Som enhver anden forening beror Hakoahs aktiviteter på ildsjæle, der dedikerer store dele af deres fritid til at få klubben til at løbe rundt. Mød her tre af Hakoahs nuværende ildsjæle.
Philip H. Blüdnikow
Viktor Feldmann
Viktor Feldmanns forhold til Hakoah går helt tilbage til hans ungdom i 1980’erne, hvor han var aktiv på klubbens hold i fodbold og badminton, men han har for alvor gjort sig bemærket i Hakoah-regi, siden han i 2016 trådte ind i klubbens bordtennisafdeling under ledelse af æresmedlem Simon Fish.
I 2021 overtog Viktor fra Simon, og han har siden forestået en helt utrolig stigning i afdelingens medlemstal. Nu stiller Hakoah op med hele fem seriehold, mens man også for første gang i mange år har en ungdomsafdeling med flere lovende talenter. Viktors imponerende udvidelse af bordtennisafdelingen er vand på møllen for dem, der med rette bliver irriterede, når Hakoah bliver omtalt som en ”fodboldklub”.
Den behagelige Viktor kombinerer også sit dygtige sportslige lederskab med stor social fornemmelse, så afdelingen ikke alene byder på skarp konkurrence ved nettet, men også et stærkt fællesskab. For eksempel sørgede han for under coronakrisens nedlukninger, at bordtennisafdelingen stadig regelmæssigt mødtes og lavede fælles aktiviteter, selv om det ikke var muligt at dyrke idræt.
Når han ikke er i gang med at hverve endnu et medlem til bordtennisafdelingen, arbejder Viktor som chefkonsulent i Dansk Erhverv og har også tidligere prøvet kræfter med vinimport fra Italien. Han er da heller ikke nogen fjende af fodbold, idet han følger den engelske klub Arsenal fra hjemmet på grænsen mellem Frederiksberg og Vesterbro.
- Navn: Viktor Aron Feldmann
- Født: 1. april 1968 i Charlottenlund
- Aktiv i Hakoah: Først med fodbold og badminton i 20’erne, bordtennis siden 2016 og leder af bordtennisafdelingen siden 2020
- Civilstand: Kæreste med Susanne. Har to børn fra et tidligere forhold.
Rafi Asraf
Rafi Asraf, der kom til Danmark som ganske ung efter at have mødt sin kone Annette i Israel, har været bestyrelsesmedlem i Hakoah siden 2016, da han besluttede sig for at indtage en mere aktiv rolle i sine børns klub i stedet for at se til fra sidelinjen.
To år senere påtog den altid energiske Rafi sig rollen som ungdomsleder, da æresmedlem Morten Margolinsky stoppede sit virke efter hele fyrre års bestyrelsesarbejde. At efterfølge Morten var en kolossal arv at løfte, men Rafi formåede lynhurtigt at skabe sin egen vej og er for sit engagement og sine originale indfald blevet en afholdt skikkelse blandt Hakoahs børn og unge.
Rafi udmærker sig særligt i organiseringen af den årlige skandinavisk-jødiske fodboldturnering Pierre Gildesgame Tournament, hvor han helt fortjent har overtaget den rolle som ”Mr. PGT”, som Morten havde før ham, og han er således den primære drivkraft, når Hakoah i maj 2024 igen skal være vært for over tusind fodboldspillere og ledsagere fra Skandinavien, Estland, Israel og sågar Ukraine. Derudover har en af Rafis største succeser i ungdomsarbejdet været etableringen af et pigehold fra årgangene 2008-2010, der nu i en lang årrække har holdt sammen, og som sigter mod deltagelse i Maccabi Youth Games i London i sommeren 2024.
Man kan altid være sikker på, at Rafi overvejer nye initiativer og aktiviteter med henblik på at sikre, at Hakoah bliver ved med at være en attraktiv forening at dyrke sin idræt i.
- Navn: Rafi Asraf
- Født: 3. august 1978 i Israel
- Aktiv i Hakoah: Siden 2013, bestyrelsesmedlem siden 2016
- Gift med Annette. Har to børn.
David Jano
David Jano har været tæt på Hakoah det meste af sit liv. Det kunne man blandt andet læse i Hakoahs klubblad Hakoahneren allerede i 1996, hvor den dengang 10-årige drengs forældre beskrev, hvordan David havde det så sjovt sammen med sine Hakoah-venner, at han ikke gad at tale i telefon med dem under en PGT-tur til Stockholm!
Som det ofte sker, gled David væk fra Hakoah i de sene teenageår, men kærligheden blev genvakt, da han i sine tyvere sammen med gamle venner fra Carolineskolen besluttede sig for at oprette et syvmandshold i klubben. Her fungerede David først som holdleder og fik siden smag for mere, så han i 2012 kunne gå ind i klubbens bestyrelsesarbejde. Endelig overtog han i 2018 posten som formand fra Martin Norden.
I sit virke som formand er David i kontakt med alle afkroge af Hakoah, mens han også jævnligt repræsenterer klubben i ind- og udland. Kærligheden til fodbolden kan David heller ikke slippe, hvorfor han også optræder for klubbens oldboys-hold i fodbold, hvis tiden tillader det. Op til 100-års jubilæet har han ydet en kolossal indsats, i det han både er hovedarrangør af klubbens jubilæumsfest og medforfatter til den kommende bog om Hakoahs 100 år.
Når telefonrøret ikke er glødende mellem hans virke som Hakoah-formand og hans daglige arbejde som pressemedarbejder på den israelske ambassade i Hellerup, dyrker den italofile David sin passion for fodbold sammen med sin lige så fodboldglade søn Vito og resten af familien, hans kone Maria og yngstearvingen Ava.
- Navn: David Jano
- Født: 6. august 1985 i København
- Aktiv i Hakoah: Først i barndommen, siden fra midten af 00’erne
- Gift med Maria. Har to børn.