Hvem sætter sig for at lære jiddisch i dag? Et sprog, der kun bruges som hverdagssprog i ultraortodokse miljøer, som mange måske bedst kender fra Netflix-serier som Shtisel og Unorthodox. Svaret handler om en helt anden jødisk identitet.

Af Michael Rachlin

Jiddisch er et jødisk sprog. Men det er også mange verdener. En litterær verden. En religiøs verden. En sekulær verden. En politisk verden med mange forskellige udtryk.
En verden af i går, men måske også en verden af i morgen. Jiddisch lever i bedste velgående i 2020, og der er faktisk en spirende interesse for sproget.
Det fortæller Jan Schwarz, der som lektor i jiddisch på Lunds Universitet er en af snesevis af mennesker, der især i USA lever af at beskæftige sig med sproget og kulturen. Han taler ligefrem om en renæssance for jiddisch, som man kan opleve i litterære og akademiske miljøer i Europa, Australien, USA og Israel.
Og den fornyede interesse handler om meget mere end Netflix-serierne Shtisel og Unorthodox, som begge foregår i ultraortodokse miljøer, og som for millioner af unge har været det første møde med jiddisch. Interessen stikker meget dybere.
”I dag er det ultraortodokse miljø det eneste sted, hvor jiddisch er et hverdagssprog. Men man skal passe meget på ikke at romantisere det. Jeg elsker Shtisel, men det er en romantisering af miljøet, hvor Unorthodox har et mere kritisk blik. Men interessen udspringer et helt andet sted fra,” fortæller Jan Schwarz.
”Jeg har studerende med meget forskellige baggrunde. Nogle er ikke-jøder. Andre har måske hørt lidt jiddisch fra deres bedsteforældre. Men det handler om mere end bare sproget. Når folk møder op til sommerprogrammer om jiddisch, er det en anden måde at vise sin jødiske identitet end gennem de etablerede skabeloner. Jiddisch knytter sig til litteraturen eller teateret, men også andre sekulære udtryk: Socialisme, de jødiske bund-bevægelser, LGBT osv. Hvis man er opvokset i jødiske miljøer i USA og Europa, er man mere eller mindre blevet indoktrineret med zionisme og hebraisk. Det her er en måde at udtrykke sig alternativt – uden at man nødvendigvis er i opposition til Israel og zionismen, ” siger Jan Schwarz, der ligefrem har oplevet, at corona-krisen har gjort jiddisch-renæssancen endnu stærkere.
”Der er sket nogle spændende ting, som virkelig har løftet det. Der er masser af ressourcer på nettet. Det er helt utroligt, hvad man kan følge med i af kulturelle arrangementer med nogle af de bedste kunstnere og skuespillere. Man har fri adgang  til kæmpe biblioteker med jiddisch, bøger, teater, interviews og aviser, som det før var svært at få fat på. Og der er for nyligt kommet en ny lærebog i jiddisch,” fortæller Jan Schwarz.

”Jiddisch har været døende i 200 år. Og det vil fortsætte med at være døende i yderligere 200 år”

Isaac Bashevis Singer

Fra litteraturen til sproget

Det er netop litteraturen, der har været Jan Schwartz’ egen indgang til jiddisch. Ikke fra Carolineskolen, hvor det var hebraisk – og bestemt ikke jiddisch – der var på skoleskemaet, da han gik der i 1960’erne. Men han fik det med fra sin bedstefar, Chajkl Risikin, der, som så mange andre i sin generation, kom til København lige før Første Verdenskrig fra en af de mange shtetler i Østeuropa.
”For ham var jiddisch vigtigt som et litterært sprog. Han havde Sholem Aleichems samlede værker, og de blev virkelig læst og genlæst, fortæller Jan Schwarz, som egentlig forskede i litteraturvidenskab? Meir Aron Goldschmidt. Men fra Goldschmidt gik det naturligt videre til Nobelprisvinderen Isaac Bashevis Singer og de andre jiddischsprogede forfattere. Jan fik et legat til at studere videre i New York ved Columbia University og fik det sidste glimt af den verden, som Singer og de andre giganter kom fra. Det kunne mærkes helt fysisk, da han besøgte YIVO – Yidisher Visenshaftlekher Institut, den organisation, der varetager jiddisch sprog og kultur, og som flyttede fra Vilnius i 1940.
”Det var mennesker, der havde arbejdet med jiddisch før krigen. I filmindustri, forlagsbranche, kunst og mange andre steder. Den generation er væk nu. YIVO holdt til i en stor, flot bygning på eastside af Manhattan, og det var virkelig et sted, hvor tiden stod stille. Det var som at træde ind i en østeuropæisk koldkrigsinstitution dengang i 1990’erne, ” fortæller Schwarz, der dengang følte sig som en meget ung mand, når han bevægede sig i kredse, der beskæftigede sig med jiddisch. I dag er YIVO  flyttet til et moderne kulturcenter i den mere hippe del af New York med en helt anden stemning.

Jiddisch i Sverige

Ligesom jiddisch fulgte med de holocaust-overlevende fra Østeuropa til New York, kom sproget også stærkere til Sverige, der modtog mange overlevere efter 1945. Jiddisch havde været til stede i Sverige i flere hundrede år, men fik en ny status efter krigen. Og det kulminerede med, at jiddisch i år 2000 officielt blev anerkendt som et minoritetssprog i Sverige. De fire øvrigt anerkendte minoritetssprog er finsk, samisk, tornedalsfinsk og romani. En status der giver adgang til støtte til både forskning, uddannelse og kultur.
”Det er en interessant historie, der også viser, at der er lidt højere til loftet i Sverige og et mere kosmopolitisk udsyn. Det var Susanne Sznajderman-Rytz, der i mange år var formand for Sveriges Jiddischförbund, der lobbyede for det. Hun var i stand til at dokumentere, at det havde eksisteret i Sverige over 200 år som minoritetssprog. I år 1999 stod Göran Persson for en stor holocaust-konference, hvor man for første gang forholdt sig til Sveriges rolle i Anden Verdenskrig. I forbindelse med det besluttede man sig at gøre jiddisch til et officielt mindretalssprog,” fortæller Jan Schwarz, der kender mange svenske jøder, der er født efter krigen, og som taler flydende jiddisch.
Men selvom Jan får mulighed for at lufte sit jiddisch i menigheden i Malmø, erkender han, at det ikke er noget, som bliver brugt som talesprog i hverdagen. Det satte holocaust desværre et punktum for
”Når det kommer til fremtiden for jiddisch, så plejer jeg at citere Isaac Bashevis Singer: ”Jiddisch har været døende i 200 år. Og det vil fortsætte med at være døende i yderligere 200 år”. Men det er så dybt forankret i kulturen, at så længe der er jøder i denne her verden, vil der være jiddisch,” slutter Jan Schwarz.