11 Det var efter Jehoshuas død, at israelitterne spurgte Hashem og sagde: Hvem skal først gå op for os mod kenaanitten for at kæmpe mod dem? 2 Hashem sagde: Jehudah skal gå op; nu overgiver jeg landet i hans hånd. 3 Jehudah sagde til sin bror Shimon: Gå med mig op i mit lod og lad os kæmpe mod kenaanitten, så vil jeg også gå med dig i dit lod, og Shimon gik med ham. 4 Jehudah gik op, og Hashem overgav kenaanitten og perizzitten i deres hånd, og de slog dem i Bezek, ti tusind mand. 5 De mødte Adoni Bezek i Bezek, og de kæmpede mod ham og slog kenaanitten og perizzitten. 6 Adoni Bezek flygtede, og de satte efter ham og greb ham og huggede hans tommelfingre og storetæer af. 7 Adoni-Bezek sagde: Halvfjerds konger med tommelfingre og storetæer hugget af samlede op under mit bord; sådan som jeg har gjort, sådan har Gud gengældt mig. De førte ham til Jerusalem, og der døde han.
8 Jehudah-sønnerne kæmpede mod Jerusalem og indtog den og lod den falde for sværdet, og byen satte de ild til. 9 Derefter gik Jehudah-sønnerne ned for at kæmpe mod kenaanitten, som boede i bjergene, i Negev og i lavlandet. 10 Jehudah gik til kenaanitten, som boede i Hebron, Hebrons navn var tidligere Kirjat Arba, og de slog Sheshai og Achiman og Talmaj. 11 Derfra gik de mod Devirs indbyggere, og Devirs navn var tidligere Kirjat Sefer. 12 Kalev sagde: Den, som slår Kirjat Sefer og indtager den, ham vil jeg give min datter Achsah til hustru. 13 Otniel ben-K’naz, Kalevs yngre bror, indtog den, og han gav ham sin datter Achsah til hustru. 14 Da hun kom, overtalte hun ham til at bede hendes far om en mark; hun steg ned fra æslet, og Kalev sagde til hende: Hvad vil du? 15 Hun sagde: Giv mig en velsignelse; du har givet mig sydlandet, giv mig nu en kilde med vand. Og Kalev gav hende de øvre kilder og de nedre kilder.                    16 Sønnerne af Keni, Moshes svigerfar, drog op fra dadelpalmernes by sammen med Jehudah-sønnerne til Jehudahs ørken, som er syd for Arad, og han gik hen og bosatte sig sammen med folket. 17 Jehudah gik sammen med sin bror Shimon, og de slog kenaanitten, som boede i Tz’fat og ødelagde (jacharimu) den og gav byen navnet Chorma. 18 Jehudah indtog Gaza og dens opland og Ashkelon og dens opland og Ekron og dens opland. 19 Hashem var med Jehudah, og han indtog bjerglandet, for han kunne ikke fordrive dalens indbyggere, for de havde vogne af jern. 20 De gav Hebron til Kalev, sådan som Moshe havde talt, og han fordrev kæmpens tre sønner derfra. 21 Og jevusitten, som boede i Jerusalem, fordrev Benjamin-sønnerne ikke, og jevusitten har boet sammen med Benjamin-sønnerne i Jerusalem til denne dag.                       22 Også Josef-sønnerne drog op til Bet-El, og Hashem var med dem. 23 Josef-sønnerne spionerede i Bet-El, og byens navn var tidligere Luz. 24 Vagtposterne så en mand gå ud af byen og sagde til ham: Vil du vise os indgangen til byen, så vil vi skåne dig. 25 Han viste dem indgangen til byen, og de slog byen med sværdet, og manden og hele hans familie lod de gå. 26 Manden gik til hittitternes land og byggede en by og gav den navnet Luz, det er dens navn til denne dag.                   27 Menasheh fordrev ikke Bet-Shean og dens småbyer og Ta’nach og dens småbyer og indbyggerne i Dor og dens småbyer og indbyggerne i Jivle’am og dens småbyer og indbyggerne i Megiddoh og dens småbyer; det lykkedes kenaanitten at blive boende i dette land. 28 Da Israel var blevet stærkt, gjorde de kenaanitten til tvangsarbejdere, men de fordrev dem ikke.                   29 Og Efrajim fordrev ikke kenaanitten, som boede i Gezer, og kenaanitten boede midt blandt dem i Gezer.                  30 Zevulun fordrev ikke indbyggerne i Kitron og indbyggerne i Nahalol, og kenaanitten boede midt blandt dem, og de blev tvangsarbejdere.                       31 Asher fordrev ikke indbyggerne i Akko og indbyggerne i Tzidon og Achlav og Achziv og Chelbah og Afik og Rechov. 32 Asheritten boede midt blandt kenaanitten, landets indbyggere, for de fordrev dem ikke.                    33 Naftali fordrev ikke indbyggerne i Bet-Shemesh og indbyggerne i Bet-Anat, og han boede midt blandt kenaanitten, landets indbyggere, og indbyggerne i Bet-Shemesh og Bet-Anat blev tvangsarbejdere for dem. 34 Emoritten tvang Dan-sønnerne op i bjergene, for de lod dem ikke komme ned i dalen. 35 Det lykkedes emoritten at blive boende på Cheres-bjerget, i Ajalon og i Sha’alvim, men Josefs hus’ hånd fik overtaget, og de blev tvangsarbejdere. 36 Emorittens grænse gik fra Ma’aleh Akrabim, fra klippen og op. 2              1 Hashems engel gik op fra Gilgal til Bochim,                     han sagde: Jeg vil gå med jer op fra Ægypten, og jeg vil bringe jer til det land, som jeg tilsvor jeres fædre, og jeg sagde: Jeg vil ikke ophæve min pagt med jer i al evighed. 2 Og I skal ikke indgå en pagt med indbyggerne i dette land, deres altre skal I knuse, og I har ikke lyttet til min stemme; hvad er det, I har gjort! 3 Og jeg sagde også: Jeg vil ikke fordrive for jeres skyld, de skal være som torne for jer, og deres guder skal være en snare for jer. 4 Da Hashems sendebud talte disse ord til alle israelitterne, løftede folket deres røst og græd. 5 De gav dette sted navnet Bochim, og de ofrede til Hashem dér. 6 Jehoshua sendte folket bort, og israelitterne gik, hver mand til sin arvelod, for at tage landet i besiddelse. 7 Folket tjente Hashem alle Jehoshuas dage og alle de ældstes dage, de som levede længe efter Jehoshua og havde set hele Hashems store gerning, som Han havde gjort for Israel. 8 Så døde Jehoshua bin Nun, Hashems tjener, et hundrede og ti år gammel. 9 De begravede ham inden for hans arvelod, i Timnah-Cheres på Efrajims Bjerg syd for bjerget Ga’ash. 10 Og også hele den generation samledes til sine fædre, og der opstod en generation efter dem, som ikke kendte Hashem og heller ikke den gerning, Han havde gjort for Israel.                     11 Israelitterne gjorde det, som var ondt i Hashems øjne, og de tjente Baalerne. 12 De forlod Hashem, deres fædres Gud, som førte dem ud fra Ægypten, og de fulgte andre guder af de folks guder, som omgav dem, og de kastede sig ned for dem, og de gjorde Hashem vred. 13 De forlod Hashem, og de tjente Baal og Ashtarot. 14 Hashems vrede flammede op mod Israel, og Han overgav dem i røveres hånd, og de udplyndrede dem og solgte dem til deres fjender, som omgav dem, og de kunne ikke længere holde stand over for deres fjender. 15 I alt, hvad de begav sig ud i, var Hashems hånd ond mod dem, sådan som Hashem havde talt, og sådan som Hashem havde svoret over for dem, og det gik dem meget dårligt. 16 Hashem lod dommere opstå, og de reddede dem fra røvernes hånd. 17 Men heller ikke dommerne lyttede de til, for de horede efter andre guder og kastede sig ned for dem, de vendte sig hurtigt væk fra den vej, som deres fædre havde gået: at lytte til Hashems bud, men det gjorde de ikke. 18 Og når Hashem lod dommere opstå for dem, var Hashem med dommeren og reddede dem fra deres fjenders hånd alle dommerens dage, for Hashem forbarmede sig over dem på grund af deres klage over dem, der undertrykte dem og kuede dem. 19 Og når dommeren døde, handlede de igen mere fordærvet end deres forfædre ved at følge andre guder for at tjene dem og kaste sig ned for dem; de veg ikke fra deres onde handlinger og deres hårdnakkede veje. 20 Hashems vrede flammede op mod Israel, og Han sagde: Fordi dette folk har overtrådt min pagt, som jeg bød deres fædre, og ikke har lyttet til min stemme, 21 så vil jeg heller ikke blive ved med at fordrive nogen mand foran dem af de folk, som Jehoshua efterlod, da han døde, 22 for gennem dem at prøve Israel: Om de ville vogte over Hashem veje og gå ad dem, som deres fædre vogtede over dem, eller ej. 23 Hashem lod disse folk blive, så Han ikke skyndte sig at fordrive dem, og Han overgav dem ikke i Jehoshuas hånd. 3             1 Og disse er de folkeslag, som Hashem lod være for at prøve Israel gennem dem, alle dem, der ikke kendte til alle Kenaans krige, 2 udelukkende for at lære israelitternes slægter om krigen, da de jo ikke før havde kendt til krig. 3 Fem filisterfyrster og hele kenaanitten og tzidonitten og hivitten, som boede i Libanons bjerge fra Baal Hermon bjerget til Levo Chamat. 4 De var der for at prøve israelitterne gennem dem for at finde ud af, om de ville høre Hashems bud, som Han havde budt deres fædre gennem Mosheh. 5 Og israelitterne boede midt blandt kenaanitten, hittitten og emoritten og perizzitten og hivitten og jevusitten. 6 De tog deres døtre til hustruer, og deres egne døtre gav de til deres sønner, og de tjente deres guder.                 7 Israelitterne gjorde det, som var ondt i Hashems øjne, og de glemte Hashem, deres Gud, og tjente baalerne og asherot. 8 Hashems vrede flammede op mod dem, og Han overgav dem i Kushan Rishatajims hånd, Aram Nacharajims konge, og israelitterne tjente Kushan Rishatajim i otte år. 9 Israelitterne råbte til Hashem, og Hashem lod en befrier rejse sig for israelitterne til at befri dem: Otni’el ben-K’naz, Kalevs yngre bror. 10 Hashems ånd kom over ham, og han dømte Israel og gik i krig, og Hashem gav Kushan Rishatajim, Arams konge, i hans hånd, og han fik overhånd over Kushan Rishatajim. 11 Landet havde ro i fyrre år, og så døde Otni’el ben-K’naz.                   12 Israelitterne fortsatte med at gøre det, som var ondt i Hashems øjne, og Hashem styrkede Eglon, Moavs konge, mod Israel, fordi de gjorde det, som var ondt i Hashems øjne. 13 Han samlede Amon-sønnerne og Amalek hos sig og gik ud og slog Israel, og de tog palmebyen i besiddelse. 14 Israelitterne tjente Eglon, Moavs konge, i atten år. 15 Israelitterne råbte til Hashem, og Han lod en befrier rejse sig for dem: Ehud ben-Gera fra Benjamin, en mand med en forkrøblet højre hånd, og israelitterne sendte en hyldestgave med ham til Eglon, Moavs konge. 16 Ehud lavede sig et tveægget sværd, som var en alen langt, og bandt det om sig under sit tøj ved højre hofte. 17 Han bragte hyldestgaven til Eglon, Moavs konge, og Eglon var en meget fed mand. 18 Da han var færdig med at overbringe hyldestgaven, ledsagede han de folk, som havde båret gaven. 19 Og han vendte tilbage fra de afgudsstatuer, som står ved Gilgal og sagde: Jeg har en hemmelighed til dig, konge, og han sagde: Vær stille! og alle, der stod omkring ham, gik ud. 20 Ehud gik hen til ham, da han sad på sin stol på den kølige tagterrasse, som han havde for sig selv, og Ehud sagde: Jeg har et Guds ord til dig, og han rejste sig fra sin stol. 21 Ehud rakte sin venstre hånd ned og greb sværdet fra sin højre hofte og jog det i maven på ham. 22 Også skæftet gik ind efter bladet, og fedtet lukkede sig om bladet, for han trak ikke bladet ud af maven på ham, og afføringen løb ud. 23 Ehud gik ud i forværelset og lukkede dørene til tagterrassen bag sig og låste. 24 Han gik, og hans tjenere kom og så, at dørene til tagterrassen var låst, og de sagde: Han er ved at forrette sin nødtørft i det kølige værelse. 25 De ventede længe, uden at han lukkede dørene til tagterrassen op, så tog de nøglen og låste op, og dér lå deres herre faldet død om på gulvet. 26 Ehud flygtede, mens de tøvede, og han kom over ved afgudsstatuerne og undslap til Se’irah. 27 Ved sin ankomst blæste han i shofar på Efrajims Bjerg, og israelitterne gik ned fra bjerget sammen med ham, og han gik foran dem. 28 Han sagde til dem: Følg efter mig, for Hashem har givet jeres fjende Moav i jeres hånd, og de gik ned efter ham og indtog Jordans vadesteder over til Moav og lod ikke en mand komme over. 29 De slog Moav på den tid, omkring titusind mand, hver kraftig og hver tapper mand, ikke en mand undslap. 30 Moav underkastede sig den dag Israels hånd, og landet havde ro i firs år.                 31 Og efter ham kom Shamgar ben-Anat og slog filistrene, seks hundrede mand, med en oksedriverstav, og også han reddede Israel. 4         1 Israelitterne blev ved med at handle ondt i Hashems øjne, og Ehud var død. 2 Hashem overgav dem i Javins hånd, Kenaans konge, som herskede i Chazor, og hans hærfører var Sisera, og han boede i Charoshet Hagojim. 3 Israelitterne råbte til Hashem, for han havde nihundrede vogne af jern, og han undertrykte israelitterne hårdt i tyve år.
