dens hæder, for den er drevet i landflygtighed fra dem. 6 Også den skal bæres til Ashur, en gave til kong Jarev, skam skal Efrajim tage og Israel skamme sig over hans råd. 7 Forsvinde skal Shomrons konge, som skum på vandets overflade. 8 Ødelagte er Avens offerhøje, Israels synd, torne og tidsler skal vokse op på deres altre; de skal sige til bjergene: Dæk os! Og til højderne: Fald på os! 9 Siden Giv’ahs dage har du syndet, Israel, dér stod de, krigen mod de hovmodige overvandt dem ikke i Giv’ah. 10 Med min vilje revsede jeg dem, folk skal samles om dem, når de binder dem med deres to misgerningers reb. 11 Efrajim er en oplært kalv, der elsker at tærske, og jeg kom over dens skønne nakke, jeg vil lade Efrajim ride, Jehudah skal pløje, Jakob skal harve. 12 Så retfærdighed til jer selv, I skal høste efter hengivenhed, pløj jer en plovfure, det er tid til at søge Hashem, indtil Han kommer og lærer jer retfærdighed. 13 I har pløjet ondskab, uret har I høstet, I har spist løgnens frugter, for du stolede på dine egne veje, på mængden af jeres kæmper. 14 Der skal opstå tumult blandt jeres folk, og alle jeres fæstninger skal blive ødelagt, som Shalman ødelagde Bet Arvel på krigens dag, en mor med sine børn blev sønderrevet . 15 Sådan har Bet-El gjort mod jer på grund af jeres ondskabs ondskab; ved daggry skal Israels konge forsvinde helt. 11 1 Da Israel var en ung dreng, elskede jeg ham; jeg kaldte på min søn fra Ægypten. 2 Som de kaldte på dem, gik de bort fra dem, til Baalerne ofrede de, og til afguder brændte de røgelse. 3 Jeg lærte Efrajim at gå, jeg tog dem ved deres arme, og de vidste ikke, at jeg havde helbredt dem. 4 Med menneskereb, med kærlighedsbånd vil jeg trække dem, jeg var for dem som den, der løfter spædbarnet fra deres kinder, og jeg rakte føde til dem. 5 Han vil ikke vende tilbage til Ægyptens land, og Ashur er hans konge, og de nægtede at vende tilbage. 6 Et sværd skal slå i hans byer og gøre ende på hans helte og fortære på grund af deres råd. 7 Mit folk nøler med at vende tilbage til mig, og selv om man kalder det mod det høje, rejser det sig ikke sammen. 8 Hvordan skulle jeg prisgive dig, Efrajim, opgive dig, Israel? Hvordan skulle jeg prisgive dig som Admah, gøre dig som Zebojim? Mit hjerte vånder sig i mig, og al min medfølelse blusser op. 9 Jeg vil ikke bruge min flammende vrede, jeg vil ikke ødelægge Efrajim igen, for jeg er Gud, ikke menneske, hellig iblandt jer, og jeg vil ikke komme og hærge i byen. 10 De skal følge efter Hashem, Han skal brøle som en løve, for Han skal brøle, og Hans børn skal komme ilende fra den anden side af havet. 11 De skal komme ilende som en fugl fra Ægypten og som en due fra Ashurs land, og jeg vil lade dem bo i deres huse, er Hashems ord. 12 1 Efrajim omgav mig med løgn og Israels hus med bedrag, men Jehudah herskede endnu med Gud, og mod de hellige er han trofast. 2 Efrajim følger blæst og jager østenvind, dagen lang er han fuld af løgn og bedrag, de slutter en pagt med Ashur og bringer olie til Ægypten. 3 Og Hashem ligger i strid med Jehudah og hjemsøger Jakob for hans færd, Han gengælder ham efter hans gerninger. 4 I moderlivet greb han sin brors hæl, og i sin manddom kæmpede han med Gud. 5 Han kæmpede med en engel og vandt, den græd og bad ham om nåde, i Bet-El vil Han finde ham, og dér vil Han tale med os. 6 Og Hashem, Hærskarernes Gud, Hashem er Hans navn. 7 Og du, vend tilbage til din Gud, våg over hengivenhed og ret og håb altid på din Gud. 8 Den, der sjakrer med falske lodder i sin hånd, han elsker at undertrykke. 9 Efrajim sagde: Hvor er jeg blevet rig, jeg har fundet mig rigdom, i alt, hvad jeg har opnået, skal man ikke finde nogen misgerning, som var en synd. 10 Jeg, Hashem, din Gud fra Ægyptens land, jeg vil endnu lade dig bo i telte, som dengang i ørkenen. 