Årets Chatan Bereshit: Avi Edelsten
Det kan næppe komme som den helt store overraskelse, at Avi Edelsten er blevet valgt som årets chatan bereshit.
Chatan Bereshit er en ærestitel, der hvert år gives af synagogeforstanderskabet til et særligt aktivt medlem af menigheden. Han kaldes op til at læse begyndelsen af første mosebog på shabbat bereshit, der i år er den 14. oktober.
Avi er født ind i menigheden, og han har været aktiv i alle grene af det jødiske liv i København. Som en ung mand på 54 år er han fra den generation, der begyndte i Carolineskolens børnehave på Prinsesse Charlottes Gade på Nørrebro, men herefter fortsatte på Bomhusvej. Han er student fra Frederiksberg Gymnasium og uddannede sig som socialrådgiver og fik senere en kandidatgrad i pædagogisk sociologi.
Baggrunden som socialrådgiver har han brugt til at rådgive ikke mindst menighedens ældre, og der er ingen tvivl om, at han har et stort hjerte og et varmt socialt engagement, bl.a. som besøgsven på shabbat og helligdage på Deborah Centeret. Men han har også hjulpet menighedens yngre, bl.a. som bar mitzvah-lærer, og han har skrevet chaunukah-stykker til 7. klasserne på Carolineskolen. Han har siddet i delegeretforsamlingen og i bestyrelsen for JU.
Avi Edelsten siger med et glimt i øjet, at er i ”et blandet ægteskab”, idet hans hustru, Nina (f. Watkin), har baggrund i Machsike Hadas, mens han selv har baggrund i synagogen i Krystalgade. En god ”blanding”, der har resulteret i fire børn: Ariella, Jonathan, Jacob og Adina.
Han går jævnligt i synagogen og følger dermed i sporet på sin far (Dan Edelsten), sin bedstefar (Philip Edelsten) og sin oldefar (Abraham Marcus Edelsten). Ligesom sine forfædre kan han give Birkit Kohanim – den kohanistiske velsignelse – på helligdage, og efterhånden har Avi fået rigtig godt tag på de traditionelle danske melodier.
Avi er vellidt som en venlig og imødekommende mand, og vi håber, at mange komme forbi og hilse på ham i synagogen på hans specielle dag, lørdag den 14. oktober.
Stort mazel tov, Avi