11 Ord af kohelet, søn af David, konge i Jerusalem. 2 Tomheders tomhed, siger kohelet, tomheders tomhed, det hele er tomhed.¹ 3 Hvad fordel har et menneske af alt sit slid, som han slider med under solen? 4 Slægtled går og slægtled kommer, og jorden består til evig tid. 5 Og solen står op og solen går ned og haster til sit sted, hvor den står op. 6 Vinden går mod syd og drejer mod nord, den drejer og drejer, og til sine omdrejninger vender vinden tilbage. 7 Alle floder løber mod havet, og havet bliver ikke fyldt; til det sted, hvor floderne løber fra, dér vender de tilbage for at løbe. 8 Alle ting er møjsommelige, ingen kan sætte det i tale; øjet bliver ikke mæt af at se og øret ikke fyldt af at høre. 9 Hvad der har været, er det, der skal blive, og hvad der er gjort, er det, der vil blive gjort, og der er intet nyt under solen. 10 Er der noget, hvorom man kan sige: Se det, det er nyt? Det har allerede været fra evig tid, som var før os. 11 Der er ingen erindring om de første, og heller ikke om de sidste, der skal blive, vil der være erindring hos dem, der kommer efter. 12 Jeg, kohelet, var konge over Israel i Jerusalem. 13 Jeg gav mit hjerte til med visdom at søge og granske alt det, der bliver gjort under himlen; det er en ond beskætigelse, som Gud har givet menneskenes børn at beskæftige sig med. 14 Jeg har set alle de gerninger, der bliver gjort under solen, og det hele er jo tomhed og jagen efter vind. 15 Det krogede kan ikke gøres lige, og det, der mangler, kan ikke tælles. 16 Jeg talte med mit hjerte og sagde: Jeg er jo blevet stor og har samlet mere visdom end alle, der har været før mig i Jerusalem, og mit hjerte har set megen visdom og kundskab. 17 Og jeg gav mit hjerte til at kende visdom og til at kende galskab og dårskab; jeg vidste, at også dette er jagen efter vind. 18 For i megen visdom er der megen vrede, og den, der øger viden, øger smerte. 21 Jeg sagde i mit hjerte: Kom nu, jeg vil hælde med glæde og se det gode, og også det er jo tomhed. 2 Jeg sagde til latter: tåbeligt! Og til glæde: Hvad skal det til for? 3 Jeg søgte i mit hjerte at pleje mit kød med vin, og mit hjerte fører med visdom og griber fat i dårskab, indtil jeg ser, hvad der er godt for menneskenes børn, hvad de skal gøre under himlen alle deres dages tal. 4 Jeg gjorde mine gerninger store, jeg byggede mig huse og plantede mig vingårde, 5 jeg anlagde mig haver og lunde, og jeg plantede alle slags frugttræer i dem. 6 Jeg anlagde mig damme for at vande en skov, der voksede op med træer, med dem. 7 Jeg erhvervede tjenere og tjenestekvinder, og jeg fik børn af huset, jeg havde også mange flokke af kvæg og får, flere end der var før mig i Jerusalem. 8 Jeg samlede også sølv og guld og kongers og staters skatte, jeg skaffede mig sangere og sangerinder og menneskebørnenes lyster og vogne og vogne.² 9 Jeg er endnu større end alle, der havde været før mig i Jerusalem; også min visdom stod mig bi. 10 Og alt, hvad mine øjne ønskede, holdt jeg ikke tilbage fra dem, jeg holdt ikke mit hjerte væk fra nogen glæde, for mit hjerte glædede sig ved alt mit slid, og det var min lod af alt mit slid. 11 Jeg vendte mig for at se på alle mine gerninger, som mine hænder havde gjort, og på det slid, som jeg havde slidt for at gøre, og det hele var jo tomhed og jagen efter vind og til ingen fordel under solen. 12 Jeg vendte mig for at se visdom og galskab og dårskab, for hvad er mennesket, der kommer efter kongen, der har udforsket det, de allerede har gjort. 13 Jeg så, at der er fordel af visdom over dårskab, som lysets fordel over mørket. 14 Den vises øjne er i hans hoved, og dåren vandrer i mørke, og også jeg vidste, at én ting sker for dem alle. 15 Jeg sagde i mit hjerte: Det, der sker for dåren, vil også ske for mig, så hvorfor blev jeg den mere vise? Og jeg sagde i mit hjerte, at også dette er tomhed. 