[vc_row][vc_column][vc_custom_heading text=”” font_container=”tag:h1|text_align:left” use_theme_fonts=”yes”][vc_column_text]Af Arthur Arnheim

Den fremtrædende tysk-jødiske kultursociolog, Hannah Ahrendt, overværede i 1961 processen mod Adolph Eichmann. I en række kommentarer redegjorde hun for sine indtryk. Hun var her især kritisk overfor den passivitet jøderne havde udvist, da Holocaust udviklede sig.

Det rejste en storm af protester i den jødiske verden, hvor man opfattede hendes kritik som en beskyldning om, at jøderne selv havde medvirket til at katastrofen fik det uhyrlige omfang.

På denne baggrund er det relevant at undersøge, hvorledes jøderne i Danmark forholdt sig, da truslen om forfølgelse udviklede sig og blev til realitet.

Længe før den tyske besættelse havde jøderne i Danmark udformet en holdning og en politik overfor antisemitisme. Den var baseret på en forestilling om, at jøders fremtræden i offentligheden var gnisten, der kunne antænde antisemitisk angreb. Følgelig anbefalede man, at jøder holdt lav profil. Eleverne i de jødiske skoler fik indprentet tilbageholdende optræden. Man brugte det gamle latinske mundheld: Den, der lever stille, lever godt.

Da tyskerne besatte Danmark i 1940 blev passivitet en nødvendighed. I de første måneder af besættelsen blev der ikke udgivet jødiske blade og tidsskrifter og foreningernes virksomhed blev stillet i bero. Da de efterhånden senere kom i gang, skete det i al stilfærdighed.

Den tyske gesandt Cecil von Renthe Fink forstod at udnytte dette forhold. Under en privat sammenkomst med danske politikere og erhvervsfolk i 1942 udtalte gesandten, at jøderne måtte forholde sig “musestille”, for ellers kunne man risikere, at Berlin fik øje på dem, og så vidste man ikke, hvad der kunne ske.[i]

Det var tydeligvis en advarsel til danskerne om, at jødeproblemet kunne blive en udfordring for en fortsættelse af samarbejdspolitikken.

Men realiteten var, at det jødiske samfund i Danmark forholdt sig musestille.

Imidlertid var der en gruppe jøder, som ikke mente, man passivt kunne tillade sig at afvente, hvad fremtiden ville bringe. Det var de unge fra Tyskland, der arbejdede som landvæsenselever på danske gårde. Siden 1933 havde der været en ordning, hvorved jøder fra Tyskland som forberedelse til en tilværelse i Palæstina, chalutzim, kunne få midlertidig opholdstilladelse i Danmark.

I de første besættelsesår arbejdede disse chalutzim på en plan om legalt at komme til Palæstina via Sovjetunionen og Tyrkiet. Med den tyske invasion i juni 1941 af Sovjet, var der imidlertid lukket for denne mulighed. Gruppens ledelse begyndte nu at lægge planer for en illegal flugt.

En af lederne, Berl Grass, havde udformet en plan, som han selv ville afprøve. Han havde fundet frem til, at jernbanewagoner, som brugtes på de international ruter, havde en jernkonstruktion under vognene mellem hjulene, som man kunne ligge på. Udrustet med vand og fødevarer begav han sig på den illegale færd fra Danmark over Tyskland og Østrig til Sofia i Bulgarien. Forsøget lykkedes, men da Grass ankom til Sofia, vendte han om og søgte tilbage ad samme rute. Ansvarlighed og disciplin bød ham at vende tilbage for at kunne berette om de indvundne erfaringer. Han nåede ikke tilbage. I Hamburg blev han opdaget. Han blev deporteret til Auschwitz, hvor han blev dræbt.

Gruppen fik aldrig at vide, hvad der var sket. Der blev lagt andre dristige planer.

Fra Danmark blev der eksporteret store maskiner til Tyrkiet. De var pakket i meget store trækasser. En plan om at flygte skjult i disse kasser blev bragt til udførsel, men igen med katastrofalt udfald ved tysk afsløring af flugtforsøget.[ii]

Et flugtforsøg blev imidlertid lykkeligt gennemført. Nogle chalutzim “lånte” et fiskefartøj på Bornholm, der bragte 6 af de unge jøder til Sverige.[iii]

Mens information om de ovennævnte mislykkede forsøg aldrig nåede Danmark, blev flugten fra Bornholm hurtig kendt. Den vakte nemlig stor opmærksomhed i Sverige og blev fyldigt omtalt i de svenske og udenlandske medier.

