Henri Goldsteins tale ved mindehøjtideligheden i Gilleleje Kirke, mandag den 9 oktober 2023.

 

For få uger siden var min kone og jeg inviteret til en brunch i anlednings af en 85 års fødselsdag. Meget spontant, nærmest ved et tilfælde, begyndte fødselaren at fortælle om flugten i 1943. Hun huskede, at de stod her i Gilleleje, og da familien ikke havde noget sted at gå hen, pegede man på kirkeloftet her som en mulighed. 

 

På vej til kirken blev de rådet til ikke at søge derop – i stedet søgte de havnen og kom vist nok over til Sverige med sidste transport. Derved undgik de 1½ år i helvede, dvs. i koncentrationslejren Theresienstadt. Sådan kan man være heldig. Andre var ikke så heldige. 

 

Da jeg var barn, hørte vi meget om redningen af ca. 90% af Danmarks jøder. Vi hørte om den heroiske danske indsats, og vores forældre glemte aldrig nogen sinde at sige tak. Det har gennemsyret min barndom – og mange har peget på yderligere 2 forhold: 

 

Det ene var den svenske modtagelse og de muligheder, man gav de flygtende danske jøder og kristne modstandsfolk. 

 

Det andet var modtagelsen ved hjemkomsten i 1945.  

 

Disse ting hænger sammen og skal aldrig glemmes.  

 

Da jeg voksede op, blev der talt lidt mere om dem, der blev reddet, end der blev talt om de, de blev fanget, og deporteret til det uvisse helvede i Mellemeuropa, men som for langt de flestes vedkommende kom hjem igen. 

 

Da jeg for nogle år siden skulle skrive en af mine lederartikler i tidsskriftet Jødisk Orientering – Det Jødiske Samfunds medlemsblad, besluttede jeg at tage bladet fra munden:  

 

Jeg skrev direkte, at det var en opdragelsesfejl, at vi hørte så meget om redningen og så lidt om fangenskabet. Det var en fejl i mine forældres generation. De havde ikke længere mulighed for at forklare sig – det berørte mig meget, men jeg måtte være oprigtig. 

 

Der gik ikke mange timer, før den første overlevende fra Theresienstadt – en ældre mand – ringede og udtrykte sin taknemmelighed over, at der var nogen, der udtrykte forståelse for deres oplevelser. Det var simpelthen en befrielse, at hans oplevelser blev omtalt. 

 

Gennem flere årtier har jeg ofte tænkt på, hvad der skabte situationen i 1943.  

 

Naturligvis var der danske nazister, og vi har alle sikkert hørt om stikkere – ikke mindst i forbindelse med de flygtende jøder, der gemte sig på loftet i denne kirke og blev stukket af en ung kvinde. 

 

Men hvad fik en meget stor del af Danmarks befolkning til at reagere så spontant heroisk og medmenneskeligt? Var det regeringens afgang 29. august, interneringen af de danske soldater eller en helt tredje begivenhed? 

 

Jeg har overvejet, om der kunne være andre grunde? For hvordan kunne det være, at det officielle Danmark under hele opholdet i Theresienstadt holdt sig informeret om, hvad der skete med de dansk-jødiske fanger? Der blev sendt pakker med mad fra Danmark, så fangerne vidste, at de ikke var glemt. Der var desuden en særlig hilsen fra Kongen og biskop Hans Fuglsang-Damgaard til rabbiner Max Friedriger i Theresienstadt.  

 

Kongen, kirken og ledende politikere og embedsmænd viste vejen. Jeg tror det har haft en ganske stor betydning, og at de blev forbilleder for befolkningen. Hvor passende, at vi i dag befinder os i Gilleleje Kirke med Hendes Majestæt Dronningen med gæster fra både embedsværk og regering!  

 

For 2 uger siden holdt vi gudstjeneste i synagogen i København i anledning af den jødiske Jom Kippur højtid. Samtlige bønner bliver netop der sagt i flertal…..”vi beder om dette og hint”: Man beder samlet. Så vidt jeg er orienteret, gælder det også ved kristne gudstjenester. 

 

Netop tanken om at stå skulder ved skulder med sit medmenneske betyder, at man tager et fælles ansvar for hinanden. Det er i bund og grund også det, der gjaldt i 1943, og det gælder også vort velfærdssamfund i dag. Det samme bør gælde i vor globaliserede verden, hvor forskellige befolkningsgrupper blandes på tværs af kontinenter, sociale forskelle, religioner og meget andet. 

 

I 1943 og derefter viste den danske befolkning, at man – trods alvorlig risiko – turde at tage et fælles ansvar, et ansvar for hinanden og det medmenneske, som blev forfulgt, uanset om det var at hjælpe den flygtende eller den tilfangetagne. 

 

Uanset hvor mange gange det er sagt, skal det gentages: Tak, Danmark.