Search
Close this search box.
Foto: Emil Nicolai Helms/Scanpix 2024

Et af de længste formandskaber i Det Jødiske Samfunds nyere historie er slut.  I dette afskedsinterview med Jødisk Orientering nr. 4. 2024 gør Henri Goldstein boet op og kigger mod fremtiden.

Af Michael Rachlin

Det er onsdag formiddag, og Henri Goldstein har allerede tilbragt noget af dagen i beskyttelsesrum. Han er sammen med familien i Tel Aviv, og her er virkeligheden, at der stadig er krig på flere fronter. I dag er det Hizbollahs raketter fra Libanon, der spiller en dyster grundtone for forberedelserne til simchat tora i både det nordlige og centrale Israel.

Men som altid er Henri Goldstein klar, og de første mails om stort og småt i Det Jødiske Samfund er besvaret. Seks års formandskab går på hæld, og skrivebordet skal være ryddet. Vi er klar til at gøre status over seks års formandskab, der ikke mindst har været præget af voldsomme eksterne begivenheder som hærværket på Krystalnatten i 2019, en ophidset omskæringsdebat i 2020-2021 og terrorangrebet mod Israel den 7. oktober 2023 og den bølge af dokumenteret antisemitisme, der fulgte i kølvandet.
Samtidig har danske jøder rykket tættere sammen i bussen: Siden 7. oktober 2023 har medlemstallet i Det Jødiske Samfund været stigende.
“Jeg kan da godt være bekymret over, at vores største tilgang af medlemmer skyldes Hamas. Jeg er ofte blevet spurgt om, hvordan vi kunne vende medlemsudviklingen, og jeg har været svar skyldig. For vi har prøvet så mange ting gennem årene. Men lidt antisemitisme hjælper da på det,” griner Henri Goldstein, der på egen krop kan føle, at båndene til Israel er livsvigtige for danske jøder:
“Mit hjerte har to halvdele. Det ene er i Jerusalem, og det andet hører til i København. Jeg mener, at det jødiske folk hører til i Israel, og jeg er glad for, at mine sønner har stiftet familie her(betyder det her eller der, Danmark eller Israel). Men vi skal heller ikke benægte den gode tilværelse, vi har haft i Danmark. Vi skylder Danmark utroligt meget. Men jeg er alvorligt bange for, at jødisk liv i Danmark med årene vil blive mere en kuriositet end et levende samfund,” siger Henri Goldstein, der trods en aktuel medlemsfremgang hæfter sig ved, at kernen af jødisk liv i Danmark eroderer.
“Tidligere var synagogen jo fyldt til jom kippur, og sådan er det jo slet ikke mere. Det har altid været et grundvilkår, at der var grupper, som forsvandt ud af det jødiske liv. Sådan har det været i hundrede år. Men tidligere mistede vi folk, der blev assimileret. Folk fra periferien. I dag er det også dem, der er religiøse og nationalt orienterede, der rejser til Israel. Det er en stærk gruppe, vi godt kunne bruge i Krystalgade. De fravælger ikke Danmark, men de tilvælger et jødisk liv i Israel. Det er vigtigt at understrege,” siger den afgående formand, der også understreger, at Israel er det jødiske Danmarks fremtid – i den forstand, at det i dag er umuligt at forestille sig et jødisk liv her uden Israel.
“Israel betyder mere for danske jøder, end man forestiller sig. Hvis vi overhovedet forestiller os, at der ikke er et jødisk hjemland, ville det bombe os hundreder af år tilbage. Israel er vores kilde til kultur, etik og et religiøst liv. Men det seneste år har tydeliggjort, at mange jøder opfatter det som vores ‘kattelem’. Det er grundlaget for, at man kan have et jødisk liv med et sikkerhedsnet under. Og alternativet er, at jødisk liv bliver helt assimileret og forsvinder fra Danmark,” siger Henri Goldstein.

