François Zimeray, der på daværende tidspunkt var Frankrigs ambassadør i Danmark, var til stede ved terrorangrebet mod Krudttønden den 14. februar 2015, hvor filminstruktøren Finn Nørgaard blev dræbt. Her fortæller han om, hvilke tanker han gør sig 10 år efter. Zimeray driver i dag sit eget advokatfirma i Paris.

Af Michael Rachlin

Hvordan husker du den 14. februar 2015 og angrebet på Krudttønden?

Denne solrige lørdag vil for evigt være indprentet i min hukommelse, da det var et vendepunkt i mit liv. Jeg indså, at livet kan være kortere, end man tror, og det gav mig en blanding af skrøbelighed og styrke. Jeg husker hver eneste detalje fra mødet, hvor jeg deltog som hovedtaler. Hvis livet er som en film, så så jeg ordene “The End”. Det er vigtigt at korrigere fortællingen om dette angreb: Målet var ikke kun kunstneren Lars Vilks. Målet var mødet, især de, der var offentliggjort som talere  – inklusive den franske ambassadør. Jeg hører ofte: “Du var til stede under angrebet”. Dette er ikke korrekt. Vi var ikke bare til stede. Vi var målet. Vi overlevede et mordforsøg.

Hvad var dine første tanker og følelser før mødet?

Jeg tænkte, at jeg måtte deltage, jeg måtte tale. Som du ved, var Frankrig blevet angrebet få dage før, og vi var ekstremt aktive i denne krig mod radikal islam. Nogle franske diplomater fortalte mig, at det ikke var passende at deltage. Tværtimod fandt jeg, at jeg måtte tage dertil, og at jeg måtte tale. Jeg var glad for at mødes igen med menneskerettighedsaktivister og for at fremme ytringsfrihed.

Det blev senere klart, at dette var et copycat-angreb inspireret af angrebet på Charlie Hebdo nogle uger tidligere. Hvornår forbandt du prikkerne?

Allerede under skyderiet, da jeg lå på gulvet med ansigtet mod betonen, indså jeg, at det, der skete i Paris, gentog sig i København, og at jeg levede mine sidste øjeblikke.

Forbindelsen mellem angreb på ytringsfrihed og angreb på det jødiske samfund kan virke noget irrationel. Hvad er dine tanker om det?

Der er en logik bag, de angriber det andet – de andre: jøder, fritænkere, ikke-troende, kvinder. Radikal islam er ikke en mening eller en religion, det er en patologi.

I hvilket omfang mener du, at ytringsfriheden og kulturel udveksling kom under pres i kølvandet?

Ytringsfrihed er en skat, vi har modtaget som den mest værdifulde kulturelle arv fra vores civilisation. Den er skrøbelig og helt sikkert truet. Jeg tror, friheden trækker sig tilbage, når jeg ofte hører folk sige “det kan du ikke sige” i stedet for “jeg er uenig med dig”. Det siger meget om vores tid.

For Frankrig var dette desværre kun begyndelsen på værre ting: Bataclan-angrebene samme år, angrebet i Nice i 2016 og mordet på Samuel Paty. Hvordan har det ændret Frankrig over det sidste årti?

Når vi siger “ytringsfriheden er angrebet”, betyder det, at Frankrig som civilisation er under angreb. Vores samfund angribes på to fronter: radikal islam og den amerikanske politiske korrekthed. To puritanismer, der lukker sig som kæber. To måder at kriminalisere begær, og frihed. Det gode er, at sammenlignet med andre, er vi ret modstandsdygtige; vores intelligentsia har ikke abdiceret, vi har mange modige forfattere og intellektuelle, der står i frontlinjen i kampen mod radikal islam og wokeisme. Nogle af dem er af muslimsk oprindelse; de ved, hvorfor de ikke ønsker, at den model skal sejre.

Er der nogle øjeblikke eller oplevelser siden da, der har forstærket din tro på dialog og tolerance?

Jeg er en mand af dialog og betragter tolerance som en af de højeste værdier. Men der bør ikke være nogen tolerance for tolerancens fjender: De, der vil dække kvinders kroppe og importere kønsapartheid i vores samfund. At brænde en koran er utvivlsomt en dum provokation. Men at være voldelig over for mennesker, fordi en koran er blevet brændt, er blot at være psykopat.