16 For der er ingen erindring om den vise mere end om dåren til evig tid, og når de kommende dage har været, er alt glemt, og hvordan dør den vise med dåren? 17 Jeg hadede livet, for det, der blev gjort under solen, var ondt for mig, for det hele var tomhed og jagen efter vind. 18 Og jeg hadede alt mit slid, som jeg sled med under solen, at jeg skal efterlade det til det menneske, der vil komme efter mig. 19 Og hvem ved, om det bliver en vis eller en dåre, og han skal herske over alt mit slid, som jeg har slidt med, og som jeg har været vis med under solen? Også dette er tomhed. 20 Og jeg vendte mig om for at lade mit hjerte fortvivle over alt det slid, jeg havde slidt med under solen. 21 For der er et menneske, hvis slid er i visdom og i kundskab og i dygtighed, og til det menneske, der ikke har slidt med det, skal han give sin lod; også det er tomhed og et stort onde. 22 For hvad gavner det mennesket med alt hans slid og hans hjertes stræben, som han slider med under solen? 23 For alle hans dage er smertefulde, og hans slæb er sorgfuldt, heller ikke om natten finder hans hjerte hvile; også dette er tomhed. 24 Der er ikke noget bedre for mennesket, end at det spiser og drikker og viser sin sjæl det gode i dets slid. Også dette så jeg, at det er fra Guds hånd. 25 For hvem kan spise, og hvem kan haste mere end jeg? 26 For det menneske, der er god for Hans ansigt, giver Han visdom og kundskab og glæde, og til synderen har Han givet det slæb at sanke og samle for at give det til den, der er god for Guds ansigt; også dette er tomhed og jagen efter vind. 31Alt har en tid, og der er en tid for hvert et forehavende under himlen. 9 Hvad fordel har den, der arbejder med det, han slider med? 10 Jeg har set det slæb, som Gud har givet menneskenes børn til at slæbe med. 11 Alting gjorde Han smukt på dets tid; også evigheden har Han lagt i deres hjerte, så at mennesket ikke kan finde det værk, som Gud gjorde fra begyndelsen til slutningen. 12 Jeg vidste, at der ikke er noget godt i dem, dog at de skal være glade og gøre godt i deres liv. 13 Og også, at hvert menneske, der spiser og drikker og ser et gode i alt sit slid, det er en gave fra Gud. 14 Jeg vidste, at alt det, som Gud vil gøre, det skal være til evig tid, intet kan føjes til det, og intet kan trækkes fra det, og Gud har gjort det, for at man skal frygte for Hans ansigt. 15 Det, der har været, har allerede været, og det, der skal være, har allerede været, og Gud søger den forfulgte. 16 Og videre så jeg under solen: På dommens sted, dér er der ondskab, og på retfærdighedens sted, dér er der ondskab. 17 Jeg sagde i mit hjerte: Gud vil dømme den retfærdige og den onde, for der er en tid til hvert et forehavende og for hver en handling dér. 18 Jeg sagde i mit hjerte om det, menneskenes børn siger: at Gud har udvalgt dem og set, at de er som dyr. 19 For hvad der sker for menneskenes børn, det sker også for dyrene, og én ting sker for dem: Som den ene dør, sådan dør den anden, og alle har de én ånd, og der er ingen fordel for mennesket fremfor dyret, for det hele er tomhed. 20 Alle går de til ét sted, alt er kommet af støvet, og alt vender tilbage til støvet. 21 Hvem ved, om menneskebørnenes ånd stiger op i det høje, og dyrenes ånd går ned til jorden? 22 Og jeg så, at der ikke var noget bedre, end at mennesket glæder sig ved sine gerninger, for det er dets lod, for hvem skal bringe ham til at se, hvad der vil være efter ham? 41 Jeg vendte tilbage og så al den undertrykkelse, der sker under solen, og dér var de undertryktes tårer, og der er ingen trøster til dem, og fra deres undertrykkeres hånd er der magt og ingen trøster til dem. 2 Jeg priser de døde, der allerede er døde, mere end de levende, der stadig lever. 