Vi har i længere tid fået meldinger fra jødiske studerende på danske universiteter om, at det er nødvendigt at skjule sin identitet, og at det ofte ikke er muligt at deltage i debatten med andre studerende. 

Hvis man bliver mødt med graffiti med trusler og hyldest af Hamas-lederen Yahya Sinwar, bagmanden bag terrorangrebet 7. oktober, behøver vi ikke længere diskutere, om følelsen er ubegrundet. Det er uacceptabelt, at det nu er sket på RUC. Det er uacceptabelt at studerende skal være utrygge – om de er jøder eller ikke jøder – og uagtet, hvad man ellers måtte mene politisk: Det har intet med en legitim politisk debat eller aktivisme at gøre.

Vi forventer, at ledelsen på Roskilde Universitet sikrer et studiemiljø, der er trygt og inkluderende for alle studerende uanset etnicitet, religion og politisk standpunkt. Tiden er forpasset til at gemme sig.

Alt andet er uacceptabelt og uværdigt for en dansk læreanstalt.

 

Henri Goldstein, formand for Det Jødiske Samfund