4 D’vorah, en profetisk kvinde, Lapidots hustru, dømte Israel på den tid. 5 Hun sad under D’vorahs palmetræ mellem Ramah og Bet-El på Efrajims Bjerg, og israelitterne drog op til hende til doms. 6 Hun sendte bud og tilkaldte Barak ben Avinoam fra Kedesh-Naftali og sagde til ham: Israels Gud har jo befalet: Gå og saml folk på Tabor bjerg, tag titusind mand fra Naftalis stamme og fra Zevuluns stamme med dig. 7 Og jeg vil drage Sisera, Javins hærfører, med hans stridsvogne og hans styrker, til dig, til Kishonfloden, og jeg vil overgive ham i din hånd. 8 Så sagde Barak til hende: Hvis du tager med mig, så vil jeg tage af sted, men hvis du ikke tager med mig, så vil jeg ikke tage af sted. 9 Hun sagde: Jeg skal nok tage med dig, dog vil der ikke være nogen hæder for dig på den vej, du går, for i en kvindes hånd vil Hashem overgive Sisera. Og D’vorah rejste sig og drog med Barak til Kedesh. 10 Barak kaldte Zevulun og Naftali til Kedesh, og titusind mand fulgte ham, og D’vorah drog op sammen med ham. 11 Kenitten Chever havde skilt sig fra kenitterne, efterkommere af Chovav, Moshes svigerfar, og han slog sit telt op ved Elon i Tza’ananim, som er i nærheden af Kedesh. 12 Og de fortalte Sisera, at Barak ben-Avinoam var gået op på Tabor bjerg. 13 Sisera kaldte alle sine stridsvogne sammen, nihundrede vogne af jern, og alt folket, som var med ham fra Charoshet Hagojim til Kishonfloden. 14 D’vorah sagde til Barak: Rejs dig, for dette er dagen, hvor Hashem har givet Sisera i din hånd, Hashem er jo gået foran dig, og Barak gik ned fra Tabor bjerg og titusind mand efter ham. 15 Hashem skabte kaos hos Sisera og alle hans vogne, og alle hans styrker faldt for sværdet foran Barak, og Sisera steg ned fra sin vogn og flygtede til fods. 16 Barak satte efter vognene og efter styrken helt til Charoshet Hagojim, og hele Siseras styrke faldt for sværdet; der var ikke en eneste tilbage. 17 Sisera flygtede til fods til Jaels telt, hun, som var hustru til kenitten Chever, for der var fred mellem Javin, Chazors konge, og kenitten Chevers hus. 18 Jael gik ud for at møde Sisera og sagde til ham: Kom ind, min herre, kom ind til mig, vær ikke bange. Og han gik ind til hende i hendes telt, og hun dækkede ham til med et tæppe. 19 Han sagde til hende: Giv mig lidt vand at drikke, for jeg er tørstig, og hun åbnede skindsækken med mælk og gav ham noget at drikke og dækkede ham til. 20 Han sagde til hende: Stil dig i teltåbningen, og hvis der kommer nogen forbi og udspørger dig og siger: Er her nogen? så skal du sige: Her er ikke nogen. 21 Så greb Jael, Chevers hustru, teltpløkken og tog hammeren i hånden, og hun listede sig hen til ham og drev teltpløkken ind i hans tinding, så den gik ned i jorden, og han sov tungt, for han var træt, og han døde. 22 Barak forfulgte Sisera, og Jael gik ud for at møde ham og sagde til ham: Kom, så skal jeg vise dig den mand, du leder efter, og han gik ind til hende, og dér lå Sisera død med teltpløkken i tindingen. 23 Den dag overgav Gud Javin, Kenaans konge, til israelitterne. 24 Og israelitternes hånd blev stærkere og stærkere over Javin, Kenaans konge, indtil de havde udryddet Javin, Kenaans konge.

51 Da sang D’vorah og Barak ben-Avinoam den dag således: / 2 I en stormfuld tid i Israel trådte folk frem, lovpris Hashem! / 3 Hør, konger – lyt, herskere, jeg til Hashem, jeg vil istemme en sang, jeg vil synge til Hashem, Israels Gud. / 4 Hashem, da du drog ud fra Se’ir, da du gik frem fra Edoms mark, skælvede jorden, og himlen dryppede, og skyerne dryppede af vand. / 5 Bjerge smeltede væk foran Hashem som på Sinai, for Hashem, Israels Gud. / 6 I Shamgar ben-Anats dage, i Jaels dage, lå vejene øde, og de, som vandrede ad stier, måtte gå ad snoede veje. / 7 Da var der ikke længere åbne byer i Israel, de var der ikke, indtil jeg rejste mig, D’vorah, jeg rejste mig, en moder i Israel. / 8 Det valgte nye guder, da stod krigen for byporten, der fandtes ikke skjold eller spyd blandt fyrretusind i Israel. / 9 Mit hjerte med Israels lovgivere, som trådte frem blandt folket, lovpris Hashem! / 10 I, som rider på hvide hunæsler, som bor i telte, og som vandrer på vejen, fortæl! / 11 Højere end fordelerens stemme ved vandingsstedet skal de dér synge om Hashems retfærdige gerninger, Hans retfærdige gerninger mod de åbne byer i Israel, da gik Hashems folk ned til portene. / 12 Vågn op, vågn op, D’vorah! Vågn op, vågn op, istem en sang. Rejs dig, Barak, gå og tag dem til fange, Avinoams søn! / 13 Da gik resten af de magtfulde folk ned, Hashem kom ned for at kæmpe for mig blandt de mægtige. / 14 Fra Efrajim de, hvis rod er i Amalek, efter dig, Benjamin, med dit folk, fra Machir steg lovgiverne ned og fra Zevulun de, der holder skriverens stav. / 15 Fyrster i Jissachar med D’vorah, og Jissachar gjorde som Barak, da han blev sendt ned i dalen efter ham, i Rubens telte traf man kun store beslutninger. / 16 Hvorfor sad du mellem fårefoldene og lyttede til fløjten efter hjordene? I Rubens telte traf man kun store beslutninger. / 17 Gil’ad havde bolig på den anden side af Jordan, og Dan, hvorfor bor han ved skibene? Asher sad ved havets kyst, og ved dets bugt har han bolig. / 18 Zevulun er et folk, som er villig til at vove døden, og det samme gjorde Naftali på markens højder. / 19 Konger kom og kæmpede, da kæmpede Kenaans konger ved Taanach ved Megiddos vande; de magtede ikke at tage bytte af sølv. / 20 Fra himlen blev der kæmpet, fra deres bane kæmpede stjernerne mod Sisera. / 21 Kishonfloden skyllede dem med, den ældgamle flod, Kishonfloden. Gå med styrke, min sjæl. / 22 Da hamrede hestens hove i galop, de magtfuldes galop i flugt. / 23 Forband Meroz, sagde Hashems sendebud, forband dog dens indbyggere, for de kom ikke Hashem til hjælp, Hashem til hjælp sammen med de mægtige. / 24 Velsignet være Jael, kenitten Chevers hustru, af alle kvinder, velsignet af alle kvinder i telte. / 25 Han bad om vand, hun gav mælk, i en kostelig skål bragte hun fløde. / 26 Hun rakte sin hånd ud efter teltpløkken og sin højre efter hammeren, og hun slog Sisera, slog hans hoved i stykker og knuste det og gennemborede hans tinding. / 27 Mellem hendes fødder segnede han, faldt han, blev liggende; mellem hendes fødder segnede han, faldt han; dér hvor han segnede, dér faldt han, dræbt. / 28 Gennem vinduet skuede hun ud og klagede, Siseras mor, gennem gitteret: Hvorfor tøver hans stridsvogn med at komme? Hvorfor nøler lyden af hans vogne? / 29 Den klogeste af hendes damer svarer hende, også hun svarer sig selv: / 30 Mon ikke de har fundet og delt et bytte? En pige, to piger til hver mand, et bytte af brogede klæder til Sisera, et bytte af brogede og broderede klæder, brogede og broderede klæder som bytte til hver hals. / 31 Sådan skal alle dine fjender forgå, Hashem, og de, som elsker Ham, skal være som solopgangen i dens vælde! / og landet havde ro i fyrre år.

