Search
Close this search box.

Kære medlemmer og venner,

Tiden efter terrorangrebet mod Israel den 7. oktober har været svær for danske jøder og jøder overalt i verden. Mange af vores medlemmer er utrygge og er i sagens natur dybt bekymrede for både, hvad der sker i Israel, og for den stigende antisemitisme herhjemme og i udlandet.

Men der er også grund til at glæde sig.

For vi er rykket sammen i Det Jødiske Samfund og modtager stadig sympatitilkendegivelser fra alle hjørner af det danske samfund. I sidste uge havde vi besøg af justitsminister Peter Hummelgaard (S), og vi har haft møder med mange, mange andre ledere. Ingen nævnt. Ingen glemt. Og det er vigtigt at understrege, at de danske myndigheder giver os den støtte og beskyttelse, der er nødvendig, for at vi kan fortsætte jødisk liv i Danmark.

Siden 7. oktober har vi fået et betragteligt antal indmeldelser i Det Jødiske Samfund. Vi ved godt, at det er nu, vi skal stå sammen!

Samtidig har vi – ikke mindst en masse israelske frivillige – skabt nogle fantastiske arrangementer. Shabbatbordet for gidslerne på Kongens Nytorv var både et rørende og vellykket arrangement. Vi har åbnet dørene i Det Jødiske Hus – se længere nede i nyhedsbrevet. Og vores næste store projekt er det fakkeltog fra synagogen på Krystalnatten, som vi håber bliver den største folkelige manifestation mod antisemitisme siden 2015.

Der er ting at glæde sig over og holde fast i, selvom det også er en svær og utryg tid.

Bedste hilsner,
Henri Goldstein, formand for Det Jødiske Samfund