Mirjam Capelle er forfatter til en selvbiografisk bog med fiktionelle indslag med titlen »Min sjæls vandmærke. En jødisk slægtsfortælling.«

 

Af Bent Blüdnikow

 

Forfatteren er barnebarn af den socialdemokratiske finansminister Henry Grünbaum, der var en kendt skikkelse i 1960erne og 1970erne. Mirjam Capelle fortæller i sin bog om sin jødiske familie. Vi hører om familiens opbrud fra Østeuropa og immigration til Danmark. Hun lader sin mor fortælle om flugten i 1943 og hun fortæller om de familiemedlemmer, der blev taget af nazisterne og havnede i Theresienstadt.

Men først og fremmest er det en spændende og velfortalt historie om en ung pige, der fra 1970erne forsøger at finde sin jødiske identitet og rejser til Israel, hvor hun kommer tæt ind på livet af ortodokse miljøer. Tilbage i København har hun også forbindelse med jødiske miljøer og er stærkt påvirket af den jødiske historie og jødernes skæbne.

Bogen handler tillige generelt om at være ung pige fra 1970erne og hvordan hun møder sin tyske og katolske ægtemand. Det fører hende til at konvertere til katolicismen, men hun slipper ikke sin jødiske identitet. Det er en af bogens kvaliteter, at hun fastholder det jødiske tema og under en rejse til Israel med sine 4 børn, hvor de besøger Yad Vashem, forsøger hun at forklare dem, hvorfor Holocaust betyder så meget for hende:

»Jeg kalder dem hen til mig og henleder deres opmærksomhed på skærmen. Da jeg vil sætte dem ind i, hvad kvinden taler om, når jeg kun at sige nogle få ord, før min stemme knækker. Drengene ser forskrækket på mig, og Tobias siger hurtigt: Du behøver ikke fortælle mere, mor.«

 

Om bord på Wartheland 

Beretningerne om flugten til Danmark omkring 1. Verdenskrig, redningen i oktober 1943 og opholdet i Theresienstadt er blevet lagt i munden på Mirjams Capelles familiemedlemmer, men skabt af hende selv. Men de virker troværdige og bidrager til bogens spænding. Her er et eksempel fra bogen, hvor Mirjams oldefar Moses og hans 2. hustru Lea er blevet arresteret for at blive deporteret til Theresienstadt og hvor stemmen er lagt i munden på Lea:

»Da jeg ser skibet, gibber det i mig. Wartheland. Det er frygtindgydende stort. Vi må være mange, der er arresterede. Det ligner et skib med plads til mange tusinder. Den stejle stige, der fører op til skibet, er svær for den lille pige at kravle op ad. Usikkert kigger hun bagud på moderen, der er tæt bag hende. Klynker lidt. Schneller, schneller. Der er ingen tålmodighed hos de uniformerede mænd på kajen, der skubber os fremad. Det gør kun pigen mere usikker, og hun går i stå. En uniformeret mand rækker en lang bambusstang med en bøjet ende ned mod hende. Med krogen får han fat i pigens nakke og haler hende ombord under gråd og skrig. Rød i hovedet følger moderen efter og holder den hulkende pige ind til sig. Det spænder i hver en muskel af min krop, da jeg kravler op ad stigen. Mændenes råb er som i en tåge, fjerne og uvirkelige.«

Jeg tror, at mange vil nikke genkende til Mirjam Capelles følte skildring af søgen efter sit jødiske jeg og sine tvivl om egen identitet. Forfatteren er psykolog og man fornemmer hele bogen igennem en indsigt i de psykologiske mekanismer, der besjæler en ung pige og senere moden kvinde.

Bogen kan varmt anbefales.