61 Israelitterne handlede ondt i Hashems øjne, og Hashem gav dem i Midjans hånd i syv år. 2 Midjans hånd havde overtaget over israelitterne; på grund af Midjan lavede israelitterne sig de tunneler, der er i bjergene, og hulerne og befæstningerne. 3 Når Israel såede, drog Midjan op, og Amalek og østens folk drog op mod det. 4 De lejrede sig mod dem og ødelagde landets afgrøde lige til Gaza; der var ikke noget tilbage at leve af i Israel, hverken får eller okser eller æsler, 5 for de og deres hjorde drog op sammen med deres telte og kom så talrige som en græshoppesværm; der var ikke tal på dem og deres kameler, de kom til landet for at ødelægge det. 6 Israel blev stærkt forarmet på grund af Midjan, og israelitterne råbte til Hashem. 7 Da israelitterne råbte til Hashem om midjanitterne, 8 sendte Hashem en profet til israelitterne, og han sagde til dem: Således siger Hashem, Israels Gud: Jeg førte jer op fra Ægypten og bragte jer ud af trældommens hus. 9 Jeg reddede jer fra Ægyptens hånd og fra alle jeres undertrykkeres hånd; jeg fordrev dem foran jer og gav jer deres land. 10 Jeg sagde til jer: Jeg er Hashem, jeres Gud, I må ikke frygte emorittens guder, i hvis land I bor, men I lyttede ikke til min stemme.              11 Hashems engel kom og satte sig under den eg, som står i Ofrah, der tilhørte aviezritten Joash, og Gideon, hans søn, var ved at tærske hvede i vinpressen for at gemme den for Midjan. 12 Hashems engel viste sig for ham og sagde til ham: Hashem er med dig, stærke kriger! 13 Gideon sagde til ham: Undskyld, min herre, hvis Hashem er med os, hvorfor sker alt dette for os, og hvor er alle de mirakler, som vores fædre har fortalt os om og sagt: Hashem har jo ført os op fra Ægypten! og nu har Hashem forladt os og givet os i Midjans hånd? 14 Hashem vendte sig om mod ham og sagde: Gå med denne din styrke og red Israel fra Midjans hånd. Jeg har jo sendt dig? 15 Han sagde til ham: Undskyld, min herre, hvad skal jeg redde Israel med? Mine tusind er jo de fattigste i Menasheh, og jeg er den yngste i min fars hus. 16 Hashem sagde til ham: Fordi jeg vil være med dig, og du skal slå Midjan alle som én! 17 Han sagde til Ham: Hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så giv mig et tegn på, at det er dig, der taler til mig. 18 Gå ikke væk herfra, før jeg kommer til dig og bringer min offergave frem og lægger den foran dig, og Han sagde: Jeg bliver her, til du kommer tilbage. 19 Gideon kom og tilberedte et gedekid og en efah mel usyret brød; kødet lagde han i en kurv, og suppen hældte han i en krukke, og han gik ud til ham under egen og nærmede sig ham.                     20 Guds engel sagde til ham: Tag kødet og det usyrede brød og læg det på den klippe dér og hæld suppen over det, og det gjorde han. 21 Hashems engel rakte spidsen af den stav, som han havde i hånden, ud og rørte ved kødet og det usyrede brød, og ilden steg op fra klippen og fortærede kødet og det usyrede brød, og Hashems engel forsvandt for øjnene af ham. 22 Gideon så, at det var Hashems engel, og Gideon sagde: Ak, min Herre Hashem, for nu har jeg set Hashems engel ansigt til ansigt. 23 Hashem sagde til ham: Fred være med dig, vær ikke bange, du skal ikke dø. 24 Gideon byggede et alter til Hashem dér, og han kaldte det ’Hashem er fred’; til denne dag står det stadig i aviezritternes Ofrah.                  25 Det var samme nat, at Hashem sagde til ham: Tag en tyr, som tilhører din far, og den anden tyr på syv år og riv det Baal-alter ned, som din far har, og ashera-pælen, som står ved siden af, skal du hugge ned. 26 Du skal bygge et alter til Hashem, din Gud, på toppen af denne klippefæstning, på dens flade stykke, og tag den anden tyr og bring den som brændoffer med træet fra ashera-pælen, som du har hugget ned. 27 Gideon tog ti af sin fars tjenestefolk og gjorde som Hashem havde sagt til ham, og fordi han var bange for sin fars hus og for byens folk, hvis han gjorde det om dagen, gjorde han det om natten. 28 Folkene i byen stod tidligt op om morgenen, og dér var Baal-alteret revet ned, og ashera-pælen, som stod ved siden af det, var hugget ned, og den anden tyr var ofret på det alter, som var blevet bygget. 29 Den ene sagde til den anden: Hvem har gjort det her? De spurgte sig for og undersøgte sagen og sagde. Gideon ben Joash har gjort det her. 30 Byens folk sagde til Joash: Udlever din søn, så han kan dø, for han har revet Baal-alteret ned, og han har hugget ashera-pælen, som stod ved siden af, ned. 31 Joash sagde til alle dem, som stod omkring ham: Vil I kæmpe for Baal eller hjælpe ham? Den, der kæmper for Baal, skal dø inden i morgen. Hvis han er gud, kan han kæmpe for sig selv, for hans alter er revet ned. 32 Den dag kaldte han ham Jerubaal og sagde: Lad Baal kæmpe (jarev) mod ham, for han har revet hans alter ned.                      33 Og hele Midjan og Amalek og østens folk samlede sig og drog over og slog lejr i Jizre’els dal. 34 Og Gideon iklædte sig Hashems ånd, og han blæste i shofaren, og slægten sluttede op bag ham og fulgte ham. 35 Og han sendte bud ud i hele Menasheh, og også den sluttede op og fulgte ham, og han sendte bud ud i Asher og i Zevulun og i Naftali, og de drog op for at møde dem. 36 Gideon sagde til Gud: Hvis det er din mening at redde Israel ved min hånd, som du sagde, 37 så lægger jeg nu noget afklippet uld på tærskepladsen; hvis der kun er dug på ulden, og der er tørt på al jorden, så ved jeg, at du vil frelse Israel ved min hånd, sådan som du har sagt. 38 Sådan gik det, han stod op tidligt næste morgen og vred ulden og pressede dug ud af ulden, så det fyldte en skål med vand. 39 Gideon sagde til Gud: Lad ikke din vrede flamme op mod mig, når jeg blot taler denne gang. Jeg vil bare prøve én gang til, lad der kun være tørt på ulden, og på al jorden skal der være dug. 40 Det gjorde Gud den nat, der var kun tørt på ulden, og på hele jorden var der dug. 7            1 Jerubaal, det er Gideon, stod tidligt op om morgenen, han og hele folket, som var med ham; de slog lejr ved Ein-Charod, og Midjans lejr lå nord for ham ved Giv’at Hamoreh i dalen. 2 Hashem sagde til Gideon: Der er for mange folk med dig til, at jeg kan give Midjan i deres hånd, så Israel ikke skal bryste sig over for mig og sige: Min egen hånd har reddet mig. 3 Og nu skal du råbe til folket og sige: Den, der er angst og bange, skal vende om og drage væk fra Gil’ads bjerg. Toogtyve tusind mand af folket vendte om, og der var ti tusind tilbage.                        4 Hashem sagde til Gideon: Folket er stadig for mange; før dem ned til vandet, så vil jeg sortere dem for dig dér; når jeg siger til dig: Den skal gå med dig, så skal han gå med dig, og alle dem, om hvem jeg siger: Den skal ikke gå med dig, han skal ikke gå. 5 Han førte folket ned til vandet, og Hashem sagde til Gideon: Enhver, der labber af vandet med tungen, som en hund labber, skal du anbringe for sig selv, og enhver, der lægger sig på knæ for at drikke. 6 Tallet på dem, der labbede ved at føre hånden til munden, var trehundrede mand, og hele resten af folket lagde sig på knæ for at drikke vand.                       7 Hashem sagde til Gideon: Med de trehundrede mand, som labbede, vil jeg redde jer; jeg vil give Midjan i din hånd, og hele folket skal gå, enhver til sit sted. 8 De tog folkets proviant i hånden og deres shofare, og alle de andre israelitter sendte han væk, hver mand til sit telt, og beholdt de trehundrede mand, og Midjans lejr lå under ham i dalen. 9 Det var den nat, Hashem sagde til ham: Stå op, gå ned i lejren, for jeg vil give den i din hånd. 10 Og hvis du er bange for at gå ned, så gå ned til lejren med Purah, din tjenestedreng. 11 Du vil høre, hvad de siger, og bagefter vil din hånd være stærk, og du kan gå ned i lejren. Han og hans tjenestedreng Purah gik ned til udkanten med de bevæbnede mænd, som var i lejren. 12 Og Midjan og Amalek og alle østens folk lå i dalen, så mange som græshopper og deres kameler uden tal, så mange som sand ved havets bred. 13 Gideon kom, og dér var en mand i færd med at fortælle sin ven en drøm, og han sagde: Jeg drømte denne her drøm: Et rundt bygbrød blev hvirvlet rundt i Midjans lejr, og det kom til teltet og ramte det, så det faldt, det væltede det omkuld, så teltet faldt. 14 Hans ven svarede og sagde: Det kan ikke være andet end israelitten Gideon ben-Joash’s sværd; Gud har givet Midjan i hans hånd sammen med hele lejren.                    15 Da Gideon hørte beretningen om drømmen og dens betydning, kastede han sig ned, og han vendte tilbage til Israels lejr og sagde: Rejs jer, for Hashem har givet Midjans lejr i jeres hånd! 16 Han delte de trehundrede mand i tre kompagnier og gav alle en shofar i hånden og tomme krukker med fakler i krukkerne. 17 Han sagde til dem: Se efter mig og gør det samme; når jeg nu kommer til udkanten af lejren, så skal I gøre sådan, som jeg gør. 18 Jeg vil blæse i shofaren, jeg og alle, som er med mig, I skal også blæse i shofarene hele vejen rundt om lejren, og I skal sige ’for Hashem og for Gideon!’                      19 Gideon og hundrede mand, som var med ham, kom til udkanten af lejren ved begyndelsen af den midterste vagt, da vagterne lige var vækket, og de blæste i shofarene og knuste krukkerne, som de havde i hånden. 20 De tre kompagnier blæste i shofarene og knuste krukkerne og holdt faklerne i deres venstre hånd og i deres højre hånd shofarene for at blæse, og de råbte: Et sværd for Hashem og for Gideon! 21 Hver mand stod på sin plads rundt om lejren, og hele lejren løb, og de blæste, og de flygtede. 22 De blæste i de trehundrede shofare, og Hashem vendte hver mands sværd mod hans næste i hele lejren, og lejren flygtede til Bet Hashitta, til Tz’rera, til bredden ved Abel Mecholah over for Tabbat. 23 Israelittiske mænd blev kaldt sammen fra Naftali og fra Asher og fra hele Menasheh, og de satte efter Midjan. 24 Gideon sendte budbringere til hele Efrajims Bjerg således: Drag ned og mød Midjan og afskær dem fra vandet helt til Bet Barah og Jordan. Og alle mand fra Efrajim blev kaldt sammen og afskar dem fra vandet til Bet Barah og Jordan. 25 De tog to af Midjans fyrster til fange, Orev og Zeev, og dræbte Orev på Orevs klippe og Zeev dræbte de ved Zeevs vinperse, og de forfulgte Midjan, og Orevs og Zeevs hoveder bragte de til Gideon på den anden side af Jordan. 81 Efrajims mænd sagde til ham: Hvad er det, du har gjort mod os, at du ikke tilkaldte os, da du gik i krig mod Midjan? og de skændtes voldsomt med ham. 2 Han sagde til dem: Hvad har jeg gjort nu sammenlignet med jer? Efrajims efterslæt er jo bedre end Aviezers vinhøst? 3 Hashem har givet Midjans fyrster i jeres hånd, Orev og Zeev, hvad kunne jeg gøre sammenlignet med jer? Så svækkedes deres vrede mod ham, da han sagde disse ord. 4 Gideon kom til Jordan, han gik over, og de trehundrede mand, som var med ham, var udmattede af at forfølge. 5 Han sagde til folkene i Sukkot: Giv folket, som følger mig, noget brød, for de er udmattede, og jeg forfølger Zevach og Tzalmunna, Midjans konger. 6 Sukkots fyrster sagde: Har du fået fat i Zevach og Tzalmunna nu, siden vi skal give din hær brød? 7 Gideon sagde: For det her vil jeg tæske jeres kroppe med ørkenens torne og tidsler, når Hashem har givet Zevach og Tzalmunna i min hånd. 8 Derfra gik han til P’nuel og talte til dem på samme måde, og folkene i P’nuel svarede ham på samme måde som folkene i Sukkot havde svaret. 