En københavner-jødisk ’State of the Union’

En københavner-jødisk ’State of the Union’

Kol Nidre 22. september 2015

Af Dan Rosenberg Asmussen

Når vi gør status over det forløbne år, er det ikke til at komme uden om, at vi har været igennem nogle barske og uhyggelige begivenheder.

Begivenheder som vi ikke glemmer lige med det samme, men som vi heller ikke bør glemme. I februar var vi chokerede og fortvivlede over attentatet på synagogen og mordet på Dan.

 Vi stod midt i blomsterhavet foran synagogen og græd – vi græd sammen til begravelsen og til mindehøjtideligheden.

Som menighed og fællesskab har vi været udsat for en prøvelse. Vi er blevet udfordret på vores evne til at tage ansvar og hjælpe og støtte hinanden – og ikke mindst på vores evne til at støtte dem, der er blevet ramt allerhårdest.

Jeg synes, at vi midt i det sørgelige bør standse op og konstatere, at vi trods alt har vist os som et viljestærkt fællesskab, der formår at udvise omsorg for hinanden, når det gælder.

Rigtig mange arbejdede i døgndrift for at bringe trygheden tilbage. Rigtig mange tilbød deres hjælp. Også personer, som vi ikke kunne forudse eller forvente ville engagere sig i vores udfordringer.

 Fra politisk hold spørges der ofte om, hvordan stemningen er hos os nu. Og hvad er egentlig svaret på det? Der kommer fortsat folk i synagogen, forældrene sender fortsat deres børn i Carolineskolen, der er booket godt op i Det Jødiske Hus, deltagelsen i forskellige arrangementer er god. Så det går vel meget godt. Der er sågar medlemmer, der brokker sig over for meget politi.

Men vi kommer ikke uden om, at vi sammen har gennemlevet et mareridt, hvor en familie i vores midte har mistet en søn, mistet en bror – andre har mistet en god ven – mistet en person, som dedikerede en stor del af sit liv til at passe på andre – på at skabe tryghed for andre.

Når vi beder vores unge om at tage ansvar for vores sikkerhed og tryghed, og det ender med at koste dem livet, så melder spørgsmålene og tvivlen sig. Heldigvis kan vi konstatere, at kun ganske få har forladt vagtgruppen og endnu flere er kommet til. Det skal vi være stolte af og taknemlige for.

For et år siden var vi optaget af vores utryghed og usikkerhed ovenpå en urolig sommer præget af gazakonfliktens frustrationer. Vi havde set attentater på jødiske institutioner i Frankrig og Belgien begået af radikaliserede personer, der var født og opvokset i de respektive lande. På den baggrund bad vi i flere omgange politiet og justitsministeriet om at øge bevogtningen ved vores institutioner. Det skete som bekendt ikke.

Sådan er det ikke længere. Myndighedernes vurdering af vores sikkerhedssituation er ændret. Desværre blev vi bekræftet i vores formodning om, at der også i Danmark er personer, som er i stand til at udføre koldblodige terrorhandlinger på egen hånd.

Siden den 15. februar har der været massiv tilstedeværelse af politi ved samtlige jødiske institutioner. Vi har løbende møder med PET’s ledelse og det er vores indtryk, at man lytter til vores input.

Folketinget bevilgede i foråret et tocifret millionbeløb til forbedret fysisk sikring af vores institutioner. Implementeringen af disse tiltag er i fuld gang. Når de fysiske forbedringer er på plads foretages en revurdering af bevogtningsbehovet. Vi vil løbende orientere om ændringer før de gennemføres.

Men én ting er sikkerheden i form af politibevogtning, vagter og fysiske installationer – noget andet er behovet for en mere langsigtet indsats for at forhindre, at had og fordomme får lov til at gro og udvikle sig. Vi har gennem flere måneder prøvet at finde den rigtige form for en sådan indsats.

Vi etablerer nu noget, vi har valgt at kalde Jødisk Informations Center, med det formål at udvikle forskellige former for oplysning om jødisk tro og tradition. Vi må erkende, at Carolineskolen ikke kan rumme en masse besøg fra muslimske friskoler og derfor etablerer vi et alternativ. Vi vil også etablere et dialog-ambassadør program for jøder og muslimer.