3 Og bedre end dem begge er den, der endnu ikke er til, der ikke har set det onde værk, der bliver gjort under solen. 4 Og jeg så al slid og al dygtighed i gerningen, som en mand misundte sin næste for; også dette er tomhed og jagen efter vind. 5 Dåren folder sine hænder og spiser sit eget kød. 6 En håndfuld ro er bedre end to håndfulde slid og jagen efter vind. 7 Jeg vendte tilbage og så tomhed under solen. 8 Der er én, der ikke har en anden, hverken søn eller bror har han, og der er ingen ende på alt hans slid, hans øjne bliver ikke mætte af rigdom, og hvem slider jeg for og lader min sjæl mangle det gode? Også det er tomhed og et ondt slæb. 9 To er bedre end én, for der er en god løn for deres slid. 10 For hvis de falder, rejser den anden sin ven op, og hvis den, der er ene, falder, er der ikke en anden til at rejse ham op. 11 Desuden, hvis to ligger sammen, har de varme, og hvordan kan den, der er ene, blive varm? 12 Og hvis nogen overfalder den, der er ene, kan de begge stå imod ham, og den tredobbelte tråd bliver ikke hurtigt revet over. 13 Et fattigt og vist barn er bedre end en gammel og tåbelig konge, der ikke længere forstår at være forsigtig. 14 For han kom ud af fængslet for at herske, for selv i hans kongedømme bliver en fattig født. 15 Jeg så alt det levende, der vandrer under solen, med det andet barn, der vil opstå i hans sted. 16 Der er ingen ende på alt det folk, på alt det, der var før dem; heller ikke de, der kommer efter vil glæde sig over ham, for også dette er tomhed og jagen efter vind. 17 Vogt din fod, når du går til Guds hus, og vær nær for at høre i stedet for at bringe tåbernes offer, for de ved ikke, at de handler ondt. 51 Vær ikke forhastet i din mund, og lad ikke dit hjerte jage med at fremføre ord foran Gud, for Gud er i himlen og du på jorden, derfor skal dine ord være få. 2 For drømmen kommer med megen beskæftigelse og en dåres stemme med en mængde ord. 3 Når du aflægger et løfte til Gud, så tøv ikke med at opfylde det, for Han har ingen velbehag i dårer; opfyld det, du har lovet. 4 Det er bedre, at du ikke lover, end at du lover og ikke opfylder. 5 Lad ikke din mund få dit kød til at synde, og sig ikke foran englen, at det ikke var med vilje; hvorfor skulle Gud blive vred over din stemme og ødelægge dine hænders værk? 6 For i mange drømme og tomheder og en mængde ord, men frygt Gud. 7 Hvis du ser undertrykkelse af den fattige og lov og retfærdighed krænket på din egn, bliv ikke forbavset over sagen, for den høje vogter over den høje og de højeste over dem begge. 8 Og jordens fordel er i alt, en konge for en dyrket mark. 9 Den, der elsker sølv, bliver ikke mæt af sølv, og den, der elskerat have meget godt, bliver ikke mæt af udbytte, også det er tomhed. 10 Når der bliver mere godt, er der flere til at spise det; hvilken fordel er der for den, der ejer det, end at se det med sine øjne. 11 Arbejderens søvn er sød, hvad enten han spiser lidt eller meget, og den riges mæthed lader ham ikke sove. 12 Der er en ond sygdom, som jeg så under solen: rigdom vogtet af dens ejere til hans egen ulykke. 13 Og denne rigdom går til ved ond beskæftigelse; han får en søn, og der er intet i hans hånd. 14 Som han kom nøgen ud af sin mors liv, vender han tilbage for at gå, som han kom, og han skal ikke bære noget ved sit slid, som han kan gå med i hånden. 15 Også dette er et slemt onde; som han kommer, sådan skal han gå, og hvad fordel har han ved at have slidt for vinden? 16 Og alle sine dage skal han spise i mørke, og han har megen sorg og sygdom og vrede. 