Det vakte bestyrtelse i det dansk jødiske samfund. Man advarede de ledende i Hechalutz om, at noget lignende kunne bringe samtlige jøder i Danmark i fare.

 

DA RYGTERNE BLEV REALITET

Næsten indtil det sidste anbefalede ledelsen for det jødiske samfund, at man forholdt sig fuldstændigt passivt. Heri blev man bestyrket af de danske myndigheder.

Den senere danske statsminister, Hans Hedtoft, har berettet, at da han den 28. september bragte advarslen til det Mosaiske Troessamfunds formand, C.B. Henriques, var det med ordene: “De må øjeblikkelig gøre alt for at advare hver eneste jøde i byen.”[iv]

Men repræsentanterne for troessamfundet fulgte ikke denne henstilling. En vigtig undtagelse må her anføres. “Oppositionen” i repræsentantskabet, formanden for Dansk Zionistforening, Benjamin Slor, gik i aktion. Han følte sig ansvarlig for landvæsenseleverne, idet han selv havde været aktiv for at få etableret ordningen om deres uddannelse i Danmark. Slor henvendte sig allerede den 24. september 1943 til den svenske gesandt, Gustav von Dardel med en plan om at få udstedt svenske beskyttelsespas og indrejsetilladelser til de 500 landvæsenselever. Dardel sendte en forespørgsel til det svenske socialministerium, der var positivt indstillet. Arbejdet blev sat i gang, men inden den endelige godkendelse lå klar, var man nået frem til slutningen af oktober, og da var de alle enten i Theresienstadt eller i sikkerhed i Sverige.[v]

Går man nu fra ledelsen til det dansk-jødiske samfunds enkelte medlemmer finder man en helt bemærkelsesværdig indsats for at redde “med-jøder” fra tysk deportation. Den blev udført af den 22-årige veterinærstuderende David Sompolinsky i de kritiske dage omkring slutningen af september og begyndelsen af oktober.

Rektor Aage Bertelsen, der blev leder af “Lyngby-gruppen” som reddede 700 jøder til Sverige, har i sin beretning om gruppens arbejde skrevet:

“I en vis forstand var denne unge jøde den egentlige grundlægger af hjælpearbejdet i Lyngby … utrættelig, bogstavelig talt nat og dag, var David i virksomhed for at hjælpe aldeles uden hensyn til egen risiko“.[vi]

Det ser imidlertid ikke ud til, at hans indsats er indgået i det dansk-jødiske samfunds kollektive erindring.

FAMILIEN SOMPOLINSKY

Davids energiske aktivitet var karakteristisk for hele hans families liv og tilværelse. Når der opstod problemer, ventede man ikke på hjælp fra andre, men gik straks selv i gang med at finde en løsning.

Davids forældre, Shimshon (Jakob) og Dora Sompolinsky var kommet til København i 1914. her ernærede Sompolinsky sig som skrædder. Familien fik 9 børn. Dansk statsborgerskab fik familien i 1931.

Der havde ikke oprindeligt været problemer med opholdstilladelse, men i 1919 fik Sompolinsky besøg af det danske fremmedpoliti, der bad om at se identitetspapiret. Det skyldtes, at man i Danmark efter den kommunistiske revolution i Rusland 1917 frygtede infiltration af anarkister og andre revolutionære.

Sompolinsky havde ingen dokumenter, der viste, hvorfra han kom og politiet sagde, at hvis han ikke fremkom med dokumentation, kunne han risikere at blive udvist.

På dette tidspunkt, var Sovjet ikke anerkendt af Danmark og havde derfor ingen diplomatisk repræsentation i København – men der var et russisk handelskontor. Her henvendte Sompolinsky sig. Kontorchefen sagde straks til Sompolinsky, at han godt kunne tale jiddish, for det forstod han. Kontorchefen udfærdigede den nødvendige dokumentation forsynet med behørige stempler. Dermed blev problemet løst.

