Jødisk Kulturfestival sprængte igen alle rammer, og festivalen blev den hidtil bedst besøgte af sin slags. Jødisk Kulturfestival, der fandt sted fra 1. til den 9. juni, er nu en af de største jødiske kulturfestivaler i Nordeuropa.

Særligt på første og sidste dag, hvor flere store arrangementer faldt sammen, var der fuldt hus i Krystalgade, men festivalleder Jacob Zylber glæder sig over, at der har været stor søgning til alle arrangementer over hele ugen – også dem, der lå i arbejdstiden på hverdagene.

”Vi kommer til at gentage os selv: Men det er den hidtil største festival, og vi har fået mange tilbagemeldinger om, at programmet har været interessant, alsidigt og med mange store oplevelser,” siger Jacob Zylber, der sammen med festivalledelsen kommer til at forholde sig til, at festivalen i bogstavelig forstand er ved at sprænge rammerne i Krystalgade 12. Ved flere arrangementer i festsalen og på Biblioteket i Det Jødiske Hus var det umuligt at opdrive en siddeplads.

Hvad har været dine egne højdepunkter?
”Der har været mange. Jeg var meget optaget af oplægget fra den tidligere franske ambassadør i Danmark François Zimeray, der repræsenterer en helt anden tradition og tilgang, end vi kender i Danmark”.

”Men selvfølgelig gjorde de store koncerter en kæmpe indtryk: Szhirley og Benjamin Koppel og Louisa Lyne & di Yiddishe Kapelye, der sang Leonard Cohen på jiddisch. Og Al’Fado, et portugisisk-israelsk ensemble, var en helt speciel oplevelse,” siger Jacob Zylber, der lover at festivalen er tilbage igen i 2026.

www.jkfestival.dk