]
Tidligere overrabbiner Bent Melchior døde onsdag den 28. juli. Dagen efter blev han begravet fra Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København. Du kan se højtideligheden her:
”Min farfar efterlader sig et enormt eftermæle – i sagens natur i familien og i menigheden, men også i det danske samfund og den jødiske verden. Hans utrættelige indsats for flygtninge og ikke mindst arbejdet med brobygning mellem mennesker, der fyldte så meget i de sidste år, er noget af det, som resten af Danmark forbinder med os, ” udtaler nuværende overrabbiner Jair Melchior.
Formanden for Det Jødiske Samfund, Henri Goldstein, hæfter sig også ved, at Bent Melchior har været en af de vigtigste rabbinere for menigheden i det 20. århundrede.
”At Bent valgte at tage en rabbineruddannelse, efter at han havde været flygtning i Sverige og som zionist kæmpet i Israels uafhængighedskrig, var en af de mest værdifulde ting, der skete for menigheden efter krigen. Han var en fordomsfri faderfigur, vi havde brug for – både i religiøs og verdslig forstand, ” siger Henri Goldstein.
Familien fortæller, at Bent Melchior var åndsfrisk til det sidste – om end fysisk svækket.
Så sent om før sommerferien holdt han en times oplæg om tolerance på Jødisk Kulturfestival.
Hele oplægget kan ses her:
Må Bent Melchiors minde være en velsignelse.