11 Og jeg talte til profeterne, og jeg gav dem mange syner, og gennem profeterne vil jeg tale i lignelser. 12 Hvis der i Gilad var uret og falskhed, så ofrede man i Gilgal okser, og deres altre var som stenbunker på markens plovfurer. 13 Jakob flygtede til Arams mark, og Israel arbejdede for en kvinde, og for en kvinde vogtede han. 14 Og ved en profet førte Hashem Israel op fra Ægypten, og ved en profet blev det vogtet. 15 Efrajim vakte bitter vrede, og hans blodskyld skal komme over ham, og hans herre skal gengælde ham hans hån. 13 1 Når Efrajim talte, rystede man, han var ophøjet i Israel, men han forbrød sig ved Baal og døde. 2 Og nu fortsætter de med at synde, de har lavet sig støbte billeder af deres penge, som de har forstand til, afgudsbilleder, alt sammen håndværksarbejde, om dem siges det: De, der ofrer mennesker, kan kysse kalve. 3 Derfor skal de være som en morgensky og som tidlig morgendug, der forsvinder, som avner, der hvirvles bort fra loen, og som røg fra skorstenen. 4 Men jeg er Hashem, din Gud fra Ægyptens land, du skal ikke kende andre guder end mig, og der er ingen anden befrier end mig. 5 Jeg kendte dig i ørkenen, i tørkens land. 6 Da de græssede, blev de mætte, de blev mætte og deres hjerter blev hovmodige, derfor glemte de mig. 7 Jeg vil være mod dem som en løve, som en panter ved vejen vil jeg lure (ashur). 8 Jeg vil falde over dem som en bjørn, der har mistet sine unger, og sønderrive gærdet omkring deres hjerter og fortære dem dér som en løve, markens vilde dyr skal flænse dem. 9 Du har tilintetgjort dig selv, Israel, men din hjælp er i mig. 10 Hvor er din konge, så han kan redde dig i alle dine byer? Og dine dommere? For du har jo sagt: Giv mig konge og fyrster. 11 Jeg vil give dig en konge i min vrede, og jeg vil tage ham bort i min harme. 12 Efrajims synd er forseglet, hans forsyndelse er gemt bort. 13 Fødselsveer skal komme over ham, han er en søn, som ikke er klog, for når tiden er inde, magter han ikke at komme til verden. 14 Skulle jeg udfri dem fra sheols hånd, skulle jeg forløse dem fra døden? Jeg bliver din pest, din død, jeg bliver din bøddel, dit sheol. Medfølelse skal være skjult for mine øjne. 15 For han er frugtbar blandt sivene, der kommer en østenvind, Hashems vind, fra ørkenen løfter den sig, den vil tørre hans kilde ud og tørre hans vandåre væk, vil røve skatkammeret for hvert et kostbart kar . 14 1 Shomron skal være skyldig, for hun gjorde oprør mod sin Gud, de skal falde for sværdet, deres spædbørn skal knuses, deres gravide flænges op. 2 Vend tilbage, Israel, til Hashem, din Gud, for du er snublet i din misgerning. 3 Tag ord med jer og vend tilbage til Hashem, sig til Ham: Tilgiv al misgerning og tag imod det gode, så vil vi betale offertyre med vores læber. 4 Ashur skal ikke redde os, vi vil ikke ride på heste, og vi vil ikke mere kalde vore hænders værk for vores Gud, for hos dig vil der være barmhjertighed for den faderløse. 5 Jeg vil hele deres opsætsighed, jeg vil elske dem gavmildt, for min vrede har vendt sig fra dem. 6 Jeg vil være som dug for Israel, det skal blomstre som liljen og slå sine rødder som Libanons træer. 7 Dets grene skal brede sig, og dets pragt skal være som oliventræet og dets duft som Libanon. 8 De, som sidder fredfyldt i hans skygge, skal vende tilbage, de skal live op som korn og blomstre som vinstokken, hans navn skal være som Libanons vin. 9 Efrajim skal sige: Hvad er afguder mere for mig? Jeg vil svare ham, og jeg vil se mildt på ham (ashurenu), jeg er som en frodig cypres, fra mig skal din frugt findes. 10 Den, som er vis, vil forstå dette; den, som er forstandig, vil vide det. For Hashems veje er rette, og retfærdige vandrer ad dem, men de, der forbryder sig, snubler på dem.