9 Han talte også til folkene i P’nuel således: Når jeg vender tilbage med fred, vil jeg rive dette tårn ned.                    10 Og Zevach og Tzalmunna var i Karkor, og deres lejr med dem, femten tusind, alle dem, der var tilbage af hele østens folks lejr, for der var faldet hundrede og tyve tusind våbenføre mænd. 11 Gideon drog op gennem teltboernes lejr øst for Novach og Jogbohah, og han slog lejren, for lejren havde troet sig sikker. 12 Zevach og Tzalmunna flygtede, og han satte efter dem og tog de to Midjan-konger til fange, Zevach og Tzalmunna, og slog hele lejren med rædsel. 13 Gideon ben Joash vendte tilbage fra krigen, fra Heres-højderne, 14 og han tog en ung dreng af folkene i Sukkot til fange og spurgte ham ud, og han beskrev fyrsterne i Sukkot og dens ældste for ham, syvoghalvfjerds mænd. 15 Han kom til folkene i Sukkot og sagde: Her er Zevach og Tsalmunna, som I hånede mig med således: Har du fået fat i Zevach og Tzalmunna nu, siden vi skal give dine trætte mænd brød? 16 Han greb byens ældste og ørkentornene og tidslerne og tæskede mændene i Sukkot med dem. 17 Og tårnet i P’nuel rev han ned, og han dræbte folkene i byen. 18 Han sagde til Zevach og til Tzalmunna: Hvor er de mænd, som I dræbte i Tabor? De sagde: Som du er, sådan de; som man beskriver kongesønner. 19 Han sagde: De var mine brødre, min mors sønner; så sandt Hashem lever: Hvis I blot havde ladet dem leve, ville jeg ikke slå jer ihjel. 20 Han sagde til Jeter, sin førstefødte: Rejs dig og dræb dem! men den unge dreng trak ikke sit sværd, fordi han var bange, for han var stadig en dreng. 21 Så sagde Zevach og Tzalmunna: Rejs dig selv og slå os ihjel, for som en mand er, er hans styrke. Og Gideon rejste sig og dræbte Zevach og Tzalmunna, og han tog de halvmåner, som hang om halsen på deres kameler.                    22 Israels mænd sagde til Gideon: Hersk over os, både du og din søn og din sønnesøn, for du har reddet os fra Midjans hånd. 23 Gideon sagde til dem: Jeg vil ikke herske over jer, og min søn vil ikke herske over jer, Hashem skal herske over jer. 24 Gideon sagde til dem: Jeg vil spørge jer om noget: at hver mand giver mig en ring af sit bytte, de havde nemlig guldringe, fordi de var ishmaelitter. 25 De sagde: Vi vil gerne give dig dem; han bredte sin kappe ud, og hver mand kastede en ring af sit bytte i den. 26 Vægten af guldringene, som han havde bedt om, var et tusind syvhundrede i guld udover halvmånerne og øreringene og de purpurklæder, Midjans konger bar, og udover de halsbånd, som kamelerne havde om halsen. 27 Gideon lavede det til en efod og stillede den i sin by, i Ofrah, og der horede hele Israel efter den, og den blev en snare for Gideon og hans hus. 28 Midjan overgav sig til israelitterne og løftede ikke hovedet igen, og landet havde ro i fyrre år, så længe Gideon levede.                       29 Og Jerubaal ben-Joash drog til sit hjem og boede der. 30 Og Gideon havde halvfjerds sønner, som udgik fra hans lænder, for han havde mange hustruer. 31 Også hans konkubine, som boede i Shechem, fødte ham en søn, og han gav ham navnet Avimelech. 32 Gideon ben-Joash døde i en høj alder, og de begravede ham i hans far Joash’s grav i aviezrittens Ofrah.                    33 Da Gideon var død, horede israelitterne igen efter baalerne og gjorde Baal Brit til deres gud. 34 Og israelitterne huskede ikke Hashem, deres Gud, som havde reddet dem fra alle deres fjender, der omgav dem. 35 Og de viste ikke nåde mod Jerubaals, Gideons, hus, trods alt det gode, han havde gjort for Israel. 9                1 Avimelech ben-Jerubaal tog til Shechem, til sin mors brødre, og talte til dem og til hele sin morfars familie og sagde: 2 Tal til alle mændene i Shechem: Hvad er bedst for jer, at halvfjerds mænd hersker over jer, alle sønner af Jerubaal, eller at én mand hersker over jer? Husk, at jeg er jeres kød og blod. 3 Hans mors brødre talte om ham til alle mændene i Shechem alle disse ord, og deres hjerter var tilbøjelige til at følge Avimelech, for de sagde: Han er vores bror. 4 De gav ham halvfjerds sølvmønter fra Baal B’rits hus, og for dem købte Avimelech ledige og ryggesløse mænd, og de fulgte ham.                         5 Han kom til sin fars hus, til Ofrah, og dræbte sine brødre, Jerubaals sønner, halvfjerds mænd på den samme sten, og Jotam, Jerubaals yngste søn, blev tilbage, for han havde gemt sig. 6 Alle borgerne i Shechem og hele Millos hus samledes, og de gik hen og gjorde Avimelech til konge ved egen ved søjlen, som står i Shechem. 7 Det fortalte man Jotam, og han gik hen og stillede sig på toppen af bjerget G’rizim, og han hævede stemmen og råbte og sagde til dem: Hør på mig, I mænd i Shechem, og Gud vil høre på jer. 8 Træerne gik frem for at salve en konge over sig, og de sagde til oliventræet: Vær hersker over os. 9 Oliventræet sagde til dem: Skulle jeg give afkald på min fedme, som de hædrer Gud og mennesker med, og give mig til at knejse over træerne? 10 Træerne sagde til figentræet: Gå du hen og hersk over os. 11 Figentræet sagde til dem: Skulle jeg give afkald på min sødme og min gode frugt og give mig til at knejse over træerne? 12 Træerne sagde til vinstokken: Gå du hen og hersk over os. 13 Vinstokken sagde til dem: Skulle jeg give afkald på min nye vin, som glæder Gud og mennesker, og give mig til at knejse over træerne? 14 Træerne sagde til tornebusken: Gå du hen og hersk over os. 15 Tornebusken sagde til træerne: Hvis I virkelig salver mig til at herske over jer, så kom og søg tilflugt i min skygge, men hvis ikke, så lad der udgå ild fra tornebusken for at fortære Libanons cedre. 16 Og nu, hvis det var ærligt og oprigtigt, at I gjorde Avimelech til konge, og hvis I har handlet godt mod Jerubaal og mod hans hus og vil gengælde ham for det, han gjorde: 17 at min far kæmpede for jer og satte sit liv på spil for at redde jer fra Midjans hånd. 18 Men I har rejst jer mod min fars hus i dag og slået hans sønner ihjel, halvfjerds mand på samme sten, og gjort Avimelech, søn af hans tjenestekvinde, til konge over mændene i Shechem, fordi han er jeres bror. 19 Og hvis I har handlet ærligt og oprigtigt mod Jerubaal og hans hus i dag, så kan I glæde jer over Avimelech, og han kan glæde sig over jer. 20 Og hvis ikke, så lad der udgå en ild fra Avimelech og fortære mændene i Shechem og Millos hus, og lad der udgå en ild fra mændene i Shechem og fra Millos hus og fortære Avimelech. 21 Jotam flygtede og undslap og tog til Be’er og boede dér på grund af sin bror Avimelech.                       22 Avimelech herskede over Israel i tre år. 23 Gud sendte en ond ånd mellem Avimelech og mændene i Shechem, og mændene i Shechem forrådte Avimelech, 24 for at voldshandlingen mod de halvfjerds Jerubaal-sønner og deres blod kunne komme over Avimelech, deres bror, som slog dem ihjel, og over mændene i Shechem, som gav hans hænder styrke til at dræbe sine brødre. 25 Borgerne i Shechem lavede et baghold for ham på toppen af bjergene og udplyndrede alle, som kom forbi dem, og det blev fortalt til Avimelech.                     26 Gaal ben-Eved kom med sine brødre, og de drog ind i Shechem, og mændene i Shechem stolede på ham. 27 De gik ud på marken og høstede deres vingårde og trådte druerne, og de holdt en fest og gik ind i deres guds hus, og de spiste og drak og forbandede Avimelech. 28 Gaal ben-Eved sagde: Hvem er Avimelech og hvem er Shechem, at vi skulle tjene ham? Er han ikke søn af Jerubaal, og er Zevul ikke hans foged? Tjen Chamors mænd, Shechems far, hvorfor skulle vi tjene ham? 29 Havde jeg blot dette folk i min hånd, skulle jeg nok gøre det af med Avimelech. Og han sagde til Avimelech: Gør din hær større og kom ud. 30 Zevul, byens fyrste, hørte Gaal ben-Eveds ord, og hans vrede flammede op. 31 Han sendte i hemmelighed bud til Avimelech for at sige: Gaal ben-Eved og hans brødre er kommet til Shechem, og nu hidser de byen op mod dig. 32 Bryd nu op ved nattetid, du og de folk, som er med dig, og læg dig i baghold på marken. 33 Om morgenen, når solen står op, skal du stå tidligt op og angribe byen, og så vil han og de folk, som er med ham, rykke ud mod dig, og du kan gøre med ham, hvad du vil. 34 Avimelech og alle de folk, som var med ham, brød op om natten og lagde sig i baghold ved Shechem i fire kompagnier. 35 Gaal ben-Eved rykkede ud og stod i byens port, og Avimelech og de folk, som var med ham, brød op fra bagholdet. 36 Gaal så folket og sagde til Zevul: Se, der kommer folk ned fra bjergtoppene, og Zevul sagde til ham: Det er bjergenes skygge, du ser som mennesker. 37 Gaal blev ved med at tale og sagde: Se, der kommer folk ned fra jordens navle, og der kommer ét kompagni ad vejen fra sandsigerens eg. 38 Zevul sagde til ham: Hvad er der blevet af dine ord, du som sagde: Hvem er Avimelech, at vi skulle tjene ham? Er det ikke det folk, som du foragtede? Ryk nu ud og kæmp mod det. 39 Gaal rykkede ud foran Shechems mænd og kæmpede mod Avimelech. 40 Avimelech forfulgte ham, og han flygtede fra ham, og der var mange, som faldt helt hen til byporten. 41 Avimelech bosatte sig i Arumah, og Zevul fordrev Gaal og hans brødre fra Shechem. 42 Næste morgen gik folket ud til marken og fortalte Avimelech det. 43 Han tog folket og delte det op i tre kompagnier, og han lagde sig i baghold på marken, og der så han folket rykke ud fra byen, og han rejste sig mod dem og slog dem. 44 Og Avimelech og de kompagnier, som var med ham, spredte sig ud og stod i byens port, og to kompagnier rykkede ud mod alle, der var på marken og slog dem. 45 Og Avimelech kæmpede mod byen hele den dag, og han indtog byen, og de folk, som var i den, slog han ihjel, og han ødelagde byen og strøede salt ud over den.                   46 Alle borgerne i Shechems tårn hørte det, og de kom ud til Bet El Brits fæstning. 47 Man fortalte Avimelech, at alle mændene i Migdol-Shechem havde samlet sig. 48 Avimelech gik op på Tzalmons Bjerg, han og alt folket, som var med ham, og Avimelech tog sin økse i hånden og huggede grene af træerne, og han løftede dem op og tog dem på skulderen, og han sagde til folkene, som var med ham: I har set, hvad jeg har gjort, skynd jer at gøre som jeg. 49 Alle folkene huggede hver sin gren og fulgte efter Avimelech og lagde dem ved fæstningen og satte ild til fæstningen, og alle menneskene i Migdol-Shechem døde, omkring tusind mænd og kvinder.                     50 Avimelech tog til Tevetz, og han slog lejr i Tevetz og indtog den. 51 Og der var et stærkt tårn midt i byen, og der flygtede alle mænd og kvinder hen sammen med alle borgerne i byen og lukkede efter sig, og de gik op på taget af tårnet. 52 Avimelech kom til tårnet og gik til kamp mod det, og han nåede porten til tårnet og satte ild til den. 53 En kvinde kastede en møllesten mod Avimelechs hoved og knuste hans kranie. 54 Han kaldte straks på den unge dreng, hans våbenbærer, og sagde til ham: Træk dit sværd og dræb mig, så man ikke skal sige om mig: En kvinde slog ham ihjel, og den unge dreng gennemborede ham, så han døde. 55 Israels mænd så, at Avimelech var død, og enhver gik til sit sted. 56 Gud gengældte det onde, som Avimelech havde gjort mod sin far ved at dræbe sine halvfjerds brødre. 57 Og al ondskaben hos Shechems befolkning vendte Gud mod deres egne hoveder, og Gud lod Jotam ben-Jerubaals forbandelse komme over dem. 10              1 Efter Avimelech fremstod Tola ben-Puah ben-Dodo for at redde Israel, en mand fra Jissachar, og han boede i Shamir på Efrajims Bjerg. 2 Han dømte Israel i treogtyve år, så døde han og blev begravet i Shamir.                     3 Efter ham fremstod gil’aditten Jair, og han dømte Israel i toogtyve år. 4 Han havde tredive sønner, som red på tredive unge æsler, og de havde tredive landsbyer, dem har man kaldt Jairs landsbyer til den dag i dag, og de er i landet Gil’ad. 5 Jair døde og blev begravet i Karmon.

