En dyb taknemmelighed over for Dan Uzans offer og en følelse af et enormt samfundsmæssigt svigt over for 22 traumatiserede unge mennesker står her 10 år efter terrorangrebet centralt tilbage for Mette Bentow, der befandt sig i Krystalgade den forfærdelige februar aften og nat i færd med at fejre sin datter Hannahs Bat Mitzvah.

Mette Bentow, født af en jødisk mor og opvokset i Thy, har siden 2021 boet med sin mand og deres tre børn i Israel. En række antisemitiske hændelser rettet mod børnene, den stigende antisemitisme i Europe, samt en konkret jobmulighed fik en enig familie til at opgive livet i København til fordel for en tilværelse i Ra’anana nord for Tel Aviv. Ved samme lejlighed mistede det jødiske samfund en stærk og toneangivende stemme i debatten om jødisk liv i Danmark. I Israel er Mette Bentow kontorchef for headhunterfirmaet Heidrick & Struggles’ afdeling i Tel Aviv.

Af Kenneth Warschafsky Borgenholt 

Hvad er dine tanker og refleksioner om terrorangrebet, når du i dag ser tilbage på den februar aften og nat i 2015?

Få oplevelser forbliver statiske over tid, og min opfattelse af det, der skete, har også ændret sig flere gange undervejs i løbet af de 10 år. I starten var det chok, sorg og en stor ansvars- og skyldfølelse, der fyldte for mig. Og det gjorde det meget længe. Derfor var det også svært at have dybe, store tanker og refleksioner omkring det. Men i dag når jeg ser tilbage, så ved jeg jo, hvilke konsekvenser det har haft både for Dans familie, for vagterne og deres familier, for vores venner, for vores familie og for os som jødisk samfund. Så det er noget andet, der står tilbage for mig i dag.

Det, der står stærkest tilbage for mig, er, at jeg vil gennemleve den nat hver eneste nat resten af mit liv, for at mine børn aldrig skulle have haft den oplevelse. Jeg ville sådan ønske, at de ikke havde den med i deres livsbagage. Men for os som familie er det, der står allerstærkest tilbage, en dyb taknemmelighed til Dan, der også gør, at vi føler, at han er meget med os. Alle positive oplevelser, vi har som familie, dem er Dan en del af.

I hvilket omfang har dine tanker om, hvad der skete dengang og betydningen heraf, forandret sig over de forgangne 10 år?

Den oplevelse har haft enorme konsekvenser for alle de allernærmeste relationer i mit liv. Det har fyldt enormt meget i vores lille familie –sommetider måske for meget – og det har haft kæmpe konsekvenser for mine børn. Jeg tænker meget på de 22 unge mennesker, der var i kælderen den nat, og som var under 18 år. Nogle af dem har virkelig kæmpet med den oplevelse, og der var ikke rigtig nogen, der greb dem. Jeg tænker, hvor er alle de instanser, der skal hjælpe børn og unge efter så voldsom en oplevelse? Jeg synes faktisk, de har været udsat for et enormt svigt af det omgivende samfund – ikke af det jødiske samfund, men af det ikke-jødiske samfund.

Trækker man en linje fra terrorangrebet i 2015 til den krig, som Israel nu har kæmpet i over et år, hvad er så dine tanker om den voldsomme stigning i antisemitisme i Danmark og resten af verden, som terrorangrebet 7. oktober 2023 har medført?

Efter Anden Verdenskrig lullede vi jøder os selv ind i at tro, at nu havde det været så slemt med antisemitismen, som det overhovedet kunne blive. Det tillader verden aldrig igen. Men selvom det blev en fy-ting at være antisemit, så er de tanker og følelser aldrig gået væk. Så når antisemitismen kan eksplodere allerede dagen efter 7. oktober, er det fordi den hele tiden har været der. Når jeg som barn og ung i Thy i 1970’erne og 80’erne kunne få at vide, at jeg skulle skride hjem til jødeland, at jeg var en jødekage, og at min mor var en jødeluder, så er det, fordi antisemitismen altid har levet i bedste velgående.

Hvordan tænker du, at jøder bedst kan bidrage til at bekæmpe antisemitismen? Hvor og hvordan er det vigtigst at koncentrere kræfterne?

Det er i virkeligheden et omvendt spørgsmål. For du ville næppe spørge et mobbeoffer, hvordan man skal løse problemer med mobning, eller et voldtægtsoffer, hvordan man kan få folk til at holde op med at voldtage. Så hvordan blev det jødernes ansvar at komme antisemitismen til livs? Men når det er sagt, så har vi jo nok en rolle at spille i det.

