Search
Close this search box.

På den internationale mindedag for Holocaust – den 27. januar 2021 – bliver de seks millioner jødiske ofre for Holocaust og millioner af andre ofre for det nazistiske regime mindet og æret på tværs af Europa.

På dagen giver Copenhjagen Jewish Film Festival alle interesserede skoleklasser mulighed for at få tilsendt et live streaminglink med det norske historiske drama ‘Flugten over grænsen’ samt efterfølgende diskussionsoplæg.

‘Flugten over grænsen’ (Norge 2020).
Instruktør: Johanne Helgeland.
Varighed: 120 minutter.
Vises med danske undertekster.
Anbefales fra 12 år og opefter.
Filmen kan kun ses i det nævnte tidsrum.

TILMELDING:
Skriv til anne@socialcities2030.dk senest den 25. januar

 

SYNOPSIS:

‘Flugten over grænsen’ er en norsk familiefilm, hvor jødernes flugt fra nazismen fortælles, så børn kan være med. I dagene op til julen midt under krigen oplever Gerda (10 år) og Otto (12 år), at deres forældre bliver anholdt. Da de bliver ført ud ad døren i håndjern, siger far: “Husk, at julegaverne er i kælderen, og at I skal tage dem med til tante Vigdis.” Julegaverne viser sig at være de to jødiske børn Sarah og Daniel, hvis forældre er taget af nazisterne. Tante Vigdis bor i nærheden af grænsen til Sverige. Resten af filmen beskriver den dramatiske tur mod grænsen.

ANNE BOUKRIS OM FILMENS RELEVANS:

“Filmen foregår i Norge, men spændingerne omkring antisemitismen og hadet til jødiske medborgere var de samme i Danmark under Anden Verdenskrig. Og bemærkningerne om “de fremmede”, som ødelægger vores samfund, er desværre helt aktuelle, så der er meget at snakke om efter filmen.

‘Flugten over grænsen’ er filmatiseret efter en roman af succesforfatteren Maja Lunde, der selv har skrevet manuskriptet til filmen. Spændingen ligger både i psykologien og situationerne. Et af de gennemgående temaer er, hvem man kan stole på, og hvem der er enige med nazisterne i, at jøderne ikke hører til i Norge, fordi de er skyld i alle Europas ulykker.

Hovedpersonen Gerda (suverænt spillet af Anna Sofie Skarholt) er ivrig læser af ‘De tre musketerer’, hvor hun har lært mottoet: Én for alle og alle for én. Undervejs er der mange fine scener, der relaterer til musketererne og deres ed. Filmens handling er fortalt tydeligt og lige ud ad landevejen uden overforklaringer eller pædagogiske pegefingre. Fotografering og musik understreger fint stemningerne undervejs.

Mange af personerne er tegnet enkelt – de onde eller de gode, men der er naturligvis undtagelser, som viser, at alt ikke er sort/hvidt. En hjælpsom person viser sig fx at være nazist, og en tysk soldat hjælper børnene. Vi har valgt at vise filmen som supplement til dette års Copenhagen Jewish Film Festivals Auschwitzprogram, fordi filmen her åbner for væsentlige samtaler direkte relateret til Norden og nordiske forhold.”

Efter visningen vil der være et 20 minutters oplæg af festivalleder og historiker Anne Boukris og filmvidenskabsstuderende Simon Karlin.

Visningen er gratis for alle skoler.

Event på Facebook