6 Israelitterne fortsatte med at gøre det, som var ondt i Hashems øjne, og tjente Baalerne og Ashtarot og Arams guder og Tzidons guder og Moavs guder og ammonitternes guder og filistrenes guder, og de forlod Hashem og tjente Ham ikke. 7 Hashems vrede flammede op mod Israel, og Han overlod dem i filistrenes hånd og i ammonitternes hånd. 8 De kuede og undertrykte israelitterne det år, i atten år, alle de israelitter, som er på den anden side af Jordan i emoritternes land, som ligger i Gil’ad. 9 Ammonitterne gik over Jordan for at gå i krig både med Jehudah og med Benjamin og med Efrajims hus, og Israel var i stor nød. 10 Israelitterne råbte til Hashem og sagde: Vi har syndet mod dig, for vi har forladt vores Gud og tjent baalerne.                    11 Hashem sagde til israelitterne: [Har jeg] ikke [reddet] jer fra ægypterne og fra emoritterne og fra ammonitterne og filistrene? 12 Og tzidonitterne og Amalek og Maon undertrykte jer, og I råbte til mig, og jeg reddede jer fra deres hånd. 13 Men I forlod mig og tjente andre guder, derfor vil jeg ikke blive ved med at redde jer. 14 Gå hen og råb til de guder, I har valgt; de kan redde jer i nødens stund. 15 Israelitterne sagde til Hashem: Vi har syndet, gør med os efter hvad der er godt i dine øjne, hvis du bare vil redde os i dag! 16 De vendte sig bort fra de fremmede guder i deres midte og tjente Hashem, og Hans sjæl kunne ikke holde Israels trængsler ud.                     17 Ammonitterne blev kaldt sammen og slog lejr i Gil’ad, og israelitterne samlede sig og slog lejr i Mitzpah. 18 Folket, Gil’ads fyrster, sagde, enhver til sin næste: Den mand, som begynder at kæmpe mod ammonitterne, han skal være overhoved for alle indbyggere i Gil’ad. 11              1 Og Gil’aditten Jiftach var en tapper kriger, han var søn af en prostitueret kvinde, og Gil’ad avlede Jiftach. 2 Gil’ads hustru fødte ham sønner, og hustruens sønner voksede op og jog Jiftach bort og sagde til ham: Du skal ikke arve noget af vores fars hus, for du er søn af en anden kvinde. 3 Jiftach flygtede fra sine brødre og bosatte sig i landet Tov, og der samlede sig nogle ryggesløse mænd om Jiftach, og de drog ud på togt sammen med ham.                4 Nogen tid efter gik ammonitterne i krig mod Israel. 5 Da ammonitterne gik i krig mod Israel, tog Gil’ads ældste af sted for at hente Jiftach fra landet Tov. 6 De sagde til Jiftach: Kom og vær anfører for os, så vi kan kæmpe mod ammonitterne. 7 Jiftach sagde til Gil’ads ældste: I har jo hadet mig og jaget mig bort fra min fars hus? Hvorfor kommer I til mig nu, hvor I er i bekneb? 8 Gil’ads ældste sagde til Jiftach: Det er derfor, vi nu er kommet tilbage til dig, kom med os og kæmp mod ammonitterne, så skal du være overhoved for os, for alle Gil’ads indbyggere. 9 Så sagde Jiftach til Gil’ads ældste: Hvis I henter mig tilbage for at kæmpe mod ammonitterne, og Hashem overgiver dem til mig, så vil jeg være jeres overhoved. 10 Gil’ads ældste sagde til Jiftach: Hashem skal være vidne mellem os, hvis vi ikke gør sådan, som du har sagt. 11 Så gik Jiftach med Gil’ads ældste, og folket satte ham over sig som overhoved og som anfører, og Jiftach gentog alt dette foran Hashem i Mitzpah.                    12 Så sendte Jiftach udsendinge til ammonitternes konge og lod dem sige: Hvad er det mellem dig og mig, at du er kommet til mig for at føre krig i mit land? 13 Ammonitternes konge sagde til Jiftachs udsendinge: Det er fordi Israel tog mit land, da det drog op fra Ægypten, fra Arnon til Jabok og indtil Jordan; giv det nu godvilligt tilbage. 14 Jiftach sendte igen udsendinge til ammonitternes konge 15 og lod sige til ham: Således siger Jiftach: Israel tog ikke Moavs land og ammonitternes land, 16 for da de drog op fra Ægypten, vandrede Israel i ørkenen indtil Sivhavet, og de kom til Kadesh. 17 Og Israel sendte udsendinge til Edoms konge for at sige: Lad mig drage gennem dit land, men Edoms konge lyttede ikke, og han sendte også bud til Moavs konge, men han ville heller ikke, så Israel blev boende i Kadesh. 18 Da det vandrede i ørkenen, gik det uden om Edoms land og Moavs land, og det kom østfra til Moavs land og lejrede sig på den anden side af Arnon, men de kom ikke over Moavs grænse, for Arnon var Moavs grænse. 19 Israel sendte udsendinge til Sichon, emoritternes konge, konge i Cheshbon, og Israel sagde til ham: Lad os dog drage gennem dit land til mit sted. 20 Men Sichon stolede ikke nok på Israel til at lade dem vandre gennem hans område, så Sichon samlede hele sit folk, de slog lejr i Jatzah, og han kæmpede mod Israel. 21 Så overgav Hashem, Israels Gud, Sichon og hele hans folk i Israels hånd, og de slog dem, og Israel tog hele det land i besiddelse, som emoritterne boede i. 22 De tog hele emoritternes område i besiddelse, fra Arnon til Jabok og fra ørkenen til Jordan. 23 Hashem, Israels Gud, fordrev emoritterne foran sit folk Israel, og nu vil du tage det i besiddelse! 24 Det er jo sådan, at det, som Kemosh, din gud, lader dig besidde, det må du besidde, og alt det, som Hashem, vores Gud, har fordrevet for os, det skal vi besidde? 25 Er du nu bedre end Balak ben-Tzipor, Moavs konge? Lå han i strid med Israel, eller førte han krig mod dem? 26 Da Israel boede i Cheshbon og de tilhørende byer og i Aror og de tilhørende byer og i alle de byer, som ligger langs Arnon, i tre hundrede år, hvorfor tog I dem ikke dengang? 27 Men jeg har ikke syndet mod dig, og du handler ondt mod mig ved at bekrige mig. Hashem, dommeren, vil i dag dømme mellem israelitter og ammonitter. 28 Men ammonitternes konge lyttede ikke til Jiftachs budskab, som han havde sendt til ham.                  29 Så kom Hashems ånd over Jiftach, og han drog gennem Gil’ad og Menasheh og gennem Mitzpeh Gil’ad, og fra Mitzpeh Gil’ad drog han mod ammonitterne. 30 Jiftach aflagde et løfte til Hashem og sagde: Hvis du virkelig overgiver ammonitterne i min hånd, 31 så skal den, som går ud ad døren til mit hus, når jeg vender tilbage fra ammonitterne i fred, tilhøre Hashem, og jeg vil bringe det som brændoffer.
32 Jiftach drog mod ammonitterne for at kæmpe mod dem, og Hashem overgav dem i hans hånd. 33 Han slog dem fra Aro’er og til udkanten af Minnit, tyve byer, og til Avel Keramim, et meget stort nederlag, og ammonitterne overgav sig til israelitterne.                  34 Jiftach kom til Mitzpah, til sit hjem, og da kom hans datter ud for at hilse ham med trommer og dans, og hun var hans eneste, han havde hverken en søn eller en datter ud over hende. 35 Da han så hende, sønderrev han sine klæder og sagde: Ak, min datter, du har sønderknust mig, du er min ulykke, for jeg har åbnet min mund til Hashem, og jeg kan ikke kalde det tilbage! 36 Hun sagde til ham: Far, du har åbnet din mund til Hashem, gør med mig efter det, der gik ud af din mund, efter Hashem gav dig hævn over dine fjender, over ammonitterne. 37 Og hun sagde til sin far: Gør dette for mig, giv mig en frist på to måneder, så vil jeg gå omkring i bjergene og græde over min jomfrustand, jeg og mine veninder. 38 Han sagde: Gå! og han sendte hende bort i to måneder, og hun gik, hun og hendes veninder, og hun græd i bjergene over sin jomfrustand. 39 Ved slutningen af to måneder vendte hun tilbage til sin far, og han opfyldte sit løfte med hende, det han havde lovet, og hun havde ikke kendt en mand, og det blev skik i Israel, 40 at Israels døtre hvert år går hen for at sørge over gil’aditten Jiftachs datter fire dage om året. 121             Efrajims mænd blev kaldt sammen, og de drog mod nord og sagde til Jiftach: Hvorfor drog du over for at kæmpe mod ammonitterne, og os tilkaldte du ikke for at gå med dig? Nu brænder vi dit hus af over dig. 2 Jiftach sagde til dem: Jeg var en mand i stor strid, jeg og mit folk, med ammonitterne, jeg råbte på jer, men I reddede mig ikke fra deres hånd. 3 Jeg så, at I ikke ville redde mig, og jeg tog mit liv i mine egne hænder og drog over mod ammonitterne, og Hashem gav dem i min hånd. Hvorfor kommer I op til mig nu i dag for at kæmpe mod mig? 4 Jiftach samlede alle mændene i Gil’ad og kæmpede mod Efrajim, og mændene i Gil’ad slog Efrajim, for de sagde: I er Efrajims frafaldne! 5 Gil’ad erobrede vadestederne ved Jordan, som tilhørte Efrajim, for når flygtninge fra Efrajim sagde: Jeg vil over, sagde Gil’ads mænd til ham: Er du efrajimit? og så sagde han: Nej. 6 Så sagde de til ham: Vær venlig at sige ’shibbolet’, og så sagde han: ’sibbolet’, for han kunne ikke udtale det rigtigt. Og de greb ham og dræbte ham ved Jordans vadesteder; på det tidspunkt faldt der toogfyrre tusind af Efrajim. 7 Jiftach dømte Israel i seks år, så døde gil’aditten Jiftach og blev begravet i Gil’ads byer.                  8 Efter ham dømte Ivtzon fra Bet Lechem Israel. 9 Han havde tredive sønner, og han sendte tredive døtre ud, og tredive døtre bragte han udefra til sine sønner, og han dømte Israel i syv år. 10 Ivtzon døde og blev begravet i Bet Lechem.                 11 Efter ham dømte zevulunitten Eilon Israel, og han dømte Israel i ti år. 12 Så døde zevulunitten Eilon og blev begravet i Ajalon i Zevuluns land.                13 Efter ham dømte pir’atonitten Avdon ben-Hillel Israel. 14 Han havde fyrre sønner og tredive sønnesønner, som red på halvfjerds unge æsler, og han dømte Israel i otte år. 15 Avdon ben-Hillel fra Pir’aton døde og blev begravet i Pir’aton i Efrajims land på amalekitternes bjerg. 13             1 Israelitterne fortsatte med at handle ondt i Hashems øjne, og Hashem overgav dem i filistrenes hånd i fyrre år.                    2 Der var en mand fra Zorah af danitternes slægt, hans navn var Manoach, og hans kone var ufrugtbar og havde ikke født. 3 Hashems engel viste sig for kvinden og sagde til hende: Du er jo ufrugtbar og har ikke født, nu skal du undfange og føde en søn. 4 Nu skal du passe på, at du ikke drikker vin og spiritus og lad være med at spise noget som helst urent. 5 For nu skal du undfange og føde en søn, og der må ikke komme en barberkniv på hans hoved, for drengen skal være en Guds naziræer fra moders liv, og han skal begynde at redde Israel fra filistrene. 6 Kvinden gik hen og sagde til sin mand således: Der kom en Guds mand til mig, og han så ud som en Guds engel, meget ærefrygtindgydende, og jeg spurgte ikke, hvor han kom fra, og han fortalte mig ikke sit navn. 7 Han sagde til mig: Nu skal du undfange og føde en søn, og nu må du ikke drikke vin og spiritus, og du må ikke spise noget som helst urent, for drengen skal være en Guds naziræer fra moders liv og indtil sin dødsdag.