Først mange år senere fandt en af sønnerne ud af, at den forekommende og hjælpsomme kontorchef var Maxim Litvinov (oprindeligt var familienavnet Finkelstein). Litvinov var Sovjets udenrigsminister 1931-39.[vii]

EN REDNINGSAKTION I 1938

Dora Sompolinskys søster var gift med Abraham Gerstensang. Efter første verdenskrig var han og hans kone flygtet til Tyskland forsynet med et Nansen-pas, som var den dokumentation den internationale flygtningeorganisation udstedte under 1. verdenskrig, opkaldt efter nordmanden Frithjof Nansen, der ledede det internationale flygtningearbejde. Familien Gerstensang slog sig ned i Minden, Tyskland, hvor Abraham fik både opholds- og arbejdstilladelse. Som alment bekendt iværksatte nazisterne diskrimination og forfølgelse af jøderne i flere stater. I efteråret 1938 arbejdede rigsfører SS Heinrich Himmler bl.a. med planen om uddrivelse af “østjøder”. Den 26. oktober 1938 kom ordren om tvangsmæssig fordrivelse af 17.000 polske jøder fra Tyskland. Af særlig dansk interesse er, at daværende gestapo-chef, senere rigsbefuldmægtiget i Danmark Werner Best, var særdeles aktiv ved ordrens udstedelse og dens totale gennemførsel.

Familien Gerstensangs tilværelse var i fare og hjælpen kom fra slægtningen i København. Siden Hitlers magtovertagelse i 1933 havde Danmark været restriktiv med at give flygtninge, eller “emigranter”, som man valgte at kalde dem, opholdstilladelse. Netop i året 1938 strammede man betingelserne for at give jødiske flygtninge fra Tyskland midlertidig opholdstilladelse. Af den grund valgte familien Sompolinsky at få Abraham Gerstensang og hans kone og 3 børn illegalt til Danmark.

Den ældste søn, Isak Sompolinsky, drog til Sønderjylland for at sondere mulighederne. Her kom han i forbindelse med en gårdejer, der havde marker på begge sider af grænsen. Isak forhandlede med ham om at føre Gerstensangerne hemmeligt over grænsen. Denne erklærede sig villig, men ville ikke i sin vogn medtage børn. Forhandlingen sluttede med, en aftale om, at 2 voksne kunne bringes hemmeligt over grænsen. Herefter rejste Isaak med sit danske pas til Minden. I løbet af arbejdet med at få hjulpet familien måtte Isak fire gange passere grænsen. Isak var meget jødisk af udseende, men han camouflerede sig ved at tage sin danske studenterhue på hovedet. I Minden blev det aftalt i første omgang at bringe Abraham til Danmark. Gårdejeren havde sagt, at han kunne tage 2 personer med og derfor tog Isak til Hamburg, hvor han opsøgte overrabbiner Carlebach. Isak bad ham finde en person, som mod at betale en del af omkostningerne ville være rede til at rejse illegalt ind i Danmark. En sådan medpassager blev fundet.

Operationen lykkedes og Abraham blev installeret hos Shimson Sompolinsky, Nansensgade 90, København. Ifølge politivedtægten måtte man kun huse en udlænding i 3 dage, før man skulle anmelde gæstens tilstedeværelse til politiet. Det så man stort på, mens man på højtryk arbejdede med planer om, hvorledes fru Gerstensang og hendes 3 børn – hvoraf de to, tvillinger på 6 år – skulle bringes til Danmark.

Denne gang forsøgte man en anden metode. Resten af familien gik over grænsen et sted, hvor man havde observeret, at hverken det tyske eller det danske politi kunne forventes. Men man tog fejl. Fru Gerstensang og hendes 3 børn blev anholdt af danske grænsegendarmer og sat i arresten i Padborg, imens der skulle forhandles med de tyske myndigheder om deres udvisning til Tyskland.

Den 23.11.1938 henvendte Shimshon sig til udenrigsministeriet med en ansøgning om midlertidig opholdstilladelse for familien Gerstensang. Han skrev heri, at han garanterede for deres ophold og at de “saalænge de bliver her ikke vil nyde nogen Hjælp og ikke vil falde det offentlige til Last”.[viii]

Sompolinsky kom til at tale med kontorchef Gustav Rasmussen (den senere udenrigsminister) og har berettet, at denne var bestyrtet over at høre, at man havde sat små børn i arrest (det forhold blev imidlertid rettet, idet fru Gerstensang og hendes 3 børn blev anbragt i husarrest i et pensionat).

Sagaen gik nu videre til justitsministeriet. Fru Sompolinsky opsøgte justitsminister K.K. Steincke. Denne lod sig imidlertid ikke bevæge. Han beordrede udvisning af familien Gerstensang. Abraham Gerstensang var imidlertid ført til Padborg i afventen på, at udvisningen blev gennemført.

