Klimaet på de sociale medier har svinget mellem anspændt til decideret ondskabsfuldt siden 7. oktober. Vi har talt med to kvindelige journalister med jødisk baggrund, der på hver deres måde har stået fast gennem stormen.
af Philip H. Blüdnikow
”Det er meget tydeligt, at ikke bare Iran, men også Rusland er direkte involveret”
Heidi Laura
Hvad har overrasket dig mest?
At reaktionen så hurtigt tippede over – fra chok og medfølelse med ofrene for massakren den 7. oktober til en utroligt harmfuld stemning og en flodbølge af pro-palæstinensisk propaganda og paroler. Og at det gik så hurtigt for ganske mange at ende i enten benægtelse af massakren, en vild teori om, at ofrene fortjente det – eller en endnu vildere flimren mellem begge synspunkter.
Er der noget anderledes i spil denne gang end ved tidligere konflikter mellem Israel og Hamas?
Absolut, for meget større konflikter lurer lige i baggrunden. Det er meget tydeligt, at ikke bare Iran, men også Rusland er direkte involveret i Hamas og på alle måder udnytter situationen til at fremme deres større planer om destabilisering af Vesten og nedbrydningen af demokrati og retssamfund. Hamas har lært meget af russisk propaganda: Man skal lyve højt og flot og løbende smide masser af indbyrdes modstridende og forvirrende historier ud på SoMe. Jo vildere, jo bedre.
Hvad er din motivation for at blive ved?
Jeg bliver simpelthen så harm over alle de groteske påstande, som kastes omkring, og min indre nørd kan ikke have idiotien i det. Men det hjælper også meget, at der er en utrolig opbakning fra hele mit jødiske netværk. Jeg har en hel lille flok af mennesker, som sender tips og links til mig om interessante historier og problemstillinger og i det hele taget bakker op. Tak til dem!
Hvordan håndterer du hadefulde beskeder?
Jeg har bevidst forskanset mig på min FB-væg, som ganske vist er åben, men kun tillader ”venner” at kommentere. Så der slipper ikke så meget had igennem, men til gengæld en hel del forargelse fra bekendte fra især kulturlivet og den akademiske verden, som er all in på ”Free Palestine”.
Oplever du, at folk på SoMe er modtagelige over for argumenter?
Absolut nej. Man skal ikke forvente at overbevise nogen om noget – det man kan gøre, er at tale til alle dem, som lytter med uden selv at blande sig.
Hvad er de mest effektive argumenter?
Det er ikke så meget argumenterne – det er mere at være troværdig og introducere tanker og ideer, som piller lidt ved folks hidtidige billede af situationen. Så må de selv tænke videre. Det er helt afgørende selv at være så rolig og velovervejet som overhovedet muligt. Og også gerne sjov og slagfærdig af og til.
Hvilke kilder bruger du, når du skal orientere dig? Og hvordan adskiller de sig fra danske mainstreammedier?
Jeg bruger i høj grad Twitter, hvor jeg løbende trawler feedet og så researcher videre på de mest interessante ting. Blandt mine store favoritter til at forstå hele situationen er faktisk en gruppe af amerikansk-arabiske intellektuelle, som er pro-israelske og samtidig har en fantastisk indsigt i den arabiske verden. Jeg bruger også ofte diverse dygtige OSINT-folk til at forstå, hvad der konkret sker [OSINT står for Open Source Intelligence, red.].
Hvordan bevarer du roen?
Mit selvpåtagede informationsarbejde på SoMe er faktisk min copingmekanisme. Det har været en fuldstændig oprivende tid, men det hjælper at være med, at være engageret og ikke bare passiv.
Tager du pauser fra SoMe? Er det vigtigt?
Foreløbig ikke med vilje. Men hvis man er ved at få angst af at være på SoMe, så er det vigtigt at huske, at der er utroligt mange mennesker, som ikke er på SoMe, og som faktisk har meget stille og rolige holdninger og som regel et ganske udmærket moralsk kompas. Man ser alt det dårligste og mest ekstreme på SoMe.
Heidi Laura på Facebook
Siden begyndelsen af krigen i Ukraine har Heidi Laura brugt sin Facebook-profil til at ”udstille propaganda”. Siden 7. oktober Hamas-prograganda.
” Jeg er hverken pro-palæstinensisk eller pro-israelsk. Jeg er intenst anti-Hamas. Jeg har ingen beef med palæstinensere overhovedet. Jeg er jøde og europæer, og jeg føler stærk solidaritet med andre jøder verden over,” skriver hun.
Heidi Laura er forfatter, ph.d. i jødisk historie og tidligere journalist på Weekendavisen.