kan måles og ikke tælles, og i stedet for at der bliver sagt til dem: Lo Ammi (ikke mit folk), skal der siges til dem: Den levende Guds børn. 2 Jehudahs børn og Israels børn skal samles, og de skal sætte ét overhoved over sig, og de skal drage op fra landet, for Jizreels dag er stor. 3 Sig til jeres brødre: Ammi (mit folk) og til jeres søstre: Ruchami (forbarmet) 4 Gå i rette med jeres mor, gå i rette, for hun er ikke min hustru, og jeg er ikke hendes mand, og hun skal fjerne sin utugt fra sit ansigt og sit ægteskabsbrud fra sine bryster, 5 for at jeg ikke skal klæde hende nøgen og stille hende til skue som den dag, hun blev født; jeg vil lade hende være som ørkenen og lade hende være som det tørre land og lade hende dø af tørst. 6 Jeg vil ikke forbarme mig over hendes børn, for de er børn af utugt, 7 for deres mor horede, hun, der undfangede dem, har opført sig skamløst, for hun sagde: Jeg vil følge mine elskere, som giver mig mit brød og mit vand, min uld og min hør, min olie og mine drikke. 8 Derfor spærrer jeg nu din vej med torne, og jeg vil sætte hegn omkring hende, så hun ikke kan finde sine vante stier. 9 Og hun skal jage efter sine elskere, men ikke nå dem, hun skal søge dem, men ikke finde, og hun skal sige: Jeg vil gå og vende tilbage til min første mand, for jeg havde det bedre dengang end nu. 10 Og hun vidste ikke, at det var mig, som gav hende korn og most og olie, og jeg gav hende mængder af sølv og guld, som de brugte til Baal. 11 Derfor vil jeg vende tilbage og tage mit korn til dets rette tid og min most, når dens tid er inde, og jeg vil redde min uld og min hør, som skulle dække hendes nøgenhed. 12 Og nu vil jeg blotte hendes skam for øjnene af hendes elskere, og ingen skal redde hende fra min hånd. 13 Jeg vil gøre ende på al hendes glæde, hendes fest, hendes nymåned, hendes shabbater og al hendes højtid. 14 Jeg vil ødelægge hendes vinstok og hendes figentræ, om hvilke hun sagde: De er den løn for min utugt, som mine elskere gav mig, og jeg vil gøre dem til en skov, og markens vilde dyr skal æde dem. 15 Jeg vil straffe hende for Baalernes tid, som hun brænder røgelse til; hun pyntede sig med ringe og smykker og fulgte sine elskere, men mig glemte hun, er Hashems ord. 16 Derfor vil jeg nu lokke hende og føre hende ud i ørkenen, og jeg vil tale til hendes hjerte. 17 Og derfra vil jeg give hende hendes vingårde og gøre bedrøvelsens dal til håbets port, og dér skal hun svare mig som i sin ungdoms dage og som den dag, hun drog op fra Ægyptens land. 18 Og på den dag, er Hashems ord, skal du kalde mig ’min mand’, og du skal ikke længere kalde mig ’min herre’ (baali). 19 Jeg vil fjerne Baalernes navne fra hendes mund, og de skal ikke længere huskes ved deres navne. 20 Jeg vil indgå en pagt med dem den dag, med markens vilde dyr og med himlens fugle og jordens kryb, og jeg vil fjerne bue og sværd og krig fra jorden, og jeg vil lade dem hvile trygt. 21 Jeg vil trolove dig med mig for evigt, jeg vil trolove dig med mig i retfærdighed og i ret og i hengivenhed og i barmhjertighed. 22 Jeg vil trolove dig med mig i trofasthed, og du skal erkende Hashem. 23 På den dag vil jeg svare, er Herren Hashems ord, jeg vil svare himlen, og den skal svare jorden. 24 Og jorden skal svare kornet og mosten og olien, og de skal svare Jizreel. 25 Jeg vil tilså det for mig i landet, og jeg vil forbarme mig over Lo Ruchamah og sige til Lo Ammi: Du er mit folk, og det skal sige: Min Gud. 3 1 Hashem sagde til mig: Gå endnu en gang, elsk en kvinde elsket af sin næste og utro, som Hashems kærlighed til israelitterne, og de vender sig til andre guder og elsker bægre med druer. 2 Jeg købte hende til mig for femten sølvstykker og en chomer byg og en letech byg. 3 Jeg sagde til hende: Mange dage skal du bo hos mig, du skal ikke hore og ikke være en mands, og også jeg til dig. 4 For mange dage sad israelitterne uden konge og uden fyrste og uden offer og uden billedstøtte og uden efod og terafim. 