Det danske grænsepoliti tog kontakt med Gestapo i Flensborg med henblik på at få udvisningen effektueret, men fik at vide, at det ikke kunne lade sig gøre. Tyskerne nægtede at give indrejsetilladelse. Da det danske politi insisterede, blev det forelagt for Gestapo i Berlin. Her fastholdt man afslaget. I dag ved vi, som det ovenfor er anført, at rigsfører SS Heinrich Himmler havde beordret de 17.000 polske jøder udvist til Polen, og afslaget kan derfor ikke undre.[ix]

Familien Gerstensang fik dermed midlertidig opholdstilladelse i Danmark. Da det blev oktober 1943 måtte familien flygte til Sverige. Dermed måtte Abraham Gerstensang for tredje gang i sit liv flygte som følge af jødeforfølgelser.

OKTOBER 1943 – I JERUSALEM

Davids ældre broder Meir (f.1919) havde efter sin studentereksamen fra Christianshavns Gymnasium i 1938 modtaget et stort studielegat fra Det Mosaiske Troessamfund. Det blev benyttet til en uddannelse som lærer i jødiske fag, og Meir rejste til Palæstina for at få sin uddannelse. Da tyskerne i april 1940 besatte Danmark, blev Meir afskåret fra kontakt til familien og det jødiske samfund i Danmark, idet Palæstina var britisk mandatområde. Sidst i september 1943 nåede rygterne om tysk jødeforfølgelse i Danmark til Palæstina. Uro og uvished lammede ikke Meirs handlekraft. Han henvendte sig til den lille forening Hitachdut Olei Skandinavia – sammenslutningen af indvandrere fra Skandinavien – med en plan for redning af danske jøder.

Den britiske mandatregering havde indført stramme restriktioner for jødisk indvandring til Palæstina. Jewish Agency (zionistbevægelsens organ) havde imidlertid forhandlet med briterne og sikret sig en mindre kvote, Veteran Certificate, for prominente og ledende jøder, og Meirs plan gik ud på at benytte dette som udgangspunkt. Han udfærdigede en liste med 86 navne på jøder i Danmark, som blev sendt til Jewish Agency. Den skulle gå videre til de britiske myndigheder med anmodning om visa til de på listen anførte. Herefter skulle der føres forhandlinger med Det Internationale Røde Kors om at bringe de danske jøder i sikkerhed.

Den første del af planen blev gennemført. Jewish Agency fik indrejsetilladelse, men inden bekræftelse forelå, gik hele oktober måned. Dansk Zionistforenings formand modtog meddelelsen fra Jewish Agency i Sverige først i november, da var der næsten ingen jøder tilbage i Danmark.

Meirs liste indeholdt navne på de mest prominente jøder i Danmark. Professorerne Stephan Hurwitz og L.S. Fridericia, C.B. Henriques og forfatteren Henri Nathansen ville nok have undret sig, hvis de havde vidst, at der var skaffet dem visa til indrejse i Palæstina.[x]

 

SEPTEMBER/OKTOBER 1943 I KØBENHAVN

Jøderne i Danmark havde ingen konkret viden om udviklingen i løbet af september. Den 29. august havde tysk militær overtaget magten i Danmark, havde erklæret militær undtagelsestilstand og taget gidsler, heriblandt overrabbineren og andre prominente jøder. Den danske regering var sat ud af spillet og hermed var politikernes tilsagn, om at ville beskytte jøderne mod tyske overgreb, bortfaldet. Alt andet var rygter. Rygter om en tysk aktion, hvornår det kunne forventes at ske, en eventuel aktions omfang m.v. Rygterne var ikke enslydende – ofte modsagde de hinanden. Resultatet blev kaotisk forvirring og usikkerhed, der lammede handlekraften.

