Search
Close this search box.

Copenhagen Jewish Filmfestival 2021
I samarbejde med Cinemateket mfl.
Følg program online cjff.dk for andre venues, debatter, koncerter mm
21. februar til 1. marts 2021

Årets Copenhagen Jewish Filmfestival bliver den 20. af slagsen – og den første, der bliver afviklet online.
Første del af programmet blev afviklet i forbindelse med Den Internationale Holocaustdag, den 27. januar, mens programmet for anden del af festivalen, der bliver indledt 21. februar, er ved at være på plads.

Festivalens leder, Anne Boukris, fortæller her om temaet for årets festival, Kritik:

At tematisere og kuratere en filmfestival, der i sit navn afspejler en slags snæverhed er ikke altid helt let. Gennem årene har vi erfaret at spørgsmålene hvorfor en jødisk filmfestival? og hvad er en jødisk film? stilles af især medierne. Copenhagen Jewish Filmfestival er en kultur- og kunstbegivenhed, der har udviklet sig fra at være en projektion af interne jødiske anliggender til at blive en kulturbegivenhed, der retter fokus på de store eksistentielle og politiske spørgsmål om sameksistens, tolerance, kritik, frihed og fremtiden.

Tiden lige nu understreger festivalen 2021’s tema ’Kritik’. Med restriktioner og nye kontrolformer finder vi pludselig os selv midt i noget, der balancerer mellem omsorg og eksklusion. Vi oplever, at modsætninger og forskellige holdninger bliver retorisk hadefulde. Det er pludselig legitimt at smide alverdens besværgelser ud på hinanden, stoppe de som man synes ikke opfører sig ordentligt, og udskamme minoritetsgrupper, fordi deres opførsel bringer ’virus’ eller andet ’ondt’ med sig ind i samfundet. Balancen er hårfin. Vi skal kunne samtale, lytte og tolerere, forstå og favne forskellighed og gøre den til en styrke i samfundet. Derfor Kritik som tema. Og derfor en jødisk filmfestival.

Alle kender det med at sige ’det er helt kafkask’ eller det besnærende Einsteincitat ’it’s harder to crack a prejudice than an atom’ for ikke at nævne det efterhånden folkekære Leonard Cohen citat ’there is a crack in everything this is how the light get’s in’. Jødisk kultur og arv bærer i sig en lang tradition for kritisk tænkning. Det kommer fra positionen som minoritet og det kommer fra de jødiske tekster.

Festivalen starter med at markere den internationale Auschwitzdag den 27. januar, hvor vi tilbyder et gratis program til skolerne og dokumentariske oplæg til samtaler om relevansen ved at genkigge på fortiden igen og igen med fornyet refleksion med nutidens øjne. Festivalens program i februar er bla kurateret af studerende, der faciliterer og arrangerer Litteratursalonen Esther med film og oplæg om Kritik som videnskab og filosofisk dannelsesrum. Den israelske instruktur Nitzan Gilady præsenterer en hel dags program med familielivet i centrum om bl.a. relationer, brud, narrativer, traumer og nye positioner i moderne familieliv. Festivalprogrammet afspejler et mangfoldigt greb på jødisk liv, kultur og religion og har som målsætning at lukke op for alle uanset baggrund. Derfor vises film på flere sprog og fra mange dele af verden. Film man er uenige i – film man elsker osv.

På trods af Covid-19 restriktionerne håber vi på, at festivalen bliver en succes, og at vi sammen kan genbesøge glæden ved at gå til filmfestival – sammen.

 

Anne Boukris, Festivalchef