Et af de største problemer er i mine øjne, at danske jøder ikke tør at stå frem og vedkende sig deres jødiske identitet. Og det er ligegyldigt, hvordan den identitet ser ud – om den er religiøs, ikke-religiøs, kulturel, engang-imellem-jøde, af jødisk afstamning – de går alle under radaren. De er forhippede på at være danske, og det der jøde-noget, det er noget, vi er derhjemme. Det gør, at det bliver meget svært at italesætte, at der er et problem, når ingen tør at stå frem. Jeg ved godt, at det også har en pris at stå frem, det ved jeg måske bedre end så mange, men det nytter ikke noget at gemme sig, og det får ikke antisemitismen til at gå væk. Alt for få tør at stille sig op og sige de ting, som vi inden for murene har talt om i årevis, nemlig at der i årevis har været et problem med antisemitisme i Danmark.

Min personlige holdning er, at det her ikke handler om at bekæmpe antisemitisme; det handler om at udrulle et demokratiseringsprojekt i de muslimske miljøer. Og det skal starte i vuggestuen, i børnehaven, for det skal overdøve alt det, som kommer hjemmefra. Det skal være en uddannelse i demokratiske værdier. Det handler om, at vi har en historieundervisning, der er for mangelfuld og kommer for sent. Og det handler om, at hvis Danmark vil tage sit løfte om “aldrig igen” alvorligt, så skal Danmark finde en bedre måde at indfri det løfte på. Målet her er ikke, at folk skal elske jøder, men man skal bare holde op med at angribe dem. Men demokratiseringsprojektet er jo kun relevant for dem, der ikke køber ind på den danske demokratiske model. Så har du alle de andre radikaliserede danskere, og med dem ved jeg simpelthen ikke, hvad man gør.

Hvordan ser du på jøders mulighed for i fremtiden at kunne leve et jødisk liv i fred og sikkerhed uden for Israel?

Jeg vil meget nødigt gøre mig til dommer over andre menneskers valg. Alle skal leve det liv, der er rigtigt for dem, og Israel er ikke for alle. Ingen skal fortælle danske jøder, hvor de skal bo. Når det er sagt, så er der jo en grund til, at jeg bor her. Principper er rigtig fine, men sommetider overhaler virkeligheden principperne. Og samtidig bliver jeg nødt til at svare, at selv den største jubeloptimist må jo synes, at et jødisk liv uden for Israel er en smule udfordrende netop nu.

Du og din familie besluttede for tre år siden at lave Aliyah (mit forslag: at gå på aliya – i øvrigt uden stumt h). Hvordan vil du beskrive den beslutning, I traf dengang, med de tanker du gør dig om beslutningen i dag?

Det føles på mange måder meget rigtigt at være i Israel lige nu, selvom det også har nogle konsekvenser for vores mentale sundhed at bo i et land i krig. Men når nu vi ser, hvad der sker i resten af verden, så kan jeg sige: “Pyha, det var da på et hængende hår, vi kom herned.” Vi havde et valg; om et par år så har jøder i Europa måske ikke et valg, hvis jeg skal male fanden på væggen.

Det er naturligvis umuligt at sige, at der skulle være kommet noget decideret positivt ud af 15. februar, men hvordan har du oplevet den generelt store opbakning fra den danske befolkning til danske jøder? Er der blevet knyttet nye bånd og venskaber i den anledning?

Jeg er nødt til sige, at jeg var mentalt så dårligt et sted, at jeg ikke rigtigt mærkede den store opbakning. Og da jeg så havde det bedre igen, så varede opbakningen så heller ikke længere. Men det mest positive udfald har for os som familie været de meget stærke bånd, der kom allerede den nat til de to andre vagter og deres familier. Og de venskaber med dem betyder enormt meget for os.

Og så er der familien Uzan, som vi elskede i forvejen, og som altid har været kærlige og omfavnende over for os. Når jeg siger, at vi bærer Dan med os, så mener jeg det vitterligt. Vi tænder et lys for ham – han har sin egen stage med hans navn på hos os, som vi tænder hver fredag. Og efter at vi er flyttet til Israel, så hver gang vi har noget at markere eller ihukomme som familie, så tager vi over til hans mindelund i Ilanot-skoven. Den 7. oktober talte vi om, hvad vi skulle lave for at markere den dag, og det eneste, der føltes rigtigt, var at tage over til Dan, så det gjorde vi. Så i alt, hvad vi fejrer, er han en del af det, og det er vi meget bevidste om. Vi er meget bevidste om, hvorfor vi lever, og hvem vi kan takke for det, så det gør vi og bærer Dan med os overalt.

Jødisk Orientering, december 2024.