David Sompolinsky (f. 1921) var den eneste danske jøde, som lagde planer for redningen af sine frænder og som selv aktivt deltog i redningsarbejdet. Hans aktiviteter vil i det følgende blive beskrevet ifølge den beretning han først i 1950’erne indgav til Yad Vashem. Den har titlen: “DE DANSKE JØDER REDNING UNDER HOLOCAUST af David Sompolinsky (en af de reddede)”. Størstedelen af den er bekræftet i rektor Aage Bertelsens bog “Oktober 43”, men har også fundet bekræftelse i andet kildemateriale.[xi]

Allerede før den tyske aktion havde David deltaget i initiativer til beskyttelse af jødiske interesser. I 1942 havde en dansk nazist søgt ildspåsættelse af synagogen. Unge jøder havde herefter dannet et vagtværn, der patruljerede synagogens område om natten. I Davids beretning er det beskrevet: “De eneste våben, der stod til vor rådighed, var knipler og en direkte telefonforbindelse til politiet.”

Hertil kom en sag af helt anden karakter. Det var den hemmelige aktion, som nogle tyske emigranter i Danmark havde igangsat. Den drejede sig om at sende pakker med fødevarer til jøder, der var deporteret til ghettoen i Lodz i Polen. Denne virksomhed, som begyndte i 1942, fik et temmelig stort omfang, og fortsatte endda i nogen tid efter oktober 1943.

I efteråret 1943 var David indkaldt som værnepligtig og gjorde tjeneste i CB-korpset, Civilbeskyttelsen. Iført særlige blå uniformer med skråhue, så man CB’erne patruljere på gaderne i følge med ordensbetjente. Det gav dem øgenavnet “føl”. David var stationeret på Kommunehospitalet med den særlige opgave at hjælpe med evakuering af patienter i tilfælde af luftbombardement.

Onsdag den 29. september var dagen før den store jødiske nytårsfest. I synagogen i Krystalgade blev det meddelt, at der ikke ville blive gudstjeneste under nytårsfesten og at man opfordrede de tilstedeværende til ikke at opholde sig hjemme.

Samme aften var der inviteret 30 personer til fest i Sompolinskys hjem, Nansensgade 90. Det var der en særlig anledning til. En af husets døtre var blevet gift få dage forinden, og traditionen tro blev der holdt festmåltid hver dag i bryllupsugen.

Inden man havde sat sig til bords stod pludseligt en ung mand i stuen. David genkendte ham som en ung arbejder, han ofte havde set i kvarteret. Den unge mand sagde, at de tilstedeværende hurtigst muligt skulle forlade stedet og spredes, idet et tysk angreb kunne forventes. Det førte til diskussion blandt familien og gæsterne, de havde jo hørt så mange forskellige rygter i de foregående uger. Til sidst måtte den unge mand med grådkvalt stemme appellere til dem om at følge hans råd. Det hjalp. Familien besluttede sig til straks at tage til Værløse i hvis nærhed de den forgående sommer havde lejet et sommerhus, som stod tomt. I Værløse skrev de den nat kontrakt med ejeren om beboelse af huset.

Den unge mand, som havde bragt advarslen, kom sandsynligvis fra det nærliggende socialdemokratiske hus i Rømersgade, hvor Hedtoft dagen før havde fået oplysningen om tyskernes planer og hvorfra det vides, at socialdemokratiske partiarbejdere sendtes ud i byen for at sprede advarslen.

David var ikke taget med resten af familien til Værløse. Han opsøgte administratoren på Kommunehospitalet, som han kendte fra sin CB-tjeneste for at sætte ham ind i situationen. Administratoren troede, at David var blevet vanvittig. Han fandt et værelse i bygningen, hvor han opfordrede David til at overnatte. Selv begav han sig ud i byen, hvor der var natligt udgangsforbud for civile. Administratoren var tidligere officer i livgarden og havde stadig forbindelser på Amalienborg. Her prøvede han at få klarhed omkring rygterne. Sent på natten vækkede han David. Han var tilsyneladende rystet over, hvad han havde fået bekræftet. En af hans medarbejdere blev tilkaldt, og sammen med David blev der den nat lagt planer. Det må forstås, at de ikke vidste noget om hvornår og hvordan tyskerne ville slå til, endsige at en situation ville opstå, hvor det kunne lykkes at bringe jøderne til sikkerhed i Sverige.

