Search
Close this search box.

For at arrangere Brit Milah af en nyfødt jødisk dreng bør man kontakte rabbinatet kort før termin. Almindeligvis foregår omskærelsen på ottendedagen efter fødslen, men hvis barnet ikke er helt raskt, udsætter man den.

Omskærelsen, på hebraisk brit milah, er et symbol på pagten mellem jøderne og Gud. Den er også et udtryk for ønsket om at bevare den jødiske identitet. Det regnes for en vigtig pligt for jødiske forældre at sørge for at deres søn bliver omskåret.

En omskærelse er en glædelig begivenhed, og man inviterer typisk gæster til at deltage i ritualet og et måltid bagefter. Drengen får ved denne lejlighed sit navn. Omskærelsen foregår i hjemmet, og ritualet udføres af en mohel der er udlært og autoriseret til at udføre jødiske omskærelser. Der er også altid en læge til stede.

Drenge, der er født af en ikke-jødisk mor, kan henvises til en børnekirugisk klinik, som har stor erfaring i denne operation.

Hvis det første barn er en søn, er traditionen at man arrangerer en pidyon ha-ben, en ceremoni, hvor faderen ”frikøber” sin førstefødte søn ved at give et lille pengebeløb til en kohen, en person af præsteslægten. Ceremonien går også tilbage til Moseloven, og holdes nogle uger efter fødslen. Kontakt rabbiner Jair Melchior for at få hjælp til at arrangere en pidyon ha-ben.