5 Derefter vendte israelitterne om og søgte Hashem, deres Gud, og David, deres konge, og de frygtede for Hashem og for Hans godhed i de sidste dage. 4 1 Hør Hashems ord, israelitter, for Hashem er i strid med landets indbyggere, for der er ingen sandhed og ingen hengivenhed og ingen Guds-kundskab i landet. 2 Falsk sværgen og løgn og mord og tyveri og utroskab; de har spredt sig, og blod rører ved blod. 3 Derfor sørger landet, og alle, der bor i det, vansmægter sammen med markens vilde dyr og med himlens fugle og også havets fisk skal omkomme. 4 Dog skal ingen kives og ingen irettesætte, for dit folk er som en, der strides med en kohen. 5 Du skal snuble om dagen, og også profeten skal snuble med dig om natten, og jeg vil gøre din mor tavs. 6 Mit folk blev tavst af manglende viden, for du har forkastet kundskab, og jeg vil forkaste dig fra at gøre kohen-tjeneste for mig, du har glemt din Guds Torah, jeg vil også glemme dine børn. 7 Som de blev mange, des mere syndede de mod mig, jeg vil bytte deres hæder med skam. 8 Mit folks syndoffer skal de spise, og de retter deres sjæl mod deres misgerning. 9 Det skal gå folket som kohanitten, jeg vil gøre dets veje op med det og lade dets gerninger falde tilbage på det. 10 De skal spise og ikke blive mætte, hore og ikke spredes, for Hashem holdt de op med at agte på. 11 Hor og vin og most tager hjertet. 12 Mit folk spørger sit stykke træ til råds og dets stav fortæller det, for horeriets ånd har ført dem vild, og de horer væk fra deres Gud. 13 På bjergtoppene ofrer de, og på højene brænder de røgelse, under eg og poppel og terebinte, for dens skygge er god, derfor horer jeres døtre, og jeres svigerdøtre er utro. 14 Jeg vil ikke gøre op med jeres døtre, fordi de horer, og med jeres svigerdøtre, fordi de er utro, for med horkvinderne gårde afsides, og med skøgerne ofrer de, og et folk, der ikke forstår, skal falde. 15 Hvis du horer, Israel, skal Jehudah ikke være skyldig, I kommer ikke til Gilgal og går ikke op til Bet Aven og sværger ikke ’så sandt Hashem lever’. 16 For som en genstridig ko er Israel blevet genstridig, nu vil Hashem l ade dem græsse som lam på en vidtstrakt eng. 17 Efrajim er knyttet til afguder, lad ham være! 18 Deres druk er skejet ud, hor har de bedrevet, deres herskere elsker at påføre dem skændsel. 19 En vind har bundet det med sine vinger, de skal skamme sig over deres altre. 5 1 Hør dette, kohanitterne, og lyt, Israels hus, og kongens hus, lån øre, for jeres er dommen, for I var en fælde for Mitzpah og spredte et net over Tabor. 2 De fordærvede er sunket dybt af deres slagteri, og jeg tugter dem alle. 3 Jeg kender Efrajim, og Israel er ikke skjult for mig, for nu har du horet, Efrajim, Israel er blevet uren. 4 Deres gerninger lader dem ikke vende tilbage til deres Gud, for horeriets ånd er i deres indre, og de kender ikke Hashem. 5 Israels stolthed skal ydmyges foran dem, og Israel og Efrajim skal snuble i deres misgerning, også Jehudah skal snuble med dem. 6 Med deres får og deres kvæg skal de gå for at søge Hashem, og de skal ikke finde, Han har trukket sig bort fra dem. 7 Hashem har de forrådt, for de har født fremmede børn, nu skal nymåneden fortære dem med deres lodder. 8 Blæs i shofar i Giv’ah, i trompet i Rama, råb i Bet Aven, ’efter dig, Benjamin!’ 9 Efrajim skal blive et øde på irettesættelsens dag; blandt Israels stammer gjorde jeg det sande kendt. 10 Jehudahs fyrster var som dem, der fjerner grænsehegn, over dem vil jeg hælde min vrede ud som vand. 11 Efrajim er undertrykt, knust i dom, fordi han gik hen og fulgte et bud. 12 Og jeg er som et møl for Efrajim og som råd for Judeahs hus. 13 Efrajim så sin sygdom og Jehudah sin smerte, og Efrajim gik til Ashur og sendte bud til kong Jarev (stridbar), men han kan ikke helbrede jer og ikke fjerne smerten fra jer. 14 For jeg er som en løve for Efrajim og som en ung løve for Jehudahs hus; jeg, jeg vil sønderrive og gå, jeg vil bære, og der er ingen redning. 