Mindekoncert for en helt

Mindekoncert for en helt

Af Tine Bach

Søndag den 17. januar 2016 stillede fire fremragende musikere op i Tivolis Koncertsal til en mindekoncert for Dan Uzan – et modigt, fredselskende menneske, der mistede livet i en al for ung alder. Med cirka 1200 fremmødte forventningsfulde gæster, kunne vi alle nyde et overflødighedshorn af vidunderlig musik med verdens-violinisten Nikolaj Znaider, guitaristen Jacob Gurevitsch, den kongelige solo-oboist Henrik Goldschmidt og saxofonisten Benjamin Koppel på samme scene. Bent Melchior holdt en flot tale, hvor han blandt andet sagde, at Dan var en chasid – en der udfører sine pligter samvittighedsfuldt, og at han vandt en plads i evigheden på få sekunder, da han spærrede for, at en terrorist kom ind og udførte den massakre, som han havde planlagt. Deadline-studieværten Martin Krasnik var konferencier ved arrangementet og gav den triste anledning en munter stemning.

Arrangementet blev med Sergeot Uzans ord gennemført under mottoet: Forsoning, forståelse og fred. Alle de medvirkende optrådte uden honorarer, hvorfor hele overskuddet kunne gå ubeskåret til mindelegatet for Dan.

Flere har efterfølgende ønsket at få at vide, hvad det var for noget musik, der blev spillet, og vi kan fortælle, at Nikolaj Znaiders første nummer var Mendelsohn Adaggio. Henrik Goldschmidt spillede Bublitsky, Yizkor (Henrik Goldschmidt), Gabriels Oboe (Moricone). Koppel spillede Les Mobiles (Benjamin Koppel), Svanesang (Anders Koppel), Fuga (Benjamin Koppel), Kol Nidre, Efter 14 Dage (Benjamin Koppel), Farewell my heart my house (Benjamin Koppel). Jacob Gurevitch med band spillede The Wedding, The Spanish Inquisition, I Can live without you. Det er også værd at nævne, at Københavns Drengekor på smukkeste vis sang You raise me up, Altid frejdig når du går og “Hvem kan sejle foruden vind”.
Aftenen sluttede af med, at alle musikere gik på scenen og sammen spillede ’Summertime’ fra Porgy og Bess, et af familien Uzans yndlingsnumre.

Således beriget kunne vi alle bevæge os ud i vinterkulden igen efter en bevægende og minderig aften. En varm tak skal lyde til arrangørerne og alle de frivillige, der har slidt og slæbt for at få stablet dette flotte program på benene og til alle dem, der optrådte gratis. Må pengene, der blev samlet ind til Dans mindelegat, blive brugt i hans ånd: til sport og fællesskab.

Plakat fremstillet til Mindekoncert for Dan Uzan 17. januar 2016

Maleri fremstillet i anledning af mindekoncert i Tivolis Koncertsal for Dan Uzan den 17. januar 2016
Kunstner: Emily Gernild.

Billedet kan købes som plakat på administrationskontoret.
Mål: 67 x 50 cm.
Pris: 100. kr.
Beløbet går ubeskåret til Dan Uzans Mindefond.

Klik på billedet for større format.