8 Manoach bad inderligt til Hashem og sagde: Jeg beder dig, Herre, den Gudsmand, som du sendte, vil du ikke nok lade ham komme til os igen og lære os, hvad vi skal gøre med den dreng, som skal fødes? 9 Gud hørte Manoachs stemme, og Guds engel kom igen til kvinden, mens hun var ude på marken, og hendes mand Manoach var ikke med hende. 10 Kvinden skyndte sig at løbe hen og fortælle sin mand det og sagde til ham: Nu har manden, som kom til mig den dag, vist sig for mig. 11 Manoach rejste sig og gik efter sin kone og kom hen til manden og sagde til ham: Er du den mand, som talte til kvinden? og han sagde: Det er mig. 12 Manoach sagde: Nu går dit ord i opfyldelse, hvordan skal reglerne for drengen og hans gerning være? 13 Hashems engel sagde til Manoach: Alt det, jeg sagde til kvinden, skal hun overholde. 14 Alt det, som kommer fra vinstokken, må hun ikke spise, hun må ikke drikke vin og spiritus, og hun må ikke spise noget som helst urent; alt det, jeg har pålagt hende, det skal hun overholde. 15 Manoach sagde til Hashems engel: Vi vil gerne opholde dig lidt og tilberede et gedekid til dig. 16 Men Hashems engel sagde til Manoach: Selvom du opholder mig, så kan jeg ikke spise af dit brød, og hvis du vil bringe et brændoffer, skal du gøre det til Hashem, for Manoach vidste ikke, at det var Hashems engel. 17 Så sagde Manoach til Hashems engel: Hvad er dit navn, for når dit ord går i opfyldelse, vil vi gerne vise dig ære? 18 Hashems engel sagde til ham: Hvorfor spørger du mig om mit navn? Det er jo underfuldt. 19 Så tog Manoach gedekiddet og madofferet og ofrede det på klippen til Hashem, og da gjorde han noget underfuldt, mens Manoach og hans hustru så til. 20 Da flammen steg op fra alteret mod himlen, steg Hashems engel op i flammen fra alteret, og Manoach og hans hustru så det og kastede sig til jorden på deres ansigt. 21 Hashems engel viste sig ikke mere for Manoach og hans hustru; da vidste Manoach, at det var Hashems engel. 22 Manoach sagde til sin kone: Nu kommer vi sikkert til at dø, for vi har set Gud. 23 Men hans kone sagde til ham: Hvis Hashem ønskede at slå os ihjel, havde Han ikke taget imod brændofferet og madofferet af vores hånd, og Han havde ikke ladet os se alt dette og heller ikke ladet os høre sådan noget på dette tidspunkt. 24 Og kvinden fødte en søn og gav ham navnet Shimshon, og drengen voksede op, og Hashem velsignede ham. 25 Og Hashems ånd begyndte at virke i ham i Dans lejr mellem Zorah og Eshtaol. 141 Shimshon drog ned til Timnat og så en kvinde i Timnat, en af filistrenes døtre. 2 Han drog op og fortalte sin far og sin mor det og sagde: Jeg har set en kvinde i Timna, en af filistrenes døtre, skaf mig nu hende til hustru. 3 Hans far og hans mor sagde til ham: Er der ikke en kvinde blandt dine brødres døtre og i hele mit folk, siden du går hen og tager en kvinde fra de uomskårne filistre? Men Shimshon sagde til sin far: Skaf mig hende, for hun er tiltrækkende i mine øjne. 4 Og hans far og hans mor vidste ikke, at det kom fra Hashem, for Han søgte et påskud over for filistrene, og på det tidspunkt herskede filistrene over Israel. 5 Shimshon og hans far og hans mor drog ned til Timnat og kom til Timnats vingårde, og dér kom en ung løve brølende imod dem. 6 Hashems ånd kom over ham, og han sønderrev den, som man sønderriver et gedekid, og han havde ikke noget i hånden, men han fortalte ikke sin far og sin mor, hvad han havde gjort. 7 Han drog ned og talte til kvinden, og hun var tiltrækkende i Shimsons øjne. 8 Han vendte tilbage efter nogle dage for at hente hende, og han drejede af for at kigge på løvens ådsel, og da var der en sværm af bier i løvens krop og honning. 9 Han tog noget af det i sine hænder og gik videre, mens han spiste, og han gik til sin far og til sin mor og gav dem det, og de spiste det, og han fortalte dem ikke, at han havde taget honningen fra løvens krop. 10 Hans far gik ned til kvinden, og dér arrangerede Shimshon et gæstebud, for sådan gjorde de unge. 11 Da de så ham, fik de fat i tredive venner, og de var sammen med ham. 12 Shimshon sagde til dem: Jeg vil gerne fortælle jer en gåde; hvis I kan løse den i løbet af gæstebuddets syv dage, og I kan finde ud af den, vil jeg give jer tredive skjorter og tredive sæt tøj. 13 Og hvis I ikke kan løse den, skal I give mig tredive skjorter og tredive sæt tøj, og de sagde til ham: Fortæl os din gåde, så vi kan høre den. 14 Han sagde til dem: Fra den, der spiser, kommer spise, og fra den stærke kommer sødt. Men de kunne ikke løse gåden i løbet af tre dage. 15 På den syvende dag sagde de til Shimshons hustru: Lok din mand til at give os løsningen, så vi ikke sætter ild til dig og din fars hus. Har I budt os hertil for at tage alt fra os? 16 Shimshons hustru græd over for ham og sagde: Du hader mig bare og elsker mig ikke, du har fortalt gåden til mine landsmænd, men du har ikke fortalt mig løsningen. Han sagde til hende: Jeg har ikke engang fortalt min far og min mor den, skulle jeg fortælle dig den? 17 Hun græd over for ham de syv dage, festen varede, og på den syvende dag fortalte han hende det, for hun plagede ham, og hun fortalte løsningen til sine landsmænd. 18 Byens mænd sagde til ham på den syvende dag, før solen gik ned: Hvad er sødere end honning, og hvad er stærkere end en løve? og han sagde til dem: Hvis ikke I havde pløjet min kalv, havde I ikke fundet ud af min gåde. 19 Hashems ånd kom over ham, og han drog ned til Ashkelon og slog tredive mænd af dem, og han trak deres tøj af og gav klæderne til dem, der havde fortalt løsningen, og hans vrede flammede op, og han drog op til sin fars hus. 20 Og Shimshons hustru blev givet til den brudesvend, der havde været hans brudefører. 15              1 Nogle dage efter, under hvedehøsten, besøgte Shimshon sin hustru og havde et gedekid med; han sagde: Jeg vil ind i værelset til min hustru, men hendes far gav ham ikke lov til at komme ind. 2 Hendes far sagde: Jeg har sagt, at du hadede hende, og gav hende til din brudefører. Hendes lillesøster er jo bedre end hende? Lad hende blive din i stedet for. 3 Shimshon sagde til dem: Denne gang er jeg uskyldig over for filistrene, når jeg handler ondt mod dem. 4 Shimshon gik hen og fangede tre hundrede ræve, og han tog nogle fakler og vendte dem hale mod hale og satte en fakkel midt mellem to haler. 5 Han satte ild til faklerne og sendte dem ind i filistrenes korn, og det satte ild til negene og det stående korn og til olivenlunde. 6 Filistrene sagde: Hvem har gjort dette? og de sagde: Shimshon, timnittens svigersøn, fordi man har givet hans hustru til hans brudefører. Og filistrene drog op og brændte hende og hendes far i ild. 7 Shimshon sagde til dem: Når I gør sådan noget, så må jeg hævne mig på jer, og derefter vil jeg holde op. 8 Han slog dem sønder og sammen med et vældigt slag og gik ned og opholdt sig i kløften ved Etams klippe.                  9 Filistrene drog op og slog lejr i Jehudah og spredte sig i Lechi. 10 Mændene i Jehudah sagde: Hvorfor er I gået op mod os? De sagde: For at binde Shimshon, vi drog op for at gøre mod ham, som han har gjort mod os. 11 Tre tusind mand gik ned fra Jehudah til kløften ved Etams klippe og sagde til Shimshon: Du vidste jo, at filistrene regerer over os? Hvad er det, du har gjort mod os? Han sagde til dem: Som de har gjort mod mig, har jeg gjort mod dem. 12 De sagde: Vi er kommet ned for at binde dig og overgive dig i filistrenes hånd; Shimshon sagde til dem: Sværg over for mig, at I ikke selv vil angribe mig. 13 De sagde til ham: Nej, vi vil binde dig og overgive dig i deres hånd, men vi vil ikke slå dig ihjel,” og de bandt ham med to nye reb og førte ham op fra klippen. 14 Han kom til Lechi, og filistrene jublede ham i møde; Hashems ånd kom over ham og rebene, som han havde om armene, blev som hør, der brænder i ilden, og båndene smeltede væk fra hans hænder. 15 Han fandt en frisk æselkæbe og rakte hånden ud og tog den og slog tusind mand med den. 16 Shimshon sagde: Med kæben fra et æsel, et ganske lille æsel, med kæben fra et æsel slog jeg tusind mand. 17 Da han havde talt færdig, kastede han kæben fra sig, og han kaldte dette sted for Ramat Lechi (kæbe). 18 Han blev meget tørstig og råbte til Hashem og sagde: Ved din tjeners hånd har Du givet denne store befrielse, skal jeg nu dø af tørst og falde i de uomskårnes hånd? 19 Gud kløvede den lavning, som er i Lechi, og der kom vand ud fra den, og han drak, og hans livsmod vendte tilbage, og det var derfor han kaldte det sted Ein HaKore,¹ som ligger i Lechi indtil denne dag. 20 Og han dømte Israel i filistrenes tid i tyve år. 16             1 Shimshon tog til Gaza; dér så han en prostitueret kvinde og gik ind til hende. 2 Blandt folkene i Gaza sagde man: Shimshon er kommet hertil! og de omringede ham og lagde sig i baghold hele natten ved byporten, og de holdt sig i ro hele natten og sagde: Når det bliver lyst i morgen, slår vi ham ihjel. 3 Shimshon blev liggende til midt om natten, så stod han op midt om natten og greb fat i dørene i byporten og i de to dørstolper og løftede dem af sammen med slåen, og han tog dem på skulderen og tog dem op på toppen af bjerget, som ligger over for Hebron.                     4 Det var efter det, han blev forelsket i en kvinde ved floden Sorek, og hendes navn var Dalilah. 5 Filistrenes fyrster drog op til hende og sagde til hende: Du skal lokke ud af ham og finde ud af, hvad hans store styrke består i, og hvordan vi kan overvinde ham og binde ham og knække ham, så vil hver mand give dig elleve hundrede sølvstykker. 6 Dalilah sagde til Shimshon: Fortæl mig dog, hvad din store styrke består i, og hvordan man kan binde og knække dig. 7 Shimshon sagde til hende: Hvis man binder mig med syv friske buestrenge, som ikke er blevet tørre, så bliver jeg svag som ethvert menneske. 8 Filisterfyrsterne bragte syv friske strenge, som ikke var blevet tørre, op til hende og bandt ham med dem. 9 Mens der lå folk på lur i værelset hos hende, sagde hun til ham: Filistrene er over dig, Shimshon! og han rev strengene af, som tråde af blår rives over, når det mærker ilden, og hans styrke blev ikke afsløret. 10 Dalilah sagde til Shimshon: Du har jo hånet mig og fortalt mig løgne, sig mig nu, hvad man kan binde dig med. 11 Han sagde til hende: ”Hvis jeg bliver bundet godt med nye reb, som ikke har været brugt til noget, bliver jeg svag som ethvert andet menneske. 12 Dalilah tog nogle nye reb og bandt ham med dem og sagde til ham: Filistrene er over dig, Shimshon! [mens] der lå folk på lur i værelset, og han rev rebene af sine arme, som var det sytråde. 13 Dalilah sagde til Shimshon: Indtil nu har du hånet mig og fortalt mig løgne, sig mig nu, hvad man kan binde dig med, og han sagde til hende: Hvis du væver de syv lokker på mit hoved til et fletværk. 14 Hun satte det fast med pløkken og sagde til ham: Filistrene er over dig, Shimshon! Han vågnede af sin søvn og tog pløkken væk fra fletværket. 15 Hun sagde til ham: Hvordan kan du sige ’jeg elsker dig’, når dit hjerte ikke er med mig? Tre gange har du hånet mig og ikke fortalt mig, hvad din store styrke ligger i, 16 og hun plagede ham med sine ord hver dag og pressede ham, så hans sjæl blev træt til døden. 17 Han åbnede sig hjerte for hende og sagde til hende: Der er aldrig kommet en ragekniv over mit hoved, for jeg har været en Guds naziræer fra min mors liv. Hvis jeg bliver raget, vil min styrke forlade mig, og jeg bliver svag som ethvert andet menneske. 18 Dalilah så, at han havde åbnet sit hjerte helt for hende, og hun sendte bud og tilkaldte filisterfyrsterne med denne besked: Kom herop [endnu] en gang, for han har åbnet sit hjerte helt for mig, og filisterfyrsterne tog op til hende og havde sølvstykkerne med i hånden. 