15 Jeg vil gå og vende tilbage til mit sted, indtil de kender sig skyldige og søger mit ansigt; i deres nød vil de søge mig. 6 1 Kom, lad os vende tilbage til Hashem, for Han sønderriver, og Han heler; Han slår og Han forbinder. 2 Han genopliver os på et par dage; på den tredje dag lader Han os rejse os, og vi vil leve for Hans ansigt. 3 Lad os vide, lad os stræbe efter at kende Hashem, Hans gåen frem er sikker som morgengryet, Han vil komme til os som regnen, som forårs regn, der væder jorden. 4 Hvad skal jeg gøre med dig, Efrajim, hvad skal jeg gøre med dig, Jehudah? For jeres hengivenhed er som morgenskyen og som duggen, der går tidligt væk. 5 Derfor huggede jeg profeterne ned, jeg dræbte dem med min munds tale, og din dom skal komme frem som lyset. 6 For hengivenhed har jeg begæret og ikke offer og Guds-kendskab fremfor brændofre. 7 Som menneske har de overtrådt pagten, dér var de troløse mod mig. 8 Gil’ad er en stad af misdædere, tilsølet af blod. 9 Som bander, der lurer på en mand er en gruppe kohanitter, de myrder på vej til Shechem, for de har begået utugt. 10 I Israels hus så jeg rædsel, dér var Efrajims horen, Israel er blevet urent. 11 Også Jehudah, til dig er bestemt en høst, når jeg bringer mit folks fangne tilbage. 7 1 Når jeg har helet Israel, er Efrajims misgerning og Shomrons onde gerninger afsløret, for de handler løgnagtigt, og en tyv kommer, en bande hærger udenfor. 2 Og de skal ikke sige i deres hjerte, at jeg husker al deres ondskab; nu har deres onde gerninger omringet dem, de er kommet for mit ansigt. 3 Med deres ondskab glæder de konger og med deres løgne fyrster. 4 Alle er de utro, som en ovn ophedet af en bager, der standser med at tænde op, fra han ælter dejen, til den hæver. 5 Vores konges dag, fyrster bliver syge af vinens hede, han rækker spottere sin hånd. 6 For som ovnen nærmer de deres hjerter til deres baghold; hele natten sover deres bager, om morgenen brænder de n som en flammende ild. 7 Alle er de ophedede som ovnen og har fortæret deres dommere; alle deres konger er faldet, og ingen blandt dem kalder på mig. 8 Efrajim, han blander sig med folkeslagene, han er et fladbrød, der ikke er vendt. 9 Fremmede har fortæret hans styrke, og han vidste det ikke; også grå hår blev kastet på ham, og han vidste det ikke. 10 Israels stolthed blev ydmyget foran ham, men de vendte ikke tilbage til Hashem, deres Gud, og søgte Ham ikke i alt dette. 11 Efrajim var som en tåbelig due uden hjerte; de påkaldte Ægypten, de drog til Ashur. 12 Når de vandrer, vil jeg sprede mit net over dem, som himlens fugle vil jeg bringe dem ned, jeg vil revse dem efter, hvad jeg har ladet deres samling høre. 13 Ve dem, for de er strejfet bort fra mig, ødelæggelse over dem, for de har forbrudt sig mod mig, og jeg ville have forløst dem, men de talte løgne mod mig. 14 Og de råbte ikke til mig i deres hjerter, men hylede på deres senge; for korn og most sørger de over, de vendte sig fra mig. 15 Og jeg, jeg revsede dem, jeg styrkede deres arme, og om mig tænker de ondt. 16 De vil vende tilbage, ikke til den ophøjede Gud, de var en oprørsk bue, deres fyrster skal falde for sværdet på grund af deres tungers vrede, dette skal være deres hån i Ægyptens land. 8 1 En shofar til din gane, som ørnen over Hashems Hus, for de har overtrådt min pagt, og mod min Torah har de forbrudt sig. 2 Til mig vil de råbe: Min Gud, vi, Israel, kender dig! 3 Israel har forkastet det gode, fjenden skal forfølge. 4 De har indsat en konge, og ikke fra mig, indsat fyrster, og jeg vidste det ikke; deres sølv og deres guld lavede de til afguder, for at det skulle afskæres. 