Tak for en stærk og mindeværdig markering af Krystalnatten
Flere hundrede mennesker deltog søndag den 9. november i årets markering af Krystalnatten foran Synagogen i København. Det blev en bevægende og stemningsfuld aften, hvor fællesskab, eftertanke og medmenneskelighed stod i centrum. Vi vil gerne rette en dybfølt tak til alle, der mødte op og var med til at sende et tydeligt budskab om, at antisemitisme aldrig må normaliseres, og at vores gader og byrum skal være trygge for alle.
Et særligt stort tak går til repræsentanterne fra de politiske ungdomspartier, som var til stede fra hele det politiske spektrum – fra højre til venstre. Deres deltagelse og vilje til fælles handling på tværs af forskelle viser, at kampen mod antisemitisme og for et åbent demokrati er et ansvar, vi deler på tværs af generationer og politiske ståsteder.
Aftenen bød på taler af Ina Rosen, Jair Melchior og Mette Frederiksen. Talerne er gengivet længere nede på denne side.
Fotos: Det Jødiske Samfund og Statsministeriet//Kristoffer Jonsson
Krystalnatten blev også markeret med fakkeloptog i Aarhus. I Aarhus begyndte optoget foran Domkirken på Store Torv og gik langs Strøget til Rådhuspladsen, hvor der efter fakkeloptoget blev afholdt taler og budt på musikalske indslag.
Jeppe Sevel-Lilholt næstformand i Det Jødiske Samfund, talte.
– Antisemitismen er steget de senere år, og det ligger naturligvis i vores bevidsthed, når vi samles for at mindes Krystalnatten. Vi ønsker at udvise respekt i anledning af en specifik og frygtelig aften i det jødiske folks historie, og vi vil gerne holde fokus på og minde hinanden om, hvor vigtigt det er at sige fra over for antisemitisme, ” sagde Jeppe Sevel-Lilholt til Ritzau i forbindelse med fakkeltoget.
Der var desuden taler af bl.a. Frederik Vad (S).
Det er andet år, at der bliver afholdt et jødisk krystalnatsarrangement i Aarhus.
Foto: Nicole Mendelsohn
Hele Mette Frederiksens tale kan læses på statsministeriets hjemmeside.
Jair Melchiors tale:
Fra ruinerne til vejen
Da vi skulle planlægge denne aften, var der en debat om, hvorvidt vi skulle sige den jødiske bøn Kaddish.
Det er en bøn, som normalt bliver sagt af børnene til en afdød i året efter begravelsen og på årsdagen for dødsfaldet.
Kaddish-bønnen beskrives i den første historie i Talmud.
Her fortælles om rabbi Yossi, som kom gående på vejen og gik ind i en af Jerusalems ruiner for at bede.
Profeten Elias dukkede mirakuløst op og vogtede over rabbi Yossi.
Da han blev færdig med sin bøn, talte de sammen, og profeten lærte rabbi Yossi tre leveregler:
Man må ikke gå ind i ruiner.
Man skal bede på vejen.
Når man beder på vejen, skal det være en kort bøn.
Rabbi Yossi levede cirka 80 år efter templets ødelæggelse. Han forsøgte at fastholde det ødelagte ved hjælp af ruinerne.
Men Elias sparkede ham ud på vejen og fortalte ham, at hver gang Gud hører, at jøderne samles i bøn og siger Kaddish, så savner han det liv, som fandtes før ødelæggelsen.
Profeten Elias lærte rabbi Yossi, at man ikke må fokusere på ødelæggelsen, men på livet.
Krystalnatten for 87 år siden var dagen, hvor man forfulgte jøderne i det offentlige rum.
Synagoger. Butikker. Skoler. Det var ude på vejen.
Så i dag står vi her ude på vejen, og vi står her sammen.
Vi står ikke kun sammen som danske jøder.
Vi står sammen som danskere.
Her, hvor statsministeren lige har understreget, hvor vigtigt det er, at vi alle kan gå trygt på vejen.
