Search
Close this search box.

Et af samfundets mest loyale og vedholdende medlemmer, David Gerschwald, fylder 70 år den 22. marts. I den anledning skriver tidligere overrabbiner Bent Melchior.

I mere end en menneskealder har David Gerschwald sat præg på både elegeretforsamling og ynagogeforstanderskab ud fra sin traditionelle jødiske teori og praksis. Selvom han er yngre end staten Israel, så er hans hebraiske udtale i bedre samklang med Abraham Alexander Wolff, end med den israelske praksis. Med saglig argumentation har han sat respekten for Synagogens rolle som menighedens samlingspunkt højere end personlige interesser.  Som barnebarn af den tidligere formand for forstanderskabet, Albert Meyer, havde han fået kærligheden til Synagogen i arv gennem sin mor, Grethe.

I 1985 blev Davids lille køkken for kosher madlavning udsat for antisemitisk terror. For ham personligt indebar det en økonomisk katastrofe. Paradoksalt nok blev der for ham, der oprindelig var uddannet i forsikringsbranchen, aldrig fundet nogen form for kompensation for de tab, han led. Men hans kærlighed til kosher madvarer overlevede terroren, og han har fremdeles tilbud om kosher food på menuen.

David er altid til rådighed, når mennesker har brug for hjælp. Hans hjem har stået åbent for flygtninge. Han har rejst land og rige rundt for at finde jøder, der var i en slags eksil i forhold til menigheden i København og savnede mulighed for kontakt. Som aktiv ekspræsident i Danmarkogen går han ind for social og kulturel samhørighed. Han har været politisk aktiv i Frederiksberg Kommune, hvor det var de ældres kår, der blev hans særlige område.

Fik jeg nævnt, at David fylder 70 år den 22. marts? Der er måske nogen, der længe har betragtet ham som en ældre herre. For mig, der havde den glæde at deltage i fejringen af ham i hjemmet i Løvstræde til hans Bar Mitzvah, er det mere overraskende, at han nu for alvor træder ind i de voksnes rækker. Må han blive der i mange sunde og lykkelige år.

Bent Melchior.