Af Shirli Henriksen
Shirli deltager i år i shvilim programmet i Israel, som er et spændende års program for unge skandinaviske jøder.
I år har vi shemitah-år. For landmænd i Israel, der praktiserer dette, har det stor betydning, men for langt de fleste af os, som enten bor i diasporaen eller simpelthen ikke beskæftiger os med landbrug, har påbuddet om Shemitah mistet relevans. Det finder jeg utrolig ærgerligt. Hvorfor, kunne man spørge? Jo, fordi at værdierne, der kan hentes i shemitah i vores kapitalistiske pengesamfund er vigtigere end nogensinde før.
Shemitah er en række påbud, som Moses modtog af G-d på Sinai Bjerget. Eftersom, at også de ti bud, der i jødedommen anses for værende af essentiel karakter, blev givet på samme tid og sted, kan det tænkes at også påbuddene om shemitah er ment til at have lignende niveau af vigtighed for os. Og det med god grund.
I korte træk er princippet i shemitah, at man i seks år skal bearbejde, dvs. tilså, beskære og indsamle afgrøder fra sin jord, men at landet i det syvende år skal holde fuldstændig hvile. Dette er i versene to og fire beskrevet som: “en sabbat for Herren”.
At vi mennesker skaber på de seks første dage af ugen, mener jeg kan ses i lyset af, at vi alle er skabt i G-d’s billede. At vi skal høre op med at skabe på syvendedagen, er det, som adskiller os fra det guddommelige og minder os om, at vi ikke er selve skaberen. Lidt på samme måde kan shemitah forstås. Vi er ejere af vores jord i seks år, men i det syvende år skal vi give slip på dette ejerskab og anerkende, at vi ikke er den ultimative ejer. En handling, der er vanskelig med noget som jord, som man jo lægger enormt meget arbejde i og dermed får en dyb og velfortjent ejerfornemmelse over.
Det ses altså, at en af dyderne, vi tager fra shemitah er ydmyghed. En dyd, jeg finder vigtig, men som jeg desværre ikke ser udvist nok i nogle aspekter af vores samfund i dag. Om det kan skyldes måden det kapitalistiske konkurrencesamfund indprenter os, at beskedenhed og ydmyghed ikke får os frem i køen, ved jeg ikke. Men i mine øjne er ydmyghed sammen med respekt, uanset tid og sted, et af de bedste udgangspunkter for meningsfulde møder med folk, sameksistens samt samarbejde med andre individer.
En anden pointe, jeg finder væsentlig i parashat Behar beskrives i vers seks:
“Hvad der findes frit i landet, uden at det bliver bearbejdet, må være jeres føde, for dig og for din tjener og for din tjenestekvinde og for de fremmede, som bor hos dig for kortere eller længere tid.”
Rent halachisk set (altså vedr. bestemmelsen af den praktiske udførelse af dette bud) klarlægger Rashi hvad det vil sige, at noget ‘vokser frit’, og dermed hvad der er tilladt at spise i det syvende år. Ifølge ham, gælder det vækster, der stammer fra nedfaldne frø fra sjete- årets høst eller frø, der ikke er intentionelt plantet.
Ikke at bearbejde jorden i et år er formentligt ikke lige så effektivt og økonomisk en løsning, men det er en del af hele pointen. Shemitah tager afstand fra noget af det, vi konstant går og stræber efter, uden at vide hvorfor. For en gangs skyld handler det ikke om at optimere produktionens tempo eller proffitten ved den.
At der i vers syv videre står følgende: “også for dit kvæg og for de vilde dyr, som er i dit land, skal al dets afgrøde være til at spise” vidner om at shemitah har utrolig meget med lighed at gøre. Det forstås nemlig at plukning af afgrøderne i Shemitah-året skal være lige tilgængeligt for alle de ovenfor nævnte grupper af folk samt dyr på et hvilket som helst stykke jord, det ønskes. Det bliver altså for en tid et land karakteriseret ved ingen mands eje, hvor folk i alle lag af samfundshierarkiet pludselig, på i hvert fald et felt, er ligestillede. Skellene som vanligvis ville inddele folk, bliver dermed også udviskede. Vi bliver mindet om, at vi i G-d’s øjne alle er lige.
Dette får mig til at tænke på en sang ved navn “Ancient tombs from ancient times” af Moshe Ibn Ezra, der omhandler hvordan vi i alle er lige i døden. Med linjerne:
“Og der er intet had og ingen misundelse i dem/ og ingen kærlighed og intet nabo fjendskab. Og de skal ikke være i stand til at adskille sig selv, i deres udseende,/adskille sig selv mellem slaver og herrer!”
bliver det tydeligt, at al den ejendom man måtte tilegne sig i livet bliver værdiløst i døden, som jo vilkårligt og uundgåeligt rammer alle uanset ens økonomiske – og eller magtposition.
Det vi kalder jubelår er endnu et lag af shemitah, og har netop med midlertidig ejendom og lighed at gøre. Der står skrevet i vers 10, at man efter at have talt syv shemitah-år skal: “hellige det halvtredsindstyvende år, og I skal udråbe frihed for alle indbyggere i landet. Det skal være et jubelår for jer, og enhver skal vende tilbage til sin besiddelse, og enhver skal vende tilbage til sin familie.”
Den almindelige tolkning blandt mefarshim (de som tolker tanakh) er, at man hvert halvtredsende år giver op på det land man besidder, og vender tilbage til det, man havde forinden. På den måde skabes altså en bevægelse, der sikrer at ingen ender op med at sidde på uhensigtsmæssige og uretfærdige mængder af ejendom.
Ifølge Chinuch skal jubelåret bl.a. lære folk, er at ejerskab vender tilbage til de, som G-d ønsker. Og at det tilmed kan virke som en slags motivation til ikke at gøre ondt.
Set fra et mere aggadaisk synspunkt, mener Rashi, at roden af det hebraiske ord for jubelår, nemlig “yoveil” betyder “ram”, altså vædder, og at det derfor skal referere til shofar-blæsningen i forbindelse med jubelåret.
Men en tolkning, jeg egentlig bedre kan lide er Rambans. Han mener nemlig at “yoveil” skal henvise til frihed og frigørelse. Det er klart, at det jødiske folks frihed fra slaveriet i Egypten er mest relevant i den tid, parashaen tilhører. Men jeg tolker det også som den indre og spirituelle frigørelse, der opnås gennem jubelårets afstandstagen fra ejerskab og dermed kapitalisme-tankegangens slaveri.
Alle disse praktiske ting om shemitah er jo fint i teorien, men det er tydeligt for enhver, at det i nutiden er næsten umuligt at praktisere dem. Så hvordan kan vi på en alternativ måde holde værdierne om bl.a. ydmyghed, lighed samt for en stund at lægge grådighed og vores konstante stræben efter at optimere materielle goder fra os og give plads til et mere reflekteret og frigjort lag i livet? Jeg tror faktisk, at svaret kan findes i vers to: “Tal til israelitterne og sig til dem”. Der er tydeligvis lagt vægt på vigtigheden af videreformidling af disse bud. Så måske, at man ud over diverse kreative løsninger på at donere noget hvert syvende år eller lign. simpelthen skulle verbalisere værdierne bag shemitah. Shemitah er, som vi har set trods alt en af jødedommens mange måder at justere kompasnålen til et mere moralsk og reflekteret mål frem for at gå i blindhed. Et mål, der er bevidst om, at kapitalisme får os til at konkurrere og blive individualistiske i højere grad end kollektivistiske. Og vigtigst af alt et mål, der i højere grad har vores medmenneskers velbefindende i betragtning.