1 1 Hashems ord, som kom til morashtitten Michah i Jehudahs konger Jotam, Achaz, Jechizkijahs dage, det som han så over Shomron og Jerusalem. 2 Hør, alle folk, lyt, jord og dens fylde, Herren Hashem skal være vidne mod jer, Herren, fra sit hellige tempel. 3 For nu går Hashem ud fra sit sted; Han stiger ned og går over jordens høje. 4 Bjergene skal smelte under Ham og dalene kløves som voks foran ilden, som vand hældt ned ad en stejl skrænt. 5 Alt dette for Jakobs misgerning og for Israels hus’ synder; hvis skyld er Jakobs misgerning? Det er jo Shomron, og hvis skyld er Jehudahs høje? Det er jo Jerusalem. 6 Jeg vil gøre Shomron til en markens bunke, til at plante en vingård, jeg vil kaste dets sten ned i dalen, og dets fundamenter vil jeg afdække. 7 Og alle dets afgudsbilleder skal blive knust, og al dets horeløn skal brændes i ilden, og alle dets afguder vil jeg lægge øde, for af en hores løn er den samlet, og til en hores løn skal den igen blive. 8 Over dette vil jeg klage og hyle, jeg vil gå barfodet og nøgen, jeg vil udstøde en klage som sjakalerne og en sorg som strudsene. 9 For dets sår er ulægeligt, for det er kommet helt til Jehudah, det har nået mit folks port, til Jerusalem. 10 Fortæl det ikke i Gat, græd ikke, i Afrahs huse skal du vælte dig i støvet (afar). 11 Drag forbi, indbygger i Shafir, i skamfuld nøgenhed, indbyggeren i Tza’anan kommer ikke ud, Bet-Etzels klage vil overtage hans ståsted fra jer. 12 For Marots indbygger håber på det gode, for ondt steg ned fra Hashem til Jerusalems port. 13 Spænd en ganger (lareshet) for vognen, Lachis’ indbygger, det er syndens begyndelse for Zions datter, for hos dig findes Israels misgerninger. 14 Derfor skal du give bestikkelse over Moreshet Gat, Achsivs huse vil blive en skuffelse for Israels konger. 15 Jeg vil endnu føre en ejermand (joresh) til dig, Moreshahs indbygger, til Adullam skal Israels hæder komme. 16 Gør dig skaldet og rag dig over de børn, der er din lyst, gør dig bredskaldet som ørnen, for de er i landflygtighed fra dig. 2 1 Ve dem, der udtænker ondskab og forvolder ondt på deres lejer, i morgenlyset udfører de det, for det er i deres hænders magt. 2 De begærer marker, og de røver, og huse, og de tager dem, de øver vold mod en mand og hans hus og et menneske og hans arvelod. 3 Derfor, således siger Hashem: Nu vil jeg udtænke ondt mod denne familie, som I ikke kan flytte jeres nakke fra, og I skal ikke gå ranke, for det er en ond tid. 4 På den dag skal han løfte en parabel over jer og klage et klagemål over jer, vi blev visselig berøvet, mit folks lod blev skiftet ud, ak, hvor du frarev mig, vores marker tildelte han vores nabo. 5 Derfor skal du ikke have nogen, der kaster en line ved lod i Hashems forsamling. 6 Prædik ikke, de , der prædiker, prædik ikke for disse, fjern ikke skammen. 7 Det, der kaldes Jakobs hus, er Hashems ånd for kort, hvis disse er Hans handlinger? Mine ord er jo gode for den, der vandrer retsindigt? 8 Og over for mit folk rejser han dem som fjender, kjortel og klædning trækker I af dem, der passerer igennem i sikkerhed, de hjemvendte fra krigen. 9 Mit folks kvinder driver I væk fra deres glædes hus, fra hendes børn har I taget min hæder for evigt. 10 Rejs jer og gå, for dette er ikke hvilen, fordi det blev urent, vi l det få fødselssmerter og stærke smerter. 11 Hvis en mand, der vandrer i vind og falskhed, lyver: ’Jeg vil prædike for dig om vin og om stærk drik’, skal han være prædikant for dette folk. 12 Jeg vil bestemt forsamle hele dig, Jakob, jeg vil bestemt samle Israels rest; sammen vil jeg sætte dem som får i en fold, som en hjord midt i dets græsgang skal der være stor menneskestøj. 