Planlægningen gik først på at finde frem til jøder, der stadig opholdt sig hjemme, og bringe dem foreløbigt i sikkerhed. Dernæst at finde steder, hvor man kunne anbringe dem. Da der var rationering måtte man også finde frem til, hvorledes man skulle forsyne dem med mad. Her fandt man frem til, at mad kunne leveres fra hospitalets køkken, som var udenfor rationereingen. Det ville blive nødvendigt at rekruttere et betydeligt antal personer til hjælpearbejdet. Der blev lavet lister over læger, sygeplejersker, ambulanceførere og almindelige taxachauffører, der var “sikre”, dvs. som ikke var nazister eller tysk-sympatisører. David foreslog, at man fra hospitalets apotek skulle rekvirere store mængder af A+D-vitaminer til uddeling blandt flygtningene for at undgå mangelsygdomme i en situation, hvor de måske i lang tid måtte leve under unormale forhold. Her foregreb David noget, som først senere blev gennemført. Professor Richard Ege organiserede afsendelse af de første pakker med fødevarer til de deporterede i Theresienstadt. Ege insisterede (trods modvilje fra Dansk Røde Kors) på, at pakkerne skulle indeholde piller med stor koncentration af vitaminer.

Der blev ikke sovet mere den nat, og næste morgen tog David ud i byen for at opsøge jøder, der endnu ikke var bragt i sikkerhed. Det var nu torsdag den 30. september – den første dag i det jødiske nytår. Flere steder i hovedstadsområdet havde grupper af jøder fundet sammen i private hjem for at holde gudstjeneste. David fandt ca. 30 jøder samlet hos grosserer Isidor Samson. Han opfordrede dem til at give oplysninger om jøder, de kendte, som endnu opholdt sig hjemme. Han udnævnte en ung pige til sekretær, og opfordrede hende til at finde en blyant og papir for at lave en liste,. Hun var forfærdet, hun kendte David som en dybt religiøs jøde, som man ikke kunne forvente ville bryde forbuddet mod at skrive og arbejde på helligdage. En liste blev dog udarbejdet. Så telefonerede han til Christianshavns Gymnasium, hvorfra han i 1940 blev student, for at få aftalt møde med rektor Bøgh.

Hos Isidor Samson fandt han 10 ældre og svagelige, som man ikke kunne anbringe i fremmede hjem. David besluttede, at de måtte indlægges på hospital. Fra sin gymnasietid havde han en klassekammerat, der var søn af gynækologen dr. Zacharios, som han nu søgte kontakt med per telefon. David frembragte sit ærinde og fik at vide, at han ville blive ringet op. Det skete da også, og stemmen i telefonen sagde: “Deres navn er Svend Nielsen. Dr. Zacharios er optaget af operation, vi sender en anden læge.” En kvindelig læge dukkede op, og hun var helt villig til at udfylde indlæggelses-attester med falsk navn og opdigtede diagnoser.

Davids besøg hos rektor Bøgh resulterede i, at rektor indkaldte en del af lærerstaben, og i lærerværelset forklarede David, at der var behov for skjulesteder til beskyttelse af de truede jøder. De tilstedeværende erklærede sig rede til at modtage jødiske “gæster” i deres hjem.

Da flere af lærerne boede i Lyngby eller Sorgenfri, blev der herved skabt kontakt til Aage Bertelsen, der allerede var begyndt at arbejde med redning af jøder, som var i fare. Dette blev basis for oprettelsen af Lyngby-gruppen, der som nævnt reddede 700 jøder til Sverige.

Den følgende dag, 1. oktober 1943, var den jødiske 2. nytårsdag: den begyndte med, at David opsøgte ældre og svagelige jøder. Han aflagde besøg i stiftelsen Meyers Minde beliggende bag synagogen. Her var der efterladt et antal svage og gamle. David kunne ikke overtale dem til at forlade hjemmet. Senere betegnede han dette som et nederlag. Det forstår man, når man kender disse gamle menneskers skæbne. På natten for den tyske razzia blev de vækket og brutalt gennet sammen og slæbt til skibet ved Langelinie, der skulle deportere dem. I Theresienstadt blev de nogle af de første danske jøder, der døde af strabadser og sult.

Et nyt nederlag ventede.

David fik den ide, at henvende sig til De Gamles By, der både var hospital og plejehjem. Han bad om, at man ville modtage ældre, syge jøder. Han fik den besked, at det kun kunne lade sig gøre, hvis der blev stillet garanti for betaling af deres ophold. Man må forstille sig situationen. En ukendt ung mand dukker op. Han kommer ikke fra nogen organisation eller institution og kan ikke henvise til en kendt kontaktperson. Det måtte blive et afslag.

Inden Davids dag endte fulgte et besøg hos en fængselsinspektør.