Her, hvor repræsentanter fra alle ungdomspartier viste det samme.
I de forgangne to år er jeg flere gange blevet spurgt, om ikke jeg og mine sønner kan løse vores problemer med at blive chikaneret på vejen ved at skjule vores kalot.
Andre er optaget af, hvad og hvem der skal fjernes fra Københavns gader.
Vi, der er her i dag, vælger ikke at gemme os i ruinerne, i synagogen eller på begravelsespladsen.
Vi lytter til profeten Elias og går ud på gaden sammen med de levende og fylder den med lys.
Vi går med vores kalot – også på gaden.
Ikke for at vise alle, at vi er jøder, men fordi vores gader skal være gader, hvor der er plads til alle.
Vi markerer sammen Krystalnatten i aften.
Ikke kun for at huske det, der skete,
men for at forpligte os selv på,
at vores gader er for alle.
Og fordi rædslerne fra nazitiden aldrig må ske igen.
I fællesskab skal vi nu sige Kaddish til minde om de døde og for at give os håb og lys til vores fælles opgave.
Ina Rosens tale:
Kære venner
Det varmer at se så mange mennesker samlet her i aften. Det betyder så meget mere, end I forstår.
I aften bekræfter vi, at vi står sammen mod jødehad og mod had i alle dets former.
Derfor vil jeg gerne invitere repræsentanter fra de danske ungdomspartier herop i en fælles handling til at tænde et lys. Et lys for fællesskab. For sammenhold. I mindet om fortiden og i håbet om en fremtid uden had og uden antisemitisme.
Tak til jer og tak for, at I står sammen.
Og tusinde, tusinde tak til alle jer, der er kommet her i aften. Tak til alle, der her og rundt om i Danmark hver eneste dag siger ja til ordentlighed og nej til had.
Hver eneste handling, der modarbejder had, styrker tilliden og sammenhængskraften i vores samfund.
Man kan godt tro, at det, man gør, er småt, men det er det virkelig, virkelig ikke.
Det betyder alverden, når andre står op for én.
Forleden læste jeg et vidnesbyrd fra Krystalnatten, den 9. november 1938. En dreng fortalte, hvordan nazisterne brød døren ind til hans trygge hjem, smadrede alt, tæskede familien og slog faderen ihjel.
Og så er det, han siger:
“De kendte os ikke engang. De havde ikke noget imod os som personer. De gjorde bare, hvad de mente, var deres pligt.”
Forestil jer det. Borgere, der vender sig mod medborgere. Mennesker som dig og mig.
Krystalnatten skete denne aften for 87 år siden. Nazisterne gav los for det jødehad, de havde pustet til i et årti.
“Jude” blev et skældsord.
“Juden raus” et slagord.
“Død over jøderne” en holdning, man sagtens kunne sige højt.
Og den nat faldt maskerne. Styret førte an, flere fulgte efter, og alt for mange trak gardinerne for.
Det hedder Krystalnatten, fordi glasset fra smadrede jødiske hjem og forretninger glimtede som krystaller i lygternes skær.
Men det var ikke bare glas, der blev knust.
Det var en samfundsorden.
Det var liv.
8.000 forretninger og hjem blev smadret.
Hundreder af synagoger brændt.
Tusinder af mænd, kvinder og børn tæsket.
30.000 mænd arresteret og sendt i koncentrationslejr, mens kvinder og børn så fortabt til.
Alt sammen fordi de var jøder.
Vi vil så gerne tro, at det var nazisterne alene.
Men sandheden er:
Det kunne kun ske, fordi alt for mange med god grund var frygtsomme. Alt for mange tænkte:
“Jeg kan ikke gøre noget.”
Det er en farlig tanke.
Vi er så utroligt heldige at leve i et helt andet samfund. Et frit, demokratisk og anstændigt Danmark.
Men frihed og anstændighed er ikke noget, vi bare kan tage for givet. Det er noget, vi er fælles om at holde ved lige.