5 Din kalv har forladt dig, Shomron, min vrede flammede op mod dem, hvor længe kan de ikke renses? 6 For den er fra Israel, en håndværker lavede den, og den er ikke en gud, for den skal blive til splinter, Shomrons kalv. 7 For de skal så vind og høste storm, de har ikke stående korn, en spire, der ikke giver mel; hvis den giver det, vil fremmede sluge det. 8 Israel er opslugt, nu er det blandt folkeslagene som et redskab, ingen ønsker sig. 9 For de gik op til Ashur, et vildæsel alene for sig selv, Efrajim tingede om kærlighed. 10 Og fordi de tingede blandt folkeslagene, vil jeg nu samle dem, og de skal begynde som få på grund af konges og fyrsters byrde. 11 For Efrajim øgede altre til at synde ved, han havde altre til at synde ved. 12 Jeg vil skrive ham min Torahs mange ting, som noget fremmed blev de betragtet. 13 Ofrene, de bringer mig, lad dem ofre kød og spise, Hashem ønsker dem ikke, nu vil Han huske deres misgerning og gøre deres synder op med dem, de vender tilbage til Ægypten. 14 Israel har glemt sin skaber og bygget templer, og Jehudah øgede antallet af befæstede byer, jeg vil sende ild til hans byer, og den skal fortære dets paladser. 9 1 Glæd dig ikke, Israel, indtil fryd ligesom folkene, for du har horet væk fra din Gud; du har elsket horens løn på alle loens tærskegulve. 2 Loen og vinpersen skal ikke fodre dem, og mosten skal svigte dem. 3 De skal ikke bo i Hashems land, Efrajim skal vende tilbage til Ægypten, og i Ashur skal de spise urent. 4 De skal ikke hælde vinofre op til Hashem, og deres ofre vil ikke behage Ham, de skal være som sørgendes brød for dem, alle, der spiser det, skal blive urene, for deres brød er til dem, det skal ikke komme i Hashems hus. 5 Hvad vil I gøre på højtidsdagen og på dagen for Hashems fejring? 6 For nu er de vandret bort fra ødelæggelsen, Ægypten skal samle dem, Mof begrave dem, skatkamre til deres sølv, tidsel skal besidde dem, nælde i deres telte. 7 Opgørets dage er kommet, afregningens dage er kommet, Israel skal vide det; tåbelig er profeten, vanvittig åndens mand over mængden af din misgerning, og fjendskabet er stort. 8 En seer er Efrajim for min Gud, en profet, en fuglefængers snare er på alle hans veje, fjendskab i hans Guds hus. 9 De er sunket dybt i fordærvelsen som i Giv’ahs dage, Han vil huske deres misgerninger, Han vil gøre deres synder op med dem. 10 Som druer i ørkenen fandt jeg Israel, som figentræets første frugter i deres begyndelse så jeg jeres fædre; de kom til Baal Peor og viede sig til skam, de var frastødende som deres elskov. 11 Efrajim, som en fugl skal deres ære flyve bort, fra fødsel og fra moderliv og fra undfangelse. 12 For hvis de opfostrer deres børn, vil jeg tage deres børn fra dem, for ve også dem, når je g vender mig fra dem. 13 Efrajim, sådan som jeg så Tzor , plantet på en eng, og Efrajim fører sine børn ud til dræberen. 14 Giv dem, Hashem, hvad du vil give, giv dem et berøvet moderliv og udtørrede bryster. 15 Al deres ondskab er i Gilgal, for dér hadede jeg dem for deres handlingers ondskab, jeg vil fordrive dem fra mit Hus, jeg vil ikke længere elske dem, alle deres fyrster er oprørere. 16 Efrajim er slået, deres rødder tørret ud, de skal ikke sætte frugt, selv når de føder, jeg vil slå deres moderlivs skatte ihjel. 17 Min Gud vil forkaste dem, for de hørte ikke på Ham, de skal være omvandrende blandt folkene. 10 1 En frodig vinstok er Israel, når jeg forøgede dets gode, forøgede de for altrene, når jeg forøgede for dets land, forøgede de billedstøtter. 2 Deres hjerte er delt, nu vil de være skyldige; Han vil knuse deres altre, ødelægge deres billedstøtter. 3 For nu skal de sige: Vi har ingen konge, for vi frygtede ikke Hashem, og kongen, hvad vil han gøre for os? 4 De har talt ord, svoret falsk, indgået pagt, dom skal blomstre som skarntyde over markens furer. 