21-årige Shirli Henriksen er ny ungdomskoordinator i Det Jødiske Samfund. Til daglig læser hun psykologi på Københavns Universitet. Her fortæller hun lidt om sin baggrund og visioner.

Af Shirli Henriksen

Jeg går ikke og putter med min jødiske baggrund. Da jeg i forbindelse med studiestart mødte nye medstuderende, tog jeg ofte mig selv i at nævne noget, der relaterer sig til jødedommen.

Det er ikke så mærkeligt, eftersom jødedommen fra helt tidlige år har fyldt meget i min bevidsthed, min dagligdag og ikke mindst i mit sociale liv.

I mine ungdomsår har det f.eks. taget form af at gå i synagogen, at være medlem af JUK samt udlandsrejser og længere ophold i Israel, Europa og USA med jødiske organisationer som bl.a. Shvilim.

Et biprodukt af disse uforglemmelige oplevelser og erfaringer har udover en øget bevidsthed om, hvor jeg selv står i min jødiske identitet, været en øget ansvarsfølelse og forståelse for menighedens behov – herunder for unge ledere med ambitioner for fremtidige generationer.

Som teenager har jeg selv nydt godt af at have Noa Bachmann som ungdomskoordinator, og jeg har siden set, hvordan hun gennem sit fantastiske arbejde har formået at udvide og styrke det beskedne ungdomsfællesskab, der var, da hun kom hertil.

Grundige overvejelser om fremtiden

Jeg er glad for nu at kunne arbejde videre med det fundament og den kultur, der er blevet grundlagt, i kraft af at have overtaget rollen som ungdomskoordinator. Jeg brænder nemlig for at skabe jødisk fællesskab og er af den overbevisning, at der for jødiske børn og unge nødvendigvis skal være et trygt, lærerigt og hyggeligt fællesskab at søge til. Det gælder naturligvis nu og her, men det er ikke en hemmelighed, at vi også er nødt til at gøre os nogle grundige overvejelser om, hvordan vi bedst muligt sikrer et frodigt og forpligtende fællesskab for fremtiden.

Netop derfor består en del af mit arbejde i at bidrage til at skabe et bæredygtigt system, der producerer ansvarsbevidste ledere med inkluderende, opfindsomme og praktiske kvalifikationer, der kan gavne de yngre, som, når deres tid kommer, vil gøre det samme for de næste i rækken.

Fra 3. klasse og frem

Konkret sker dette ved, at børn i 3.-7. klassesalderen mødes til ugentlige aktiviteter ledet af ældre ledere, hvilket skal sikre et fællesskab fra ung alder samt en naturlig inkludering af jødiske børn uden tilknytning til Carolineskolen inden bar/bat mitzvah-alderen. Når man som pige når 8. klasse og som dreng 9. klasse, vil man så blive tilbudt at deltage i Hadracha-forløbet, som giver basale og praktiske lederskabsfærdigheder, der f.eks. kan bruges i sammenhængen af at planlægge og lede aktiviteter til sommerlejre. Fra 9. klasse og frem til slutningen af gymnasiet (eller tilsvarende alder) er JUK, som i højere grad baserer sig på de unges egne initiativer og ønsker for aktiviteter, som jeg da gør mit bedste for at gribe og sammen føre ud i virkeligheden, og som for mange af Carolineskolens tidligere elever fungerer som et oplagt sted at fortsætte deres sociale liv i jødiske kredse.

At se hvordan særligt JUK’s skønne kernemedlemmer udviser netop de værdier og evner, vi har forsøgt at motivere dem til, er utrolig bekræftende og giver mig håb for menighedens fremtid. Selvom der er andre ting, der trækker i teenageårene, er det nemlig stadig tydeligt, at mange af de unge forstår, at deres forskelligheder og styrker gennem samarbejde kan bruges til fællesskabets gavn, at de forstår at være der for hinanden på en helt familiær vis, samt at de forstår, at vores jødiske identitet er noget, vi skal være stolte af og fejre sammen.
Stoltheden og glæden er ikke mindst vigtig i tider, hvor andre fortæller os det modsatte.