13 Den, der bryder igennem, skal stige op foran dem, de er brudt igennem og passeret gennem porten og gået ud ad den, deres konge passerer foran dem og Hashem forrest. 3 1 Jeg sagde: Hør dog, Jakobs overhoveder, og Israels hus’s anførere, det er jo op til jer at kende dommen. 2 De, der hader godt og elsker ondt, de røver deres hud af dem og deres kød fra deres knogler, 3 og som fortærer mit folks rest, og huden flår de af dem, og deres knogler flækker de, de breder dem ud som i gryden og som kød inde i en kedel. 4 Så vil de råbe til Hashem, og Han vil ikke svare dem, og Han vil skjule sit ansigt for dem på den tid, for de har handlet ondt med deres gerninger. 5 Således siger Hashem til profeterne, der vildleder mit folk, der bider med deres tænder og råber ’Fred!’, og den, der ikke giver dem noget i munden, forbereder de krig mod. 6 Derfor skal der være nat for jer uden et syn, og der skal være for mørkt for jer til at øve trolddom, og solen skal gå ned over profeterne, og dagen skal mørkne over dem. 7 Seerne skal blive til skamme og troldmænd beskæmmes, de skal alle dække over deres læber, for Gud svarer ikke. 8 Men jeg er fuld af kraft af Hashems ånd og af dom og af styrke til at fortælle Jakob hans ugerning og Israel dets synd. 9 Hør dog dette, Jakobs hus’s overhoveder og Israels hus’s anførere, som afskyr dom og fordrejer det ret linede, 10 der bygger Zion med blod og Jerusalem med uret. 11 Dets overhoveder dømmer ved bestikkelse, og dets kohanitter lærer fra sig for en pris, og dets profeter øver trolddom for sølv, og de forlader sig på Hashem ved at sige: Hashem er jo i vores midte, der kan ikke komme ondt over os. 12 Derfor, for jeres skyld skal Zion pløjes som en mark, og Jerusalem skal blive til en dynge sten og Tempelbjerget til skovbevokse de høje. 4 1 Ved dagenes ende skal Hashems Hus’s bjerg være grundfæstet på toppen af bjergene, og det skal løftes over hø jene, og folk skal strømme til det. 2 Mange folkeslag skal gå og sige: Lad os gå og drage op til Hashems bjerg og til Jakobs Guds Hus, og Han skal lære os om sine veje, og vi vil gå ad Hans stier, for fra Zion udgår Torah og Hashems ord fra Jerusalem. 3 Han skal dømme mellem mange folkeslag og irettesætte stærke folkeslag langt væk, og de skal hamre deres sværd om til plovjern og deres spyd til beskæreknive, folkeslag skal ikke løfte sværd mod folkeslag, og de skal ikke mere lære krig. 4 Hver mand skal sidde under sin vinstok og under sit fige ntræ, og ingen skal skælve, for Hærskarernes Herres mund har talt. 5 For alle folkene skal vandre, enhver i sin guds navn, og vi vil vandre i Hashems, vores Guds navn til evig tid. 6 På den dag, er Hashems ord, vil jeg indsamle de halte, og de fordrevne vil jeg samle, og dem, jeg har handlet ondt mod. 7 Jeg vil gøre den halte til en rest og den fjerne til et stærkt folkeslag, og Hashem skal herske over dem på Zions bjerg fra nu og til evig tid. 8 Og du, flok kens tårn, Zions datters tårn, til dig skal det komme; det første herredømme, Jerusalems datters konge rige. 9 Og nu, hvorfor råber du så højt, har du ikke en konge, eller er din rådgiver forsvundet, for kvalen er stærk som hos en fødende. 