5 For Shomrons indbyggere frygter Bet-Avens kalve, for dens folk sørger over den, og dens præster glæder sig over den, over dens hæder, for den er drevet i landflygtighed fra dem. 6 Også den skal bæres til Ashur, en gave til kong Jarev, skam skal Efrajim tage og Israel skamme sig over hans råd. 7 Forsvinde skal Shomrons konge, som skum på vandets overflade. 8 Ødelagte er Avens offerhøje, Israels synd, torne og tidsler skal vokse op på deres altre; de skal sige til bjergene: Dæk os! Og til højderne: Fald på os! 9 Siden Giv’ahs dage har du syndet, Israel, dér stod de, krigen mod de hovmodige overvandt dem ikke i Giv’ah. 10 Med min vilje revsede jeg dem, folk skal samles om dem, når de binder dem med deres to misgerningers reb. 11 Efrajim er en oplært kalv, der elsker at tærske, og jeg kom over dens skønne nakke, jeg vil lade Efrajim ride, Jehudah skal pløje, Jakob skal harve. 12 Så retfærdighed til jer selv, I skal høste efter hengivenhed, pløj jer en plovfure, det er tid til at søge Hashem, indtil Han kommer og lærer jer retfærdighed. 13 I har pløjet ondskab, uret har I høstet, I har spist løgnens frugter, for du stolede på dine egne veje, på mængden af jeres kæmper. 14 Der skal opstå tumult blandt jeres folk, og alle jeres fæstninger skal blive ødelagt, som Shalman ødelagde Bet Arvel på krigens dag, en mor med sine børn blev sønderrevet . 15 Sådan har Bet-El gjort mod jer på grund af jeres ondskabs ondskab; ved daggry skal Israels konge forsvinde helt. 11 1 Da Israel var en ung dreng, elskede jeg ham; jeg kaldte på min søn fra Ægypten. 2 Som de kaldte på dem, gik de bort fra dem, til Baalerne ofrede de, og til afguder brændte de røgelse. 3 Jeg lærte Efrajim at gå, jeg tog dem ved deres arme, og de vidste ikke, at jeg havde helbredt dem. 4 Med menneskereb, med kærlighedsbånd vil jeg trække dem, jeg var for dem som den, der løfter spædbarnet fra deres kinder, og jeg rakte føde til dem. 5 Han vil ikke vende tilbage til Ægyptens land, og Ashur er hans konge, og de nægtede at vende tilbage. 6 Et sværd skal slå i hans byer og gøre ende på hans helte og fortære på grund af deres råd. 7 Mit folk nøler med at vende tilbage til mig, og selv om man kalder det mod det høje, rejser det sig ikke sammen. 8 Hvordan skulle jeg prisgive dig, Efrajim, opgive dig, Israel? Hvordan skulle jeg prisgive dig som Admah, gøre dig som Zebojim? Mit hjerte vånder sig i mig, og al min medfølelse blusser op. 9 Jeg vil ikke bruge min flammende vrede, jeg vil ikke ødelægge Efrajim igen, for jeg er Gud, ikke menneske, hellig iblandt jer, og jeg vil ikke komme og hærge i byen. 10 De skal følge efter Hashem, Han skal brøle som en løve, for Han skal brøle, og Hans børn skal komme ilende fra den anden side af havet. 11 De skal komme ilende som en fugl fra Ægypten og som en due fra Ashurs land, og jeg vil lade dem bo i deres huse, er Hashems ord. 12 1 Efrajim omgav mig med løgn og Israels hus med bedrag, men Jehudah herskede endnu med Gud, og mod de hellige er han trofast. 2 Efrajim følger blæst og jager østenvind, dagen lang er han fuld af løgn og bedrag, de slutter en pagt med Ashur og bringer olie til Ægypten. 3 Og Hashem ligger i strid med Jehudah og hjemsøger Jakob for hans færd, Han gengælder ham efter hans gerninger. 4 I moderlivet greb han sin brors hæl, og i sin manddom kæmpede han med Gud. 5 Han kæmpede med en engel og vandt, den græd og bad ham om nåde, i Bet-El vil Han finde ham, og dér vil Han tale med os. 6 Og Hashem, Hærskarernes Gud, Hashem er Hans navn. 7 Og du, vend tilbage til din Gud, våg over hengivenhed og ret og håb altid på din Gud. 8 Den, der sjakrer med falske lodder i sin hånd, han elsker at undertrykke. 9 Efrajim sagde: Hvor er jeg blevet rig, jeg har fundet mig rigdom, i alt, hvad jeg har opnået, skal man ikke finde nogen misgerning, som var en synd. 10 Jeg, Hashem, din Gud fra Ægyptens land, jeg vil endnu lade dig bo i telte, som dengang i ørkenen. 