[vc_row][vc_column width=”2/3″][vc_column_text]Før begravelsen
Jødedommen betragter traditionelt et menneskes død som en overgang fra den fysiske verden til en åndelig verden. Døden er ikke et afsluttende kapitel men en midlertidig afsked. Man behandler kroppen med stor respekt og foretrækker, at en begravelsen sker så hurtigt som muligt efter at døden er indtrådt.

Inden begravelsen vaskes og forberedes den afdøde af medlemmer af begravelsesselskabet. Man våger over den døde, som aldrig lades alene. Alle døde lægges i kisten i samme enkle, hvide klæder og alle begraves i simple, umalede kister som et tegn på, at alle er lige i døden. Mænd svøbes i deres tallit, bedesjalet.

Ifølge ortodoks jødisk praksis skal den afdøde altid kistebegraves; man anvender ikke ligbrænding, fordi det regnes for vigtigt, at kroppen hviler i fred, så den kan genopstå ved tidernes ende. Af samme grund sløjfes grave aldrig.

Det er dog også muligt også at få nedsat urner på Mosaisk vestre Begravelsesplads, hvis man foretrækker kremering.

Begravelsen
Det er en tradition, at den nærmeste familie inden begravelsen river en flænge i tøjet for at vise deres sorg over en død slægtning.

Ved en traditionel jødisk begravelses læses de hebraiske bønner af kantoren og rabbineren, og rabbineren holder på dansk en tale om den afdøde. Denne del af begravelsen er en mindehøjtidelighed for den døde. Derefter går følget fra kapellet til selve begravelsespladsen, hvor jordfæstelsen foregår. Også her læses der traditionelle hebraiske bønner.

Det er en mizvah, en god gerning, at møde op til en begravelse og være med til  at følge den døde til graven.

Når kisten er kommer i jorden, læses det første kaddish, den bøn som er knyttet til mindet om de døde. Denne bøn siges højt af de efterladte.

Kaddish handler ikke i sig selv om døden, men er en lovprisning af Gud. Kaddish udtrykker den helt fundamentale accept af Guds storhed. Kaddish-bønnen repræsenterer også ideen om kontinuitet og minde. Bønnen siges siden hen hvert år på dødsdagen af de efterladte og bliver en del af mindet om den afdøde.

Det er en traditionel jødisk opfattelse, at livet er en gave. Én time i denne verden er mere værd end evigheden. Det er i denne verden, man kan yde sit til at fortsætte Guds skaberværk og forbedre verden, og ingen må unddrage sig denne opgave.[/vc_column_text][/vc_column][vc_column width=”1/3″][vc_row_inner][vc_column_inner][vc_single_image image=”1483″ img_size=”large” style=”vc_box_rounded”][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_separator][/vc_column][/vc_row]