Om aften den 15. september 1985 blev Nansensgade-kvarteret i København rystet af to voldsomme eksplosioner, der var rettet mod henholdsvis et rejsebureau og en kosher-forretning i Vendersgade, som leverede mad til den jødiske menighed i København samt bl.a. flyselskaber.
Eksplosionen var så voldsom, at kvarteret ifølge aviserne lignede en krigszone, og i 15-20 opgange var ruderne blæst ind. Ifølge afdelingsleder i Københavns Politi Jørgen Frederiksen var det et stort held, at ingen blev dræbt, men syv personer blev kørt på hospitalet med chok og snitsår.
 
Ingen personer er blevet dømt for bomberne, og sagen er aldrig blevet opklaret. Ifølge Bent Blüdnikows bog Bombeterror i København. Trusler og terror 1968-1990 var adressen i Vendersgade indtegnet på et kort, der tilhørte de fire palæstinensere, som senere blev dømt for flere dødelige terrorangreb – inklusive de to bombeangreb i København i juli 1985. Ifølge Blüdnikow er der dog flere spor i sagen, som aldrig er blevet undersøgt til bunds, og der har også været nævnt andre mulige gerningsmænd.
 
Bomben kom i en periode med alvorlig terror rettet mod jøder i Danmark, bl.a. hærværk mod Synagogen samt et brandattentat mod en klub for polske jøder i Nørre Farimagsgade i 1989 foruden bombeattentatet mod Synagogen og et flyselskab ved Vesterport Station.
Angrebet havde store personlige og økonomiske konsekvenser for ejeren af forretningen, David Gerschwald, der er et mangeårigt aktivt medlem af Det Jødiske Samfund.
 
 
Hvis du ønsker at vide mere om baggrunden for den politiske vold i midten af 1980’erne, kan vi ud over Bent Blüdnikows bog, anbefale Anne Lea Landsteds ‘Terror i København 1985’, der udkom i 2023.