11 Og jeg talte til profeterne, og jeg gav dem mange syner, og gennem profeterne vil jeg tale i lignelser. 12 Hvis der i Gilad var uret og falskhed, så ofrede man i Gilgal okser, og deres altre var som stenbunker på markens plovfurer. 13 Jakob flygtede til Arams mark, og Israel arbejdede for en kvinde, og for en kvinde vogtede han. 14 Og ved en profet førte Hashem Israel op fra Ægypten, og ved en profet blev det vogtet. 15 Efrajim vakte bitter vrede, og hans blodskyld skal komme over ham, og hans herre skal gengælde ham hans hån. 13 1 Når Efrajim talte, rystede man, han var ophøjet i Israel, men han forbrød sig ved Baal og døde. 2 Og nu fortsætter de med at synde, de har lavet sig støbte billeder af deres penge, som de har forstand til, afgudsbilleder, alt sammen håndværksarbejde, om dem siges det: De, der ofrer mennesker, kan kysse kalve. 3 Derfor skal de være som en morgensky og som tidlig morgendug, der forsvinder, som avner, der hvirvles bort fra loen, og som røg fra skorstenen. 4 Men jeg er Hashem, din Gud fra Ægyptens land, du skal ikke kende andre guder end mig, og der er ingen anden befrier end mig. 5 Jeg kendte dig i ørkenen, i tørkens land. 6 Da de græssede, blev de mætte, de blev mætte og deres hjerter blev hovmodige, derfor glemte de mig. 7 Jeg vil være mod dem som en løve, som en panter ved vejen vil jeg lure (ashur). 8 Jeg vil falde over dem som en bjørn, der har mistet sine unger, og sønderrive gærdet omkring deres hjerter og fortære dem dér som en løve, markens vilde dyr skal flænse dem. 9 Du har tilintetgjort dig selv, Israel, men din hjælp er i mig. 10 Hvor er din konge, så han kan redde dig i alle dine byer? Og dine dommere? For du har jo sagt: Giv mig konge og fyrster. 11 Jeg vil give dig en konge i min vrede, og jeg vil tage ham bort i min harme. 12 Efrajims synd er forseglet, hans forsyndelse er gemt bort. 13 Fødselsveer skal komme over ham, han er en søn, som ikke er klog, for når tiden er inde, magter han ikke at komme til verden. 14 Skulle jeg udfri dem fra sheols hånd, skulle jeg forløse dem fra døden? Jeg bliver din pest, din død, jeg bliver din bøddel, dit sheol. Medfølelse skal være skjult for mine øjne. 15 For han er frugtbar blandt sivene, der kommer en østenvind, Hashems vind, fra ørkenen løfter den sig, den vil tørre hans kilde ud og tørre hans vandåre væk, vil røve skatkammeret for hvert et kostbart kar . 14 1 Shomron skal være skyldig, for hun gjorde oprør mod sin Gud, de skal falde for sværdet, deres spædbørn skal knuses, deres gravide flænges op. 2 Vend tilbage, Israel, til Hashem, din Gud, for du er snublet i din misgerning. 3 Tag ord med jer og vend tilbage til Hashem, sig til Ham: Tilgiv al misgerning og tag imod det gode, så vil vi betale offertyre med vores læber. 4 Ashur skal ikke redde os, vi vil ikke ride på heste, og vi vil ikke mere kalde vore hænders værk for vores Gud, for hos dig vil der være barmhjertighed for den faderløse. 5 Jeg vil hele deres opsætsighed, jeg vil elske dem gavmildt, for min vrede har vendt sig fra dem. 6 Jeg vil være som dug for Israel, det skal blomstre som liljen og slå sine rødder som Libanons træer. 7 Dets grene skal brede sig, og dets pragt skal være som oliventræet og dets duft som Libanon. 8 De, som sidder fredfyldt i hans skygge, skal vende tilbage, de skal live op som korn og blomstre som vinstokken, hans navn skal være som Libanons vin. 9 Efrajim skal sige: Hvad er afguder mere for mig? Jeg vil svare ham, og jeg vil se mildt på ham (ashurenu), jeg er som en frodig cypres, fra mig skal din frugt findes. 10 Den, som er vis, vil forstå dette; den, som er forstandig, vil vide det. For Hashems veje er rette, og retfærdige vandrer ad dem, men de, der forbryder sig, snubler på dem.