Det er besnærende at tro, at jødehad hører fortiden til, at vi er nogle andre og bedre mennesker end dengang.
Men den tanke forpligter.
Vi her i Danmark skal gøre os fortjent til at være et bedre samfund. Det fordrer en daglig indsats.
For også i dag mærker jøder utryghed lige her i trygge Danmark.
Forældre siger til deres børn: “Lad være med at vise, at du er jøde.”
Jøder i Danmark bliver afkrævet ansvar for en konflikt tusindvis af kilometer væk.
Nogle trækker sig.
Andre spørger: “Er der en fremtid for os her?”
Nogle er allerede rejst.
Efter 400 års dansk-jødisk historie.
I aften står vi her uden for vores smukke synagoge og mange andre steder i Danmark. Vi står skulder ved skulder, på tværs af politik, kultur og tro.
For vi kan gøre noget. Og vi skal gøre noget.
Når vi markerer Krystalnatten, er det ikke kun for at mindes, men for at forpligte os.
Til at tage ansvaret på os.
Til at tale hadet midt imod.
Jødehad og alle former for had i vores tid, i vores land, i dette dejlige Danmark, hvor vi har hjemme.
Langt de fleste danskere ønsker ikke, at antisemitismen vokser.
Jeg ved det, ikke kun fordi en undersøgelse viser det, men fordi vi mærker støtte og varme ord hver eneste dag.
Jeg ved det, fordi I er her i dag.
Fordi mennesker i hele landet i aften står sammen mod antisemitisme og diskrimination.
Men alligevel breder utrygheden sig.
Når nogen bliver bange for at udstille en fiskekutter, der i 1943 sejlede rædselsslagne danske jøder til Sverige.
Når skoleklasser tøver med at besøge det Jødiske Museum.
Når jødisk historie, liv og kultur forstummer, fordi folk bliver utrygge.
Når det sker, så må vi alle sammen træde frem.
Også selv om det kræver lidt ekstra af os.
For med fællesskabet i ryggen afviser vi frygten og giver mod til dem, der et øjeblik ryster på hånden.
Og det kan vi godt. For tavshed er ikke et svar.
Nej, tavshed er aldrig et svar.
Heller ikke på sociale medier, hvor hadefulde ord breder sig med uhyggelig fart. Her er ordene hårde, anklagerne brutale, og man spørger sig selv: Når ordene er så hadske, bliver de så til handling?
Vi har jo set det før.
Det begynder med ordene.
Ord bliver til holdninger. Holdninger bliver til handlinger.
Og så kan man godt få den tanke: Hvad kan jeg gøre?
Men jødehadet må aldrig forbigås i tavshed, heller ikke når det får nye former eller nye masker. For vi kan lære af historien.
Det hadefulde sprog skal modsiges fra første færd.
For når jøder lægges for had, fordi de er jøder, så er det ikke alene et angreb på jøderne.
Det er et angreb på hele samfundet.
Det er et angreb på alle, der på tværs af politik, kultur og tro gerne vil det danske fællesskab.
Det handler om, hvilket Danmark vi vil være.
Hvilket Danmark vi vil give videre.
Et åbent, frit, demokratisk Danmark, hvor forskellighed ikke splitter, men beriger.
Antisemitismen lever ikke kun af vold.
Den lever af tavshed.
Og den dør, når vi som i aften står sammen og siger:
Nej. Aldrig mere.
Psykologen og Auschwitz-overleveren Viktor Frankl sagde:
“Alt kan tages fra et menneske undtagen én ting: den sidste frihed – at vælge sin holdning, uanset omstændighederne.”
I aften, lige her, vælger vi vores holdning.
Vi er det modsatte af dem, der trak gardinerne for.
Vi åbner vinduet og råber ud:
Stop. Nok er nok.
Aldrig mere jødehad.
Aldrig mere had.
Aldrig mere.
Endnu engang tusinde tak for, at vi står sammen mod antisemitisme og had.