Det er formålet med denne indsats at nedbryde fordomme blandt skoleelever – at bekæmpe antisemitisme og vise, at jøder og muslimer i det danske samfund kan leve fredeligt sammen.

Vi føler en forpligtelse overfor familien Uzans vision om, at Dans død kan komme til at markere et skifte, hvor hadet udfordres. Mordecai går selv foran, når han deltager i en fredsring omkring det islamiske trossamfund og på den måde lever op til mindepladens ord om at ”ondskab alene kan overvindes ved godhed mellem mennesker”. Hvis Mordecai kan, så er jeg sikker på, at vi andre også kan.

Vi er nu i den heldige situation, at Københavns Kommune har valgt økonomisk at støtte etableringen og driften af Jødisk Informations Center i en fireårig periode. Det er vi taknemlige for. For vi må konstatere, at vores ambitioner er større end vores økonomiske formåen. Kan vi få disse initiativer til at virke, skal vi selvfølgelig forsøge at brede det ud til andre kommuner.

Så det har handlet meget om sikkerhed. Og om hvordan vi skaber sikkerhed og tryghed på lidt længere sigt. Men en stærk menighed handler ikke kun om at være en sikker menighed.

Som menighed er vi udfordret, når der er ventelister til plejehjemmet, mens Carolineskolens klasseværelser står halvtomme.

 Nogen synes det er naturligt at være en del af dette fællesskab og forsøger at bidrage til det – uden den mindste opfordring, mens andre har svært ved at se, at det vedkommer dem og skal overbevises om relevansen af et jødisk fællesskab.

Vi vil derfor i den kommende tid også sætte fokus på at udvikle vores ungdomsarbejde og vores undervisningstilbud, men også vores ældreindsats og sociale indsats. Vi må ikke forsømme at udvikle, selvom vi let kan komme til at bruge vores tid på mere reaktive indsatser, når vores religiøse ritualer angribes.

Vores udgangspunkt er slet ikke dårligt – vi har en del gode undervisningstilbud, spændende kulturarrangementer og en ungdomsorganisation i vækst.

Jeg tror også, det er vigtigt, at vi som menighed kan være rummelige. Acceptere at vi er forskellige, og at vi definerer vores jødiske identitet på forskellige måder. Vigtigt at vi kan udvikle os indenfor rammerne af den moderne ortodoksi.

Det er ikke nogen let opgave vores rabbiner har, når vi trods alt lever vores liv meget forskelligt. Når vores holdning til ritualer er så forskellig. Det er vigtigt, at vi anerkender rabbinatets svære opgave og er åbne over for nye tiltag. Vigtigt at vi forsøger at forstå baggrunden for ændringer, men også vigtigt at ændringerne forklares og begrundes.

For et år siden var vi optaget af grøfter og splittelsestendenser i forbindelse med medlemskriteriediskussionen. Udgangspunktet var et ønske om øget åbenhed og inklusionsmuligheder for børn af jødiske fædre. Jeg må konstatere, at denne problemstilling er rykket lidt ned på prioriteringslisten.

Uanset den nuværende prioritering vil jeg sige, at mange andre menigheder har denne type udfordringer. Og de finder løsninger på dem.

De finder løsninger, fordi de ikke ønsker at skubbe nogen væk, som gerne vil være tæt på. Det handler ikke om at lave om på, hvem der er jøde i henhold til jødisk lov, men om at finde nye pragmatiske former for åbenhed og inklusion.

Vi er et lille fællesskab med store udfordringer, men hvis vi engagerer os, og hvis vi beslutter os for at gøre ting sammen, vil vi både være i stand til at modstå udfordringerne og skabe en positiv udvikling.

Shana Tovah

Dan Rosenberg asmussen taler i Synagogen

Formanden for Det Jødiske Samfund/Mosaisk Troessamfund tog til kol nidre synagogens prædikestol i besiddelse og talte til de knap 1.000 bedende om året, der gik og visionerne for den kommende tid.