Både jøder og muslimer har oplevet en større utryghed i København siden 7. oktober 2023. Særligt børn og unge er sårbare i den nuværende situation.

Det viser to kvalitative undersøgelser fra Københavns Kommune, som blev offentliggjort fredag.

Følelsen af utryghed fører til, at mange helt gemmer deres jødiske identitet væk i det offentlige rum. Jøder finder det særligt utrygt at opholde sig på Nørrebro. Flere oplever en følelse af at stå udenfor fællesskabet på arbejdspladsen, på studiet og i skolen, fremgår det af rapporten, der ligger på linje med det billede, Det Jødiske Samfund tidligere har dokumenteret, og Politiets opgørelse over sigtelser og anmeldelser for hadforbrydelser siden 2023.

Det Jødiske Samfund understreger, at ingen skal føle sig utrygge i Københavns gader, og at vi har en forpligtelse til, at konflikter i Mellemøsten ikke bliver importeret til Danmark.

”Alle former for racisme, diskrimination eller had mod nogen på grund af, hvem de er, er fuldstændig uacceptabelt i ethvert samfund,” siger næstformand og talsperson for Det Jødiske Samfund Dan Rosenberg Asmussen, der understreger, at særligt antisemitismen har medført en udtalt sikkerhedstrussel mod jødiske institutioner og jødiske borgere.

”Derfor er vi taknemmelige over for den handlingsplan mod antisemitisme, et samlet Folketing står bag. En indsats, som hverken står i modsætning til eller overflødiggør bekæmpelse af andre former for racisme,” siger han.

Rapporten om jøders oplevelser efter 7. oktober 2023 med anbefalinger fra Det Jødiske Samfund kan læses her.

Den tilsvarende rapport om muslimers oplevelser i samme periode kan læses her.

Læs mere hos Københavns Kommune, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen 


For yderligere oplysninger kontakt kommunikationsansvarlig Michael Rachlin, mra@mosaiske.dk