10 Skælv og ryst, Zions datter, som en fødende, for nu skal du gå ud af byen og bo på marken og du skal komme helt til Babylon, dér skal du blive reddet, dér skal Hashem befri dig fra dine fjenders hånd. 11 Og nu skal mange folkeslag samles mod dig, de, der siger: Hun bliver besmittet, og vores øjne skal se på Zion. 12 Men de kendte ikke Hashems tanker, og de forstod ikke Hans råd, for Han havde samlet dem som neg på tærskepladsen. 13 Rejs dig og tærsk, Zions datter, for dit horn vil jeg gøre til jern, og dine hove til kobber, og du skal knuse mange folk, og du skal beslaglægge deres bytte til Hashem og deres gods til hele jordens Herre. 14 Nu skal du samles i tropper, datter af troppen, han har lagt en belejring om os, med staven vil de slå Israels dommer på kinden. 5 1 Og du, Bet-Lechem Efratah, du er yngst blandt Jehudahs tusinder, fra dig skal han gå ud for at være hersker i Israel, og hans udgange er fra tidligere tid, fra evighedens dage. 2 Derfor skal han overgive dem indtil tiden, hvor den fødende skal føde, og de øvrige af hans brødre vender tilbage til israelitterne. 3 Han skal stå og hyrde med Hashems styrke, i Hashems, hans Guds navns stolthed, og de skal vende tilbage, for nu skal han blive stor til verdens ender. 4 Og dette skal være fred, når Ashur kommer i vores land, og når han træder i vores paladser, vil vi rejse syv hyrder over ham og otte menneske-fyrster. 5 De skal hyrde Ashurs land med sværdet og Nimrods land i dets porte; han skal redde fra Ashur, når han kommer i vores land, og når han betræder vores grænse. 6 Jakobs rest skal være midt blandt mange folk, som dug fra Hashem, som regnbyger over græs, som ikke håber på nogen og ikke venter på mennesker. 7 Jakobs rest skal være blandt folkeslagene, midt blandt mange folk, som en løve blandt skovens dyr, som en ung løve blandt fåreflokke, som tramper ned og sønderriver, når den vandrer igennem, og intet står til at redde. 8 Må din hånd være løftet over dine modstandere, og alle dine fjender blive tilintetgjort. 9 På den dag, er Hashems ord, vil jeg tilintetgøre dine heste fra din midte, og jeg vil ødelægge dine vogne. 10 Jeg vil tilintetgøre dit lands byer og rive alle dine fæstninger ned. 11 Jeg vil tilintetgøre trolddom fra din hånd, og der skal ikke findes sandsigere hos dig. 12 Jeg vil tilintetgøre dine gudestatuer og dine billedstøtter fra din midte, og du skal ikke længere bøje dig for dine hænders værk. 13 Jeg vil rive dine Asherah-pæle op fra din midte og ødelægge dine byer. 14 I vrede og harme vil jeg tage hævn over de folkeslag, som ikke ville høre. 6 1 Hør dog, hvad Hashem siger: Rejs jer og fremlæg sagen for bjergene, og lad højderne høre din stemme. 2 Hør Hashems sag, I bjerge og I jordens stærke fundamenter, for Hashem fører sag mod sit folk, og Han går i rette med Israel. 3 Mit folk, hvad har jeg gjort dig, og hvordan har jeg trættet dig? Svar mig! 4 For jeg førte dig op fra Ægyptens land, og jeg befriede dig fra trældommens hus, jeg sendte Mosheh og Aharon og Miriam i spidsen for dig. 5 Mit folk, husk dog hvordan Balak, Moavs konge, lagde råd op, og hvordan Bileam ben-Be’or svarede ham lige fra Shittim og til Gilgal, for at du skal erkende Hashems retfærdighed. 6 Hvormed skal jeg træde frem for Hashem, bøje mig for højheds Gud? Skal jeg træde frem for Ham med brændofre, med årgamle kalve? 7 Mon Hashem finder behag i tusinder af væddere, i strømme af olie? Skal jeg give min førstefødte for min forbrydelse, frugten af min krop for min sjæls synd? 8 Det er blevet fortalt dig, menneske, hvad der er godt, og hvad Hashem kræver af dig, blot at handle retsindigt, elske hengivenhed og vandre fordringsløst med din Gud. 9 Hashems røst råber til byen, og visdom skal se dit navn, hør om staven og hvem har hidkaldt den? 10 Er der endnu i den ondes hus ondskabens skatte og en mager efah, der er forbandet? 