”På de gode dage føler jeg en lettelse over at sætte ord på min sorg og deltage i samtalen om en af de vigtigste historiske begivenheder”
Shani Hannah Shalom
Hvordan oplevede du reaktionen på sociale medier efter 7. oktober?
Reaktionerne var voldsomme,
absolutte, famlende, impulsive, uigennemtænkte, velmenende, hadefulde, sorgfulde, splittende. Men fælles for dem alle var, at de er utilstrækkelige og ude af stand til at beskrive den universelle smerte og sorg.
Hvad har overrasket dig mest?
Den manglende villighed til at møde hinanden i vores respektive sorg, modløshed og fortvivlelse. En værdi, jeg mener, bør stå over alt andet, og som bør bestå, uagtet hvad vi hver især mener om krigen
Er der noget anderledes i spil denne gang end ved tidligere konflikter mellem Israel og Hamas?
Som dansk-israeler og jøde er jeg vokset op med konflikten som et grundvilkår. På den måde er jeg indstillet til, at fred bliver til ufred fra den ene dag til den anden. Det tror jeg gælder både israelere og palæstinensere. Alligevel har jeg aldrig oplevet en så forrået debat som efter den 7. oktober. Om det skyldes angrebets karakter og ubegribelige brutalitet, udviklingen på de sociale medier eller noget helt tredje, ved jeg ikke.
Hvordan håndterer du hadefulde beskeder?
Jeg ved ikke, om jeg eller nogen andre har knækket koden. På de gode dage bilder jeg mig ind, at de mennesker, som møder én med had, gør det, fordi de ikke har lært at forvalte en ellers berettiget vrede og sorg på en ordentlig måde.
Oplever du, at folk på SoMe er modtagelige over for argumenter?
Ja og nej. Jeg oplever, at vi prøver, og at vi i øjeblikket har de værst tænkelige betingelser til at gøre det. Det største selvbedrag må være, at vi er rationelle mennesker, som ser ens på den information, vi bliver præsenteret for. Det rationelle blik svigter os især, når vi har mest gavn af det, når vi er mest oprevet over, hvad vi ser, hører og oplever.
Hvad er de mest effektive argumenter?
De mest effektive argumenter forsøger så vidt muligt at hæve sig over gruppebaseret tænkning og tribalisme, som passer alt ind i en bestemt afgrænset fortælling og dømmer alt andet illegitimt. De bedste argumenter afholder sig fra antagelser – eller forholder sig kritisk til egne begrænsninger, åbent for, at andre virkeligheder kan eksistere samtidig.
Er du overrasket over mængden af misinformation? Og hvor kommer det fra?
Jeg er overrasket over mange ting – den stigende antisemitisme, jeg ikke havde troet, jeg skulle opleve i min levetid, de moralske kortslutninger på dele af venstrefløjen og min egen evne til at forvalte min sorg. Men jeg er ikke overrasket over mængden af misinformation, og hvordan den udfolder sig på alle sociale medier.
Hvilke kilder bruger du, når du skal orientere dig? Og hvordan adskiller de sig fra danske mainstreammedier?
Jeg forsøger så vidt muligt at orientere mig bredt og i medier med forskellige politiske linjer, skribenter og målgrupper. Efter angrebet og under krigen har jeg orienteret mig i medier, jeg ikke selv plejer at læse, fx Dagbladet Information og Politiken, udenlandske medier som CNN, The Atlantic, The Free Press. Jeg oplever generelt, at udenlandske medier og indholdsproducenter tør mere end danske mediers analyser – både når det handler om kritik af den ene og anden ”part”.
Hvordan bevarer du roen?
Det gør jeg ikke. At være i verden siden den 7. oktober har for mig været en prøvelse i at være et nervevrag med mindst mulige negative konsekvenser for mig selv og mine omgivelser. Når jeg er allermest følelsesmæssigt oprørt, ked af det og vred, minder jeg mig selv om, at jeg skal være varsom med at træde ind i en debat. For det er ofte i de situationer, jeg vil være mindst i stand til at møde mennesker med den åbenbed og omsorg, som jeg selv ville ønske at blive mødt med i min egen sorg.
Tager du pauser fra SoMe? Er det vigtigt?
Jeg tog på en pause fra X i to uger for at passe på mig selv og min familie. Mit nervesystem viste tydelige tegn på, at jeg havde brug for ro. Jeg kunne ikke holde til alle de nedslående nyheder, hadet og det intellektuelle og moralske forfald, jeg oplevede dominerede min algoritme. Siden er jeg vendt tilbage. Hvorfor er jeg stadig ikke sikker på. På de gode dage føler jeg en lettelse over at sætte ord på min sorg og deltage i samtalen om en af de vigtigste historiske begivenheder. På de dårlige mister jeg troen på, at det nytter at tale sammen – og om vi overhovedet kan og bør på nuværende tidspunkt.