I bibelsk forstand er 400 år det samme som ti generationer. En kæde af slægter, der spænder fra nutiden over i en del af historien, der er så fjern, at den bliver tåget og uhåndgribelig. 400 år er et særligt jubilæum.

Af Michael Rachlin

Tal har betydning. Det er blot den tredje dag i det jødiske år 5783. Der er få uger til overrabbinerens 40-års fødselsdag. Men jeg mødes med Jair Melchior for at tale om 400-året for de første danske jøders ankomst til Danmark. Og selvom man med flere tusinde års jødisk historie altid vil kunne finde en årsdag eller et rundt jubilæum, så er der faktisk en god grund til at dvæle ved lige netop dette jubilæum.
Tallet fire er vigtigt i jødedommen. Og fire gange 10 er også vigtigt.
”40 år er markant i jødedommen. Det er selvfølgelig mest kendt, at vi vandrede 40 år i ørkenen. Men det er også nævnt andre steder, hvor det repræsenterer afslutningen på en generation. Efter 40 år kommer der et generationsskifte,” fortæller Jair Melchior.
Mens 40 år er en generation, har de ti slægtled også en særlig betydning. Samtidig med, at Gud lover Abraham, at hans efterkommere skal blive talrige som himlens stjerner, forudser Gud også, at de skal være slaver i Egypten i 400 år.
”Uanset hvordan man regner på det, kan slaveriet ikke have varet mere end 230 år, så der er en kæmpe debat om, hvordan man kommer frem til 400 år. Hvis vi tænker på 40 år som en generation, så taler vi om ti generationer. Det er det længste, man kan forestille sig i en slægt, og det længste, mange vil kunne spore deres slægt tilbage. Når vi kommer ud over det, så begynder historien at være mere tåget,” siger Jair Melchior, der bl.a. kan spore sin slægt tilbage til jøder, der kom til Danmark i 1600-tallet, selvom de ”kun” har været rabbinere i syv generationer.

En unik dansk-jødisk tradition
Med 400 år – eller ti generationer – rammer vi altså en historisk milepæl for jødisk liv i Danmark. Men det er mere end slægtsforskning og historieskrivning. Det er også noget, som afspejler sig i en jødedom, der har et særligt lokalt præg. En særlig dansk jødedom med egne skikke og traditioner.
”Vi siger at skikke – minhag – er lige så forpligtende som religiøs lov – halacha. Det har en særlig betydning, at man har en lang historie, som selvfølgelig er påvirket af lokale forhold, klimaet, naturen og forholdet til vores ikke-jødiske naboer. Det er en dansk-jødisk tradition, som vi skal værne om. Det betyder ikke, at vi aldrig må ændre noget. Men det er nogle helt specielle traditioner, som vi skal være meget bevidste om,” siger Jair Melchior, der understreger, at det virkelig er en unik tradition, man ikke kan tage for givet.
”Vi er en af de få menigheder, som har en klar kontinuitet, der ikke er blevet stoppet af holocaust. Det glemmer vi nogle gange. Men i Østeuropa fik kommunisterne ødelagt de traditioner, som nazisterne ikke havde smadret. Menighederne i Nordafrika og Mellemøsten er også blevet revet op med rode efter 1948. Vi har haft flere bølger med jødisk immigration i Danmark, men man har altid optaget traditionerne,” fortæller Jair Melchior.

 

Sangene og melodierne

Den særlige danske jødedom kan læses helt ned i fortolkningerne af jødisk lov. I Danmark er det kutyme, at man skal vente en time mellem at spise kød og mælkeprodukter. Andre steder i verden er det seks timer. Og Jair Melchior understreger, at begge dele er tilladt.
Men det er først og fremmest sangene og melodierne, der ligger Jairs hjerte nær, når vi taler om en dansk jødedom.
”Jeg er opvokset med de særligt dansk-jødiske melodier, selv da jeg boede i Israel. Der var en melodi til hver helligdag, og jeg elskede dem virkelig. Det ramte et eller andet hos mig, som det ikke gjorde hos mine brødre. Så det er måske derfor, at jeg kom tilbage til Danmark,” siger Jair, der næste år har været Det Jødiske Samfunds overrabbiner i 10 år.
Selvom vi skal stå vagt om traditionerne, skal vi også udvikle dem og supplere dem. Til jom kippur har man suppleret med flere sefardiske sange – ikke mindst for at omfavne det mange israelere, der i dag er en aktiv del af menigheden. Netop forholdet til Israel er både en af de største udfordringer og en af de største muligheder for menigheden.
”Det har påvirket den religiøse kreds, at så mange har emigreret til Israel. Min oldefar var meget glad for, at tre sønner blev i Danmark og tre sønner rejste til Israel. I de senere generationer blev det flertallet, der rejste til Israel. Samtidig har vi været i stand til at integrere mange af de israelere, der er kommet her, i menigheden. Det er nemmere for en mellemstor menighed, end det fx ville være i meget større menigheder i USA,” siger han.

Den tunge arv og fremtiden

Hvordan forvalter vi så arven til de kommende generationer? Jair Melchior er optimist. Røddernes dybde og styrke er vigtigere end, hvor mange mennesker der kommer ind ad døren.
”Jeg oplever tit, at vi måler alt for meget i tal. Og ofte er betydningen af det, der sker omvendt af mængden af mennesker. Vi har lige haft en rosh hashanah-gudstjeneste, hvor der var lidt færre, end der plejer. Jeg kan ikke sætte fingeren på det, men det var sådan dejlig oplevelse. Der var flere, som talte om, at det var, som om, brikkerne faldt på plads,” siger han.
Men han erkender også, at vores store synagogebygning kan være en udfordring. Faktisk kalder han synagogen ”den vanskeligste arv”, vi har fået i menigheden.
”I starten af 1800-tallet var det pludseligt tilladt at bygge synagoger, og så kunne de ikke blive store nok. Den er noget særligt, når den er fyldt. Men det er den ikke, når den er tom. Desuden rykkede man bimaen (den forhøjning, som toraen bliver oplæst fra, red.) fra midten af synagogen hen foran toraskabet – lidt som et alter i en kirke. Da man samtidig havde et kor, betød det, at folk kom i synagogen for at lytte og kigge. Ikke for at deltage. Den tradition bærer vi stadig med,” siger han.
Hans håb for selve gudstjenesten er, at menigheden i højere grad vil blande sig: synge med og – hvis man har mod på det – give sit bud på tolkningen af ugens tekst:
”Vi skal have gjort op med autoritetstroen. Toraen er der for alle. Og alle kan komme med deres tanker. Det er ikke kun for mig,” slutter han.

 

Boks:

400-året i synagogen

Christian 4.s invitation til de sefardiske jøder i Amsterdam til at komme til Danmark er dateret den 22. november 1622, og det betragter vi som jubilæumsdagen.
Den 15. november vil der være en markering i synagogen med officielt besøg. Mere om denne dag og tilmelding på: www.mosaiske.dk/400aar