Annas sang – Annas bog

Annas sang – Annas bog

Musiker og komponist Benjamin Koppel er netop debuteret med romanen Annas Sang, der har fået overvældende anmelder i både Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten. I dette interview med Jødisk Orientering fortæller ham om baggrunden for bogen.

Af Michael Rachlin

Benjamin Koppel sammen med sin tante Anna, kort før hun døde som 94-årig.

Året er 2001. En lille bil kører gennem Paris’ centrum med foragt for både færdselsregler og døden. Bag rettet sidder en 80-årig kvinde, der parkerer på tværs af trafikken på Champs-Élysées og stormer ind i Det Danske Hus et stenkast fra Triumfbuen. Det er Anna, der er blevet inviteret til koncert af sin danske nevø, Benjamin Koppel. Benjamin skal give koncert, og Anna falder ham om halsen. Invitationen bliver begyndelsen på et venskab mellem de to slægtninge, der først slutter, da Anna dør som 97-årig i 2018.
Et venskab, der opstår på et helt særligt tidspunkt. Anna er lige blevet enke efter et langt, ulykkeligt og arrangeret ægteskab. Så for Anna er invitationen til koncerten også en flaskepost fra den danske familie, hun kun har haft sporadisk kontakt med, siden hun kom til Paris i 1946. Benjamins farfar, Annas storebror, døde i 1998. Så for Benjamin er relationen en forlængelse af samtalen med den generation, der var i Sverige som voksne under krigen – en samtale, der ellers ville være stoppet nu. Et venskab, der er blevet til musikværket Anna’s Dollhouse, som Benjamin Koppel skrev efter Annas død. Og nu også Benjamin Koppels debutroman, Annas Sang, der udkommer på Gyldendal i slutningen af maj.
”Det var en relation, der betød meget for os begge. Da Anna døde, valgte hun, at min musik skulle spilles til hendes begravelse. Og for mig gav det en anden vinkel på hendes generation. Jeg var meget tæt på min farfar, men jeg var jo 24 år, da han døde. Så jeg fik 20 år mere med Anna, og du stiller nogle andre spørgsmål og har nogle andre overvejelser, når du selv er blevet 20 år ældre,” fortæller Benjamin Koppel.

Lykkeligt forelsket – bare ikke i sin mand

Ud over at være et generationsportræt er det også en historie og flugt, uforløst kærlighed, passion for musik og ikke mindst kvindeundertrykkelse.
Det var Annas skæbne, at hendes forældre – Benjamin Koppels oldeforældre – pressede hende ind i et ulykkeligt ægteskab, da de kom hjem fra Sverige efter krigen. Et bud på en forklaring kunne være, at Annas fire storebrødre havde giftet sig ikkejødisk, så det var op til den yngste – og den eneste datter – at føre slægtens jødedom videre. Under alle omstændigheder var Annas franske mand en hustyran af den gamle skole, der forbød hende at forfølge en karriere som musiker og truede med at klippe strengene over på klaveret, hvis hun spillede på det for lang tid ad gangen. Alligevel insisterede Anna på, at hun havde haft et lykkeligt liv.
”Hun var lykkeligt forelsket hele livet igennem. Bare ikke i sin mand. Livet igennem havde hun en hemmelig brevveksling med den danske mand, hun i virkeligheden elskede. Hun havde også sin kærlighed til musikken, der betød så meget. Hun ville ikke se sig selv som et offer,” fortæller Benjamin Koppel, der tidligere har opført musikstykket Annas Sang ved Jødisk Kulturfestival.

Musikken er mest dokumentarisk

Ideen om at skrive en bog og et stykke musik til Anna opstod begge før hendes død. Musikken blev færdig først; for Benjamin Koppel er en erfaren komponist, mens det er hans debutroman. Ambitionen og lysten til at skrive går dog helt tilbage til ungdomsårene. Der skulle en coronanedlukning til, før han fik tid til at skrive bogen færdig. Men Benjamin Koppel mener, at nogle af redskaberne faktisk er de samme.

”Der er mange paralleller mellem at skrive et stort musikværk og en roman. Du skal have det store kompositoriske overblik, og der er udvikling af temaer, sidetemaer og karakterer. Jeg har lavet 60 plader med stort set min egen musik, så jeg ved godt, hvordan jeg fortæller en musikalsk historie. Og det har jeg kunnet bruge en-til-en i skriveprocessen,” siger Benjamin Koppel, der fortæller, at det overraskende nok er musikken, der er mest dokumentarisk, mens romanen er en meget fri sammensmeltning af familieanekdoter og fortællinger.

”Jeg er ikke historiker eller dokumentarist, så jeg var ikke interesseret i at skrive en bog, som var historisk korrekt. Men jeg synes, det var sjovt at fiktionalisere det. Der er mange gode historier, som der sikkert er i de fleste jødiske familier. Det gode ved fiktionen er, at man jo må lyve og prale alt det, man vil.”

 

Annas Sang udkom på Gyldendal i maj 2022.