17 Dette er, hvad jeg har set: At det er godt, ja smukt at spise og drikke og se det gode i alt sit slid, som man slider med under solen alle ens dages tal, som Gud har givet en, for det er ens lod. 18 Også hvert menneske, som Gud har givet rigdom og gods og givet ham magt til at spise af det og løfte sin lod og glæde sig over sit slid, det er en Guds gave, for Gud svarer ham med hans hjertes glæde. 19 For lad ham huske, at hans livs dage ikke er mange, for Gud lyksaliggør ham i hans hjertes glæde. 61 Det er et onde, som jeg har set under solen, og det er hårdt ved menneskene. 2 En mand, som Gud har givet rigdom og ejendom og hæder, så han sjæl ikke mangler noget af alt, han ønsker sig, og Gud ikke giver ham magt til at spise af det, men en fremmed mand spiser det, det er tomhed og en ond sygdom. 3 Hvis en mand avler hundrede og lever mange år, så hans livs dage bliver mange, og hans sjæl ikke bliver mæt af det gode, og han ikke får nogen begravelse, siger jeg, at en dødfødt er bedre end ham. 4 For han kom med tomhed, og i mørke går han, og af mørke skal hans navn dækkes. 5 Han har heller ikke set eller kendt solen; det ene er rarere end det andet. 6 Og hvis han levede to gange tusind år og ikke så noget godt, går alt jo til ét sted 7 Alt menneskets slid er for hans mund, og hans sjæl bliver ikke fyldt. 8 For hvilken fordel har den vise mere frem for dåren? Hvilken fordel den har den fattige, der forstår at vandre ved de levende? 9 Bedre er, hvad man ser for øjnene, end sjælens ønsker. Også det er tomhed og jagen efter vind. 10 Det, der har været, er allerede blevet kaldt ved navn, og det er kendt, at det er et menneske, og han kan ikke dømme med Ham, for Han er stærkere end ham. 11 For der er mange ord, der forøger tomheden, hvilken fordel er der for mennesket? 12 For hvem ved, hvad der er godt for mennesket i hans tomheds levedages tal, som han tilbringer som en skygge? For hvem kan fortælle mennesket, hvad der vil være efter ham under solen? 7            1 Et godt navn (shem) er bedre end en god olie (shemen) og dødsdagen bedre end ens fødedag. 2 Det er bedre at gå til et sorgens hus end til et gæstebudshus, for det er ethvert menneskes ende, og den levende skal lægge sig det på sinde. 3 Vrede er bedre end latter, for ved et ondt ansigt bliver hjertet bedre. 4 De vises hjerte er i sorgens hus og dårernes hjerte i glædens hus. 5 Det er bedre at høre den vises irettesættelse end at være én, der hører dårenes sang 6 For som lyden af torne under gryden er dårens latter, og også det er tomhed. 7 For undertrykkelse gør den vise gal, og en gave fordærver hjertet. 8 En tings slutning er bedre end dens begyndelse; det er bedre at være langmodig af ånd end hovmodig af ånd. 9 Vær ikke hurtig i din ånd til at blive vred, for vrede hviler i dårens bryst. 10 Sig ikke: Hvordan kan det være, at de første dage var bedre end disse? For du spørger ikke om dette med visdom. 11 Visdom er godt med en arv, og en fordel for dem, der ser solen. 12 For at være under visdoms skygge er at være under sølvets skygge, og kundskabs fordel er, at visdom giver dem livet, der ejer den. 13 Se Guds værk, for hvem kan rette det ud, som Han har gjort kroget? 14 På en god dag, vær i det gode, og på en ond dag, se, også dette har Gud gjort, både det og det, som Han siger: for at mennesket ikke skal finde noget efter Ham. 15 Alt dette så jeg i min tomheds dage; der findes en retfærdig, som går til grunde i sin retfærdighed, og der findes en ond, der lever længe i sin ondskab. 16 Vær ikke alt for meget retfærdig og gør ikke dig selv for vis, hvorfor vil du ødelægge dig selv? 17 Vær ikke meget ond og vær ikke tåbelig, hvorfor skulle du dø før din tid? 18 Det er godt, at du griber fat i dette, og fra dette må du heller ikke lade din hånd hvile, for den, der frygter Gud, undgår det hele. 19 Visdom styrker den vise mere end ti stærke, der er i byen. 20 For der er ikke et retfærdigt menneske på jorden, som handler godt og ikke synder. 