Jødisk Ungdom har den stærkeste medvind i mange år og vinder internationale priser for sit arbejde. Vi har mødt to af ildsjælene, der får det til at ske.
Af Michael Rachlin
Hvis nogen i Det Jødiske Samfund efterlyser den næste generation til at føre jødisk liv i Danmark ind i fremtiden, behøver de ikke lede længere. Jødisk Ungdom er på vej ind i en lille guldalder med masser af arrangementer, hvor nye ansigter dukker op hver måned. Det er ikke mindst den månedlige shabbatmiddag i Det Jødiske Hus, som er lokomotivet, men der er også gang i debatmøder, foredrag, fester og – fra tid til anden – politisk aktivisme.
Det er en positiv udvikling, der ikke mindst har taget fart efter 7. oktober, hvor unge jøder har savnet et sted at gå
hen med deres identitet og oplevelser i hverdagen. Men faktisk var udviklingen godt i gang allerede før terrorangrebet mod Israel i efteråret – og handler med andre ord om mere end en modreaktion på en tragisk begivenhed.
Det fortæller to af ildsjælene i Jødisk Ungdom, formand Daniel Bobrow og Elias Kærhøg.
”Det begyndte allerede i august, hvor der var stor tilgang til vores shabbatmiddag. Men selvfølgelig tog det fart efter 7. oktober. Der var mange, som følte, at de ikke havde noget sted at gå hen med alt det, de oplevede. Og der er sådan set bare fortsat med at dukke nye folk op. Folk har virkelig behov for et sted at gå hen med deres oplevelser,” fortæller Daniel Bobrow.
Typisk finder nye medlemmer Jødisk Ungdom på Instagram, og så er den månedlige shabbatmiddag en god indgang, hvor man har mulighed for at komme og snuse til det jødiske miljø i København. Det er ofte unge med en enkelt jødisk forælder, som kommer i Krystalgade for første gang – ja, måske for første gang i en jødisk forsamling.
”Vi har rigtig mange, som aldrig har haft berøring med menigheden. Og derfor er det vigtigt, at vi laver noget, som alle kan stå inde for. Så vi siger, at man gerne må lægge telefonerne væk, men det er jo ikke sådan, at vi går rundt og kontrollerer det,” fortæller Elias Kærhøg.
Mellem det politiske og sociale
Normalt blander Jødisk Ungdom sig ikke i politik, men efter 7. oktober var situationen i sagens natur anderledes, og allerede to dage efter havde de arrangeret en demonstration på Israels Plads. Siden har man bl.a. haft et møde med uddannelses- og forskningsminister Kristina Egelund og en debatworkshop med Martin Krasnik. Og der er også mulighed for at lave arrangementer af mere religiøst tilsnit i forbindelse med højtiderne – ikke mindst fordi mange af de nytilkomne selv efterspørger mere viden om jødedommen.
”Og nej, man behøver ikke være halachiskjøde,” lyder det samstemmende, inden jeg når at få stillet spørgsmålet. Det er en udbredt misforståelse, men Jødisk Ungdom er åben for alle jøder, understreger de, og tilføjer, at mangfoldigheden lige nu er gruppens styrke. Både mangfoldigheden af medlemmer og af arrangementer af både social og mere faglig karakter.
”Vi lagde grunden til det her for et par år siden, da vi havde afviklet det store SJUF-arrangement i 2022. Vi fik blod på tanden til at gøre mere og så, hvor meget man kan lære gennem frivilligt jødisk arbejde – såvel i forhold til netværk som fagligt og socialt,” siger Elias Kærhøg.
Hvad drømmer I om, at det her skal føre til?
”Vi håber bare, at vi bygger en bund, så det ikke vælter den dag, hvor vi går ud ad døren. Vi vil bygge en kultur, hvor det er fedt at deltage i jødisk liv. Det er enormt belønnende. Ellers ville man jo ikke have lagt nogle tusinde frivillige timer i det,” siger Elias Kærhøg.
Hvad kan Det Jødiske Samfund gøre for jer?
”Det er et godt spørgsmål. Vi vil da gerne hjælpe Det Jødiske Samfund med nye medlemmer, men der er også mange af vores medlemmer, som slet ikke kan blive medlemmer af Det Jødiske Samfund. Vi har vist vejen og hvad vi gerne vil. Og nu synes jeg måske, at bolden ligger lidt hos Det Jødiske Samfund,” siger Daniel Bobrow.
Ungdomsarbejde i verdensklasse
Inden for det seneste år har Jødisk Ungdom modtaget to udmærkelser for deres arbejde. De er blevet kåret til:
– Bedst udviklende forening 2023 af European Union of Jewish Students – EUJS.
– Bedst udviklende forening 2023 af World Union of Jewish Students – WUJS.
– Daniel Bobrow er kåret til bedste nye formand 2023 af World Union of Jewish Students – WUJS.
—