Alt blev lyst som dagen, og så begyndte bomberne at falde

Hvem var de mænd, der besluttede sig for at køre zig-zag gennem kamphandlingerne i Tyskland i april 1945?  Ib Katznelson, overlevende fra Ravensbrück og Theresienstadt, skriver.

April 1945. Krigen var ved at gå ind i sin sidste fase, og at Nazi Tysklands nederlag nærmede sig stod mere og mere klart. På det tidspunkt var det allerede lykkedes at få flere tusinde især danske og norske internerede i de tyske koncentrationslejre ud af lejrene og hjem til Skandinavien.

Redningsaktionen, som startede i december 1944, var en dansk aktion, men efter en aftale mellem vicepræsident i Svensk Røde Kors, grev Folke Bernadotte, kom det svenske Røde Kors så meget ind i aktionen, at transporterne med De Hvide Busser kom til at blive kaldt “Bernadotte-aktionen”.

I april 1945 var der stadig godt 450 danske jøder i Theresienstadt. Det store problem ved at hente dem hjem med De Hvide Busser var, at de sovjetiske styrker fra øst og de amerikanske og engelske styrker fra vest nærmede sig hinanden, og gjorde den korridor i Tyskland, som busserne skulle køre ad, snævrere og snævrere for hver dag, der gik. De to fronter var 120 km fra hinanden ved Berlin og kun 80 km fra hinanden ved Dresden.

I forbindelse med overvejelserne om at hente de danske jøder hjem fra Theresienstadt blev det forsøgt at få en garanti for, at der ikke blev bombet i ‘korridoren’, mens busserne kørte. Den garanti blev ikke givet.

Bernadotte, der med sine forhandlinger med SS-rigsfører Heinrich Himmler havde udvirket mange af transporterne fra koncentrationslejrene, fandt det for risikabelt at hente de danske jøder hjem fra Theresienstadt, og han blev bakket op af det svenske udenrigsministerium. Diskussionerne efter krigen om Bernadottes indsats – eller mangel på samme – for at få de danske jøder hjem er en historie, der nok aldrig bliver sat rigtigt punktum for.

I 1986 udgav læge Johannes Holm fra Seruminstituttet sin bog “Sandheden om De Hvide Busser”. Her gør Johannes Holm op med det, han kalder myten om, at det var Bernadotte, der “havde undfanget ideen til, taget initiativet til og planlagt den indsats, der blev gjort af Svensk Røde Kors”. Johannes Holm gør det klart, at forhandlingerne med Gestapo, der resulterede i tilladelsen til at få de danske jøder frigivet, udelukkende blev ført af danskere.

At transporten med busserne til Theresienstadt kom til at foregå med svenske Røde Kors busser skyldtes udelukkende de svenske officerer, der ledede den tilbageblevne del af svensk Røde Kors’ detachement i Friedrichruhe og særligt den svenske kaptajn Harald Folke.

De danske fiskeres indsats for at hjælpe de danske jøder over Sundet til Sverige er i høj grad berømmet, både i Danmark og internationalt. Der er og har været anderledes tavshed om de mange hundrede – chauffører, mekanikere, læger, sygeplejersker og hjælpepersonale af enhver art – der både var med i den farefulde færd ned gennem Tyskland og stod parat til at tage sig af de hjemkomne, ofte stærkt svækkede fanger, i Padborg. De satte deres liv på spil, og dem er der grund til at rette en dybfølt tak til. Uden deres mod var det aldrig lykkedes at få reddet så mange.

Hvor farefuldt det var at køre busserne ned gennem Tyskland i krigens sidste måned, får man blandt andet indtryk af gennem nogle dagbogsoptegnelser fra én af chaufførerne, Aksel Kristensen, som kørte flere gange til koncentrationslejrene i april måned og også samtidig med, at de danske jøder var på vej mod Danmark den 15.-16. april.  Dagbogsoptegnelserne kommer her i – af praktiske grunde – stærkt redigeret form.

Chaufføren beretter, at da de kom til Rendsborg, havde der umiddelbart før været et bombeangreb. To huse, et på hver side af vejen, var jævnet med jorden, og da de kom længere ind i byen, måtte de stoppe, da ruiner og bombekratere fuldstændig spærrede gaden. Hovedbanegården, et af Nordtysklands største jernbaneknudepunkter, og en stor maskinfabrik var ramt med fuldtræffere, så de måtte vende konvojen og foretage en stor omkørsel for at komme videre frem.