19 Hun lullede ham i søvn på sine knæ og kaldte på manden, så ragede hun de syv fletninger på hans hoved af og begyndte at pine ham, og hans kræfter forlod ham. 20 Så sagde hun: Filistrene er over dig, Shimshon! og han vågnede af sin søvn og sagde: Jeg slipper ud af det ligesom de andre gange og ryster det af mig, han vidste ikke, at Hashem havde forladt ham. 21 Filistrene greb ham og stak hans øjne ud, og de førte ham ned til Gaza og bandt ham med kobberlænker, og han trak kværnen i fængslet. 22 Håret på hans hoved begyndte at vokse ud igen, efter det var raget af.                          23 Filisterfyrsterne samledes for at bringe et stort offer til Dagon, deres gud, og for at feste, og de sagde: Vores gud har givet vores fjende Shimshon i vores hånd. 24 Folket så ham og lovpriste deres gud, for de sagde: Vores gud har givet vores fjende i vores hånd, ham der har ødelagt vores land og dræbt så mange af os. 25 Da de var kommet i godt humør, sagde de: Kald på Shimshon så han kan more os, og de tilkaldte Shimshon fra fængslet, og han dansede for dem, og de stillede ham mellem søjlerne. 26 Shimshon sagde til den unge dreng, der havde fat om hans hånd: Slip mig, så jeg kan mærke de søjler, som huset hviler på, så jeg kan læne mig op ad dem. 27 Huset var fuldt af mænd og kvinder, og alle filisterfyrsterne var der; på taget var der omkring tretusind mænd og kvinder, der så på, at man morede sig over Shimshon. 28 Shimshon råbte til Hashem og sagde: Herre Hashem, husk på mig og gør mig stærk bare denne gang, Gud, så jeg kan få hævn over filistrene for det ene af mine to øjne! 29 Shimshon holdt på de to midterste søjler, som huset hvilede på, og rørte den ene med højre hånd og den anden med venstre hånd. 30 Shimshon sagde: Lad min sjæl dø sammen med filistrene! Så lænede han sig frem af alle kræfter, og huset faldt sammen over fyrsterne og over hele folket, som var i det, og de døde, der døde ved hans død, var flere end dem, der døde, mens han levede. 31 Hans brødre og hele hans fars hus kom ned og hentede ham og bragte ham op og begravede ham mellem Tzor’ah og Eshtaol i hans far Manoachs grav, og han havde dømt Israel i tyve år. 17            1 Der var en mand fra Efrajims Bjerg, og hans navn var Michajhu. 2 Han sagde til sin mor: De et tusind et hundrede sølvstykker, som blev taget fra dig, og som du kastede en forbandelse over – og du sagde det også til mig – pengene er her hos mig, jeg tog dem, og hun sagde: Velsignet være du, min søn, til Hashem. 3 Han gav de et tusind et hundrede sølvstykker tilbage til sin mor, og hans mor sagde: Jeg har dedikeret pengene til Hashem fra min hånd til min søn til at lave et støbt billede, og nu giver jeg dem tilbage til dig. 4 Han gav pengene tilbage til sin mor, og hans mor tog to hundrede sølvstykker og gav dem til sølvsmeden; han lavede et støbt billede, og det stod i Michajhus hus. 5 Manden Michah havde et gudshus, og han lavede en efod og husguder, og han indviede en af sine sønner, og han blev hans præst. 6 I de dage var der ingen konge i Israel, hver mand gjorde det, der var ret i hans øjne.                  7 Der var en ung dreng fra Bet Lechem, Jehudah, af Jehudahs familie, han var levit og han boede dér. 8 Manden gik ud af byen, af Bet Lechem i Jehudah, for at bo der, hvor han kunne finde et sted, og på vejen kom han til Efrajims Bjerg, til Michahs hus. 9 Michah sagde til ham: Hvor kommer du fra? og han sagde til ham: Jeg er levit fra Bet Lechem i Jehudah, og jeg vandrer for at bo der, hvor jeg kan finde et sted. 10 Michah sagde til ham: Bo hos mig og vær far og præst for mig, så vil jeg give dig ti sølvstykker om året og et sæt tøj og føden, og levitten gik ind på det. 11 Levitten var tilfreds med at bo hos manden, og den unge dreng var som en af hans sønner for ham. 12 Michah indviede levitten, og den unge dreng var præst for ham og boede i Michas hus. 13 Michah sagde: Nu ved jeg, at Hashem vil mig det godt, for levitten er blevet min præst. 181 I de dage var der ingen konge i Israel, og i de dage bad Dans stamme om en arvelod at bosætte sig i, for til den dag var der ikke tilfaldet dem nogen arvelod blandt Israels stammer.                2 Fra deres familier, fra alle dele af stammen, sendte danitterne fem mænd, tapre mænd fra Tzorah og fra Eshta’ol, til at udspejde landet og udforske det og sagde til dem: Gå og udforsk landet. De kom til Efrajims Bjerg, til Michahs hus, og overnattede der. 3 Mens de var i nærheden af Michahs hus, genkendte de den unge levits stemme, og de drejede af der og sagde til ham: Hvem har bragt dig hertil, og hvad laver du her, og hvad får du ud af det? 4 Han sagde til dem: Sådan og sådan har Michah gjort for mig, han har ansat mig, og jeg er præst for ham. 5 De sagde til ham: Spørg nu Gud, så vi kan vide, om den rejse, vi er på, vil lykkes. 6 Præsten sagde til dem: Gå med fred, Hashem våger over den vej, I går.                    7 De fem mænd gik videre og kom til Lajish, og de så, at folket, som var der, boede i tryghed efter Tzidonitternes sædvane, stille og trygt, der var ingen røvere i landet og ingen tronarving, de var langt fra Tzidon og uden forbindelse til andre mennesker. 8 De kom til deres brødre i Tzorah og Eshta’ol, og deres brødre sagde til dem: Hvad har I af nyt? 9 De sagde: Bryd op og lad os drage op mod dem, for vi har set landet, og det var vældig godt, og I holder jer tilbage! Lad være med at nøle med at tage af sted og gå ind for at tage landet i besiddelse. 10 Når I kommer, vil I komme til et trygt folk, og landet er vidtstrakt, for Gud har givet det i jeres hånd, et sted, hvor der ikke er mangel på noget af det, som er i landet. 11 Seks hundrede mænd af danitternes familie udrustet med krigsvåben rejste derfra, fra Tzorah og Eshtaol. 12 De drog op og slog lejr i Kirjat Je’arim i Jehudah, derfor har man kaldt det sted for Dans Lejr indtil denne dag, det ligger bag Kirjat Je’arim. 13 Derfra gik de over til Efrajims Bjerg og kom til Michahs hus. 14 De fem mænd, der havde gået omkring for at udspejde landet ved Lajish, tog til orde og sagde til deres brødre: Ved I, at der i disse huse er en efod og husguder og en billedstøtte og et støbt billede? Så nu ved I, hvad I skal gøre. 15 De drejede af dér og kom til den unge drengs, levittens hus, til Michahs hus og ønskede ham Guds fred. 16 Seks hundrede mand af danitterne udrustet med krigsvåben stod i portåbningen. 17 De fem mænd, der havde gået omkring for at udspejde landet, drog op og kom dertil for at tage billedstøtten og efoden og husguderne og det støbte billede, og præsten stod i portåbningen med de seks hundrede mænd udrustet med krigsvåben. 18 Disse kom til Michahs hus og tog billedstøtten og efoden og husguderne og det støbte billede, og præsten sagde til dem: Hvad gør I? 19 De sagde til ham: Ti stille, hold din mund og gå med os og vær far og præst for os; er det bedre for dig at være præst for én mands hus eller at være præst for en stamme og en familie i Israel? 20 Det passede præsten godt, og han tog efoden og husgudene og billedstøtten og gik midt blandt folket. 21 De vendte om og gik og anbragte småbørnene og kvæget og deres ejendele foran sig. 22 De var kommet noget væk fra Michahs hus, og folkene, som var i husene, der lå nær ved Michahs hus, samledes og indhentede danitterne. 23 De råbte til danitterne, og de vendte sig om og sagde til Michah: Hvad er det med dig, at du har kaldt dem sammen? 24 Han sagde: Min gud, som jeg har lavet, har I taget og også præsten, og I er gået, hvad har jeg nu tilbage? og hvordan kan I sige til mig: Hvad er det med dig? 25 Danitterne sagde til ham: Lad ikke din stemme høre blandt os, at ikke nogle forbitrede mænd slår dig og dit hus. 26 Danitterne gik deres vej, og Michah indså, at de var stærkere end ham, og han vendte om og gik tilbage til sit hus. 27 De tog det, Michah havde lavet, og den præst, han havde haft, og de kom til Lajish, til et stille og trygt folk, og de slog dem med sværdet, og byen brændte de ned. 28 Og der var ingen hjælp, for det var langt fra Tzidon, og de havde ingen forbindelse med noget menneske, og det var i dalen, som ligger ved Bet-Rechov, og de genopbyggede byen og bosatte sig i den. 29 De kaldte byen Dan i deres forfader Dans navn, han som blev født til Israel; byens navn var dog fra begyndelsen Lajish. 30 Danitterne rejste billedstøtten, og Jehonatan ben-Gershom ben-Menasheh,² han og hans sønner var præster for Dans stamme indtil landflygtighedens tid. 31 De stillede Michahs billedstøtte, som han havde lavet, op hos sig al den tid Guds hus var i Shilo. 19              1 Det var i de dage, og der var ingen konge i Israel, og der var en mand, en levit, som boede i udkanten af Efrajims Bjerg; han tog en kvinde fra Bet Lechem i Jehudah som medhustru. 2 Kvinden var ham utro, og hun forlod ham og tog til sin fars hus, til Bet Lechem i Jehudah og var dér i en periode på fire måneder. 3 Hendes mand brød op og tog efter hende for at tale til hendes hjerte og få hende til at vende tilbage. Der var en tjenestedreng med ham og et par æsler, og hun bragte ham ind i sin fars hus; den unge piges far så ham og glædede sig over at møde ham. 4 Hans svigerfar, den unge piges far, holdt på ham, og han boede der tre dage, og de spiste og drak og overnattede der. 5 Den fjerde dag stod de tidligt op om morgenen og brød op for at tage af sted, men den unge piges far sagde til sin svigersøn: Styrk dig med et stykke brød, og så kan I tage af sted bagefter. 6 De satte sig og spiste sammen og drak, og den unge piges far sagde til manden: Gå nu med til at overnatte og gør dig det behageligt. 7 Manden brød op for at tage af sted, men hans svigerfar trængte ind på ham, og han blev og overnattede dér. 8 Han stod tidligt op om morgenen den femte dag for at tage af sted, og den unge piges far sagde til ham: Styrk dig og vent, til dagen går på hæld, og de to spiste sammen. 9 Manden brød op for at tage af sted, han og hans medhustru og hans tjenestedreng, og hans svigerfar, den unge piges far, sagde til ham: Nu går dagen mod aften, overnat her, dagen går jo på hæld, overnat her og gør dig det behageligt og stå tidligt op i morgen for at tage af sted på jeres rejse og drage til dit telt. 10 Men manden kunne ikke bekvemme sig til at overnatte, og han brød op og tog af sted og kom til et sted over for Jebus, det er Jerusalem, og der var et spand æsler med læs på med ham, og hans medhustru var med ham. 11 De var i nærheden af Jebus, og dagen var gået stærkt på hæld, og tjenestedrengen sagde til sin herre: Lad os dreje af og gå til denne jebusitter-by og overnatte i den. 12 Hans herre sagde til ham: Vi drejer ikke af til en fremmed by, som ikke er israelittisk, vi drager over til Giv’ah. 13 Han sagde til sin tjenestedreng: Kom og lad os nærme os et af stederne og overnatte i Giv’ah eller i Ramah. 14 De drog videre, og solen gik ned nær Giv’ah, som tilhører Benjamin. 15 De drejede dér af for at tage ind og overnatte i Giv’ah, og de kom og slog sig ned på byens torv, men der var ikke nogen, der tog dem med hjem for at overnatte. 16 Så kom der om aftenen en gammel mand fra sit arbejde, fra marken; manden var fra Efrajims Bjerg, og han boede i Giv’ah, og mændene på stedet var benjaminitter. 17 Han kiggede op og så den vejfarende mand på byens torv, og den gamle mand sagde: Hvor skal du hen, og hvor kommer du fra? 18 Han sagde til ham: Vi er kommet over fra Bet Lechem i Jehudah til udkanten af Efrajims Bjerg, dér er jeg fra; jeg tog til Bet Lechem i Jehudah og er på vej til Hashems hus, og ingen har taget mig med hjem. 19 Jeg har både strå og foder til æslerne og også brød og vin til din tjenestepige og til den unge dreng, der er med dine tjenestefolk, der er ikke mangel på noget. 