Vi er i fuld gang med at planlægge efterårets snublestensnedsættelser, og da det er 80-året for tyskernes aktion mod de danske jøder, regner vi med, at nedsættelserne af de 21 snublesten, vi planlægger i København, i Gentofte og på Frederiksberg, kommer til at foregå den 2. oktober
2023. I år sætter vi også (om alt går vel, vi skal lige have en
tilladelse fra Vejle Kommune) i de jyske kommuner Randers og Vejle for familierne Hartogsohn og Ellberger plus en snublesten for en modstandsmand. De vil blive nedsat ugen forinden, med al sandsynlighed den 27. september 2023. I alt kommer vi op på 29
snublesten i år.
Igen i år fortæller vi om snublesten på Jødisk Kulturfestival, det
bliver den 5. juni 2023, og vi planlægger også et lille arrangement i Trinitatis Kirkes Menighedshus. Det bliver dagen efter nedsættelserne, nemlig den 3. oktober 2023 kl. 19. Mere herom følger.
Alle medlemmer af Snublestensgruppen i Danmark arbejder frivilligt, og snublestenene og deraf følgende udgifter får vi finansieret gennem bidrag fra private og fonde. Aldrig af offentlige midler. En snublesten koster cirka 1.000 kroner. Skulle man have lyst til at give et bidrag, også mindre bidrag er velkomne, så vi kan fortsætte vores arbejde med at udbrede verdens største
decentrale mindesmærke i Danmark, er vores konto:
Det Jødiske Samfund
Jyske Bank
Reg: 5011
Kontonummer: 0001450339
?
Mærk overførslen “snublesten + dit navn” så vi kan sige tak for donationen.