Det vides fra Rigspolitichefens informationsskrivelser til landets politikredse, at nogle jøder den 29–30 september var blevet pågrebet under flugtforsøg og sat i arrest.[xii] David kendte to, som sad i Vestre Fængsel. Han bad fængselsinspektøren om – under hensyn til omstændighederne – at løslade dem. Inspektøren sagde, at det havde han ikke kompetence til, men at der ville blive taget vare på disse arrestanter. Han holdt ord. Da den tyske aktion blev sat i gang, overførtes de til arresten i Helsingør, hvor politiet satte dem i forbindelse med modstandsbevægelsen.

Lørdag den 2. oktober om morgenen vågnede David på Kommunehospitalet uden anelse om, hvad der var sket om natten. Han begav sig hjem. Alt var normalt. Cyklister var på vej til arbejde, sporvognen kørte ad Frederiksborggade. Da han nærmede sig Nansensgade 90, blev han standset af naboer, der advarede ham om ikke at gå op i lejligheden. Tyskerne havde været der om natten for at fange familien Sompolinsky, men måtte gå med uforrettet sag.

David skyndte sig derfor tilbage til Kommunehospitalet. På vejen blev han standset af en tilfældigt passerende cyklist, der forstod situationen. Han tilbød David sin cykel, så han kunne komme hurtigt af sted.

Da han nåede hospitalet opdagede han, at han ikke kunne komme ind ad den indgang, som han tidligere havde benyttet. Der var kun én mulighed tilbage: At gå ind ad hovedporten til visitationen. Han satte sig i venteværelset og fik her øje på en ventende, som han kendte. Det var ejeren af den jødiske slagterforretning i Borgergade, Itzig Edelmann. Denne så demonstrativt den anden vej for ikke at give sig til kende. Sygeplejersken kom ud og kaldte på næste patient: Jens Hansen. Ingen rørte sig og hun gik derfor hen til Edelmann og sagde: “Glem nu ikke, at De hedder Jens Hansen.”

Da det blev “Svend Nielsen”s tur, gik David ind til visitator, der spurgte, hvad fejler så du? David svarede: “Nervesammenbrud”. “Nej,” sagde lægen, “den har jeg brugt så mange gange i dag, vi skriver nyrebetændelse efter tuberkulose.” Derfor blev han indlagt på medicinsk afdeling. Hermed forstod han, at de planer, som var lagt hos administratoren om natten to døgn tidligere, nu var i fuld gang med at blive realiseret.

David blev “udskrevet” og vendte tilbage til Lyngby for at være med i redningsarbejdet. Da man var nået frem til den 10. oktober var størsteparten af jøderne bragt til Sverige og de sejlruter, man havde benyttet, var ude af kraft. Men der var stadigvæk arbejde at udføre.

Udenfor hovedstadsområdet var der jøder skjult, som ventede på flugtmulighed. Det drejede sig dels om chalutzim, der havde arbejdet på landbrug forskellige steder, og dels om gemte børn – en gruppe, hvis skæbne lektor Sofie Bak fortjenstfuldt har udforsket og beskrevet. David var med til at redde nogle fra hver af de to grupper.

I et børnehjem nær Odense var flere jødiske børn holdt skjult.  Nogle af disse sagde aftenbøn på hebraisk, som de var vante til hjemmefra. Efter nogle dage begyndte også nogle af de ikke-jødiske børn at sige aftenbøn på hebraisk! Efterhånden som tiden gik, var der stigende nervøsitet over at nogle af de mange, som færdedes omkring eller som arbejdede i hjemmet, ville tale over sig og røbe de jødiske børns tilstedeværelse. De måtte derfor bringes til Sverige og David kom til at deltage i deres redning. Det blev til en kompliceret operation. Først bragtes børnene til København. Her blev de anbragt på Bispebjerg Hospital, som var blevet et center for redningsarbejdet. Herfra gik turen sydover til Falster, hvorfra udskibningen fandt sted.

Davids egen flugt til Sverige foregik den 20. oktober 1943. Efter 3 ugers intens virksomhed var et kapitel af den unge Davids liv afsluttet. Det var også blevet en selvstændig del af de danske jøders historie, fordi han var den eneste i det jødiske samfund, som i farens stund lagde planer til forebyggelse af skaderne og aktivt medvirkede i redningen. Davids virksomhed er blevet detaljeret beskrevet, men motivationen, der drev værket, har været skjult. Den man kan kun komme på sporet af ved at betragte hans liv og virksomhed efter Holocaust.