21 Og heller ikke alle de ord, de siger, skal du tage til dit hjerte, for at du ikke skal høre din tjener forbande dig. 22 For dit hjerte har også mange gange vidst, at også du har forbandet andre. 23 Alt dette har jeg afprøvet med visdom; jeg sagde: Jeg vil blive vis, og det var fjernt fra mig. 24 Det, der har været, er fjernt, og det dybeste dybe, hvem kan finde det? 25 Jeg vendte mig og mit hjerte om for at vide og granske og søge visdom og kløgt og for at kende dårens ondskab og dårskab og galskab. 26 Jeg finder dette mere bittert end døden: Den kvinde, hvis hjerte er snarer og garn, og hvis hænder er bånd; den, der er god for Guds ansigt, skal undslippe hende, og den, der synder, skal indfanges af hende. 27 Se, det har jeg fundet, siger kohelet, den ene er som den anden, de forsøger at finde kløgt. 28 Det, som min sjæl søger, og jeg ikke har fundet, én mand ud af tusind fandt jeg, og en kvinde blandt alle disse fandt jeg ikke. 29 Se, kun dette fandt jeg: At Gud har skabt mennesket retsindigt, og de har søgt megen kløgt. 81 Hvem er som den vise, og hvem kender tingenes betydning? Et menneskes visdom lyser hans ansigt op, og hans ansigts hårdhed forandres. 2 Jeg siger: Vogt på en konges mund og på ordene i en Guds ed. 3 Vær ikke for hurtig til at gå bort fra hans ansigt; bliv ikke stående ved en dårlig sag, for alt, hvad han ønsker, vil han gøre. 4 For en konges ord har magt, og hvem skal sige til ham: Hvad gør du? 5 Den, der holder et bud, skal ikke kende noget ondt, og en vis mands hjerte kender tid og dom. 6 For til hver en beskæftigelse er der en tid og en dom, for menneskets ondskab hviler tungt på det. 7 For han ved ikke, hvad der vil ske, for hvem skal fortælle ham, hvordan det vil blive? 8 Intet menneske har magt over ånden til at holde ånden tilbage og ingen magt over dødens dag, og ingen bliver løsladt i krigen, og ondskab lader ikke sin ejermand undslippe. 9 Alt dette har jeg set og gav mit hjerte til alle de gerninger, der bliver gjort under solen; der er en tid, hvor mennesket hersker over mennesket til skade for ham. 10 Og således så jeg onde begravet og komme og gå fra det hellige sted, og de blev glemt i byen, hvor de havde gjort sådan; også det er tomhed. 11 Fordi der ikke hurtigt bliver fældet dom over ondskabens gerning, derfor bliver menneskebørnenes hjerte fyldt i dem til at handle ondt. 12 Skønt en synder handler ondt hundrede gange og lever længe, så ved jeg, at det bliver godt for dem, der frygter Gud, fordi de frygter Ham. 13 Det vil ikke blive godt for den onde, og lige som en skygge vil hans dage ikke blive lange, for han frygter ikke for Guds ansigt. 14 Der er en tomhed, der blive gjort på jorden, at der findes retfærdige, som det rammer efter de ondes gerninger, og der findes onde, som det rammer efter de retfærdiges gerninger; jeg sagde, at også det er tomhed. 15 Og jeg priste glæden, for der er ikke noget bedre for mennesket under solen end at spise og drikke og være glad, for det bliver hos ham i hans slids levedage, som Gud har givet ham under solen. 