”Jeg vil reparere mit eget hjem”

”Jeg vil reparere mit eget hjem”

Da de var unge, gik Jair Melchior og Avital Engelberg på en israelsk højskole, hvor de talte om alt fra religiøse spørgsmål til planerne for fremtiden. Senere besluttede de sig begge for at blive rabbinere. Jødisk Orientering mødte dem til en snak over Zoom.

Af Michael Rachlin

Mange har hørt, at der findes kvindelige rabbinere i reformbevægelsen – og sågar i konservativ jødedom. Men at der ligefrem findes ortodokse kvindelige rabbinere, er overraskende for mange jøder. Men det er ikke bare et fænomen. Det er en stærk tendens.
”De fleste steder i verden bliver de overraskede over, at jeg fungerer som rabbiner. Selv i Israel bliver det stadig betragtet som usædvanligt, selvom det er blevet mere almindeligt, siden jeg startede, ” fortæller Avital Engelberg, der har studeret på en række yeshivaer og universiteter i USA og Israel, bl.a. på Yeshivat Maharat i Bronx, som var den første ortodokse, amerikanske Yeshiva, der ordinerede kvindelige rabbinere.
Hun fortæller, at hun er vokset op i et hjem med mange kvinder, som på ingen måde var feministiske. For hende var tanken om, at hun kunne blive rabbiner ligeså fremmedartet, som den har været for jødiske kvinder i årtusinder.  Fra hun var fem, havde hun forestillet sig, at hun skulle blive skuespiller, og hun nåede også at studere teater på universitetet. Men teateret manglede en dimension. Faktisk var det lidt kedeligt.
”Jeg begyndte at læse halacha, og når folk spurgte, hvad jeg ville bruge det til kunne jeg ikke svare. Men jeg blev forelsket i halacha (jødisk lov) og gemara (den rabbinske kommentar til Mishnah, red), ” fortæller hun.
”Vi studerede præcis det samme som de mænd, der skulle blive rabbinere. Hvis nogen vil have, at der skal være kvindelige rabbinere, må man starte et sted. Hvis vi talte om, at vi ville være rabbinere, fik at vide, at måtte være skøre eller endnu værre: Reform-jøder. Det værste skældsord, man kendte ” fortæller hun.

Det ortodokse hus

Men refom-jøde blev Avital ikke. Heller ikke konservativ, selvom det måske ville være nemmere at finde arbejde som kvindelige rabbiner i en konservativ menighed i USA.
”Der er mange, som har spurgt mig, hvorfor jeg ikke bare blev konservativ rabbiner. Vejen var allerede ryddet, og mange havde prøvet det før mig. Til det var mit svar: Jeg vil reparere mit eget hus. Jeg er vokset op i et ortodokst miljø, og jeg elsker det. Men alle har ting ved deres hjem, de vil gøre anderledes, og jeg vil ikke tage den lette løsning, ” fortæller Avital over Zoom fra Tel Aviv.
Med på linjen er også Jair Melchior, der er helt enig i, at det en helt naturlig udvikling. Men han studser alligevel over Avitals formulering om det ”ortodokse hus”.
”Du definerer ortodoksien som et sociologisk begreb. Det er dit hus, din sociale gruppe, men det er ikke på grund af indholdet. Jeg kan sagtens forstå det, men personligt føler jeg mig ikke særlig komfortabel med begrebet ortodoks. Det står i min kontrakt, at jeg skal være ortodoks. Men jeg er ikke sikker på, hvad det betyder,” tilføjer Jair Melchior.
For Avital er det at være ortodoks at leve i en spænding, forklarer hun.
”Der er frygtelige historier om kvinder i gemara. Engang, da jeg havde undervist i en klasse, var der en kvinde, som kom op og sagde, hvordan kan du undervise i det her?  Mit svar er, at det faktum, at der er en kvinde, som underviser i det, beviser, at tingene ændrer sig. Jeg prøver ikke at harmonisere det. Jeg prøver ikke at fortolke mig ud af teksten. Men som kvinde er jeg en del af samtalen, ” forklarer hun.

Har brug for en mand med skæg
Til trods for 2000 års mandligt monopol på halacha og andre religiøse studier, mener hun ikke, at der er nogen begrundelse i teksterne for, at kvinder ikke skulle være rabbinere. Men der er begrænsninger. Hun kan ikke sidde i en beth din – en religiøs domstol. I nogle menigheder vil hun blive talt med i en minjan. Men andre ikke. Men det sidste ser hun primært som noget, der er dikteret af tradition og ikke af religion.
”Halacha er spændingen mellem systemer. Spændingen mellem det, der er skrevet, og det, som bliver praktiseret. Det er ikke nødvendigvis det samme. Den spænding forklarer verden. Halacha er, hvor tora møder virkelighed. Det kan jeg virkelig godt lide. Det er ikke kun bøger. Det er forbindelsen mellem mennesker og tora, ” siger hun, og forklarer, at virkeligheden i høj grad er, at alle forventer at se en mand, når man taler om rabbiner. En virkelighed, der rækker langt ud over ortodokse kredse
” Jeg hører det også for kvindelige konservative eller reform-rabbinere, at når det kommer til et bryllup, får de at vide, at ”du har været amazing, men til ceremonien, har man altså brug for en mand med skæg”. Så hvis halacha er mødet mellem tora og virkeligheden, så har vi brug for at ændre virkeligheden her,” siger hun

Mangler et kvindeligt ansigt
Indtil videre er virkeligheden også, at det er svært at finde job som kvindelig rabbiner – ikke mindst i Israel og Europa. Men at kvindelige rabbinere er kommet for at blive, er ikke bare en del af virkeligheden. Det giver en rigdom til ortodoks jødedom.
”Man siger at torah har 70 ansigter. Men i mange år har der ikke været et kvindeligt ansigt. Jeg vil slet ikke gøre det til et kvindefag. Men kvinder ser flere nuancer og er bedre til at fange spændingerne mellem mennesker. Og de er bedre til at mærke, om folk har brug for hjælp, men ikke vil spørge,” siger hun, og er moderat optimistisk for, at tingene vil udvikle sig inden for den ortodokse jødedoms rammer.
Det samme er Jair:
”Da jeg mødte Alvital for 20 år siden, var der ikke ortodokse kvindelige rabbinere. Og du kunne ikke forestille dig, hvor de kunne arbejde. I dag er der flere hundrede institutioner, hvor de kan arbejde. Den ortodokse verden har udviklet sig hurtigere, end mange forestiller sig, ” siger Jair Melchior.
”Du er en stor optimist. Det har du altid været,” lyder det overbærende fra Avital, inden Zoom-snakken om gamle dage fortsætter på hebraisk – om gamle dage og de drømme og visioner, de havde dengang.

 


Kvindelige rabbiner

Verdens første kvindelige rabbiner var Regnia Jonas, der blev født i Berlin i 1902. Hun modtog sin semicha af den liberale rabbiner Max Dienermann i 1935. Selvom gudstjenesterne under nazismen var blevet gjort ulovlige i de tyske synagoger, fortsatte Regina i hemmelighed sine gudstjenester – også som fange i Theresienstadt. I oktober 1944 blev hun deporteret til Auschwitz og myrdet.
Det er langt fra alle ortodokse yesehivaer, der ordinerer rabbinere, men det er blevet mere almindeligt i løbet af de sidste 10 år.