Skibet gynger mindst på midten
Men aktuelt står Det Jødiske Samfund stærkt. Og det skyldes også andre faktorer end dem, man kan ‘takke’ Hamas for. Udadtil har Det Jødiske Samfund en politisk opbakning, der sjældent er set i Danmark – og som mange andre jødiske samfund i verden kun kan drømme om. Så sent som på årsdagen for terrorangrebet den 7. oktober sad både statsministeren, udenrigsministeren, Folketingets formand og partiledere fra det yderste højre og venstre på synagogebænken.

“Når Mette Frederiksen flere gange har sagt, at hun vil passe på de danske jøder, så stoler jeg virkelig på, at hun mener det. Det gør jeg virkelig, og jeg vil også fremhæve, at vi har et virkelig tæt forhold til justitsminister Peter Hummelgaard. Jeg tror ikke, at Det Jødiske Samfund har haft et bedre forhold til toppen af dansk politik siden Isi Foighel,” siger Henri Goldstein, der har brugt utallige timer på det politiske arbejde i samarbejde med Det Jødiske Samfunds politiske medarbejder. Og man har også brugt meget tid på yderfløjene i dansk politik.
“Der er mange, som har undret sig over, at vi bruger så meget tid på at tale med både højre- og venstrefløjen. Det er nu engang sådan, at skibet gynger mindst på midten, men i Danmark er det også sådan, at yderfløjene pludselig kan stå med de afgørende mandater til at danne regering. Og derfor bruger vi en del tid på dem. Og det vil jeg anbefale, at man gør i fremtiden, selvom vi selvfølgelig ikke taler med deciderede antisemitter. Dem sidder der mig bekendt heller ikke nogen af i Folketinget nu,” siger Henri Goldstein.

Seks år med kaffe og croissanter
Henri Goldstein selv siger, at han har været udenrigsminister, indenrigsminister og beskæftigelsesminister på samme tid. Indenrigsminister for medlemmerne i Det Jødiske Samfund. Beskæftigelsesminister for de ansatte og udenrigsminister i forhold til det øvrige Danmark. Posten som ‘indenrigsminister’ har også udfyldt mange timer for Henri Goldstein de sidste seks år. Der er blevet drukket oceaner af kaffe med medlemmer af Det Jødiske Samfund, og Henris holdning har været, at alt kan drøftes – også ting, der kan virke som bagateller for andre. Og først og fremmest har han kunnet glæde sig over, at der ikke har været nogle af de opslidende interne kampe, der har været tidligere.

“Det, som er småt for nogle, kan være betydningsfuldt for andre. Det er jo heller ikke sikkert, at de ting, jeg synes er vigtige, har samme betydning for andre. Derfor skal der altid være plads til en kop kaffe og en croissant,” siger Henri Goldstein, der erkender, at man ikke nødvendigvis kan finde en formand, der kommer til at lægge lige så mange timer i formandskabet i fremtiden. Men det vigtigste er, at man som formand “står midt i menigheden”. Og man skal huske, at den daglige kontakt med medlemmer, ansatte og politiske kontakter også har været givende for ham personligt, understreger han.
“Jeg har lært meget af at lytte til menighedens medlemmer. Det har virkelig givet mig et større perspektiv. Jeg har givet meget til Det Jødiske Samfund, men jeg har virkelig også fået meget igen. Jeg har lært meget,” fortæller Henri Goldstein, der i sit professionelle liv har haft flere formandskaber i bl.a. lægefaglige organisationer.
“Men det her kan ikke sammenlignes med noget andet. Det, som måske har overrasket mig mest, er, hvor forskellige vi er. Vi er alle en del af det jødiske folk, men vi ser meget forskelligt på tingene. På det religiøse, på det kulturelle og det politiske. Mit valgsprog har været, at vi skal tale med og ikke om hinanden. Og det synes jeg, vi er blevet bedre til. Lige nu er vi rykket sammen på grund af et ydre pres. Men vi er blevet bedre til at rumme hinandens forskelligheder. Selvom vi er 1.700 medlemmer, kan vi stadig rumme 1.800 forskellige synspunkter. Det er noget, man kan bygge videre på,” slutter Henri Goldstein over linjen fra Israel.