De overnattede i en grøft langs vejen, mens de kunne høre de engelske maskiner brumme oven over, og det varede ikke længe, inden englænderne hængte faldskærmslys ud, og alt blev lyst som dagen, og så begyndte bomberne at falde over Hamborgs benzinhavn. Til trods for at afstanden i luftlinje var ca. 15 km, varede det ikke længe, inden den tykke sorte røg fra den brændende olie og benzin drev ind over dem.

Godset Friedrichruhe i Nordtyskland var blevet etableret som hovedkvarter for ‘Bernadotte-aktionen’. Da busserne skulle fra Friedrichruhe til Neuengamme, kørte de som sædvanlig fast. Alt lys var slukket også lygterne på bilerne, da der var forvarsel om bombardementer. Førervognen, en personvogn, var skredet i et bombekrater midt i gaden. Bedst som de arbejdede for at komme fri, blev der blæst fuld alarm. Det var en kilden situation, som chaufføren beretter, da de holdt lige midt i byen

På en anden tur, samme dag som de danske jøder kom til den danske grænse, blev en bus, der var startet i Friedrichruhe, angrebet af flyvere.  Vognen blev ødelagt, og chaufføren blev alvorlig såret. En anden bus blev sendt af sted. Alle veje, der var blot nogenlunde farbare, var optaget af militær, og de skulle  samtidig passe på ikke at komme ind i den russiske linje. Russerne anerkendte ikke Røde Kors.

Om natten søgte de ind i en skov. Næste morgen skulle de videre, selv om de ikke havde fået megen søvn. De var kun få kilometer fra fronten, og det svære amerikanske artilleri drønede hele natten, så bussen stod og rokkede som en ægge-syg høne, skriver Aksel Kristensen i sin dagbog. De nåede Berlin op på formiddagen, men der var næsten ustandselig

luftangreb af de allierede flyvere.

Disse spredte dagbogsoptegnelser giver indtryk af det mod, de mange udviste for at redde fangerne ud af koncentrationslejrenes inferno.

De Hvide Busser med de danske jøder fra Theresienstadt kom over grænsen til Padborg den 17. april. I den officielle dagbog fra holdet af sygeplejersker står der, at “konvojen med jøder ankom kl. ca. 8. Der var 37 vogne med ca. 90 sv

enske chauffører og i alt 420 jøder. Mænd, kvinder og børn i alle aldre. Med i konvojen var dr. Krebs og de danske sygeplejersker. De fleste af jøderne fik bad, og alle blev forplejet. 6 sygeplejersker badede alle kvinderne og børnene”.

Min mor beretter om den morgen, at “Vi kom til Padborg og blev modtaget med havregrød og fik et bad.

 

Folk der var søde, kærlige og venlige mod os. Jeg var så snavset, at sæbeskummet var mørkebrunt, da det løb ned ad mig.”

Og sygeplejerskernes dagbog slutter sådan: “Efter forplejningen hvilede jøderne i tog og barakker. Kl. 14.30 afrejste de i de samme busser, og dr. Krebs og hans sygeplejersker fulgte med”.

74 år efter satte en dame i Flensborg, Edith Hövelmann, sig i kontakt med mig, efter at hun havde læst min bog “Lad ham dø; 2-årig i Ravensbrück og Theresienstadt”. Den kontakt førte til, at jeg holdt tre foredrag i Flensborg for omkring 500 elever fra det danske mindretal i Sydslesvig og en optagelse til Sydslesvigs lokal TV.

Edith Hövelmann er med i initiativgruppen for “March of Life”. Det er en march til minde om de mange hundredtusinde, der i krigens sidste fase af nazisterne blev beordret på dødsmarcher ud af koncentrationslejrene. Marchen, der finder sted den 21. april med udgangspunkt fra Flensborg, skal minde om behovet for forsoning, heling og genopretning af tilliden mellem generationen af gerningsmænd og ofre samt vise solidaritet med de jødiske medborgere i Tyskland og med staten Israel.

Da jeg var i Flensborg, ønskede Edith at vise mig den plads i Padborg, hvortil vore busser kom for nu 75 år siden. Så jeg vil slutte denne artikel med et foto både fra april 1945 og et fra 2019 med Edith, hendes veninde Else Poignee og mig, der i ly af regnen ser ud på pladsen.