16 Som jeg gav mit hjerte til at kende visdom og til at se det foretagende, der bliver gjort på jorden – for hverken ved dag og eller ved nat, ser han søvn i sine øjne. 17 Og jeg så hele Guds værk, for mennesket kan ikke finde det værk, der bliver gjort under solen, som mennesket slider med at søge og ikke kan finde, og selv om den vise hævder at kende det, kan han ikke finde det. 91 For alt dette lagde jeg mig på sinde og for at undersøge alt dette, at de retfærdige og de vise og deres tjenere er i Guds hånd; mennesket kender hverken kærlighed eller had, det hele er foran dem. 2 Alt er ens for alle, det samme sker for den retfærdige og for den onde, for den gode og for den rene og for den urene og for den, der ofrer, og for den, der ikke ofrer, som for den gode som for synderen, for den, der sværger, som for den, der frygter en ed. 3 Dette er et onde blandt alt, der bliver gjort under solen, for det er én ting for alle, og også menneskebørnenes hjerte er fuldt af ondskab, og der er galskab i deres hjerter i deres liv, og efter det går de til de døde. 4 For til den, der bliver valgt til alle de levende, er der tryghed, for en levende hund er bedre end en død løve. 5 For de levende ved, at de skal dø, og de døde ved ikke noget, og der er ikke mere løn til dem, for deres minde er glemt. 6 Også deres kærlighed og deres had og deres misundelse er allerede forsvundet, og de har for evigt ikke længere nogen del i alt det, der bliver gjort under solen. 7 Gå, spis dit brød med glæde og drik din vin af et godt hjerte, for Gud har allerede behag i dine handlinger. 8 Til hver en tid skal dine klæder være hvide, og der skal ikke mangle olie på dit hoved. 9 Nyd livet med den kvinde, som du elsker alle din tomheds levedage, som Han gav dig under solen, for det er din lod i livet og i dit slid, som du slider med under solen. 10 Alt, hvad din hånd finder at gøre, gør det med din styrke, for der er ingen handling og kløgt og kundskab og visdom i sheol, som du går til. 11 Jeg vendte tilbage og så under solen, at løbet ikke er til de lette til bens og krigen ikke til de mægtige og heller ikke brød til de vise og heller ikke rigdom til de forstandige og heller ikke nåde til de kyndige, for tid og tilfælde sker for dem alle. 12 For mennesket kender heller ikke sin tid som fiskene, der bliver grebet i det onde net, og som fuglene, der bliver grebet i snaren, som dem bliver menneskenes børn fanget i en ond tid, når den pludselig falder over dem. 13 Også denne visdom så jeg under solen, og den forekom mig stor. 14 Der var en lille by med få mennesker i den, og en stor konge kom til den og omringede den og byggede store belejringsværker mod den. 15 I den fandtes der en fattig vis mand, og han befriede byen med sin visdom, og intet menneske huskede denne fattige mand. 16 Og jeg sagde: Visdom er bedre end magt, men den fattiges visdom bliver foragtet, og hans ord bliver ikke hørt. 17 De vises ord bliver bedre hørt i ro end råbet fra den, der hersker blandt dårer. 18 Visdom er bedre end krigens redskaber, og én synder kan ødelægge meget godt. 101 Døde fluer vil stinke, de gør apotekerens olie dårlig; en smule dårskab er dyrere end visdom, end ære. 2 Den vises hjerte er til hans højre side og dårens hjerte til hans venstre. 3 Og på den vej, dåren går ad, mangler hans hjerte, og han siger til alle, at han er en dåre. 4 Hvis herskerens ånd rejser sig mod dig, så forlad ikke dit sted, for blidhed mildner store synder. 5 Der er et onde, jeg har set under solen, som en fejltagelse, der udgår fra herskeren: 6 Dåren er anbragt i stor ophøjethed, og rige sidder lavt. 7 Jeg så tjenere på heste og fyrster vandre som tjenere på jorden. 8 Den, der graver en grav, falder selv i den, og den, der bryder gennem et hegn, skal en slange bide. 9 Den, der fjerner sten, får smerte af dem, den, der kløver træ, kommer i fare fra dem. 10 Hvis jernet er sløvt og uden form, og han hvæsser det og gør det stærkere; den dygtiges fordel er visdom. 11 Slangen bider ikke uden hvislen, og der er ingen fordel for den, der har en tunge. 12 Ordene fra den vises mund er yndige, og dårens læber vil opsluge ham selv. 13 Begyndelsen af ordene fra hans mund er dårskab, og slutningen fra hans mund er ond galskab. 