Søndag den 16. november afholder vi Jødisk Litteraturdag for fjerde gang, hvor vi indleder bogsæsonen med en stribe bøger med forskellige jødiske historier. 

Vi glæder os til en eftermiddag med spændende forfattere. Vi kommer også ti at byde på en bid brød.

Arrangementet finder sted fra kl. 12 til 18. Vært for dagen er redaktør for Jødisk Orientering Michael Rachlin. 

Køb billetter allerede i dag – på Billetto. 

Harald Voetmann er en prisvindende og anmelderrost forfatter med en indgående viden om og interesse for nogle af historiens, sprogets og civilisationens afkroge. I Lysmesse, der udkom i foråret, graver han ned i en af antisemitismens grundfortællinger: den grusomme historie om jødernes ritualmord, der blev forfattet af munken Thomas af Monmouth i England helt tilbage i 1144, og gennem den originale latinske tekst har Voetmann fået et indblik ned i konspirationsteoretikernes maskinværksted og dens udspring. Hvilke motiver udsprang denne antisemitiske urfortælling af? Og kan vi trække en linje helt tilbage fra middelalderens England frem til vor tids fake news og konspirationsteorier?

Den tysk-amerikanske forfatter Dana Vowinckel er blandt de nye, markante stemmer i europæisk litteratur. I sin debutroman Misofoni skildrer hun en sommer i en 16-årig piges liv, hvor kedsomhed, begær og jødisk identitet smelter sammen. Romanen blev skrevet før den 7. oktober 2023, men i efterskriften skriver hun: “Den verden, romanen foregår i, findes ikke længere.”
Som få andre har Dana Vowinckel sat ord på den dramatiske forandring, der er sket i jødisk liv de seneste to år. Til Jødisk Litteraturdag interviewer Kathrine Tschemerinsky den unge forfatter om, hvordan kroppen, sproget og troen bliver bærere af fortællinger – og hvordan det føles at skrive jødisk i en verden, der ser anderledes på jødiskhed end før.

Simon Pasternak er forlagschef for skønlitteratur på Gyldendal. Men han er også selv forfatter med en udpræget sans for tilværelsens mørkeste sider. I sin seneste roman, Hemmelighedsbærer, kommer han helt ind i ondskabens kerne, i en unavngiven koncentrationslejr under Anden Verdenskrig, hvor vi møder ungarsk-jødiske læge Samuel Schumann, der er indsat med sin søn. Han bliver hvilket ind i et dobbeltspil med en lejr-læge, der vil arbejde sammen med ham om frygtelige medicinske forsøg, som Schumann selv begyndte før krigen. Men hvad er det historiske forlæg for figuren Samuel Schumann? Hvad er det med Simon Pasternak og alt den ondskab? Og hvad skal vi med endnu en Holocaust-bog?

Klaus Rothstein er litteraturkritiker, kommentator og forfatter, absolut ikke-troende, men for nylig genindmeldt efter mange år uden for Det Jødiske Samfund. I sit forfatterskab har han ofte strejfet emner med relevans for det jødiske, ikke mindst spørgsmål om eksil, minoritet og identitet. Nu gør han det igen, men denne gang bliver det personligt. Hans kommende bog, Når et menneske dør, tager udgangspunkt i hans fars død. Klaus’ far havde altid været medlem af Det Jødiske Samfund, men i udkanten af det jødiske liv. I sin sidste tid kom det jødiske tættere på – både meget konkret, da han kom på det jødiske plejehjem, mens også som et skræmmende troldspejl af forfølgelse og antisemitisme, som han oplever da en urinvejsinfektion går i blodet og sender hele hans bevidsthed på glatis med voldsomme hallucinationer, vrangforestillinger og paranoia. Bogen søger – og finder – et svar på, hvorfor angsten er en forudsætning for, at vi kan være mennesker.

Når ordet ”snublesten” ikke blot er blevet et ord på dansk, men også er en del af gadebilledet mange steder i København, er det ikke mindst takket været forfatter og journalist Henriette Harris, der har været en af de drivende kræfter i Snublesten Danmark. I sin nye bog De var os  En bog om Snublesten fortæller hun om den tyske kunster Gunter Demnig arbejde, hvis arbejde og værk førte ham til ideen om verdens største decentrale mindemærke. Og om nogle af de historier, der ligger bag de snublesten, vi kan finde i Danmark.