20 Den gamle mand sagde: Fred være med dig, lad bare alt, hvad du mangler, være min sag, men du må ikke overnatte på torvet. 21 Han tog ham med til sit hjem og blandede foder til æslerne, og de vaskede deres fødder, og de spiste og drak. 22 De var veltilpasse, da der kom nogle af byens mænd, nogle slyngler, de omringede huset og bankede hårdt på døren og sagde til manden, den gamle husherre: Bring manden, som er kommet til dit hus, ud, så vi kan forgribe os på ham. 23 Manden, husets herre, gik ud til dem og sagde til dem: Nej, mine brødre, I må ikke handle ondt, eftersom denne mand er kommet til mit hus, må I ikke begå denne ugerning. 24 Min jomfruelige datter og hans medhustru vil jeg bringe ud til jer, I kan pine dem og gøre med dem, som I finder for godt, men mod denne mand må I ikke begå denne ugerning. 25 Mændene ønskede ikke at lytte til ham, og manden greb fat i sin medhustru og førte hende udenfor til dem, og de forgreb sig på hende og mishandlede hende hele natten og sendte hende væk, da det blev daggry. 26 Kvinden kom ved morgenens frembrud og faldt om ved døren til den mands hus, hvor hendes herre var, indtil det var lyst. 27 Hendes herre brød op om morgenen og åbnede døren til huset og gik ud for at gå sin vej, og der lå kvinden, hans medhustru, faldet om ved husets dør med hænderne på tærsklen. 28 Han sagde til hende: Rejs dig op og lad os gå! men der var intet svar, så han tog hende op på æslet, og manden brød op og tog til sit hjemsted. 29 Han kom til sit hjem og tog slagtekniven og greb sin medhustru og skar hende led for led i tolv stykker og sendte hende ud i hele Israel. 30 Enhver, der så hende, sagde: Der har aldrig været og er aldrig set noget som dette fra den dag, israelitterne drog op fra Ægyptens land og til denne dag; vær opmærksomme, søg råd og tal om det. 20             1 Alle israelitterne drog ud og samledes som én mand fra Dan til Beer Sheva og landet Gil’ad til Hashem i Mitzpah. 2 Hele folkets ledere, alle Israels stammer stod frem i Guds folks forsamling, fire hundrede tusind mand, alle våbenføre.                  3 Benjaminitterne hørte, at israelitterne var draget op til Mitzpah, og israelitterne sagde: Sig os, hvordan denne ondskab kunne finde sted. 4 Den levittiske mand, manden til den myrdede kvinde, svarede og sagde: Jeg kom til Giv’ah, som tilhører Benjamin, jeg og min medhustru for at overnatte. 5 Borgerne i Giv’ah rejste sig mod mig og omringede mig i huset om natten; mig forsøgte de at slå ihjel, og min medhustru voldtog de, og hun døde. 6 Jeg tog min medhustru og skar hende i stykker og sendte hende til alle områder i Israels arvelod, for de havde begået utugt og en ugerning i Israel. 7 I er jo alle israelitter, sig jeres mening og kom med et råd. 8 Hele folket rejste sig som én mand og sagde: Ingen går tilbage til sit telt og ingen vender tilbage til sit hjem! 9 Og nu er det det her, vi skal gøre mod Giv’ah, vi vil drage op mod dem ved lodtrækning. 10 Vi vil tage ti mand ud af hundrede fra alle Israels stammer og hundrede ud af tusind og tusind ud af ti tusind til at tage forsyninger til folket, så når de kommer til Geva i Benjamin, kan de gøre al den ugerning, som blev gjort i Israel. 11 Alle mænd i Israel samlede sig mod byen som én mand i fællesskab.                   12 Israels stammer sendte mænd ud i alle Benjamins stammer for at sige: Hvad er det for en ondskab, der har været iblandt jer? 13 Og tag nu de folk, de niddinger, som er i Giv’ah, og vi vil dræbe dem og fjerne ondskaben fra Israel; men benjaminitterne ønskede ikke at lytte til deres brødre israelitternes stemme. 14 Benjaminitterne samlede sig fra byerne til Giv’ah for at drage ud og gå i krig mod israelitterne. 15 Den dag talte benjaminitterne fra byerne seksogtyve tusind våbenføre mænd ud over beboerne i Giv’ah, som talte syv hundrede udvalgte mænd. 16 Af alle disse folk var der syv hundrede udvalgte mænd med en forkrøblet venstrehånd; de kunne alle ramme med en sten på et hår uden at fejle. 17 Og Israels mænd uden Benjamin talte fire hundrede tusind våbenføre mænd, hver af dem var krigsvante mænd. 18 De brød op og drog op til Bet El og spurgte Gud, og israelitterne sagde: Hvem vil først drage op for os for at gå i krig mod benjaminitterne? Og Hashem sagde: Jehudah først. 19 Israelitterne brød op om morgenen og slog lejr ved Giv’ah. 20 Israels mænd gik ud for at gå i krig mod Benjamin og stillede op i slagorden mod Giv’ah. 21 Benjaminitterne gik ud fra Giv’ah og fældede den dag tyve tusind mand i Israel. 22 Folket, Israels mænd, fattede mod og stillede igen op i slagorden på det sted, hvor de stillede op den første dag. 23 Israelitterne drog op og græd foran Hashem indtil aften og spurgte Hashem og sagde: Skal jeg igen møde min bror, benjaminitterne, i krig? og Hashem sagde: Drag op mod ham.                     24 Israelitterne nærmede sig benjaminitterne den anden dag. 25 Benjamin gik ud for at møde dem den anden dag og fældede endnu atten tusind mand til jorden, alle våbenføre mænd. 26 Alle israelitterne og hele folket drog op og kom til Bet El, og de græd, og de sad dér foran Hashem og fastede den dag indtil aften, og de bragte brændofre og fredsofre foran Hashem. 27 Israelitterne spurgte Hashem, og Guds pagts ark stod dér i de dage. 28 Og Pinchas ben-Elazar ben-Aharon stod foran den i de dage og sagde: Skal jeg blive ved med at drage i krig mod benjaminitterne, min bror, eller lade være? og Hashem sagde: Drag op, for i morgen vil jeg give dem i din hånd. 29 Israel lagde sig i baghold rundt om Giv’ah.                  30 Israelitterne drog op mod benjaminitterne den tredje dag og stillede op mod Giv’ah ligesom de andre gange. 31 Benjaminitterne gik ud for at møde de folk, som var afskåret fra byen og begyndte at slå nogle af folket ligesom de andre gange, så de faldt på vejene, hvoraf den ene gik op til Bet El og den anden til Giv’ah, omkring tredive mand i Israel. 32 Benjaminitterne sagde: De er faldet foran os ligesom første gang, og israelitterne sagde: Lad os flygte og trække dem væk fra byen ud til vejene. 33 Hver mand i Israel brød op fra sit sted og stillede op ved Baal Tamar, og de af Israel, der lå i baghold, brød op fra deres sted, fra Geva-sletten. 34 Over mod Giv’ah kom der ti tusind udvalgte mænd fra hele Israel, og kampen var hård, og de vidste ikke, at ulykken nærmede sig dem.                35 Hashem slog Benjamin foran Israel, og israelitterne fældede den dag femogtyve tusind et hundrede mand af Benjamin, alle disse var våbenføre mænd. 36 Benjaminitterne så, at de var slået, og de israelittiske mænd gav plads til Benjamin, for de stolede på det baghold, som de havde lagt ved Giv’ah. 37 Bagholdet skyndte sig at gå til angreb på Giv’ah, og bagholdet trængte ind og slog hele byen med sværdet. 38 Der var et aftalt tidspunkt mellem bagholdet og Israels mænd om at lade en røgsøjle stige op fra byen. 39 Israels mænd flygtede fra slaget, og Benjamin begyndte at slå Israels mænd, omkring tredive mand, så de faldt, for de sagde: De er faldet foran os ligesom første slag. 40 Røgsøjlen begyndte at stige op fra byen, en støtte af røg, og Benjamin vendte om, og dér steg røg fra hele byen op mod himlen. 41 Israels mænd vendte om, og Benjamins mænd var forfærdede, for de indså, at ulykken var over dem. 42 De vendte om foran Israels mænd i retning af ørkenen, og kampen fulgte efter dem, og de fra byerne huggede ned iblandt dem. 43 De omringede Benjamin og satte efter dem og fangede dem ved Menucha på vejen til Giv’ah mod øst. 44 Der faldt atten tusind mænd fra Benjamin, alle tapre mænd. 45 De vendte om og flygtede mod ørkenen, til Rimmon-klippen, og de plukkede en efterhøst på fem tusind mand på vejene; så fulgte de tæt efter dem indtil Gidom og slog tusind mand af dem. 46 Alle dem, der faldt fra Benjamin den dag, udgjorde femogtyve tusind våbenføre mænd, de var alle tapre mænd. 47 Seks hundrede mand vendte om og flygtede mod ørkenen, til Rimmon-klippen, og de blev ved Rimmon-klippen i fire måneder. 48 Israelitterne vendte tilbage til benjaminitterne og slog dem med sværdet, og fra byen dræbte de selv kvæget, ja alt, hvad der fandtes, og alle de byer, som endnu fandtes, satte de ild til. 21                1 Israels mænd havde aflagt ed i Mitzpah og sagt: Ingen af os skal give sin datter til Benjamin som hustru. 2 Folket kom til Bet-El og slog sig ned dér for Guds ansigt indtil aften, og de opløftede deres røst og græd voldsomt. 3 De sagde: Hvorfor, Hashem, Israels Gud, er dette sket i Israel, så der i dag mangler en af Israels stammer? 4 Næste dag stod folket tidligt op og byggede et alter dér og bragte brændofre og fredsofre.              5 Israelitterne sagde: Hvem er det blandt alle Israels stammer, som ikke drog med forsamlingen op til Hashem? for der var en stor ed, som lød, at den, den der ikke drog op til Hashem i Mitzpah, skulle bestemt dø. 6 Israelitterne fik medlidenhed med deres bror Benjamin og sagde: I dag er en stamme blevet hugget af Israel. 7 Hvad skal vi gøre med hustruer til resten dem? Vi har jo svoret ved Hashem ikke at give dem nogle af vores døtre til hustruer. 8 De sagde: Hvilken en af Israels stammer drog ikke op til Hashem i Mitzpah? og der var ikke kommet en eneste mand fra Javesh Gil’ad til lejren, til forsamlingen. 9 Folket blev talt, og der var ikke én mand af indbyggerne i Javesh Gil’ad. 10 Forsamlingen sendte tolv tusind af de tapre mænd derhen og befalede dem og sagde: Gå hen og dræb indbyggerne i Javesh Gil’ad med sværdet og også kvinder og småbørn. 11 Dette er, hvad I skal gøre: Enhver mand og enhver kvinde, som har været sammen med en mand, skal I dræbe. 12 Blandt indbyggerne i Javesh Gil’ad fandt de fire hundrede unge jomfruer, som ikke havde været sammen med en mand, og de bragte dem til lejren i Shilo, som ligger i Kenaans land.                  13 Så sendte hele forsamlingen bud til benjaminitterne, som opholdt sig ved Rimmon-klippen, og tilbød dem fred. 14 Benjaminitterne vendte tilbage på det tidspunkt, og de gav dem de kvinder, som de lod overleve af Javesh Gil’ads kvinder, men der var ikke nok til dem. 15 Og folket fortrød med hensyn til Benjamin, for Hashem havde skabt et brud mellem Israels stammer. 16 De ældste i forsamlingen sagde: Hvad skal vi gøre for dem, der er tilbage, med hensyn til kvinder, for Benjamins kvinder er blevet udryddet? 17 De sagde: Der skal være en arvelod til resten af Benjamin, så der ikke bliver udslettet en stamme af Israel. 18 Og vi kan ikke give dem kvinder af vore døtre, for israelitterne har svoret og sagt: Forbandet være den, der giver en hustru til Benjamin. 19 De sagde: Der er jo fra gammel tid en fejring for Hashem i Shilo, som ligger nord for Bet-El på østsiden af den vej, der går fra Bet-El op til Shechem og fra syd til Levonah. 20 De gav benjaminitterne besked og sagde: Gå og læg jer i baghold i vingårdene. 21 I skal holde udkig, og hvis Shilos døtre går ud for at danse med i deres danse, skal I bryde frem fra vingårdene og gribe dem, hver mand sin kvinde af Shilos døtre, og føre dem til Benjamins land. 22 Og når deres fædre eller deres brødre kommer for at strides med os, siger vi til dem: Vi fik medlidenhed med dem, for vi tog ikke en kvinde til hver mand i krigen, for hvis I havde givet dem til os, havde I været skyldige. 23 Det gjorde benjaminitterne, og efter deres antal tog de kvinder blandt de dansende, som de havde røvet, og de vendte tilbage til deres arvelod og opbyggede byerne og bosatte sig i dem. 24 På den tid gik israelitterne derfra, hver mand til sin stamme og til sin familie, og de tog bort derfra, hver mand til sin arvelod. 25 I de dage var der ingen konge i Israel, enhver gjorde det, der var rigtigt i hans øjne.