14 Og dåren har mange ord; mennesket ved ikke, hvad der vil blive, og hvad der vil blive efter ham, hvem kan fortælle ham det? 15 Dårenes slid gør dem trætte, fordi han ikke ved at gå til byen. 16 Vé dig land, hvis konge er tjenestedreng, og dine fyrster spiser om morgenen. 17 Lykkelig du land, hvis konge er søn af frimænd, og dine fyrster spiser til rette tid, til styrke og ikke til fuldskab. 18 Ved dovenskab synker bjælkerne, og ved hændernes sjusk drypper det ned i huset. 19 Man holder måltid for at le, og vin glæder de levende, og sølv fornøjer det hele. 20 Heller ikke på dit leje skal du forbande kongen, og forband ikke de rige i dit sovekammer, for himlens fugle fører stemmen videre, og den, der har vinger, fortæller ordet. 111 Kast dit brød på vandet, for efter mange dage skal du finde det. 2 Fordel til syv eller til otte, for du ved ikke, hvad ondt der vil blive på jorden. 3 Hvis skyerne fyldes med regn, tømmer de sig over jorden, og hvis et træ falder mod syd eller mod nord, det sted, hvor træet falder, dér vil det være. 4 Den, der vogter på vinden, kommer ikke til at så, og den, der ser på skyerne, kommer ikke til at høste. 5 Som du ikke ved, hvad der er vindens vej, som knoglerne i det fyldte moderliv, sådan kan du ikke kende Guds værker, Han der gør det hele. 6 Så din sæd om morgenen, og om aftenen skal du ikke lade dine hænde hvile, for du ved ikke, hvad der vil lykkes, det eller det, eller om de begge er lige gode. 7 Lyset er sødt, og det er godt for øjnene at se solen. 8 For hvis mennesket lever mange år, vil det glæde sig over dem alle, og han vil huske mørkets dage, for de vil være mange, alt, hvad der kommer, er tomhed. 9 Glæd dig, yngling, over din barndom, og lad dit hjerte være ved godt mod i din ungdoms dage, og gå ad dit hjertes veje og efter dine øjnes syn, og vid, at for alt dette vil Gud bringe dig til doms. 10 Fjern vrede fra dit hjerte og ryd ondskab væk fra dit kød, for barndom og ungdom er tomhed. 121 Husk din skaber i din ungdoms dage, så længe onde dage ikke kommer, og de år nærmer sig, hvor du skal sige: Jeg har ikke noget ønske om dem. 2 Før solen og lyset og månen og stjernerne formørkes, og skyerne vender tilbage efter regnen. 3 Den dag, hvor husets vogtere skal ryste og stærke mænd krumme sig, og møllerne holder op, fordi de er blevet få, og de, der ser ud ad vinduer, bliver mørke. 4 Dørene på markedet bliver lukket, når møllens stemme daler, og man står op til fuglens stemme, og alle sangens døtre bøjes. 5 Noget højt skal de også frygte og huller på vejen, han skal bevæge mandeltræstokken, og krumme græshoppen, og kapersbærret svigter, for mennesket går til sit evige hus, og begravelsesoptoget går omkring på markedet; 6 indtil sølvtråden rives over og guldskålen knuses, og krukken sønderbrydes ved kilden, og hjulet sønderslås ved brønden. 7 Støvet vender tilbage til jorden, sådan som det var, og ånden vender tilbage til Gud, der gav den. 8 Tomheders tomhed siger kohelet, det hele er tomhed. 9 Og desuden, fordi kohelet var vis, lærte han stadig folket kundskab, han lyttede og granskede, han forfattede mange ordsprog. 10 Kohelet søgte at finde ønskværdige ord, og det skrevne er retsindigt, sandheds ord. 11 De vises ord er som pigkæppe og som søm med store hoveder givet af én hyrde. 12 Og udover det, min søn, lad dig advare af dem; at lave mange bøger er der ingen ende på, og megen studeren gør kødet træt. 13 Enden på sagen, når alt er hørt: Frygt Gud og vogt på Hans bud, for det er hele mennesket, 14 for enhver handling vil Gud bringe til doms med alt det skjulte, om det er godt eller ondt. Enden på sagen, når alt er hørt: Frygt Gud og vogt på Hans bud, for det er hele mennesket.