 

ZIONISME OG JØDISK IDENTITET

David var i 1940 begyndt studiet til dyrlæge. Det var ikke noget tilfældigt valg, det sigtede direkte på et fremtidigt liv i det daværende Palæstina. Flere af Davids søskende havde også valgt en uddannelse, der var særlig brug for ved opbygningen af “det jødiske hjemland”.

Hjemkommen efter flygtningetiden i Sverige gjorde David sin uddannelse færdig og påbegyndte en specialuddannelse som mikrobiolog. Den foregik på Pasteur-instituttet i Paris og ved Seruminstituttet i København. Han udvandrede til Israel i 1951.

Her begyndte han en karriere som forsker, der fortsatte til langt efter pensionsalderen. Således var han i en alder af 85 aktiv i et samarbejde med læger ved Hvidovre Hospital i et forskningsprojekt. Han arbejdede ved forskellige hospitaler i Israel og blev en af rådgiverne for sundhedsministeriet. Som en sidegren i denne virksomhed blev David en af initiativtagene til oprettelse af Bar Ilan Universitetet – i dag det største universitet i Israel målt efter antallet af studenter.

I 1960 kom han til at deltage i en helt usædvanlig operation. I juli måned var Belgisk Congo blevet en selvstændig stat. De 700 belgiske læger, der havde udgjort kernen i landets sundhedstjeneste, forsvandt fra den ene dag til den anden efterladende en befolkning på 13 millioner afrikanere praktisk taget uden lægehjælp.

I denne situation besluttede den israelske regering at bringe hjælp. Med kort varsel udrustedes et hjælpekorps med medicin, materiel og 12 læger til Congo. En af dem var David Sompolinsky, der blev leder af det forladte Hospital for Tropesygdomme i Leopoldsville – nu Kinshasa.

Deltagelsen i denne operation betød særlige vanskelligheder og afsavn for David. Her i den afrikanske jungle var det næsten umuligt at leve efter ortodokse jøders normer, love og regler.

I vor tid tales der ofte om det moralske kompas, som politiske aktører bør være udrustet med, når de tager beslutninger i komplicerede situationer.

David Sompolinskys moralske kompas har det hebraiske navn ????, halacha. Det er betegnelsen for det store juridiske kodeks, som indeholder regler og normer for jødisk etik. En af disse regler har højeste prioritet. Det er pligten til at redde menneskeliv, ,????? ??? pikuach nefesh. Når det gælder om at redde mennesker, er det tilladt at overtræde alle andre lover og regler. Et jødisk visdomsord hedder: “Den, der redder ét menneskes liv, redder en hel verden”.

Det var motivationen for David Sompolinskys aktiviteter i Danmark i oktober 1943 og i Congo i året 1960.

 

Noter

[i]      Leni Yahil, ET DEMOKRATI PÅ PRØVE (1966), s.103.

[ii]   Jørgen Hæstrup, DENGANG I DANMARK (1982), s.189-01.

[iii]   DAGE I OKTOBER (1993): W.Bambergers beretning, s.26-27.

[iv]   Hans Hedtofts forord i Aage Bertelsens Oktober 43, s.12.

[v]   Hans Kirchhoff: OKTOBER 1943 – SET FRÅN HINSIDAN, historisk Tidsskrift bind 16, række 6, (1996).

[vi]   Aage Bertelsen: OKTOBER 43 (1952), S.26-27.

Bertelsens bog er udgivet, oversat til engelsk, hebraisk, tysk, fransk og kinesisk. Den engelske udgave publiceret i USA har anbefaling af værket i et forord af Albert Einstein.

[vii]   Meir Sompolinsky:    ??? ???? ??????? ???? ACHOD MEIR KOPENHAGEN LE YAFO, (2005), s.23.

[viii]  Meir Sompolinsky, som ovenfor s.123.

[ix]   Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson : MEDALJENS BAGSIDE, (2004), s.55-59.

[x]  Kopien af den maskinskrevne liste er i min besiddelse. Jeg modtog den fra Meir Sompolinsky i 1996.

[xi]  YAD VASHEM, Jerusalem. Arkiv nr. 027/13X (36). En dansk oversættelse v. Bente Batya Melchior, forligger.

[xii]  RIGSPOLITICHEFENS rundskrivelser: 1. oktober 1943, Justitsministeriets

 

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]