Dansk delegation ved 75-året for befrielsen af Auschwitz

Dansk delegation ved 75-året for befrielsen af Auschwitz

 

Auschwitz den 27. januar 2020
Af Ib Katznelson

Har man læst min artikel i Berlingske lørdag den 25. januar og/eller hørt mig i TV2 News samme aften, ved man, at det var efter meget tunge overvejelser, jeg sagde ja til opfordringen fra Udenrigsministeriet om at deltage i den danske delegation, der skulle til Auschwitz for at deltage i højtideligheden til minde om, at det var 75 år siden lejren blev befriet af de russiske tropper.

 

Delegationen bestod af Udenrigsministeren, ambassadør for religions- og trosfrihed Michael Suhr, den danske ambassadør i Polen Ole Egbjerg Mikkelsen, ministerens særlige rådgiver Ole Rydahl Svensson og yderligere et par medarbejdere fra ministeriet. Endvidere deltog to danske repræsentanter i International Holocaust Remembrance Alliance, Cecilie Stokholm Banke og Otto Rühl. Og endelig som repræsentanter for holocaust overlevende formanden for Theresienstadt foreningen Birgit Fischerman og jeg selv. Udenrigministeriet havde velvilligt accepteret, at Birgit og jeg kunne få en ledsager med for ligesom at kunne lette det psykiske pres fra os.

Om det var af praktiske grunde eller af hensyn til os omkring 200 overlevende ved jeg ikke, men det kæmpe telt, der skulle skabe plads til et par tusinde deltagere, var rejst uden for lejren. Det gjorde i alt fald for mig en meget stor forskel og det gjorde det lettere at være med. Jeg ville ikke ind i Auschwitz.

Vi overlevende blev placeret forrest i salen, på de to første rækker.

Polens præsident Andrzej Duda bød velkommen med en meget bevægende tale og strejfede kun den problematik, der har belastet forholdet mellem Israel og Polen et stykke tid, nemlig polakkernes medvirken i de brutale hændelser.

Mellem nogle af talerne spillede en strygekvartet.

Mest gribende var naturligvis de fire Auschwitz-overlevendes taler. De talte om de massemyrderier, de havde været vidne til, det organiserede forsøg på at udrydde det jødiske folk, den industrialisering af myrderierne, der havde ført til 1,3 millioner mænd, kvinder og børns død i denne dødens by. Det var bevægende og det var utroligt, at disse gamle mennesker var i stand til at udtrykke deres tanker og følelser over for så mange mennesker. Jeg fristes her til at gentage en sætning, som en overlevende fra Ravensbrück ved en anden lejlighed har sagt: “Jeg vil fortælle om det, jeg selv ønsker at kunne glemme, for at I aldrig skal glemme det”.

Ikke unaturligt var flere af dem inde på den stigende antisemitisme og racehad gennem de senere år og alle understregede det vigtige i at holoacaust oplysningen startede allerede meget tidligt i skoleforløbet. Den 93-årige Marian Turski sagde, at Auschwitz ikke var faldet ned fra himlen, men var resultatet af de tusinde små skridt, der hver især fratog en enkelt minoritet dens vædighed og menneskelighed uden at nogen reagerede. Man var ligeglad. Det tyske folk reagerede ikke, omverdenen reagerede ikke. De  var ligeglade, og lod det blot ske. Det var små skridt, som blev mødt med ligegyldighed, så de gradvis blev accepteret som værende normaliteten. Efter holocaust, sagde han, skulle det 11. bud være “Du må ikke være ligeglad”.

Inden de helt afsluttende bemærkninger fra Auschwitzmuseets direktør Dr. Piotr M. A. Cywi?ski talte præsidenten for World Jewish Congress ,Ronald Lauder. Det var en meget kraftfuld tale også med stor vægt på at holocaust oplysningen på inden måde må nedprioriteres, tværtimod. Hans tale – begivenheden taget i betragtning – fik en forkert drejning hen mod afslutningen, da han direkte henvendt til de fremmødte regeringsmedlemmer fremhævede, hvor mange gange der i FN er vedtaget fordømmelser mod Israel sammenlignet med de få resolutioner mod resten af verden. Og det blev ikke bedre, da han uden tøven satte lighedstegn mellem antizionisme og antisemitisme.

Som afslutning fremsagde en kantor, der også var overlevende fra Auschwitz, Kaddish. Fire kristne gejstlige fremsagde også bønner. Herefter gik delegationslederne ind i selve lejren og satte lys ved et mindesmærke.

Og hvordan var den eftermiddag så for mig. Det kan lyde lidt mærkeligt. Som nævnt var jeg glad for, at teltet var opsat uden for lejren. Endevæggen i teltet var – sådan oplevede jeg  det mærkværdigvis – en kulisse, der illustrerede indgangen til lejren. Ja, sådan oplevede jeg det, og det styrkede min modstandskraft til at kunne holde min følelser lidt i ave. Det var først til allersidst, at en af Udenrigsministeriets pressemedarbejdere ville tage et billede af delegationen, at jeg opdagede de skinner, der førte ind til lejren og jeg blev klar over, at der ikke var tale om en kulisse, men at det virkelig var indgangen. Der var et eller andet med belysningen der gjorde, at bygningen og porten virkede uvirkelig, og jeg konstaterede, at jeg ikke var den eneste, der havde haft den oplevelse hele eftermiddagen.

Billedet af bygningen, porten og skinnerne har ikke forladt mig siden. Det er konstant på min nethinde.