Search
Close this search box.

En 39-årig mand fra Hobro er ved Retten i Randers idømt et års fængsel for hærværk mod den jødiske begravelsesplads i byen. En 28-årig mand findes medskyldig, men straffen skal afvente mentalundersøgelse

Formanden for Det Jødiske Samfund, Henri Goldstein, udtrykker tilfredshed med dommen, hvor retten har lagt vægt på, at der var tale om nøje planlagt og organiseret hærværk med karakter af propaganda, og at hærværket i Randers var del af en større aktion flere steder i Danmark og resten af Norden.

”Aktionen på Krystalnatten sidste år var chokerende, fordi den kom tæt på danske jøders hjem med gule stjerner og maling. Det var i sagens natur stærkt ubehageligt for os alle. Vi har ikke været i tvivl om gerningsmændenes motiv og den bagvedliggende ideologi med en antisemitisk aktion på netop årsdagen for Krystalnatten, men vi er selvfølgelig glade for, at domstolene har slået fast, at medlemmer af den nazistiske organisation Nordfront stod bag,” siger formanden for Det Jødiske Samfund, Henri Goldstein.

”Vi betragter Nordfront med alvor. Deres antisemitiske propaganda og vrangforestillinger kan inspirere voldsparate personer, hvilket vi så sidste år i den tyske by Halle på jom kippur, den vigtigste jødiske helligdag. Så sent som for tre uger siden spredte Nordfront stærkt antisemitiske plakater og løbesedler i Danmark ligeledes på jom kippur, og denne gang lagde sig op af den ophidsede debat, der har været om omskæring” siger Henri Goldstein.

”Jeg er fuldstændig tryg ved at Politiet følger den sikkerhedstrussel, som den nazistiske bevægelse udgør, og vi har kun positive ting at sige om Politiets opklaringsarbejde og den indsats Politiet og Forsvaret yder til dagligt omkring vores jødiske institutioner.”

”Vi oplevede en fantastisk opbakning fra alle hjørner af det danske samfund efter Krystalnatten sidste år. Vi er sikre på, at denne slags holdninger kun findes i meget små afkroge af samfundet. Men vi har alle en opgave med at sikre os, at  giftige konspirationsteorier og antisemitisk ideologi ikke spreder sig ud fra krogene. ”