11 Skal jeg se mig selv som uskyldig med ondskabens vægtskåle og med en pose falskhedens sten? 12 For dets rigmænd er fulde af vold, og dets indbyggere taler løgnagtigt, og deres tunger er falske i deres mund. 13 Også jeg vil slå dig smerteligt, jeg vil lægge dig øde for dine synders skyld. 14 Du skal spise og ikke blive mæt, og det skal bukke dig sammen i dit indre, og du skal blive gravid og ikke bringe det ud, og hvad du bringer ud, vil jeg overgive til sværdet. 15 Du skal så og ikke høste, du skal træde oliven og ikke salve dig med olie, og most og ikke drikke vin. 16 Omris forskrifter skal overholdes og alle Achavs hus’s gerninger, og I skal vandre efter deres råd, for at jeg kan gøre dig til en ødelæggelse og dets indbygger til spot, og mit folks forsmædelse skal I bære. 7 1 Ve mig, for jeg har været som indsamlingen af sensommerfrugter, som vinhøstens efterslæt, der er ingen drueklase at spise, førstefrugt som min sjæl begærer. 2 Den hengivne er udslettet fra jorden, og der er ingen retsindig blandt mennesker; de lurer alle på blod, enhver fanger sin bror i et net. 3 Hænder gør godt for den onde, fyrsten beder og dommeren er betalt, den store taler sin sjæls begær, og de ødelægger det. 4 De bedste af dem er som en torn, deres retsindige er som et tornegærde; din udkigsmands dag, din straf er kommet, nu vil deres rådvildhed være. 5 Tro ikke på en ven, stol ikke på en fortrolig, for hende, der ligger ved dit bryst, skal du vogte din munds åbning. 6 For en søn ringeagter en far, en datter rejser sig mod sin mor, en svigerdatter mod sin svigermor, en mands fjende er hans egen husstand. 7 Og jeg vil se til Hashem, jeg vil vente på min rednings Gud, min Gud vil høre mig. 8 Glæd dig ikke over mig, min fjende, selv om jeg faldt, har jeg rejst mig, selv om jeg sidder i mørke, er Hashem et lys for mig. 9 Jeg vil bære Hashems vrede, for jeg har syndet mod Ham, til Han strider min strid og udfører min dom, Han vil føre mig ud i lyset, jeg skal se Hans retfærdighed. 10 Min fjende skal se, og skam skal dække hende, der siger til mig: Hvor er Hashem, din Gud? Mine øjne skal se på hende, nu skal hun blive til at træde på, som gadernes pløre. 11 En dag til at bygge dine hegn, den dag er meget fjern. 12 Den dag, og den skal komme til dig fra Ashur og Matzors byer og fra Matzor og til floden og fra hav til hav og fra bjerg til bjerg. 13 Og landet skal være en ødelæggelse for dets indbyggere, på grund af frugten af deres gerninger. 14 Vogt dit folk med din stav, din arvelods flok, der dvæler alene, en skov midt i Karmel, de skal græsse i Bashan og Gilad som i tidligere tider. 15 Som i dagene for din udgang fra Ægyptens land vil jeg lade dig se undere. 16 Folkeslagene skal se og beskæmmes over al deres magt, de skal lægge hånd over mund, deres ører skal blive døve. 17 De skal slikke støv som slangen, som jordens kryb skal de komme skælvende fra deres huller; de skal skælve for Hashem, vores Gud, og de skal frygte dig. 18 Hvem er en Gud som dig, der tilgiver misgerning og bærer over med ugerning hos resten af sin arvelod; som ikke holder fast i sin vrede, for Han glæder sig over hengivenhed. 19 Han vil atter vise os barmhjertighed, Han vil undertvinge vores misgerninger og kaste alle deres synder i havets dyb. 20 Du vil vise trofasthed mod Jakob, hengivenhed mod Abraham, sådan som du svor over for vores fædre fra gammel tid.
